I cry

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Igang
Hvordan er det at blive overset af både sin klasse og sin familie. Ingen venner at have til at tage til når man gerne vil snakke. Hvordan føles det når alle undervurdér dig og tror du ikke kan noget. Ja hvem kender det beder end den 16 årige Silke som har prøvet det nej ikke bare prøvet men hun er blevet overset i 10 år. Hun har ingen venner, hendes familie og klasse undervurdér. Hvem er det så der kommer ud af det blå og giver hende håb. Hvem redder hende fra det dybe sorte hul hun er ved at falde i.

5Likes
0Kommentarer
466Visninger

3. 3

13 August 2014

Kære dagbog

Er det her jeg skal sige at jeg faktisk har venner, eller nej faktisk så har jeg ikke venner jeg havde en veninde men hun gjorde noget det gør rigtig ondt i hjertet på mig, hun vendte mig ryggen. Jeg troede vi havde et rigtigt godt venskab, men jeg fandt ud af at hun kun gjorde det for at gøre mig til grin foran hele skolen og hun fik sin vilje jeg blev gjord til grin foran alle, hun sagde alt muligt med at jeg var naiv nok til at tænke at folk vil være venner med mig, en masse andre ting blev også sagt, men jeg ville helst ikke nævne dem, men jeg ved at jeg ville få det bedre ved at sige det, hun mobbede mig over nettet, hun sagde en masse sårende ting. Derefter turde jeg ikke rigtig at blive venner med nogen da jeg er bange for at alle vil gøre det samme imod mig som hun gjorde, du tænker nok hvem det er jeg snakker om, men hun er ikke vigtig længere så bare glem hende. Så det var et held på det tidspunkt at han kom i mit liv.

Du sidder nok og tænker, hvornår møder hun ham drengen hun hele tiden nævner? Hvem er han? Hvorfor han er vigtig for min historie? Svaret er enkelt han kom ud af det blå, men han ændret en masse ting, ting som jeg troede var umulige at ændre, ændret han, han gjorde det umulige. Men han ødelagde mig også indefra og det fandt jeg først bagefter ud af, jeg fandt også ud af hvor dårlig han nok var for mig. Men det var ikke hans skyld eller jo i sidste ende var det nok hans skyld. Du må ikke få forkerte tanker af det jeg fortæller lige nu, for hvem ved hvad jeg mener, med det jeg skrev at det på en måde var hans skyld.

 Din tanke i hovedet lige nu er nok, hvornår møder du ham så? Og det gjorde jeg så der om morgenen. Kender du den der mega kliché måde at mødes på du ved, man støder ind i hinanden, siger undskyld og det hele og forventer at man aldrig møder hinanden mere, men så alligevel gør det, ja det var sådan vi mødtes. Jeg havde lige været inde for at købe noget tøj, på vej hjem stødte jeg ind i ham, vi begge havde travlt og kiggede ned i vores mobiler så derfor kiggede vi ikke os omkring for at se hvad der skete eller hvor vi gik. Så skete det vi stødte ind på hinanden, vi sagde intet til hinanden ikke et undskyld eller et navn nej nej vi forsatte bare i hver vore retning mod hver vores destination.

Efter det mødtes vi igen han var så pludselig blevet min nye nabo, så min mor havde lavet en velkomst kurv til dem, som jeg så skulle give, da jeg bankede på forventede jeg ikke at se ham, ham og jeg fik os en meget stor overraskelse da vi så hinanden. Vi stod og så på hinanden indtil hans mor råbte efter ham, Emil hed han eller det går jeg meget ud fra at han gør siden hans mor råbte det. Moren kom ud til os og ødelagde på en måde vores øjenkontakt, hun smilte til mig og spurgte om der var noget jeg ville, jeg gav hende så kurven og sagde det var en velkomst gave fra min mor. Hans mor var meget flink og spurgte om jeg ville med ind og have en kop te eller noget, men det takkede jeg nej til.

Da jeg kom hjem kunne jeg ikke klare det længer, jeg gjorde noget jeg ikke havde gjort i lang tid med lang tid mener jeg mere hele dagen, men det er ikke jeg gør hver dag men det er noget jeg nok altid vil fortryde sener. Jeg åbnede skuffen i mit skab og gravede min hånd under alt det tøj og der kunne jeg mærke det kolde metal mod mine fingre. Jeg førte det først blidt hen ad min arm så såret ikke blev dybt, det næste snit presset jeg metallet dybt ned mod min hud, så at det blev dybere denne gang, jeg fulgte med øjnene blodet fra mit nye snit glide langsomt ned ad min arm. Jeg kunne ikke holde det tilbage længer tårne gled ned ad min kinder, nogle hulk undslap også min mund, før jeg vidste begyndte jeg med at skrige jeg skulle ud med alle mine frustrationer som jeg har holdt på så længe. Da jeg var "færdig" tørre jeg blodet væk fra min arm og bandt min arm ind så jeg bare kan sige jeg er kommet til skade selvom der er ingen der bekymre sig, selv hvis jeg stopper i skolen vil ingen ligge mærke til det.

Så nu sidder jeg her med en dagbog og sidder og skriver med den ene hånd da den anden er båndet ind. Nogle gange tænker jeg på hvornår mit liv vil ændre sig, hvornår det vil blive bedre og hvorfor jeg overhovedet blev født hvis ingen bekymre sig om mig, er jeg bare en brik i folks liv. Jeg prøver ikke at få dig til at for medlidenhed for mig, jeg vil heller ikke have at du skal have det, det eneste jeg beder om er at gøre noget ved at det jeg skriver du må bare ikke ignorer det her. Nå men jeg vil ikke tage mere af din tid, jeg er også selv ret træt så ses.

Nat nat

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...