Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1559Visninger
AA

12. Kapitel 11: "Matt kommer på besøg"

*James*

 

En dag var det regnvejr. Al den sne, der var faldet sidste uge, blev hurtigt vasket væk, og før man vidste af det, var det som om der slet ikke havde været noget. Daniel var lidt trist, fordi han havde lavet en snemand sammen med nogle kammerater fra børneafdelingen to dage i forvejen.

     "Måske overlever den," sagde han. "Ligesom Olaf."

     Jeg vidste ikke engang, hvem Olaf var, så jeg holdt min mund.

     Det regnede hele formiddagen. Kira, Cat, Ena, Daniel og jeg havde anbragt os inde i en stor opholdsstue, hvor Kira spillede skak med Daniel, jeg agerede "dommer" i gåseøjne, mens Catriana forsøgte at lære Ena at brygge en spireheksebryg.

     "Det er meget vigtigt, at du holder på papegøjefjeren mens du siger det," sagde Catriana, hun så en smule nervøs ud. Ena var helt bleg. Hendes hånd rystede, som den holdt om den lille blålige fjer over den dampende gryde.

     "Karixus," sagde hun, hvorefter hun lod fjeren dale ned i bryggen.

     "Så langt, så godt," sagde Catriana en smule lettet. "Og nu skal du så dryppe to dråber firbenstis ned i den."

     "Hun skal dryppe hvad for noget derned?" udbrød Kira.

     "Firbenstis er god gødning," sagde Catriana.

     "Hvad er det for noget pis?" fnes Kira. "I hekse er altså sære."

     Både Catriana og Ena ignorerede den bemærkning og fortsatte deres arbejde. Jeg betragtede dem opmærksomt selvom jeg egentlig burde holde øje med skakspillet.

     "Okay, her er tisset," sagde Catriana og rakte Ena et reagensglas med noget gulligt substans i. "Og nu kommer det svære. To dryp, og du skal være meget forsigtig med - "

     Der lød et brag, som tre dråber tis dalede ned i bryggen, og der var sod i hele Enas ansigt. Hun lugtede fælt.

     "Hvad fanden..." sagde jeg og lugtede efter. "Du lugter af lort."

     Catriana sukkede. "Ena - "

     "Ikke mere end to dråber, forstået," kvækkede Ena. "Meget forsigtig skal man være."

     I det samme lød Bills sekretærs stemme oppe i højtalerne:

     "James Cult, Catriana Cyston, Kirashira Rumholdt og Ena Sorthjerte bedes møde op på rektors kontor omgående."

     Vi sad lidt småstivnede bagefter og sugede ordene ind.

     "Hvad har vi nu gjort?" undrede jeg mig. Jeg kiggede på Kira. "Kira?"

     "Du skal ikke se på mig, jeg er ikke en ballademager."

     "Jeg mente bare, om du måske kunne SE det?"

     "Vi får det jo at vide lige om lidt. Hvorfor bruge energi på den slags ting?" Kira rejste sig op og begyndte at pakke skakspillet sammen.

     "Men jeg var ved at vinde," brokkede Daniel sig.

     "Man bør altid adlyde rektor," sagde Kira med en løftet pegefinger.

    

Jeg fulgte Daniel tilbage til børneafdelingen, hvorefter jeg sluttede mig til de andre i venterummet ved Bills kontor. Sekretæren så ikke specielt sur ud i dag, så det betød enten, at hun havde fået sin kaffe i tide eller at vi ikke var i problemer. Kaffen var egentlig mest sandsynlig, for vi var altid i problemer.

     Lige som jeg var kommet, blev døren åbnet, og ud trådte Bill. Han lukkede døren efter sig.

     "I behøver ikke komme med ind," sagde han, som Ena skulle til at rejse sig fra sin stol. "Jeg håber ikke på at tage for meget af jeres tid."

     "Hvad har vi gjort?" spurgte jeg mistænksomt. "Jeg synes ellers, at vi har været meget artige."

     Bill smilte skævt. "I har skam ikke gjort noget som helst."

     "Hvorfor er vi her så?" spurgte Catriana.

