Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1579Visninger
AA

11. Kapitel 10: "Den jordiske krig"

*Kira*

 

Så snart jeg havde sagt det, åbnede Matt munden for at sige et eller andet. Men pludseligt enormt forlegen gav jeg ham ikke lov. I stedet satte jeg i løb ned ad gangen og skyndte mig udenfor hans rækkevidde.

     Men det var ikke sidste gang jeg så ham. Tværtimod. Det lærte jeg så småt, som jeg kom tilbage der flere gange om ugen. Hver gang smuttede jeg ned for at få en sodavand, og hver gang sad han der. Det lærte jeg.

     Jeg lærte også, at pigen ikke var i koma. Somme tider var hun vågen, somme tider sov hun. Men ofte sad de og snakkede roligt og venskabeligt sammen. Glidende og ubesværet, som om de havde kendt hinanden hele deres liv. Jeg overvejede, at hun måske var hans kæreste, for somme tider tog han hendes hånd og omfavnede hende. Men jeg så dem aldrig kysse eller andet specielt intimt.

     Men jeg fandt også ud af, at pigen ikke gik nogen vegne. Hun var der hele dagen, hver dag. Somme tider var Matt der ikke engang, men hun var der altid. Nogle gange, når jeg gik forbi, var der en sygeplejerske inde hos hende, eller måske en helbreder.

     Hun var utrolig smuk, den pige. Hendes hår var lyst, næsten platinblond. Hendes øjne var blå som glasklart krystal. Hendes hud var næsten som mælk, men det var svært at vurdere, om det var naturligt eller på grund af sygdommen. Hendes sygdom havde jeg endnu ikke fundet ud af. Det var ikke noget synligt, og jeg hørte aldrig noget om det blive nævnt.

     Til sidst følte jeg mig lidt som en stalker. Jeg havde nu været hernede syv gange, spredt over tre ugers tid. Og til sidst gik den heller ikke længere.

     I dag sad Matt der sammen med pigen. Hun var i dyb søvn, og Matt var ved at putte nye blomster i den vase, der altid stod på hendes bord. Jeg skyndte mig forbi, men han så mig. Med holdt vejr pilede jeg ned ad gangen, som jeg hørte hans stemme bag mig:

     "Kira!" kaldte han. Jeg bremsede op og snurrede om imod ham, som om der absolut intet uønsket var ved dette.

     "Ja?" sagde jeg.

     Matt smilte skævt og lagde armene over kors. "Leder du stadig efter en vej til Himmelen?"

 

"Du forsvandt bare," fortalte Matt mig. "Ud af det blå. Du løb væk, og så var du som... teleporteret væk."

     "Så du ikke englen?"

     Matt og jeg havde sat os ud i haven på en bænk. Patienter, sygeplejersker og andre hospitalsarbejdere gik rundt og nød det stille, opfriskende vejr.

     "Hvilken engel?" spurgte Matt, og han så en hel del tvivlende på mig.

     "Ja, han... så du ham virkelig ikke? Han tog mig med til Himmelen."

     Matt gik fra tvivlende til strengt skeptisk. "Så du kom derop?"

     Jeg nikkede. Bagefter snakkede vi ikke mere om det. Det var faktisk en smule akavet.

     Det var Matt, der brød tavsheden. "Du har været her meget. Jeg ser dig hele tiden ude på gangen. Kender du nogen her?" Ilde til mode og en anelse pinligt berørt over hvor ofte han havde set mig, nikkede jeg.

     "En af mine gode venner er i koma."

     "Det er jeg ked af. Hvor lang tid er der gået?"

     "Næsten en måned. Han er stabil, men ingen ved, om han vil vågne op."

     "Det er jeg endnu mere ked af. Jeg har aldrig selv kendt nogen, der har været i koma, men har læst meget om det. Man vågner ret ofte op, man skal bare give det tid."

     "Ja..." sagde jeg og tænkte på Rin, der sad ved sengen, dag ud og dag ind. "Hvem er pigen? Hende du besøger?"

