I cry

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2016
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Igang
Hvordan er det at blive overset af både sin klasse og sin familie. Ingen venner at have til at tage til når man gerne vil snakke. Hvordan føles det når alle undervurdér dig og tror du ikke kan noget. Ja hvem kender det beder end den 16 årige Silke som har prøvet det nej ikke bare prøvet men hun er blevet overset i 10 år. Hun har ingen venner, hendes familie og klasse undervurdér. Hvem er det så der kommer ud af det blå og giver hende håb. Hvem redder hende fra det dybe sorte hul hun er ved at falde i.

5Likes
0Kommentarer
464Visninger

2. 2

12 August 2014

Kære dagbog

Den perfekte morgen for de fleste er nok at vågne op til fuglenes små fantastiske pippende lyde eller at vågne af solens varme stråler der rammer ens ansigt og ja så er der nogle folks morgner der kun minder om et Mareridt hvor de vågner op til skænderier og larm, retter sagt velkommen til mine morgner i mit liv. Den her dag var ingen undtagelse det var det samme jeg blev vækket til skænderierne, jeg kunne ikke helt tyde hvad de skændtes om men det var sikkert om mig, jeg var ikke lige det barn de ønskede sig. Jeg vil ønske at jeg kunne lave mig selv om for at blive det barn de ønskede sig.

Jeg fulgte vejen af larm ud til køkkenet det der er så typisk dem og stå derude og skændtes jeg når aldrig at høre hvad de taler om fordi hver gang jeg kommer derud bliver de tavse. Jeg greb et æble og gik tilbage til mit værelse for at gøre mig klar jeg har aldrig været en af de der piger der tager sygt lang tid med at gøre sig klar, da jeg er en af de piger der ikke bruger makeup. Jeg kan faktisk ikke så godt lide makeup da det er som ja at have et eller andet underligt klistrende lag på ansigtet, og hvorfor gemme ens naturlig skønhed, man er jo så flot uden alt det på ansigtet. Ja det er så min lange grunden til at jeg aldrig bruger makeup eller jo det gør jeg men det jo også kun til fester, som jeg så ikke bliver inviteret til min forældre spørg mig altid om jeg ikke skal til en fest eller være sammen med nogle venner, lyder nok som om de bekymre sig men nej de vil bare have mig ud af huset så de bare kan slippe lid for mig.

Nu er det over til det værste mareridt jeg skal over til skolen, et sted hvor jeg slet ikke føler mig tilpas jeg hader de andres blikke, det som om de prøver at sige med blikket at jeg ikke er noget værd, hvorfor skulle jeg også være det, du tænker nok voldsomt, men det er sådan andre får mig til at føle, som om at jeg bare kunne skride nu så de kan slippe for at kigge på mig. Tro mig hvis jeg en dag havde penge nok til at flygte vil jeg ikke tænke over det et sekund.

Jeg er en meget stille pige i skolen, da jeg ikke tør sige noget jeg er bange for at gøre mig til grin eller blive talt om, men jeg ved allerede at hver gang jeg ikke er der eller går ud af klassen begynder snakken om mig, der bliver sagt en masse ting om mig blandt andet at jeg er fake, hvordan kan de sige det når de ikke kender mig? De har aldrig prøvet at lære mig at kende så hvordan kan de sige det? Synes du at jeg er fake? Synes du jeg ikke er noget værd? Fortæl mig det jeg ved ikke hvad jeg længer skal selv tro på.

 Jeg ved at jeg har sagt at jeg ikke ve hvad jeg længere skal tro på, men jeg vil lytte til mit hjerte og det siger at vis der er noget jeg ikke er så er det fake jeg er 100% ikke fake, jeg kan være svær at komme ind på men det er ikke det samme som at være fake så jeg er ikke fake. Måske tror folk at jeg er arrogant da jeg aldrig lukker folk ind eller jo hvis de når ind til mig begynder jeg med at skubbe dem væk fra mig. Alt det der er sket i mit liv har sat dybe spor på mig, jeg har sværere ved at stole og lukke mig op for folk, måske har det os noget med min fortid at gøre at jeg ikke kan lukke mig op for folk.

Dagen i skolen gik ja hvad skal jeg dog sige? Fint? Fantastisk? Det var nemlig ikke sådan min dag gik. Jeg kunne mærke de andre elevers blikke på mig, det var som om at deres blikke skar, som 1000 knive på ryggen af mig. Men det ikke noget nyt det sker hver gang, men ja ellers skete der ikke det store i skole, det bare de samme rygter om mig. Jeg vil ønske at jeg ikke behøvede at gå i skole, de fleste men elsker har en fremtid og ved godt hvad de vil være, men mig, nej jeg har ingen fremtid eller jo men jeg ved ikke hvad jeg vil være, jeg er ikke god nok til noget, hvordan skulle jeg så finde et arbejde og alt det der høre til.

Nat nat

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...