     "På grund af frøken Lee." Vi blev alle sammen tavse som var vi stumme. "Tro mig, jeg ved godt, hvad den kære pige går igennem med hr. Michigan og alt, hvad der ellers er sket, men... der er gået halvanden måned siden semesteret startede, og nu går den altså ikke længere."

     Vi sad fortsat alle sammen uden et ord.

     "Rin Lee går selvfølgelig igennem en vis... sorgproces har jeg hørt fra frøken Skov." Jeg blev en anelse utilpas ved at blive mindet om, at Bill og Celina konstant var i kontakt. "Men - "

     "Undskyld, Bill," afbrød Catriana. "Men Rin er ikke i gang med nogen sorgproces. Brandon er ikke død."

     "Nej, men - "                 

     "Rin er bare meget opsat på at være der, når han vågner op."

     Nu blev Bill stum. Han så skiftevis på os alle sammen, før han så spurgte, forbløffet: "Prøver du at fortælle mig, at hun sidder på HOSPITALET dagen lang, frøken Cyston?"

     Catriana så ud til at fortryde alt, hvad der var kommet ud af hendes mund.

     Nu fnøs Bill på den dér måde, så det blæste i hans buskede overskæg. "Det kan der ikke være tale om. Hvis frøken Lee ikke er i skole på mandag vil jeg være tvunget til at bortvise hende." Så trampede han tilbage ind på sit kontor mumlende: "... sidder på hospitalet... må jeg være fri... sikke en omgang pjat..."

    

Så hvad gjorde vi? Vi fik Catriana til at teleportere os ned til hospitalet, lige lukt midt på Brandons sygestue. Sygeplejersken fik nærmest et hjerteanfald og faldt baglæns ned i en lænestol.

     "Gør... aldrig... sådan... noget... igen," hikstede hun åndeløst, hvorefter hun rystende rejste sig op og gik ud. "Magi. Hvor ville verden dog være fredelig uden det."

     I lænestolen oppe ved Brandons hoved sad Rin, og hun betragtede os med et hævet øjenbryn. "Hvad laver I her?"

     "Vi..." Jeg tøvede, da jeg fik øje på Brandon. Jeg havde ikke været her siden vi fik hans diagnose at vide. Ikke en eneste gang. At se ham ligge dér, trække vejret og stadig med farve i kinderne, det var mærkeligt. For han både var der og var der ikke. Svævede mellem liv og død, evigt og altid. Og jeg brød mig ikke om at blive mindet om det. Så hellere bare acceptere hans død og så blive glædeligt overrasket den dag han vågnede.

     "Vi er kommet for at få dig med tilbage til PMS," kom Catriana mig i forkøbet. Hun gik hen til Rin og tårnede sig nærmest op over hendes spinkle skikkelse.

     "Men... det skal I da ikke bestemme," mumlede hun. Først nu fik jeg mig et ordentligt blik på Rin. Hendes hårfarve var ved at svinde hen, man kunne tydeligt se hendes sorte hår nu. Det så ikke ligefrem pænt ud, og det lignede ikke Rin. Jeg havde aldrig kendt Rin som sorthåret.

     "Nej, det skal vi ikke," sagde Catriana. "Men det skal Bill, og han har sagt, at hvis du ikke er tilbage på mandag, så bliver du kylet ud. Så hvad siger du til at rejse dig op fra den stol for en gangs skyld og komme ud herfra indtil du ender i koma ligesom Brandon, hva'?"

     Det var så det. Vi tvang Rin til at rejse sig op, iklæde sig overtøj og pakke de ting, som hun havde her. Hun var praktisk talt flyttet ind. Derefter kyssede hun Brandon på gensyn og gik med os. Sygeplejersken, som vi havde skræmt livet af, så faktisk enormt lettet ud, da vi sådan førte Rin væk. Men før Catriana fik chancen for at teleportere os væk igen, lagde jeg mærke til, at vi manglede en.

     "Hvor er Kira?" spurgte jeg.

     Vi nåede at stå og se meget forvirrede ud i nogle sekunder før Kira kom spænende sammen med en høj, muskuløs dreng med pindsvinehår.

