Pandora - Og den nye istid

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2016
  • Opdateret: 4 jul. 2016
  • Status: Igang
Pandora skal snart være dronning, hvilket hun ikke er helt tilfreds med. Men hendes kroning tager en uventet drejning, og hendes liv er ændret for evigt. Hun er født med genetiske fejl, som gør at hun har specielle kræfter. Vil hun bruge dem til godt eller ondt? Historien er en blanding af: Elsa, Rapunzel og Sherlock.

7Likes
6Kommentarer
763Visninger
AA

4. Dragen

Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Blaze fandt sit sværd og sin rustning imens jeg tænkte. Tankerne fløj igennem mit hoved. Hvis jeg blev her, ville jeg sandsynligvis ikke se min familie igen, men hvis jeg ikke blev, ville jeg aldrig blive lykkelig. Min søster ville med stor sandsynlighed overtage tronen, og jeg ville blive frataget titlen som dronning. Så slog det mig. Jeg ville aldrig se min søster igen. Jeg besluttede endelig at blive. Jeg greb mit sværd, og skraverede: "Madison" i bunden af bladet. Blaze dukkede op i døren. Mine øjne scannede ham. Han var bestemt. Han ville være villig til at dø for mig, selvom vi næsten lige har mødt hinanden. Jeg kunne se han respekterede mig, ligeså meget som han respekterede min far. Det var som om han allerede vidste hvad jeg havde valgt, eller også håbede han bare. Han kiggede på mit sværd, og løftede sit ene øjenbryn. "Har du besluttet dig?" Jeg smilede til ham, og greb hårdt fat i mit sværd. "Lad os tage ud og bekæmpe en drage." Hans øjne lyste op, hvorefter han havde et smørret smil på læben. "Jeg går ud fra du ikke er særlig vant til at komme til skade." Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare. Jeg trak lidt på skuldrene. "Ikke rigtig..." Blaze grinede lidt. "Så må du hellere forberede dig på det. Drager er modbydelige." Han blinkede til mig, og jeg nikkede for at vise at jeg var enig. "Kom." Han vendte sig om og gik ud på gangen. "Jo hurtigere jo bedre." Jeg små-løb bag ved ham. Jeg passede på ikke at skære mig på mit eget sværd. "Vi bliver nødt til at holde lidt lav profil. Ingen må se dig." Jeg nikkede forstående. Blaze piftede, og kort tid efter kom en masse krigere løbende. "Smart." Sagde jeg drilsk. Blaze smilede. Jeg kiggede ham i øjnene et øjeblik. Hans øjne skifter farve alt efter hvordan lyset rammer. I mørket, er de nøddebrune, og i lyset er de mos-grønne. Han bemærkede jeg stirrede, og løftede sit ene øjenbryn. Jeg bed mig i læben og rødmede. "Undskyld..." Smilede jeg. Han trak let på skuldrene. "Du behøver ikke undskylde."

Vi var gået af en masse hemmelige gange, og stier, og ingen havde bemærket os. Takket være mig var der ikke særlig mange mennesker på gaderne. Jeg tog en hånd op for øjnene, for at dække lidt for sneen. Vinden var kraftig her oppe på bjerget. Man kunne svagt se den grotte dragen var fløjet ind i. Min krop sitrede af spænding, imens adrenalinen pumpede igennem min krop. Halvdelen af de andre krigere var gået med os, mens den anden halvdel var gået den anden vej rundt, så vi kunne angribe fra to sider. Et brøl fra dragen, rungede ud over landet. Det gav ekstra ekko fordi landet ligger i en dal, og kun slottets tårne, når op til kanten af bjergene der omringer dalen. Der er selvfølgelig bygninger på bjergsiden, men ingen af dem er lige så flotte eller store som krigernes. Jeg puffede til Blaze for at få hans opmærksomhed. "Hvad hedder den bygning hvor krigerne holder til, egentlig?" Han kiggede på mig så godt han kunne i den fygende sne. Vi havde kigget ned i jorden det meste af vejen. "Den kaldes egentlig bare "Fæstningen". Jeg kan ikke dens rigtige navn. Jeg tror heller ikke der er nogle der bruger det rigtige navn mere. Ikke siden din far gik bort." Jeg løftede et øjenbryn. "Siden min far gik bort? Hvad skal det sige?" Blaze tøvede. "Det var ham der fandt på det, da han var ung. Jeg har hørt historien mange gange, men de fleste har glemt hvad han kaldte bygningen. Det var din far der gav mig lov til at blive kriger. Det var ham der trænede mig i de få år inden han døde. Derfor følte jeg det var min pligt at tage mig af dig hvis du blev." Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg sagde bare: "Tak." Blaze smilede. "Vi er der lige om lidt." Jeg løftede hovedet, og kiggede igen ud over bjergene. Grotten var tættere på end jeg troede. Min puls steg mere end før. Vi kunne se dragens gigantiske hale, der snoede sig ud gennem grotten. Mit greb om sværdet var fast, og bestemt. Langsomt gik alle rundt om grotten, og passede på at dragen ikke så dem. Blaze gjorde tegn til at jeg skulle gå med ham. Min puls gik amok, og det føltes som om hele min krop bevægede sig i takt med at mit hjerte slog. Blaze kunne se at jeg rystede. Han smilede bredt. "Træk vejret dybt Pandora. Det skal nok gå." Jeg kunne se han ikke var vant til at sige den slags, og det fik mig til at smile. Jeg trak vejret dybt, og løftede langsomt og lydløst mit sværd. Solen havde banet vej igennem alle skyerne, og skinnede ned igennem alle snefnuggene. Det var selvfølgelig stadig minusgrader, men jeg havde da heldigvis ikke skræmt solen væk forevigt. Mit sværd glitrede fantastisk i solen. "Du behøver altså ikke være med til det her hvis du ikke føler dig klar. Du har trods alt ikke fået nogen træning." Sagde Blaze. Jeg havde virkelig glædet mig til at opleve det, men jeg måtte da indrømme at jeg var pænt bange. Jeg satte stille mit sværd tilbage i skeden, og uden at svare Blaze, gik jeg forsigtigt hen til åbningen af grotten. Jeg stillede mig lige midt i åbningen. Jeg var ved at dø af skræk, men en dag skulle jo være den første. Jeg kiggede hurtigt over på Blaze. Hans øjne var forvirrede, men jeg kunne se han stolede på mig. Dragen rykkede på sig. Den kunne sikkert lugte mig. Den drejede hovedet, og kiggede direkte på mig med sine gigantiske sump-grønne øjne. Dens sorte skæl skinnede i solen, ligesom mit sværd. Dragen rejste sig, og vendte sig om så vi stod lige foran hinanden, ansigt til ansigt. Jeg følte at jeg kunne besvime hvert øjeblik det skulle være, men jeg følte også at jeg kunne klare det. Jeg lukkede øjnene, og trak vejret dybt. Min fars stemme rungede i mit hoved. Du kan klare det, Pandora. Du kan klare det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...