Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1583Visninger
AA

2. Kapitel 1: "Dagen efter juleaften"


*Catriana*

 

"Du skal ikke være nervøs."

     Det var let for ham at sige. "Jeg er ikke nervøs."

     "Det er jo bare juleaften."

     Der var ikke noget der hed "bare juleaften" for mit vedkommende. "Det ved jeg godt."

     James gav mig et kys på kinden og lagde sin ene arm over mine skuldre. Vi gik ned langs den brede villavej, som familien Michigan boede på. Jeg havde været hjemme hos dem før. I løbet af sommerferien. Men det havde været korte besøg, da min far havde været i et særligt overbeskyttende humør i den periode - I ved, på grund af alle de ting, der var sket månederne op til. Ved siden af familien Michigan boede James sammen med sin plejemor Celina. En høj, lyshåret kvinde, som ærlig talt skræmte mig fra vid og sans, selvom jeg ikke var meget for at indrømme det.

     "Juleaften plejer at være den hyggeligste aften på året," fortalte James. "Vi skal nok få det sjovt." Jeg brød mig ikke om hans stemme. Den var underligt falsk i det, selvom han gjorde et godt arbejde i at skjule det. Der var bare det ved det, at man ikke kunne skjule en dyt for mig.

     "Det er min første juleaften. Nogensinde."

     "Jeps." James smilte et skævt smil. "Lidt nervøs måske?"

     "Jeg er ikke en skid nervøs. Jeg har bare aldrig holdt jul før. Det er en højst unødvendig tradition. Hvorfor fejre Jesus' fødsel på den måde? Jeg synes ikke, der er nogen der fejrer min fødselsdag! Jeg har vel lige så meget betydning som ham!"

     James hævede det ene øjenbryn. "Din eksistens er ikke engang officiel."

     "Det er sagen underordnet."

     "Og Jesus ofrede sit liv for hele menneskeheden."

     Jeg fnøs. "Ja, det siger man jo. Men det er et latterligt koncept, så derfor fejrer jeg ikke jul."

     "Og han ofrede sig for Kiuna og reddede både hende og Ena."

     Jeg sukkede så det dampede i luften. "Hvilket er derfor jeg fejrer jul... i år. Men det er en engangsoplevelse. Jeg skylder ham denne engangsoplevelse. Men så er det også det."

     Vi gik i stilhed lidt. Det var en meget lang villavej. Og sneen lå tyk under vores støvler. Vi var begge godt pakket ind i vinterjakker, tykke bukser, huer og halstørklæder. James' hue var mørkeblå og sad tæt ned over ørerne på ham. Hans kinder blev let røde når det var koldt. Det havde jeg lagt mærke til. Det fik ham om noget til at se en smule mere nuttet ud end normalt.

     "Jeg er måske lidt nervøs," sagde jeg.

     James smilte bare, men jeg vidste, at han var højst selvtilfreds over den information.

     "Det er bare... Jesus... juletræerne og flæskestegen. Det hele er så mærkeligt."

     "Man skal bare prøve det ofte nok, så begynder det at give mening."

     "Og så er der din plejemor..."

     James bed sig selv i underlæben. Han afventede, at jeg skulle fortsætte. "Jeg mener... er den kvinde altid så sikker i sin sag?"

     "Stort set."

     "Hun... er så fastbesluttet på alt. Stædig og fast som et bjerg. Og hun stirrer på mig, som om... jeg er en parasit."

     "Det gør hun da ikke!"

     "Sådan har jeg det! Hun må have fundet ud af, at jeg er Djævelens datter, og hun har et problem med, at vi er sammen."

     James standsede, og han vendte sig imod mig, så vi så hinanden direkte ind i øjnene. Hans blå øjne var de bedste øjne i verden. Blå som himlen. Jeg elskede de øjne, og de havde altid en beroligende effekt på mig.

     Catriana, lød hans stemme i mit hoved, hvis Celine ikke ønskede, at vi skulle være sammen, ville hun allerede have skilt os ad. Det er sådan, hun gør. Hun får altid tingene, som hun vil have dem. Det var sådan, jeg i det hele taget endte med at bo hos hende. Hun gjorde alt, hvad der stod i hendes magt for, at jeg ikke skulle havne hos en eller anden tilfældig plejefamilie. Og se, hvordan det gik.