     "Hej, alle sammen," sagde Kira. Hun kiggede på drengen og så tilbage på os. "Det her er Matt. Han kommer med os."

 

*Catriana*

 

Om eftermiddagen var regnen omsider holdt op. Efter det var der rart. Vindstille, kun en smule køligt, vådt og fugtigt overalt. Jeg nød det i hvert fald.

     Det var James, der fik idéen:

     "Lad os tage ned til fjorden!"

     Fjorden. Pijifena fjord. Ingen var dernede medmindre det var sommer, hvor folk badede en del. Jeg havde ikke været dernede siden starten af andet år, men det lød faktisk som en god idé.

     "Jeg er på," sagde jeg.

     "Jeg synes også, det er en god idé," sagde Kira begejstret.

     Rin og Ena nikkede også.

     Daniel virkede også ret begejstret. Og Matt, Matt sad stille og roligt og lignede én, der ville være med på hvad som helst.

     Så vi tog ned til fjorden. Vandet var blankt og roligt. Vintersolen fik det til at glimte. Vi fik øje på en robåd, der lå lige på bredden, halvt i vandet, halvt på land.

     "Kan vi tage ud i båden?" spurgte Daniel James. Først vidste jeg ikke, hvad James ville svare, men så smilte han og nikkede.

     "Det kan vi da godt," svarede han.

     "Jeg vil også med ud i båden," sagde Matt. "Jeg har gået til roning."

     De løb alle tre hen til båden og fik den langsomt ud på vandet, hvorefter de selv hoppede i og gav sig til at ro.

     Vi piger blev tilbage.

     "Hvor..." sagde Ena. "Hvor i alverden har du fundet ham?" Hun kiggede på Kira. Kira rødmede.

     Rin gav sig til at le. "På hospitalet, tror jeg. Jeg tror, jeg har opklaret mysteriet om, hvorfor hun var der så ofte."

     Kira skulle til at protestere, men hun tog sig i det og satte sig i stedet ned på en træstamme. Vi andre satte os ned ved siden af hende.

     Drengene var kommet helt ud midt på fjorden nu. Jeg så, at James forvandlede sig til en kæmpe fisk og sprang i vandet. Daniel gispede.

     "Han er da meget sød," sagde jeg med et blik på Matt. Selvom jeg ikke kunne begribe, hvordan man kunne finde på at få sit hår til at ligne piggene på et pindsvin.

     "Jah..." sukkede Kira og betragtede ham drømmende.

     Vi andre grinede.

     "Det ser ud til, at Kira er forelsket," drillede Ena. Kiras ansigt blev lige så rødt som hendes ører.

     "Det er jeg i hvert fald ikke!"

     "Bare spørg Cat og Rin, de ved det."

     Kira så fra mig til Rin. Jeg huskede selv dengang, jeg indså, at jeg var forelsket i James. Jeg vendte blikket tilbage ud mod robåden, hvor James plaskede vand i hovedet på Daniel og Matt. Det var da han havde kysset mig. Dengang jeg gav ham lov til at kysse mig. Jeg var ikke meget for at indrømme det, men jeg vidste, at jeg elskede ham. Men nu... elskede jeg ham stadig? Jo, det gjorde jeg vel. Selvfølgelig gjorde jeg det. Men elskede han mig?

     Rin så ikke meget gladere ud end jeg følte mig. Det var jo forståeligt nok.

     Ena så ud til at have indset sin fejl. "Åh... undskyld."

     "Det er i orden," svarede vi i kor.

     "Jeg er ikke forelsket," vedblev Kira stædigt. Ingen af os troede på hende.

 

*Rin*

 

Det var ved at blive aften da Daniel sagde, at han godt ville tilbage til børneafdelingen.

     "Jeg skal nok følge dig derovre," sagde James med et smil, men han så ikke specielt glad ud i øjnene, som han sagde det. Det var forståeligt nok. Her var rart og roligt, så man helt glemte verden udenfor, og alle de forfærdelige ting, der altid skete.

     "Nej," sagde jeg og rejste mig, før han kunne nå det. "Jeg skal nok følge Daniel tilbage. Jeg skal alligevel også tilbage til Brandon."