     Matt smilte skævt, som om han godt vidste hvad jeg var ude på. "Helena. Hun er min kusine."

     "Åh," sagde jeg en smule lettet. Jeg ved dog ikke hvorfor det beroligede mig sådan, at de ikke var kærester. "Hvad fejler hun?"

     "Kræft. Hun blev indlagt i juleferien."

     "Det er heller ikke så fedt. Er det slemt?"

     "Lidt. Men Helena er stærk, hun skal nok klare den."

     Jeg smilte, da det fik mig til at tænke på Brandon. "Brandon er også stærk. Han er den stærkeste person, jeg kender."

 

*Catriana*

 

James havde ikke sagt et ord til mig siden Brandon blev indlagt. Ikke ét ord.

     Og det var begyndt at gå mig på nerverne. For jeg var træt af ikke at have nogen venner. Brandon var i koma, den idiot. Rin ville ikke forlade hans side, den idiot. Og James ville ikke snakke til mig, den überidiot. Som om jeg kan forudse fremtiden. Og han vidste fandeme dæleme godt, at han ikke kunne blive alene hjemme med Daniel resten af sit liv.

     Og hvad fik han ud af det? Vi kunne begge to bruge de tre første skoleuger på at være ensomme. For James gad ikke snakke med andre end Brandon, og jeg havde ikke andre end Rin. Vores eneste mulighed var at hive fat i enten Ena eller Kira, men de gik en årgang under os, og vi så dem knap nok. Det gjorde bare, at jeg også var sur på Ena. Søstre burde hjælpe hinanden, så meget vidste jeg dog.

     De to sidste timer om torsdagen skulle vi havde Magisk Udøvelse. Det var meget rart, for der var man aktiv og slap for at tænke. Og Kiuna var min yndlingslærer. Fordi hun var så ung var hun langt mere afslappet end typer som Ezavia. Og desuden kunne man ikke undgå at komme godt ud af det med hinanden når man havde været i en nærdødsoplevelse sammen.

     "I dag kommer der ikke til at være nogen forhindringsbaner eller andre småkonkurrencer," var det første, Kiuna sagde til os, da vi alle stod i træningssalen, klar til undervisning. Alle så lidt triste ud, da det sikkert betød teori. Teori kunne man altid risikere, og det var det værste. "Nej, i dag skal vi have en turnering."

     Mundvigene blev vendt opad, og jeg lagde mærke til, at James faktisk også smilte lidt. Så sur, som jeg var på ham, gjorde det mig alligevel en smule lettet at se, at noget opmuntrede ham for en gangs skyld.

     "Hvad nytter det at have magiske kræfter, hvis man ikke kan bruge dem?" spurgte Kiuna med et smil. "Mange af jer ender sikkert som bankdirektører og fotografer, men nogle af jer ender nok også som politibetjente eller mafiabosser. Og hvad nytter det at have magiske kræfter, hvis ikke man kan slås med dem? Især nu hvor man hører om så meget optumlen med faldne engle?" Hun skævede til Zacharias, der på grund af de seneste begivenheder var stoppet med at have sine sorte englevinger fremme af skam for sin races handlinger.

     "Så i dag," fortsatte Kiuna, "skal I kæmpe. Imod hinanden. To og to. Hver kamp vil vare fem minutter eller indtil den anden falder og bliver liggende i mere end fem sekunder. Og til sidst vil vi forhåbentlig stå med en endelig sejrherre. Jeg har selvfølgelig en præmie til den sejrherre." Hun hev en æske chokolade frem. "Sig ikke til nogen, at læreren i Magisk Udøvelse giver jer chokolade som præmie. Men jeg kan virkelig ikke fordrage dem, der uddeler gulerødder og asparges. Så vær nu lidt flittige - for min skyld. Jeg råber de første par op, og jeg gentager ikke, så lyt efter."

     Hun begyndte at råbe de forskellige navne op. Sally endte sammen med Will. Zacharias endte sammen med Ellie. Martin endte sammen med David.

     Og jeg endte sammen med James.