     Jeg nikkede. Men stadig... James?

     Ja?

     Er du glad for at bo hos hende? Du virker ikke sådan...

     James svarede ikke. Hverken i eller udenfor mit hoved. Han gik bare videre. Og jeg gik med. Så ankom vi til de to nabohuse, som vi begge to kendte så godt. Og vi gik ind i det til venstre, som tilhørte familien Michigan.

 

*Rin*

 

Det var en stor forsamling hos familien Michigan den aften. Der var hele familien, der bestod af Brandons to forældre, ham selv, hans lillesøster (og deres hund, som lå i hjørnet og sov det meste af tiden). Derudover var Kiras familie der også. Hendes to forældre og hende selv. Og så var der James' plejemor Celina, James, Cat og mig.

     Tolv. Vi var tolv. Hvilket jeg fandt skønt. Fuldstændig skønt.

     Først spiste vi julemiddagen. En stor forsamling af flæskesteg, and, medisterpølse, rødkål, kartofler, søde kartofler, brun sovs og syltede agurker. Og det var ikke engang det hele.

     Cat og jeg var ikke vant til at fejre jul, så mens resten af forsamlingen tog for sig, sad vi og stirrede og vidste ikke hvor vi skulle begynde.

     Bagefter var der dessert. Risengrød og risalamande. Med kirsebærsovs og kanelsukker. Det smagte godt, og jeg spiste mere af det end jeg havde godt af.

     Så kom den højst mærkelige tradition, hvor man skulle danse om et pyntet grantræ. Cat og jeg fulgte bare med strømmen, men vi syntes, at det var temmelig godnat. Og så da man begyndte at synge salmer. Cat blev bleg og stirrede på teksterne med forfærdelse. Hun nægtede at synge med, men det var der heldigvis ikke nogen af de andre, der lagde mærke til. Jeg forsøgte bare at undgå alle de tændte stearinlys, der var sat fast på grangrenene.

 

Så blev der uddelt gaver. Derefter var det hyggeligst, syntes jeg. Folk havde placeret sig selv i lænestolene og sofaen og pakkede deres gaver op som det passede dem. Kira sad sammen med Brandons lillesøster, der havde de samme brune krøller som ham. Brandon og jeg dansede rundt for os selv til julemusikken, der blev afspillet i radioen. Det var skønt.

     Så ringede min telefon.

     Jeg gav slip på Brandons hænder og rakte ned efter den. Men nummeret var et, jeg ikke kendte.

     "Kender du det her nummer?" spurgte jeg Brandon.

     Brandon kiggede kort på det, men rystede så på hovedet.

     Telefonen nåede at ringe ud, og jeg brød mig heller ikke om at tage ukendte numre. Så jeg besluttede mig for at slå det op på de gule sider senere.

     "Burde du ikke ringe op igen?" spurgte Brandon. "Måske er det vigtigt."

     "Det tror jeg ikke," svarede jeg. "Så ville de vel have sendt en sms eller noget."

     Men jeg kunne ikke lade være med at undre mig. For det var kun ganske få, der havde adgang til mit telefonnummer.

    

"Omg, James!" Kira tog sig selv om munden, da hun åbnede sin gave.

     "Hvad er det?" spurgte Brandon.

     "Det er..." Kira begyndte næsten at græde. "Det er de røde ørevarmere! Jeg har ønsket mig dem... altid!"

     Op af pakken holdt hun et par ørevarmere. Røde som pelsen på en ræv. Jeg hævede det ene øjenbryn i forundring over, hvad der gjorde dem så fantastiske. Men jeg sagde ikke noget, for Kira virkede komplet udslået af lykke. Hun tog dem straks på og faldt James om halsen. James havde et stort smil om læben, som han gav hende et kram tilbage.

     "Så det her er julens højdepunkt, hva'?" spurgte jeg Brandon. "At give hinanden gaver?"

     Brandon smilte. "Se lige hvor glad hun er. Der er ikke noget bedre end at give en god gave."

