Pandora - Og den nye istid

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2016
  • Opdateret: 4 jul. 2016
  • Status: Igang
Pandora skal snart være dronning, hvilket hun ikke er helt tilfreds med. Men hendes kroning tager en uventet drejning, og hendes liv er ændret for evigt. Hun er født med genetiske fejl, som gør at hun har specielle kræfter. Vil hun bruge dem til godt eller ondt? Historien er en blanding af: Elsa, Rapunzel og Sherlock.

7Likes
6Kommentarer
767Visninger
AA

2. Kroningen

Jeg stod på balkonen og kiggede ud på alle menneskerne. De hadede mig allesammen. De hadede deres kommende dronning. De hadede min attitude, de hadede min måde at se verden på. Min stil forskrækkede mange. Sort tøj, fra top til tå, og lilla hår. Deres hvisken var over det hele. I alle kroge og hjørner af landet. Selv på slottet, snakkede de om hvordan det ikke var passende, at en pige med et så negativt syn på verden, skulle være deres næste dronning.
"Ja, hun ligner jo ligefrem en rebel."
Bare fordi jeg ikke går i lang fin kjole, med blonder og perler på. Jeg har altid gerne villet være kriger. Men det er ikke så nemt, at være af kongeligt blod. Nej, så skal man i stedet sidde pænt, og lære hvordan man snakker, og går som en kongelig. Jeg ville meget hellere væk fra slottet, og ud i verden. Min største drøm var at se verden. Opleve en masse! 
Desværre, er jeg dømt til at sidde på slottet og diskutere hvad der er lov, og hvad der ikke er. Jeg opdagede at en tjenestepige stirrede på mig. Hun kom langsomt gående hen imod mig, som om jeg var farlig.
"Bare rolig, jeg bider ikke." Smilede jeg. De var ikke vant til denne her form for humor på slottet.
"Lige siden jeg så dig første gang, har jeg altid tænkt på, hvorfor dit hår er lilla?" Sagde hun undrende. Det spørgsmål får jeg tit. "Jeg er født med det." Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere. Forvirringen bredte sig i hendes ansigt. Jeg smilede. "Ja altså, min mor er heller ikke særlig stolt af at have skabt mig." Jeg fik skræmt pigen væk. Hun var sikkert på vej hen til de andre, for at fortælle dem hvor umådelig underlig jeg var. Ja ja, tænkte jeg. Så længe de hygger sig. De sidder sikkert og hygger sig med deres te, og en lille kage imens de snakker om fejlene i mine gener. Prinsessen, med det lilla hår, og øjne som is-krystaller der skinnede i mørket, og hendes hud, hvid som sne. Alle børnene i landet var bange for mig. De havde aldrig set noget lignede. Lilla hår. De tror sikkert allesammen at jeg er dum. Fordi jeg har så mange genfejl. Men jeg er uden tvivl den mest intelligente person i hele kongeriget. Ét blik, og jeg ved de fleste ting om personen. Og det er dét, der skræmmer befolkningen. Ingen vil have en dronning der ved alt om dem. Mine genetiske fejl har kun vist sig at være nyttige. Der er sket noget, i mine fingre, som kun jeg ved. De er koldere end alt andet på min krop. Og det er ligemeget om jeg sidder foran pejsen i flere timer. De bliver ikke varme. Det var snart vinter, så jeg behøvede ikke skjule mine kræfter så meget længere. De har udviklet sig meget, i forhold til da jeg var lille, og jeg har lært at beherske dem meget.

