Pandora - Og den nye istid

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2016
  • Opdateret: 4 jul. 2016
  • Status: Igang
Pandora skal snart være dronning, hvilket hun ikke er helt tilfreds med. Men hendes kroning tager en uventet drejning, og hendes liv er ændret for evigt. Hun er født med genetiske fejl, som gør at hun har specielle kræfter. Vil hun bruge dem til godt eller ondt? Historien er en blanding af: Elsa, Rapunzel og Sherlock.

7Likes
6Kommentarer
764Visninger
AA

3. Valget

Jeg vågnede med et sæt. Jeg havde stadig min fine kjole på, og min halskæde. Men kronen var væk. Enten var den stjålet, eller jeg havde tabt den da jeg blev slået bevidstløs. Jeg var heller ikke på slottet mere. Gad vide hvor lang tid jeg havde været bevidstløs? Det var først nu jeg opdagede at mine hænder og fødder var bundet. Jeg sad i et lille mørkt rum, med kun et lille vindue oppe under loftet. Mine hænder var lænket til væggen. Mine øjne havde efterhånden vænnet sig til mørket. Jeg sad på gulvet i et lille rum, med ingen møbler. I den anden ende af rummet var der en trædør. Gad vide hvor jeg var henne? Lænkerne gnavede i mine håndled, og ankler. Pludselig fik jeg en idé. Jeg viklede lænken rundt om mine hænder, og lod isen brede sig. Lænkerne blev frosset til. Det tog noget tid, men efter nærmest at have forvandlet dem til isterninger, knækkede de. Jeg gjorde det samme ved mine ankler, rejste mig derefter op. Mit baghoved gjorde ondt, og jeg var øm i hele kroppen. Jeg strakte mig så godt jeg kunne, og gik hen til døren. Jeg tog i den, men den var låst. Jeg kiggede grundigt på låsen, og lavede derefter en is-nøgle som passed til. Jeg smilede skævt. Dem der havde kidnappet mig bliver virkelig overraskede når jeg lige pludselig finder dem. Jeg låste døren op, og kiggede mig forsigtigt omkring. Ingen vagter? De har kidnappet en dronning, og gad ikke engang sætte nogle vagter? Det gjorde mig faktisk lidt bange. Hvis det ikke var nødvendigt at sætte vagter, må de være magtfulde mennesker. Jeg bevægede mig langsomt ned ad en gang. Der var en dør for enden, og jeg kunne høre stemmer bag den.
“Hvordan gik det så? Var det svært?” Der lød en latter. “Svært? Rettere sagt lige så nemt som at stjæle slik fra en baby. Der var ingen der vidste hvad der foregik.” Jeg blev lettere fornærmet. “Hvad tror du hun vælger?” Spurgte en dyb stemme. “Det ved jeg ikke, men jeg håber hun vælger at blive her. Hun ville blive lykkelig her. Og vi har trodsalt lovet hendes far at gøre alt for at hun bliver. For hans skyld. Han elskede hende så højt, og han vidste at dette her var det hun ville. Hun havde tit sagt hun ikke gad sidde på et slot, dag ud og dag ind. Hun ville have spænding. Vi har lige givet hende muligheden, jeg håber hun tager den.”Jeg var mere end overrasket. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg sad bare og prøvede at bearbejde det jeg lige havde hørt. “Husk nu hun har de der forbandede kræfter. Hun kan ligge hele dette sted i ruiner hvis hun bliver vred.” Jeg smilede. Det kan i bande på jeg kan. Så havde far altså sagt det til nogen. “Er hun vågen?” Der var min chance. Jeg åbnede døren, og kiggede på dem. “Ja, det er jeg.”

“Vi har ikke taget din krone, den lod vi ligge i riddersalen da vi tog dig.” Jeg nikkede. “Hvem er i?” Spurgte jeg endelig. De kiggede frem og tilbage på hinanden. “Vi var din fars venner. Krigere. Vi lovede ham at på din kroningsdag skulle vi tage dig med hertil. Vi kender dine kræfter. Din far har fortalt meget om dig. Det var mig der kidnappede dig.” Det var en dreng, nogenlunde på min alder, måske to år ældre, der sagde det. “Hvorfor gjorde i det hele så “Skræmmende.” Det var ikke nødvendigt, var det?” Drengen trak på skuldrende. “Punkt ét, vi skulle aflede publikums opmærksomhed. Punkt to, var vi ikke sikre på du ville følge med. Punkt tre, så vil du komme til at bruge dine kræfter her, på en måde som ikke ville blive betegnet som “god”, her i landet.”
Jeg var forvirret. Er krigerne ikke gode?
“Hvad ville jeg da bruge mine kræfter til?” Spurgte jeg undrende. Drengen tøvede. “Krig, magt, afpresning og højst sandsynligt mord.” Jeg var overrasket. Havde min far været en del af det her? Men på en eller anden måde, følte jeg mig draget af det. Spændningen. Og draget af det med at mine kræfter kunne blive brugt til noget. Jeg ved godt det måske er til noget ondt, men jeg ved ikke om jeg ville have noget imod det. De hader mig jo allesammen alligevel. Jeg kunne ikke lade være med at spørge: “Hvad hedder du egentlig? Bare så jeg ved hvem der kidnappede mig.” Jeg smilede skævt. Han fniste. “Nårh ja, jeg hedder Blaze.” Jeg nikkede. “Du ved vel hvad jeg hedder?” Sagde jeg kort. Han nikkede, og smilede. “Ja, det gør jeg, Pandora.” Jeg smilede. “Har i noget passende tøj til mig? Kjolen er lidt… kold? Ikke at jeg fryser.” Han kiggede på min kjole.
“Du kan vel ikke fryse?” Der var et øjebliks stilhed hvor vi bare sad og smilede il hinanden. “Men jo, vi har noget tøj til dig. Kom med mig.”