     De gispede alle sammen, som jeg sagde det, og både Cat og James begyndte at protestere, men jeg afbrød dem:

     "Bare rolig. Det er kun for at se til ham. Jeg kommer tilbage senere i aften. Bare rolig." Cat så stadig enormt utilfreds ud, men hun nikkede. James smilte svagt.

     Daniel så tøvende på James, men han nikkede, hvorefter drengen villigt gik med mig. Vi gik op ad den stejle sti og op til skolen. Da vi trådte indenfor slappede min krop helt af i varmen. Det var alligevel ret koldt udenfor.

     Som vi gik gennem skolen for at finde børneafdelingen, kunne jeg pludselig ikke vente med at komme tilbage til Brandon. Min kære Brandon. Gad vide, om han kunne mærke mit fravær...

     "Ligger... ligger ham Brandon i koma på grund af mig?" spurgte Daniel så pludselig. Helt trist og fortvivlet. Jeg stoppede op og så ned på ham. Han så også helt trist og fortvivlet ud.

     "Det gør han i hvert fald ikke. Han... det er i hvert fald ikke din skyld."

     "Men... var det ikke..." Daniel sank en klump. "Var det ikke Darkeya, der gjorde det mod ham?"

     "...Jo."

     "Og det er mig, han jagter."

     "Daniel, du kan ikke gøre for, at Darkeya er efter dig."

     "Men der er noget ved mig, som han vil have fat i."

     "Ja, men... det er jo ikke din skyld."

     Daniel var tavs. Han bed sig i underlæben. Så kiggede han op på mig med de klare grønne øjne, han havde. "James fortalte, at du og Brandon skændtes før ulykken."

     Jeg stirrede på ham. James, den sladrehank. "Det er rigtigt."

     "Det var... på grund af en hemmelighed, ikke?"

     Tøvende nikkede jeg.

     "Hvorfor kunne du ikke bare fortælle ham det?"

     "Fordi... det ved du ikke noget om."

     "Jeg ved, hvad din hemmelighed er."

     Stivnet stod jeg og stirrede på ham. "Du... nej, du gør ej?" Hvordan skulle han kunne finde ud af det? Måske havde Kira sladret. Hun havde sikkert vidst det i månedsvis. Nej. Kira vidste det ikke, og Daniel vidste det ikke.

     Så sagde han noget, der fik mit hjerte til at stoppe i nogle sekunder. "En der hedder Jack... Og to dale..."

     Mere sagde han ikke. Men han havde sagt nok. Hvordan... det... hvad...?

     "Har du hørt det fra nogen?" spurgte jeg ham chokeret.

     Daniel blinkede, som om han først nu indså, at han havde sagt noget, han ikke burde sige. "Nej," sagde han.

     Jeg satte mig straks ned på hug overfor ham, så vi var i øjenhøjde. "Måske er du synsk," sagde jeg. "Det kunne godt være. Får du... ofte den slags... ting at vide?"

     "Hvad mener du?"

     Jeg sukkede. "Dukker der ofte informationer op i dit hoved, som folk ikke har fortalt dig?"

     Daniel trak bare på skuldrene. "Ved ikke."

     "Svar mig, lige nu. Hvad er min yndlingsfarve?"

     "Rød?"

     "Nej, det er lyseblå." Jeg skimmede mængden af elever, som passerede os. "Ham dragedrengen dér. Hvad er hans yndlingsfilm?"

     Daniel trak på skuldrene endnu engang. "Det ved jeg da ikke."

     Hmm... mystisk. Så fik jeg øje på en brunhåret pige, der stod og snakkede med en eller anden anden. "Hvad ønsker den pige dér, at ingen skal vide?"

     Daniel blinkede med øjnene før han så svarede: "Hun er præsidentens datter."

     Det kom som et chok for både Daniel og mig. Han stirrede på mig med store øjne. Og jeg... jeg tror, at jeg var ved at knække en kode her.

 

*Kira*

 

En times tid senere gik vi andre også tilbage til magiskolen. Jeg gik sammen med Matt og lo af en joke, han lige havde fortalt. Jeg sværger, det var det sjoveste, jeg nogensinde havde hørt.

