I cry

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Igang
Hvordan er det at blive overset af både sin klasse og sin familie. Ingen venner at have til at tage til når man gerne vil snakke. Hvordan føles det når alle undervurdér dig og tror du ikke kan noget. Ja hvem kender det beder end den 16 årige Silke som har prøvet det nej ikke bare prøvet men hun er blevet overset i 10 år. Hun har ingen venner, hendes familie og klasse undervurdér. Hvem er det så der kommer ud af det blå og giver hende håb. Hvem redder hende fra det dybe sorte hul hun er ved at falde i.

5Likes
0Kommentarer
454Visninger

4. 4

14 August 2014

Kære dagbog

Du tænker nok jamen hvordan gik din dag i dag silke, jamen så vil jeg da glædeligt fortælle dig at dagen i dag ikke var den bedste, men det var heller ikke den værste på en måde, jeg ved ikke rigtig hvilken episode der ikke er den værste men du kan da selv tage et kig igennem og prøve at fortælle mig hvad det mindst værste er.

Det startede med at jeg igen ikke kunne holde mig væk fra metallet, det er blevet som et drug for mig, som om at jeg ikke kan leve uden det. Denne gang var mine snit ikke lige så dybe som nogle af dem dagen inden, jeg vil ønske at de var, så jeg kunne komme ud med hele min smerte som jeg har i mit hjerte men det ville se for voldsomt ud med en så stor "skade" hvad skulle jeg forklare folk selvom der sikkert ikke er nogen der ville ligge mærke til mine ar, for hvorfor skulle de pludselig det når de aldrig har lagt mærke til mig, tænk hvis jeg en dag døde vil de så ligge mærke til det? Jeg tvivler ret så meget på det.

Metallet er på en måde min bedste og eneste ven som jeg har, metallet får mig til at føle mig så levende, men også som om at alt bare er fjernt som om at det det eneste jeg ser når metallet er der. Metallet gemmer min smerte som jeg gemmer på dybt inde i mit indre sind. Metallet vil aldrig svigte mig det ved jeg, det vil altid være der til at blive brugt til at lave nogle par snit, her og der. Det er nok ikke sundt for mit helbred at gøre sådan noget, men det hjælper mig.

Du synes nok jeg er ret skør, du ved på den måde at jeg siger at en så ligegyldig ting som et lille metal stykke er min bedste ven eller så ligegyldig er det heller ikke, ja det må nok være skørt for dig hvordan jeg ser på det lille stykke metal og hvordan jeg ser på det at skære i sig selv. Men har du aldrig haft de tider hvor du tænker mad er din bedste ven eller noget helt andet for mig er det så bare anderledes. Første gang jeg cuttet var da jeg var ja ca. 13, jeg havde en ret svær tid lige der, der skete jo det med min veninde som jeg engang har fortalt om så havde jeg en ret svær tid med mine veninde der så var der jo også det med min familie og skole som jeg var ingen ting for men bare luft, bare den tomme luft, efter det kunne jeg ikke rigtig slippe alt det der var sket for mig, så jeg endte nok ud i det jeg er nu.

Men ellers efter det skete der noget nok lidt mere spændende, ikke at jeg sige det før ikke var spændende, men jeg er vant til det, men det her der skete sener var jeg ikke vant til, eller jo lidt men du kan bare læse dig frem til hvad jeg mener. Sener da jeg kom ned fra mit værelse fortalt min mor at vi fik gæster sener, jeg vidste ikke hvem det var fordi ja jeg spurgte ikke min mor men hun vil nok heller ikke fortælle det. Jeg gik op for at skifte tøj da jeg kun havde en nattrøje, jeg skiftede til noget mere præsentabel, jeg skiftede til en sød hvid sommer kjole med blomster på sig, andet gjorde jeg ikke sådan rigtig ved mig selv. Da jeg kom ned til min mor igen spurgte hun hvad jeg lavede her, hun sagde jeg skulle gå op på mit værelse og ikke måtte komme ned hele den tid de var der. Jeg troede aldrig jeg ville finde ud af hvem det var.

Det var heldigt at jeg havde toilet her oppe, så jeg i det mindste kunne gå på toilettet. Jeg var på vej ud til toilettet og stod lige foran toilettet da jeg trak ned i håndtaget blev der åbnet fra den anden side så jeg faldt ned på den person som trak ned i håndtaget til toilettet. Jeg begyndte med at undskylde og kiggede ikke engang ned, eller lige indtil personen ikke sagde noget, jeg kiggede ned og så at det var Emil det må så betyde at det er hans familie der er der nede på besøg? Nå men der lå vi nede på gulvet og havde en dyb øjenkontakt ingen af os tænkte over at rykke os, det var der jeg fandt ud af at han havde nogle flotte og varme brune øjne som også havde et grønt skær i sig. Jeg rykkede mig da det begyndte med at blive for akavet for os begge, jeg rakte min hånd ned for at hjælpe ham men han blev bare ved med at ligge og have den øjenkontakt vi ikke har sluppet endnu eller på noget andet tidspunkt. Det blev for akavet så jeg vendte mig om og gik, kiggede ikke en eneste gang tilbage og håbede aldrig at se ham længere. Ja det var så min dag.

Natnat

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...