     Som vores navne blev råbt op skævede James og jeg misfornøjede til hinanden. Mange af eleverne lo, men Sally lo højest.

     "Nu får turtelduerne lov til at slå hinanden ihjel." Hun grinte så meget, at hun fik tårer i øjnene. "Det bliver et kønt syn."

     "Pas din egen kamp, Winters!" vrissede Kiuna.

     James og jeg stillede os overfor hinanden. Vi så hinanden i øjnene, som vi gjorde så ofte. Noget der plejede at fylde mig med glæde, men som nu bare gjorde mig irriteret. En del af mig havde lyst til at sende de ondeste Onde Øjne til ham.

     "Er alle klar?" spurgte Kiuna ud i salen. Der kom flere bekræftelser. "Jeg sætter uret nu. I gang!"

     James fór imod mig i form af en puma, fuld af en raseri og vildskab som jeg sjældent havde set hos ham før. Jeg fremmanede et skjold, der kastede ham tilbage så han røg med snuden først ned i gulvet. Han rejste sig hurtigt, forvandlede sig til en ugle og fløj op i luften. Jeg formede nogle lynkugler og sendte dem efter ham. Han undveg dem. Så forvandlede han sig hurtigt til en drage og udspyede ild lige imod mig. Jeg fik det lige netop undveget.

     "Hey, pas dog på!" råbte jeg rasende. Han kunne have slået mig ihjel. James sendte endnu et flammehav efter mig, som jeg med nød og næppe undveg.

     Så bad han fandeme også selv om det. James landede på jorden og forvandlede sig til sin store hvide ulv. Han skulle til at springe på mig, men hans poter var som sømmet til gulvet. Jeg smilte og fremmanede et inferno af lynild, som jeg kastede direkte imod ham. James så ud til at have accepteret sin skæbne som Kiuna råbte:

     "Tiden er gået!"

     Vi stoppede alle vores kampe. Misfornøjet lod jeg lynilden svinde ind og James slippe fri. Han forvandlede sig tilbage til menneske med et blik, der kunne dræbe.

     Kiuna gik rundt blandt de forskellige kæmpende og udpegede vinderne. Da hun ankom til os sagde hun med det samme:

     "James Cult er vinderen."

     "Hvad er nu det for noget?" udbrød jeg. "Jeg skulle til at give ham nådestødet."

     "Men du brugte det meste af kampen på at forsvare dig. Cult var den, der anvendte mest magi. Så du må ude og kigge på, Cyston."

     Så gik hun videre. James så skadefro på mig, som jeg gik forbi ham og satte mig hen til ribberne sammen med de andre tabere. Til min fornøjelse var Sally Winters i det mindste blandt dem.

 

*Rin*

 

Cat sluttede sig til mig den eftermiddag. Hun kom ud med sine skolebøger, og vi sad og lavede lektier sammen ved Brandons seng.

     Hun havde også en ny bog med til mig. Den var helt skinnende og glat.

     "Hold da op, er det en skolebog?" udbrød jeg, som jeg fik den i mine hænder. Den hed Sort og hvidt: En kamp der har varet årtusinder. "Titlen er fængende."

     "Vi fik den af Ezavia i går," fortalte Cat. "Den blev udgivet for to måneder siden. Skolen har fået en hel masse eksemplarer. Den handler om alle de store kampe og begivenheder, der har angået slægterne og sådan."

     "Det er da interessant," sagde jeg imponeret. "Endelig giver Ezavia os noget, der ikke er superkedeligt."

     Cat smilte. "Han har givet os side 344 til side 364 for til næste gang."

     "Det er da meget!"

     "Der står ikke så meget på hver side. Kig på dem."

     Jeg åbnede bogen, som hun bad mig om. Hun havde ret. På mange af siderne var der billeder, figurer og statistikker, og teksten var ikke så overvældende. Jeg bladrede frem til side 344 og stødte på titlen Den jordiske krig.

     "Vent," mumlede jeg, som jeg begyndte at læse. "Er det...?"

     "Jeps." Cat nikkede. "Det handler om krigen sidste forår."