     "Jo. At FÅ en god gave." Jeg blinkede til ham og betragtede scenariet. Det var i stunder som disse, at jeg savnede min familie. Dette var en højtid, hvor man var sammen med dem, man elskede. Med et ringede min telefon igen. Jeg tog den op af lommen. Det var det samme nummer.

     "Er det det samme nummer?" spurgte Brandon. Jeg nikkede.

     Og jeg tog den. "Hvem er det?

     "Hej, Rin. Det er far." Fars stemme fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Han hviskede og talte forhastet. Som om... der var noget galt. Mit hjerte hamrede lidt hurtigere.

     Jeg rejste mig op uden et ord og forlod stuen. Jeg gik ovenpå og ind på toilettet ved siden af Brandons værelse.

     "...Rin?"

     "Jeg er her," svarede jeg samtidig med at jeg tungt åndede ud, som jeg satte mig på toilettet. "Hvorfor ringer du til mig? Det er juleaften, det... du... du burde ikke ringe til mig."

     Normalt ville min far sige et eller andet komisk eller påpege, at jeg ikke holdt jul. Men det gjorde han ikke, hvilket fordampede al tvivl om, at der var noget galt. "Hør på mig, Rin. Det her er vigtigt. Du må ikke bevæge dig nogen steder hen alene. Og især ikke når det er blevet mørkt. Hav altid mindst én med dig. Hold dig væk fra alle steder, der er øde og menneskeløse. Og... når du tager tilbage til Pijifenas, hvilket jeg råder dig til at gøre snart... så bliv der. Forlad ikke skolens område."

     Jeg sad stum og indåndede de ting. Jeg overvejede årsagerne. Jeg overvejede, hvad der kunne være sket.

     "Rin?"

     "Far..." sagde jeg åndeløst. "Hvad er der sket?"

     "Der er ikke så meget tid, Rin. Jeg ringer fra en telefonboks, så du kan ikke ringe tilbage. Vent på, at jeg ringer til dig, så skal jeg nok forklare videre. Lov mig at tage telefonen. Har du forstået, hvad jeg har fortalt dig?"

     Jeg sank en klump. Min hals var helt tør. "Bør jeg være bange?"

     Men der havde han allerede lagt på.  

     Jeg sad i omkring to sekunder med min telefon mellem mine svedige hænder, da døren fløj op. Ind kom Cat.

     "Rin," sagde hun forpustet.

     "Cat," sagde jeg og prøvede at opføre mig så normalt som muligt.

     Cat stod lidt i døren og bare betragtede mig. Dog ikke direkte, men det gjorde hun aldrig, og det var jeg taknemmelig for.

     "Er du okay?" spurgte hun.

     Jeg nikkede. "Jeg har det fint. Det var bare... et vigtigt opkald."

     "Et... okay." Cat sagde ikke mere. Det var blandt andet derfor, hun var min bedste ven. Hun vidste, når hun ikke skulle stille spørgsmål.

     "Skulle du øh... skulle du noget herinde?" spurgte jeg hende så.

     "Åh ja! Ja, jeg... jeg skulle faktisk bare samle tankerne."

     "Intet er bedre til det end et toilet."

     "Nope." Catriana lukkede døren og satte sig ned på det opvarmede gulv. "Rin, jeg er nok nødt til at spørge dig om noget."

     Jeg nikkede. Efter det opkald måtte jeg være klar til hvad som helst.

     "Har du og Brandon... du ved... gjort det?"

     Nope. Jeg var ikke klar til noget som helst. Jeg blev varm fra halsen og op til hårgrænsen.

     "Det er bare... fordi... altså..." Cat blev selv... mildt sagt lidt rød. "Har I?"

     Jeg var stadig stivnet. Så lo jeg nervøst. "Selvfølgelig har vi da det. Vi har været sammen i tre og et halvt år. Vi tumler mere end vi ser katastrofefilm."

     Cat kløede sig i nakken, og jeg blev alvorlig igen.

     "Hvorfor? Hvad er der da?"

     "Jo... James og jeg... vi... vi har ikke... endnu."