Min mor kom gående imod mig. Hun slæbte den lange røde kjole efter sig. Kronen med de blå juveler der matchede mine øjne, skinnede i lyset fra solen. Den skulle jeg bære snart. Hun så bekymret ud. Men det gjorde hun jo altid. "Pandora..." Hun kærtegnede min kind. "Tjenestepigen fortalte mig hvad du sagde til hende." Jeg himlede med øjnene. "Du skal snart styre dette land. Vil du ikke være sød, at opføre dig bare en lille smule anstændigt?" Jeg nikkede trodsigt. Min mor kiggede op og ned af mig. "Vær sød at gå i noget mere formelt tøj når du bliver dronning." Jeg sagde ikke noget, stod bare tavs og ventede på hun gik. Min mor hævede stemmen en smule. "Du skal krones, om to dage. Vær sød, at tage dig lidt sammen. For min skyld." Jeg nikkede stille. Min mor åndede lettet ud, og gik videre. Jeg så noget der glimtede i luften udenfor. Jeg løb ned af alle trapperne og ned i slotsgården. Jeg smilede bredt. Jeg rakte hånden ud, og et snefnug landene blødt i min håndflade. Det smeltede ikke. Mine kolde hænder var ikke engang varme nok til at smelte et snefnug. Jeg kiggede op, og så alle de små fine hvide krystaller komme ned mod mig. Endelig, er det blevet nemmere at skjule mine kræfter. Før sneen kom, havde jeg øvet mig på den del af taget ingen kan se. Jeg kendte en hemmelig vej til slottets tag. Jeg lod mine fingre glide gennem luften, imens jeg formede en masse sne der faldt ned gennem luften. Det bredte sig over hele landet. Det havde allerede sneet en masse. Nok til at lave en snemand. Jeg kørte igen hænderne rundt i luften imens jeg så sneen blive til en snemand. Han manglede en næse, men det kunne jeg altid skaffe til ham senere. Jeg havde stadig en masse sne på hænderne, da jeg løb indenfor. Jeg stormede ind på mit værelse, og begyndte at spekulere over hvordan min kjole skulle se ud, til min kroning. Den skulle jo passe til kronen. Jeg rørte ved min seng, og opdagede at den sne jeg laver, aldrig smelter. Det er ligemeget om det så er sommer, min sne vil aldrig smelte. Jeg kiggede ud i slotsgården. Den snemand vil stå der til evig tid. Og det vil altid sne over landet. Hvad har jeg dog gjort...

Min mor bankede på døren, og åbnede den langsomt. "Er du klar?" Spurgte hun. Jeg vendte mig mod hende, med min mørkelilla krystal kjole. Den var lavet af meget fine iskrystaller, sat sammen til mønstre af snefnug. Og derefter var den farvet lilla. Det tog ikke lang tid at lave den. Det tog dog lidt tid at farve den. "Du er smuk, Pandora." Jeg rødmede lidt. Det er ikke noget jeg tit får at vide. "Her, jeg har denne her med til dig." Hun rakte hånden ud mod mig. Det var en sølvhalskæde, med en smaragd i vedhænget. Jeg kørte forsigtig fingrene hen over det. "Wow..." Mumlede jeg. Min mor smilede. "Skal jeg hjælpe dig med at få det på?" Jeg nikkede. Mit hår var sat i en fransk fletning. "Så." Min mor kiggede på mig. "Hvis far kunne se dig nu." Jeg kiggede ned af mig selv, og nikkede kort. Min far var død i en krig for fem år siden. Jeg savnede ham sindssyg meget. Derfor ville jeg gerne være kriger. Jeg ville følge min fars fodspor. Altså lige bortset fra det punkt hvor man bliver slået ihjel. Med mine kræfter, ville jeg være uovervindelig.

Jeg kiggede ud over rækkerne af mennesker. De var allesammen kommet for at se mig få en krone på hovedet. Jeg kendte nærmest ikke nogen af dem. Min fem-årige søster sad på forreste række sammen med mor. Jeg vinkede hurtigt til min søster. Hun smilede bredt. Hun havde ingen gen fejl. Intet lilla hår, og ingen kræfter. Min mor og søster kendte intet til mine kræfter, kun min far. Det var mig der havde lavet krystallerne i kronen. Mine kræfter var svage dengang, derfor var det far der sleb dem. Mor har altid troet det bare var juveler. Og selvom kronen har været her i noget tid, var det først for to dage siden, da sneen kom, at jeg lagde mærke til at den is jeg laver, ikke smelter. Kronen var egentlig ret tung. Min halskæde med smaragden glimtede i lyset fra solen. Den var virkelig smuk. Jeg var normalt ikke rigtig til smykker, men lige det her, var pænt. Jeg kiggede op, og lod mine øjne følge glas lysestagen i loftet. Den var dog af glas, og ikke mit krystal design. Lige pludselig, blev alle gardiner trukket for, og hele rummet blev mørkt. Gæsterne blev urolige, og begyndte at rejse sig. Jeg anede ikke hvad der skete. Lysene i lysestagen gik med ét ud. Som om vinden havde pustet til dem. Man kunne intet se. Alle var stille. Der var kun et svagt genskær i lysestagen. Med ét lød en latter. En høj, grufuld, latter. Min søster begyndte meget stille at græde. Jeg kunne svagt se at mor holdt hende i hånden. Jeg stod som forstenet, anede ikke hvad jeg skulle gøre. Lige pludselig var lysestagen på vej ned. Meget hurtigt, ned. Jeg dækkede for mit ansigt, imens jeg hørte glasset gå i tusind små stykker, imens glasskårene fløj igennem rummet. Et ravneskrig skar gennem luften, samtidig med at jeg mærkede et slag i baghovedet. Det sortnede for mine øjne, og bevidstløs ramte jeg gulvet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...