     "Hold da kæft, der er skrevet en bog om os." Jeg skimmede straks teksten, men skuffet opdagede jeg, at vi ikke blev nævnt ved navn. Vi blev kun nævnt som "fire modige magiskoleelever". Men alligevel, der var skrevet en bog om os! "Brandon, der er skrevet en bog om os! Vi bliver nævnt."

     Jeg kiggede smilende på Brandon, der ikke rørte sig en flække eller gjorde andet end det han havde gjort den sidste måned. Jeg var begyndt at snakke til ham og informere ham om ting og sager. En lille stemme inde i mig fortalte mig, at han kunne høre mig.

     "Du og James - " begyndte jeg, men blev afbrudt af, at min veninde jammerligt stønnede. "Hvad? Taler I stadig ikke sammen?"

     Hun rystede på hovedet. "Men hvad ville du sige?"

     "I har stadig den dér tankekontakt, ikke? Selvom I ikke taler sammen."

     "Jo. Vi har ikke brugt den i ugevis, men det har vi vel stadig."

     "Tror du... James ville kunne høre dig hvis han var i koma? Hvis du brugte tankekontakten?"

     Cat blev tavs. Hun vendte sørgmodigt blikket mod Brandon. "Det ved jeg ikke, måske. Tror du, Brandon kan høre dig?"

     Jeg trak på skuldrene. "Hvem ved, hvad man kan høre og ikke høre? Men han kan vel fortælle os det, når han vågner."

     Der kom en tvivlende lyd ud af Cat, men jeg valgte at ignorere det.

     "Har I... tror du, I har slået op?" spurgte jeg hende. Cat kiggede væk, men så ikke noget specielt. Så nikkede hun.

     "Det tror jeg. Bare på grund af Daniel. Han har slået op med mig på grund af Daniel."

     "Og på grund af Brandon," tilføjede jeg.

     "Det er jo ikke min skyld," snerrede hun så jeg fik et helt chok.

     "Nej nej, men altså... det er jo også derfor. Men har han SAGT ordene til dig? Har han SAGT, at I har slået op?"

     "Han har ikke sagt noget til mig siden han kaldte mig Cat." Cat fnøs, som om det var den absolut største fornærmelse, man kunne komme ud for. Også selvom alle i hele verden undtagen James kaldte hende for Cat.

     I det samme kom Kira. Jeg så hende lige gå forbi stuen. Hun ikke så meget som kiggede herind. Kira havde egentlig været her ofte, men hun blev sjældent ret længe, og hun gik altid en tur for at finde noget sodavand eller andre snacks. Det var, som om hun gerne ville være her for Brandon, men ikke kunne holde ud at se ham i den tilstand. Jeg forstod hende egentlig godt.

     "Du ved godt, at du går glip af virkelig meget undervisning, ikke?" sagde Cat pludselig.

     "Ja, og hvad så?"

     "Og hvad så? Det er din uddannelse, Rin. Hvis du får meget mere fravær smider de dig ud."

     "Sig til Bill, at jeg er hos Brandon."

     "Bill forstår det godt, men... det her er jo ikke sundt."

     Nu blev jeg en anelse sur. "Jeg vil være her når han vågner. Brandon er vigtigere end skole og uddannelse og lektier. Det vil han altid være."

     "Rin, enten vågner han, eller også vågner han ikke. Og det afhænger ikke af, at du sidder her hele dagen."

     Hun havde ret. Det vidste jeg godt. Men jeg kunne ikke forlade ham. Det kunne jeg ikke. "Brandon er min kæreste," sagde jeg. "Jeg bliver lige her indtil han vågner. Jeg vil være det første ansigt, han ser."

 

*Kira*

 

"Skal vi gå ud i haven?" spurgte Matt mig.

     "Ja!"