     "Åh."
     "Vi har ligesom prøvet. Sådan mega mange gange, men hver gang vi bare TÆNKER på det kommer der et eller andet i vejen. Alt det dér med Darkeya for eksempel. Det var forfærdeligt. Og da vi boede hos min mor skulle vi dele værelse med Michella! Og... da vi var hos min far blev han ved med at være på det forkerte steder på de forkerte tidspunkter. Og... altså... jeg ved ikke engang, om jeg er klar."

     "Åh, sådan noget skal man bare kaste sig ud i. Du og James har også kun været sammen i et halvt års tid, det er da klart, at det vil være lidt sært. Men du... ja, bare kast jer ud i det. Hvad med i aften?"

     Cat blev tomatrød igen. "Joh..." sagde hun. "Men... Jo, vi kunne gøre det i aften."

     "Du er Djævelens datter for søren, Cat. Det burde være en smal sag for dig at lokke ham med i seng. Og... tja, han er James Cult. I skal nok klare det." Jeg rejste mig op fra toilettet og begyndte at rette på mit hår foran spejlet.

     "Nogle gange føler jeg mig slet ikke fortjent til den titel," sagde Cat. "Jeg føler mig slet ikke lækker og ond nok."

     Med et bankede det på badeværelsesdøren. Cat rejste sig op og åbnede. I døren stod Brandon.

     "Hej, Brandmus," sagde jeg og smilte til ham.

     "Nå, der var du, Rin," sagde Brandon. Han smilte ganske svagt, men han virkede også bekymret.

     "Hvad er der?" spurgte jeg.

     "Du... gik bare, da du tog den telefon dér. Jeg ville høre, om du var okay."

     Jeg blev tavs for svar. Både Cat og Brandon kiggede afventende på mig. Mit hjerte bankede. Men så trak jeg på skuldrene og mumlede: "Det var bare min bank. De ville høre noget teknisk."

     Jeg kunne se, at Cat ikke troede på mig. Og det gjorde Brandon heller ikke.

 

*James*

 

Ingen var udenfor i aften. Der var lys i alle husene, og man kunne se, at de ikke var tomme. Langt fra. I forhaven i huset overfor Brandons stod en kunstig snemand, der lyste klart og stemningsfuldt op.

     Jeg hadede virkelig denne aften.

     Brandon og jeg stod ude ved fortovet fik sig noget frisk luft.

     Det var ikke, fordi jeg plejede at hade julen. Som lille elskede jeg den. Men så skete den 4. april. Og siden da havde jeg ikke været i stand til at sidde juleaften og huske den sidste jul, jeg havde med min familie. Den aften fik jeg en vildt dyr legetøjsbil, husker jeg stadig. Men hvilken det var, og hvorfor jeg ønskede mig den så meget, kan jeg ikke længere huske. Men at holde jul med en masse mennesker, der ikke var min familie, havde pint mig hvert evig eneste år. Det eneste, der nogensinde hjalp på mit humør, var når jeg gav en god gave til Kira og så hendes smil, eller når jeg stod, som jeg gjorde i dette øjeblik, udenfor sammen med Brandon og fuldstændig ignorerede, hvilken aften det var.

     "Du har stadig ikke sagt noget til nogen," sagde Brandon så.

     "Damn," mumlede jeg, da jeg udmærket godt vidste, hvad han hentydede til. Jeg havde bare håbet på, at vi alle sammen bare kunne glemme det og aldrig tale om det igen.

     "Du troede, jeg havde glemt det?"

     Jeg fnøs og lagde armene over kors. "Fik du ikke nok information da vi drak os fulde i Himmelen?"

     "Jeg syntes virkelig ikke, at jeg fik noget overhovedet."

     "Jeg har ikke lyst til at tale om det, okay?" Jeg vendte mig om og skulle til at gå tilbage til huset.

     "Ikke okay," sagde Brandon til min ryg, men jeg nåede ikke at reagere på nogen tænkelig måde, før jeg så at Catriana kom ud af døren. Af overtøj var hun kun iført sin jakke, der ikke engang var lukket. Hun omfavnede sig selv for at holde varmen.

     "Hey, Catriana," sagde jeg med et skævt smil. Catriana var ekspert i at redde mig fra alverdens situationer, store som små.