“Læder jakke, sorte jeans, sorte støvler, en sort trøje, og nogle strømper.” Blaze gav mig tøjet. “Tak.” Jeg ventede på at han gik, så jeg kunne skifte. Jeg rømmede mig. “Nårh ja, undskyld, jeg er ikke vant til at her er piger.” Jeg trak på skuldrene. “Jeg kan ikke rigtig gøre for det.” Han rystede bare på hovedet. “Du kommer bare ud når du har skiftet. Takket være dig skal vi jo have varmt tøj på til evig tid.” Jeg rødmede. “Ups…” Blaze gik tilbage til det andet rum. Imens jeg tog tøj på, overvejede jeg mine muligheder. Skulle jeg tage tilbage og leve resten af mit liv i sikkerhed på et slot, eller jeg skulle jeg blive her og udnytte mine kræfter, med livet som indsats. Jeg ville savne min søster, men indtil videre ville jeg helst blive. Jeg ville følge min fars fodspor. Det som jeg altid har drømt om. Der var et spejl på væggen i garderoben. For sjov sagde jeg: “Lille spejl, på væggen der, skal jeg blive, eller tage hjem?” Jeg ventede fem sekunder på et svar, men det kom aldrig. “Livet er åbenbart ikke et eventyr…” Mumlede jeg for mig selv. Til sidst tog jeg støvlerne på, og lod håret være løst. Jeg kiggede på mig selv i spejlet. Blaze var da egentlig ret cute. Ikke at jeg interesserer mig for drenge. Gad vide hvad han ville synes var bedst? Håret oppe i en hestehale, eller bare løst? Jeg havde jo forholdsvis langt hår. Det gik lidt længere end til skuldrene. Hvis jeg skulle være kriger, ville det være smartest at have det oppe. Efter at have stået foran spejlet i fem minutter, besluttede jeg at sætte håret op. Jeg håber Blaze kan lide det. Hvis jeg skal være her i lang tid, kan jeg lige så godt gøre et indtryk. Jeg rodede rundt i nogle trøjer. Jeg ville hellere have en grå hættetrøje, end denne her sorte sweater. Jeg skiftede trøje, og gik ud til Blaze. Han stod og sleb lidt på sit sværd. “Blaze.” Han kiggede op. “Hvor er jeg?” Der var et vindue som jeg slet ikke havde lagt mærke til. Blaze trak gardinet fra, og lod mig kigge ud. “I den anden ende af byen.” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne se tårnene på slottet, og deres skarpe spir. Sneen, jeg havde bredt over det hele. Bjergene der tårnede sig op omkring byen, og vandfaldene der var frosset til is. Luftskibene der cirkulerede over byen. De mange plakater med mit ansigt på. “Dronningen forsvundet - Dusør: 5.000 gulddukater.” Det er godt nok mange penge. “Hvordan bar i jer ad med at kidnappe mig, uden at nogen lagde mærke til det?” Blaze kiggede på mig. “Lige nu er vi i et stort rundt tårn oppe i bjergene. Vi har hemmelige stier og gange overalt. Vi er et større netværk end du tror. Der er krigere overalt i byen. Nogle af dine vagter på slottet er endda krigere. De var også med til at hjælpe mig med at få fat i dig.” Blaze var ret ung. “Men du er temmelig ung, af en kriger at være. Hvorfor lige dig?” Spurgte jeg nysgerrigt. “Fordi jeg er den bedste. Og jeg er altså tyve år. Så ung er jeg heller ikke.” Jeg smilede. “Tyve? Du er da rigtig ung. Du er to år ældre end mig.” Jeg kunne se han rødmede lidt. Han lod gardinet falde tilbage hvor det dækkede for udsigten. “Kom, du skal have et sværd.” Sagde han med et smil på læben. “Jeg vil forsøge at finde et, du kan bære.” Hvem tror han lige jeg er? Jeg rømmede mig, og gik hen midt i rummet. “Helt ærligt Blaze, jeg er ikke en lille pige.” Han lagde armene over kors, og kiggede på mig. “Ikke det?” Jeg kunne lide hans humor. “Du vil rigtig gerne have sænket temperaturen til minusgrader var?” Han bed sig i læben. “Tsk.” Jeg smilede, og begyndte at forme mit sværd. Det hele var af de fineste krystaller. Jeg lavede håndtaget hvidt som sne, dekoreret med de samme sten som i min krone. Og bladet, af gennemsigtig iskrystal, skarp og fast, som en diamant. Bare for at drille Blaze med mine kræfter, lavede jeg små fine mønstre i bladet. Jeg skraverede snefnug i det. “Ja ja, okay. Jeg vidste ikke du var så god.” Jeg rødmede en smule, og smilede. “Er det ikke flot?” Spurgte jeg stolt. “Jo, meget. Men kan du håndtere det?” Det vidste jeg faktisk ikke. “Vil du være min træner?” Spurgte jeg med min sødeste stemme, og blinkede med øjnene. Blaze stod og tænkte et øjeblik. “Så lad gå. Kun fordi du forvandler mig til is hvis jeg siger nej.” Smilede han. Lige pludselig ringede en alarm. “Hvad sker der?” Spurgte jeg med lidt rystende stemme. “En drage.” Sagde Blaze hurtigt. Du kan alt med dine kræfter ikke?” Jeg nikkede. “Okay, så er det nu. Hvis du vælger at bekæmpe dragen sammen med os, vil du blive optaget som kriger, eller du kan vælge at tage tilbage til slottet, og glemme at alt dette skete. Men vælg hurtigt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...