     Matt smilte skævt og tog min hånd, han viste mig ud i hospitalshaven, hvor vi gik ud på græsset. Jeg rødmede ved hans håndtag. Det var mærkeligt. Når jeg var sammen med Matt glemte jeg Brandon. Jeg glemte, at min ven Ena ikke havde sine Øjne og var molder ked af det. Jeg glemte, at James og Cat altid skændtes. Og jeg glemte alle de gange, min mor havde fortalt mig et eller andet, der mindede mig om, hvilket misfoster jeg var i hendes øjne, selvom hun aldrig ville indrømme det og gang på gang ville forsikre mig om, at hun var ligeglad.

     Matt var bare så sød. Han var fjollet og kom med de mest nuttede jokes og bemærkninger. Hans mørkebrune hår strittede ud til alle sider som på et pindsvin, og han vaskede det næsten aldrig, hvilket bare fik det til at stritte endnu mere. Han smilte altid sådan lidt skævt så man kunne se, at hans ene hjørnetand ikke artede sig helt efter de andre tænder. Og han grinte af mine jokes. Helt sandfærdigt grinte, som ingen andre gjorde. Og mine fjollede observeringer delte han rent faktisk. Somme tider sagde han præcis det, som jeg tænkte. Han hadede matematik ligesom jeg, han prikkede til mine ører så jeg instinktivt vrikkede dem, hvilket fik ham til at smile. Da jeg afspillede rollespilssangen for ham løb han ikke skrigende væk, han satte den på sin playliste og havde den på hjernen i flere dage.

     "Der er da intet i vejen med dig," sagde han til mig når jeg fortalte om mine forældre og deres meninger om mit nye udseende. "Jeg har så svært ved at forestille mig dig uden dine ører og hale."

     "Jeg har et billede fra før," fortalte jeg ham og viste ham et billede på min telefon. Det var taget for omkring et år siden, da vi var på sommerferie.

     "Hold da op," udbrød ham. "Men du ligner stadig en ræv. Ræven må altid have været en del af dig."

     "Virkelig?"

     "Ja. De ører og den hale er en del af dig, og du virker helt forkert uden dem! Og Kira er et rigtigt rævenavn, er det."

     "Men jeg ville stadig ønske, at jeg kunne tage dem væk engang imellem. Bare i det mindste når jeg var hjemme. Så jeg slap for de blikke, som min mor sender mig."

     Matt nikkede sådan en anelse vemodigt. "Det er en meget fed detalje, men du lærer ligesom, at det du har er forkert, på den måde. Et valg. Men det er det jo ikke. Man burde ikke tilpasse den slags efter hvilken situation, man er i. Det burde slet ikke være en mulighed. Man burde være sig selv evigt og altid, og folk burde bare... droppe deres snæversynetheder."

     "Det er SÅ sandt," lo jeg. "Men hvor har du de meninger fra?"

     Han trak bare på skuldrene.

     Jeg elskede når han trak på skuldrene. Hans flaskegrønne øjne glimtede i sollyset.

     "Hvordan er der egentlig på den magiskole, dér? Lærer man nogen seje ting?"

     Jeg nikkede. "Jeg er synsk, så jeg skal lære at tyde krystalkugler og sådan noget. Det er virkelig nøjeren."

     Han smilte, nærmest misundeligt.

     "Jeg gad godt starte på en magiskole," sagde han drømmende.

     "Men hvorfor? Hvad skulle du kunne bruge det til?"

     Matt begyndte at grine. Sådan virkelig at grine. Jeg tror aldrig jeg havde hørt ham grine så voldsomt.

     "Hvad er der?" spurgte jeg. Og med ét slog svaret ned i mig som et lyn.

     "Jeg er selv magisk," fortalte Matt, da han havde grinet af. Jeg afventede spændt, at han skulle fortælle videre. Han kiggede mig ind i øjnene, og i det samme så jeg, at noget kom ud af hans ryg.

     Det var gennemsigtige, tynde vinger. Af den slags, som guldsmede har. Med det smukkeste mønster, og i solskinnet glimtede de flaskegrønne som hans øjne.

     "Du er en fe!" udbrød jeg begejstret. "Hvorfor har du ikke fortalt det?"

     Han trak på skuldrene endnu en gang. "Jeg er ikke vant til, at folk ved det. Det er ikke noget, vi... snakker om så meget. Min kusine, Helena, hun er også en fe. Det er de fleste fra min mors del af familien. Helena er en vinterfe."