     "Hej, James," sagde hun. Hun smilte ikke tilbage, og hun så en anelse nervøs ud. Hun bed sig i læben og skævede til Brandon. Brandon opfangede det åbenbart som et tegn på, at han skulle forsvinde, så han sendte mig et morderisk blik og gik indenfor. Tilbage var der kun mig og Catriana.

     "Hvad er der?" spurgte jeg.

     "Jeg har... hvad siger du til at tage hjem til dig? Nu?"

     "Nu?" Jeg stirrede paf på hende. Men alligevel kom det ikke så bag på mig som det skulle tro. Jeg mener, hun var jo ret nervøs med alt det her juleaftennoget. Men hun virkede ellers til at have det fedt nok.

     Så trak hun på smilebåndet. Og som hun smilte var hun smukkere end nogensinde. "Jeg vil bare gerne være alene med dig, i aften. Bare os to." Hun lænede sig ind mod mig og gav mig et langt hedt kys. Jeg blev varm i hele kroppen og lagde armene om hende. Hun lagde armene om mig. Det var det længste kys vi nogensinde havde haft, og jeg følte jeg var klar til hvad som helst.

 

Jeg vågnede ved, at der var savl på min pude. Og til synet af nogle stramme jeans. Jeg kiggede op og stirrede direkte ind i Celinas hårde blå øjne. Og jeg fór op og sidde og fik rullet Catriana en omgang rundt, så hun også vågnede. Søvnigt gned hun sine øjne og gabte.

     "Nå, I turtelduer," sagde Celina tørt. "Jeg skal gå nu. Hvornår regner I med at tage ud til magiskolen?"

     "Eh..." mumlede jeg søvndrukkent. "I eftermiddag måske? Det kommer an på hvornår de andre er klar."

     "Det er vel i orden," sukkede Celina og lagde armene over kors. "Hav jer en god juleferie, ikke?"

     "Det skal vi nok," sagde Catriana med et skævt smil. Så forlod Celina os. Lige så snart vi kunne høre hoveddøren lukke, stirrede jeg spørgende på Catriana. Vi var begge fuldt påklædt fra i går.

     "Gjorde vi... Fik vi...?" stammede jeg, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forme spørgsmålet. Catriana rystede blegt på hovedet.

     "Det... tror jeg ikke. Jeg tror vi faldt i søvn."

     "Nåh..." Jeg vidste ikke engang, hvordan jeg skulle reagere. Det var da... tja... Juleaften var måske alligevel heller ikke den bedste aften.

     Vi var åbenbart faldet i søvn på Celinas sofa før vi fik nået at gøre noget som helst. Midt i dagligstuen. Og nu var vi helt alene, for Celina var taget af sted på forretningsrejse. Som hun gjorde så ofte med det arbejde, hun havde.

     Vi fik lavet os noget morgenmad, som vi spiste i tavshed. Bagefter tog Catriana et brusebad. Imens hun var inde på badeværelset besluttede jeg mig for at gå udenfor. Bare for at trække noget frisk luft. Jeg gik først ud af hoveddøren, derefter tværs over vejen, og så ned ad stien gennem skoven. Somme tider, når jeg følte mig rigtig deprimeret, gik jeg hele vejen tilbage til den eng, hvor mit gamle hus lå. Men jeg kunne aldrig finde på at gøre det på almindelige gåture. Det ville bare ikke være det værd.

     Jeg havde knap bevæget mig tyve meter ind i skoven, da jeg hørte en snøften. En lille, lav snøften. Først troede jeg, at det var et egern, der nøs eller sådan noget. Men da den blev ved, gik det op for mig, at det var et menneske. Et ulykkeligt menneske. Jeg forlod stien og nærmede mig lyden. Kom tættere og tættere på den. Indtil jeg kunne se en lille person sidde bag et birketræ. Da jeg kom helt tæt på, fór personen om, og jeg så nu, hvem det var.

     Det var en dreng. Han kunne ikke være mere end otte år. Hans hår var korngult, hans store forskrækkede øjne var mørkegrønne. Og han var mager, foruroligende mager. Først stirrede han bare komplet rædselsslagent på mig. Så begyndte han at græde og ryste.

     "Du... du skal ikke være bange," hviskede jeg.

     Men drengen begravede sit ansigt i sine hænder, rystede og snøftede. Så besvimede han i mine arme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...