I cry

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Igang
Hvordan er det at blive overset af både sin klasse og sin familie. Ingen venner at have til at tage til når man gerne vil snakke. Hvordan føles det når alle undervurdér dig og tror du ikke kan noget. Ja hvem kender det beder end den 16 årige Silke som har prøvet det nej ikke bare prøvet men hun er blevet overset i 10 år. Hun har ingen venner, hendes familie og klasse undervurdér. Hvem er det så der kommer ud af det blå og giver hende håb. Hvem redder hende fra det dybe sorte hul hun er ved at falde i.

5Likes
0Kommentarer
451Visninger

8. 8

5 september 2015

Kære dagbog

Der er gået lidt stykke tid siden at jeg har skrevet her i min dagbog der er sket en masse ting du er gået glip af. Nok ikke en masse ting som du synes er spændende eller sjove, men jeg ville alligevel gerne fortælle dig det. Da det er vigtigt i forhold til at det her er den sidste side i min dagbog, men også det at det er en af de vigtigste begivenheder i mit liv, så du bliver altså nød til at høre og jeg håber bare at du vil læse det og ikke bare springe det over.

For det første så er jeg blevet sparket ud hjemme fra. Det er lidt stykke tid siden nu, jeg blev sparket ud i maj, det er ikke så lang tilbage. Jeg har hele mit liv ventede på hvornår det tidspunkt vil komme, for det var jo forventet at det tidspunkt vil komme at jeg vil blive sparket ud på gaden. Det skete en dag hvor min far ikke kunne klare mig længere, jeg ville bare gerne have nogle penge, jeg havde ikke længere råd til noget som fx tøj og mad, for det ville mine forældre jo ikke dele med mig eller give mig. Jeg gik rundt med slidt tøj og havde ikke spist i lidt stykke tid, penge var det eneste jeg spurgte om, men det pisset åbenbart min far af. Så i maj sparkede han mig ud.

 Jeg fandt ikke en lejlighed indtil juli måned, de få lejligheder jeg kom forbi var enten alt for dyre eller så bare virkelig falde færdig ud. I slutningen af juli måned kom jeg forbi en lejlighed som så i vel stand og som var til en god pris, så det blev så mit nye hjem. Jeg havde det ret svært den første uge, jeg havde intet job og det fandt jeg ud af at hurtigt blev et problem for mig, så jeg brugte de næste par uger på at finde et job som betalte godt. Men som du nok godt ved er det ikke lige det nemmeste bare sådan lige at få et job, man får det nemlig ikke serveret på et sølvfad, men jeg fandt alligevel et job som en servitrice, det var nok ikke lige det bedst betalende for mine behov jeg fandt men det var da okay, man skal jo også starte fra et sted.

Det var ret underligt og nyt at bo alene men også på en måde befriende ikke at skulle have folk der styrede hvordan man styre sit liv. Men som jeg nok også har sagt før så var det svært, det er ikke nemt at bo alene nogle gange kunne jeg godt ende med at mangle mad eller måske varmt vand eller sådan noget. Den eneste jeg rigtig havde til at støtte mig var Emil, som nogle gange eller ret tit komme og sidde med mig så jeg ikke følte mig alene. Emil var virkelig en stor hjælp, jeg følte mig mindre alene da han var der. Langsomt uden vi lagde mærke til det fik vi skabt noget inde i hinanden, en flamme for hinanden. Vi begyndte med at mødes hverdag med hinanden og fik til sidst skabt noget til hinanden, med det mener jeg at jeg blev hans kæreste. Jeg kan ikke huske om vi havde haft vores første kys før men det som jeg kan huske var ret magisk.

Alt gik godt og stille og roligt indtil vi en dag skulle forbi en øde side gade, Emil som den stædig person sagde vi skal gå forbi mens jeg heller ville tage en anden. Vi endte så med at vælge at gå forbi derfra, hvis jeg vidste dagen i dag at det der skete vil ske vil jeg aldrig tage den vej igen. Vi var på vej langsomt forbi da der kom en mand ud med en sort maske og en pistol i hånden. Emil og manden diskuterede lidt og lige pludselig pegede manden pistolen imod mig, Emil løb foran mig og tog skuddet for mig. Dagen i dag sidder jeg og skriver fra en lukkede institution, ja jeg blev skør efter at Emil døde, han var min klippe ham der hjalp mig gennem ting Og så tænker du nok hvordan min dagbog er kommet til dig det var jo mit gamle hus, så jeg sendte dagbogen afsted med posten, jeg sagde til postmanden at han bare skulle gå ind og ligge den da jeg stadig havde nøgle til mit hus endnu, okay det lød mere skræmmende og underligt end det er. Nu hvis du ville komme og se mig står adressen nederst, så ved jeg også du har set min dagbog.

 

Du må have en god dag og tak for at bruge din tid på at læse min dagbog

Hilsen silke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...