Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1571Visninger
AA

25. Epilog

 

 

Jack ønskede inderligt, at hans liv kunne være en drøm. En meget lang og pinefuld drøm, og en dag ville han vågne op i et helt andet og fremmed et. Et normalt liv.

     Men han vidste, at det her ikke var en drøm. Det her liv var virkeligt. Og det var hans liv. Da han var lille havde han været glad for denne position, men der gik ikke længe, før han uvilligt blev inddraget i verdens brutale sandheder.

     For Jack var nemlig prins. Han var prins, og hans mor var dronning. Og hans mor var døende.

     "Åh nej," hviskede Jack, da han så Pilius og hans Ravne nærme sig ham fra den anden side af gangen. Han drejede om på hælen og skyndte sig ind ad en dør, ned ad en trappe, til han ankom til slottets køkken. Kokken Mirna var ved at forberede aftensmaden. Da hun så Jack, så hun ikke på ham. Men det var der ikke noget anderledes i. Alle, der ikke ville lide, så ikke på ham. Det havde aldrig gjort ham noget.

     "Godaften, Deres Højhed," sagde hun med et smil og prøvesmagte suppen. "Vil du smage? Det er en helt ny opskrift, jeg afprøver. Jeg synes, den er lækker."

     "Pilius og Ravnene er vist efter mig igen," sagde Jack.

     "Åh, jamen så lad dem dog finde dig, Jack," lo Mirna. "Hvor lang tid har du tænkt dig at gemme dig?"

     "Så lang tid jeg kan. Jeg er virkelig ikke i humør til det her." Jack satte sig ned ved køkkenbordet. "Mirna, kan jeg ikke bare... du ved... IKKE være prins for en gangs skyld?"

     "Desværre ikke, Jack. Sådan ligger landet. Og det værste ved at være prins er, at der stadig er én person, der har ret til at bestemme over én."

     "Hun kan ikke forlade sengen, Mirna."

     "Sandt sandt. Men hun kan sende Ravne ud til hver en afkrog af slottet."

     Netop som hun sagde det blev døren flået op. Ind trådte Tilius. Han smilte, da han fik øje på Jack:

     "Deres Højhed, Hendes Majestæt afventer Dem i hendes gemakker."

     Hans stemme bar intet hint af, at han konstant havde jaget Jack de sidste to dage. "Hvad vil hun?"

     "Åh, det ved du da vist godt," lo Tilius.

     Jack hadede Tilius. Han hadede Tilius og hans sorte tøj og hans sorte hår. Han hadede hans dumme Ravne, der var tro kopier af ham selv. De var dronningens udsendinge, og de vendte aldrig tilbage uden at have fuldført deres mål, og sjældent var målene blevet udført uden at nogen havde måttet lade livet. Disse Ravne var farlige.

     Det var med det i tankerne, at Jack fulgte med dem uden flere protester.

 

Da Jack trådte ind i det store fornemme sovegemak, vendte han straks blikket mod sin mor. Dronning Cenella. Hun lå i sin store seng, sygeligt tynd og sygeligt bleg. Men stadig meget smuk, som hun altid havde været.

     "Du har undgået mig," sagde hun, da hun fik øje på Jack.

     "Det kunne aldrig falde mig ind," sagde Jack. Han trådte frem, gik tværs gennem rummet, før han så til sidst satte sig ved hendes seng. Afventede hvad end der var på vej. En tale om en konges pligter? En masse tips og tricks for at besejre Chariisy? Et hemmeligt torturkammer helt nede i de dybeste etager af kælderen?

     "Jeg har en opgave til dig."

     "Hvilken overraskelse," sagde Jack koldt.

     "Jeg bryder mig ikke om den tone, unge mand! Jeg snakkede med lægen i dag, og jeg er død og borte inden ugen falder hen. Og der vil du være konge. Kong Jack af De To Dale!"

     Jack fnøs. "Nærmere Den Ene af De To Dale."

     "Nu skal du ikke være fræk!"

     "Men det er vel sandheden. Men hvad er det for en opgave, du vil have mig til at udføre?"

     "Mine spioner kommer med udmeldinger. Udmeldinger fra Chariisys slot. Hun har haft besøg af en gammel ven. De var vist kærester i gamle dage, hvad ved jeg, men hun har i hvert fald et ømt punkt for ham."

     "Ja, ja, og hun kendte min far, og det er derfor, at du -"

     "STILHED!" råbte dronningen. "Jeg vil ikke høre på dine flabede kommentarer! Det her er vigtigt! For manden havde en vigtig meddelelse. En vigtig meddelelse om vores Ravnes mål igennem de sidste mange år."

     Jack følte sig helt tung i maven. "Nej," sagde han. "Nej, ikke det igen. Jeg troede du var kommet over det!"

     "Det var jeg også. Men han er blevet fundet. Vi har hans position."

     "Nej... mor. Lad os bare glemme alt om ham."

     "Han er vores eneste håb, Jack. Vores eneste håb om at vinde denne endeløse krig."

     "Denne endeløse krig, som DU startede! Og nu vil du have den dreng til at hjælpe dig? Hvad får dig til at tro, at han nogensinde vil hjælpe?"

     "Måske ikke frivilligt, men måske med lidt overtalelse."

     "Næh nej," sagde Jack og rejste sig op. "Jeg vil ikke være med til det her. Vi har gjort nok mod ham. Denne her krig er vores problem. Han skylder os ikke noget som helst. Det er tværtimod OS, der skylder ham ALT!"

     "Jack - "

     "NEJ! Dine dumme Ravne slog hans familie ihjel, og nu forventer du, at han skal kæmpe vores krig? Er det virkelig dit alvor?"

     Dronningen satte sig op i sengen, og hun så nu vred ud. "Prins Jack, du er snart konge af disse dale, og det er dit ansvar at tænke på dit folk frem for en enkelt drengs lykke eller ulykke. Du har bare at gøre dette for mig, og udføre denne mission når jeg er død og borte. Du skal finde ham og bringe ham hertil. Det er mit allersidste ønske. Find ham. Find James Cult."  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...