     "Jeg hørte den første gang til Blomsterfesten for... tre år siden, tror jeg," grinte Matt.

     "Blomsterfesten?" spurgte jeg nu nysgerrigt. "Hvad er det?"

     "Det er sådan en årlig fest, som feer holder. Om foråret, for at fejre, at blomsterne kommer tilbage. Sammen med alle dyreungerne, og bladene springer ud og sådan. Det er super macho."

     Jeg lo sammen med ham. "Det lyder hyggeligt. Hvornår bliver den holdt?"

     "Den 1. april som regel."

     "Som regel?"

     "Ja, den kan ikke holdes, hvis den 1. april falder på en lørdag. Af en eller anden grund, som jeg ikke kan huske. Så holder man den 2. april i stedet for."

     "Det lyder virkelig hyggeligt. Fortæl mig om det!"

     Matt begyndte at fortælle. Om hvordan der var alverdens kager, dækket marcipanblomster, alle legene, som man legede. Hvordan man lige kunne vove på at holde festen indendørs. De skulle altid holdes på en eng eller andre naturområder. Men hvis man ikke ligefrem boede sådan et sted, kunne man holde den i haven. Det centrale var, at det var under åben himmel, og man kunne se naturen omkring sig på en eller anden måde.

     Da vi kom ind på skolen blev vi mødt af Bill.

     "Nå, der kommer I slentrende. Fandt I Rin?"

     Vi blev alle sammen en anelse mundlamme. Men James var hurtig til at tage sig sammen:

     "Hun er gået op på værelset for at indhente sine lektier."

     "Ah, strålende. Simpelthen, strålende. Og hvem har vi så her?" Bill kiggede på Matt nu. Matt smilte og tog hans hånd.

     "Matthew Harr," sagde Matt.

     "Bill Tyde. Jeg er rektor her. Vent..." Bill rynkede panden. "Harr, siger du? Jeg havde da en elev ved det navn her engang. Fiona Harr, tror jeg."

     "Ja," sagde Matt sådan lidt tøvende. "Det er min mor."

     "Din mor! Strålende, ah, hun var en skøn elev. Elendig til regning, men fabelagtig i Chakra og Magisk Udøvelse."

     "Ja, det lyder som hende." Matt så ikke ud til at være specielt godt tilpas i denne samtale.

     "Sig mig, hvordan går det hende for tiden? Har hun det godt? Jeg hørte, at hun fik arbejde indenfor Dyrenes Beskyttelse."

     Det lignede næsten, at Bill havde tisset i Matts ostemad så trist, som Matt pludselig så ud. "Hun er død, hr. Tyde. Hun døde for syv år siden."

     I chok stirrede jeg på Matt. Det havde han ikke fortalt mig.

     Bill så heller ikke for tilpas ud. "Det... beklager jeg. Hun... må hun hvile i fred. Og du... du har ikke arvet hendes evner?"

     Matt rystede på hovedet til min overraskelse.

     "Ja, sådan er det jo. Hendes evner var ellers fabelagtige. Engang fik hun en kæmpe flok edderkopper til at spinde Mona Lisa i et edderkoppespind på størrelse med min væg! Åh, det glemmer jeg aldrig." Nedtrykt forlod Bill os.

     Det samme gjorde de andre. De sagde, at de ville gå ovenpå.

     "Jeg skal også hjemad nu," sagde Matt med et trist smil.

     Jeg ville blive og sige farvel. Så snart mine venner var gået ovenpå, vendte jeg mig imod Matt.

     "Hvorfor fortalte du ham ikke, at du er fe?"

     Matt trak bare på skuldrene. "Det... er lidt kompliceret."

     "Men du fortalte mig selv, at du ville ønske, at du kunne gå på magiskole."

     "Lad os nu ikke snakke om det mere, Kira. Jeg tager hjem nu." Han gik imod døren.

     "Men hvis du ikke går på magiskole, hvad i alverden laver du så?"

     Matt standsede ved døren og vendte sig langsomt mod mig. "Jeg går på HHX," svarede han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...