Begyndelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 maj 2016
  • Opdateret: 13 maj 2016
  • Status: Igang
16årige Catharine vågner pludselig op på brostenene i en gammel gade i Danmark i 1800-tallet.

1Likes
6Kommentarer
167Visninger
AA

3. Kapitel 3.

Da manden havde præsenteret sig som ”David B. Adler”, og Anna havde smilet opmuntrende til hende, var hun blevet vist ind på hans kontor. Jenny, hans kone og den venlige dame, der havde hentet Catharine ind fra trappestenen, havde åbenbart fået noget af Catharines grådkvalte fortælling med, for David var meget interesseret i hendes historie. ”De påstår, at De ikke ved, hvor de kommer fra?” Han så granskende på hende over de små briller yderst på hans næse. ”Jeg må ærligt indrømme at Deres særprægede tøj og dialekt fører mine tanker over på et fremmed land?” Catharine bed sig beklemt i læben og rystede på hovedet. ”Jeg kommer fra Danmark. Købehavn. Men jeg aner ikke hvordan jeg er endt her. Hvor er jeg overhovedet henne?” Igen kiggede David mistroisk på hende og svarede tøvende, ”De befinder sig i København, frøken,” han kiggede ned på sin kalender på det brune mahogni skrivebord. ”Vi skriver i dag september den 18., 1885.” Det var som om, at rummet begyndte at flyde ud for hendes øjne, og Catharine greb febrilsk ud for at holde fast i et eller andet. 1800-tallet. Det var der hun var. Det gav ingen mening. Ingen mening overhovedet! 1885. Cifrene dunkede inde bag hendes øjenlåg. 1885 var så langt fra 2015 som noget kunne komme. 130 år!

En hånd på hendes skulder bragte hende tilbage til virkeligheden. ”Frøken, har De brug for noget vand?” Catharine virrede med hovedet for at klare tankerne, så sig over skulderen og forsøgte at fokusere. Et udvisket ansigt tog form, og efter et par sekunder så Davids bekymrede ansigt ned på hende. ”Catharine? Har De brug for at ligge ned?” Hun nikkede stumt og lod fortvivlet armene falde ned langs kroppen, da hun rejste sig op. David støttede hende ud af kontoret og ind i armene på en bekymret udseende, ventende Jenny, der sandsynligvis var blevet tilkaldt af råbene.

 

Da Catharine kom til sig selv, lå hun i en blød seng. Vinduet, i den anden ende af rummet, viste den sidste rest af solen på himlen, en smuk lyserød farve, der mindede hende om den kjole, Jenny havde haft på, da hun fandt hende på dørtrinnet. Det føltes som flere dage siden nu. Hele hendes krop værkede, og hendes hoved var fuld af små lyn, der af og til eksploderede med en hvinende smerte til følge. Alligevel tvang hun sig selv til at spille dagens oplevelser igennem inde i hovedet. Lige fra opvågningen på gaden, over samtalen med David til nu at ligge og lytte til Annas dybe vejrtrækning gennem de papirstynde vægge fra værelset ved siden af. Fortvivlet rystede hun på hovedet og mærkede endnu en gang tårerne presse sig på. Hårdt klemte hun øjnene i og vendte sig om på siden. Det ville alligevel ikke hjælpe hende at græde. Hun risikerede kun at vække hele huset. Hun måtte slå koldt vand i blodet og håbe på, at alt ville se lysere ud i morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...