     "Så hun kan lave snefnug?"

     "Blandt andet, ja."

     "Hvad kan du så? Hvad er du for en fe?"

     Matt smilte. "Jeg er dyrfe. Jeg kan forstå dem på en sær måde, og deres levemåder giver mening for mig. Aldrig har et dyr været bange for mig."

     "Hvilket dyr er dit yndlings?"

     Matt tænkte sig lidt om. "Det plejede at være en løve."

     "Det plejede?"

     Matt smilte bare skævt til mig, sigende.

     Jeg tror, at jeg elskede Matt. Det var ikke lang tid, jeg havde kendt ham, men hver gang han grinte af mine jokes, påpegede fyrens mærkelige hat før jeg gjorde, nynnede min yndlingssang, fløj der sommerfugle i min mave.

     Og Matt elskede og holdt af mig for den, jeg var. Det gjorde han virkelig. En person, der ikke var James eller Brandon. En tilfældig person, som jeg havde mødt i en bus.

     Matt fik mig til at glemme alt. Alt andet end de ting, der fyldte mig med glæde.

     Matt fyldte mig med glæde.

 

*James*

 

Det bankede hårdt på min dør, så jeg vågnede ved et spjæt.

     "Hvad?!" vrissede jeg søvndrukkent og irriteret.

     "Der er en, der gerne vil tale med dig," hørte jeg Catrianas stemme på den anden side.

     Jeg stod op og åbnede døren. Hun sendte mig et dræberblik, som hun gjorde så ofte, og jeg sendte hende et dræberblik, som jeg gjorde så ofte. Henne i døren ud til gangen stod en ældre dame klædt i en morgenkåbe. Jeg genkendte hende straks. Hun arbejdede i børneafdelingen.

     "Hvad er der sket?" spurgte jeg. Hun ville ikke komme midt om natten hvis ikke der var sket noget med Daniel. Hvis det var Darkeya...

     "Daniel vågnede op af et mareridt," fortalte damen. "Han er helt vild og skriger. Han spørger efter dig. Vi... vi kan ikke få ro i ham. Jeg er ked af at forstyrre dig så sent, men - "

     "Nej, det er i orden," forsikrede jeg hende om. "Jeg skal nok tale til ham."

     Jeg tog en sweater på og gik med hende ned ad gangen. Jeg kiggede over skulderen tilbage på Catriana, der med armene over kors så tilbage på os. Det var ikke et dræberblik længere. Der var ikke det mindste had at spore i hende. Hun virkede lige så bekymret for Daniel, som jeg var. Eller også var hun i virkeligheden bare bekymret for mig.

     Vi ankom til børneafdelingen og ind i sovesalen, som Daniel delte med seks andre børn. Der sad flere voksne henne ved hans seng. Daniel sad selv op og græd vildt.

     "Daniel?" sagde jeg. Daniel så straks op, og hans øjne blev fulde af lettelse, da han så mig. Han faldt mig om halsen.

     "James," græd han.

     Jeg holdt om ham, knugede ham ind til ham. "Hvad er der galt, Daniel?"

     "Jeg havde mareridt," græd Daniel. "Han var der."

     Jeg havde ikke brug for at spørge om, hvem han var. "Bare rolig, Daniel. Det var kun en drøm. Han finder dig aldrig. Jeg skal nok passe på mig."

     Daniel var tavs lidt. Han snøftede bare lidt. Så sagde han, stille ind imod mit øre: "Du må ikke forlade mig igen. Han kom, da de tvang mig til at tage væk fra dig. Og nu har de gjort det igen. Du må ikke forlade mig..."

     "Daniel, jeg er her," sagde jeg beroligende. "Jeg er her altid. Her er du i sikkerhed, det kan du være sikker på."

     "Lov mig det," snøftede Daniel. "Lov mig, at du ikke forlader mig igen."

     Jeg tøvede. Så sagde jeg: "Jeg lover, at jeg aldrig forlader dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...