Begyndelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 maj 2016
  • Opdateret: 13 maj 2016
  • Status: Igang
16årige Catharine vågner pludselig op på brostenene i en gammel gade i Danmark i 1800-tallet.

1Likes
6Kommentarer
164Visninger
AA

2. Kapitel 2.

Ør i hovedet og med en knugen i maven satte Catharine sig på dørtrin. Hun var løbet det sidste stykke vej ned ad gaden, væk fra de to mystiske mænd, og var nu om muligt endnu mere forvirret over, hvor hun var. Husene og gaden omkring hende var som taget ud af et billede fra et diasshow i historieundervisningen. Bindingsværk, brosten og stokroser. Det havde i det hele taget været überidyllisk, hvis ikke det var for en klam stank af kloak og suspekte rottelignende dyr, der kravlede rundt i rendestenen. Catharine skuttede sig og kunne mærke en klump i halsen. For helvede, hvor var det også bare mareridtsagtigt og klamt at vågne op uden at kunne huske dagen og natten forinden.

En blid prikken på venstreskulder fik Catharine til brat at vende sig om, parat til at flygte. En rund dame på hendes mors alder i en smuk rødlig kjole smilede venligt til hende: ”Undskyld, min ven. Det var ikke min mening at forskrække Dem!” Med et begyndte Catharine at græde. Den sidste times strabadser væltede nu ud i hulk, der rystede hele hendes spinkle krop. Vrøvlende forsøgte hun at forklare hendes situation til damen, der så målløs på hende. ”Jamen dog! Jeg har ikke forstået et kvæk, men jeg tror De vil have godt af en styrkende kop te og en småkage. De sidder jo herude og bliver både kold og beskidt.” Bestem tog hun Catharine om håndleddet og førte hende ind gennem den lave dør i huset. Imens damen på vej gennem huset råbte efter forskellige personer, forsøgte Catharine at tørre øjnene i ærmet. Hun snøftede, tog en dyb, skælvende indånding og satte sig så ned, da damen tilbød hende en plads ved et bord i køkkenet. ”Så min ven. Nu kommer Marie om lidt og sørger for te og småkage. Og jeg har bedt Herren komme ind om lidt. Heldigvis for dig er han i sit gode lune i dag,” damen blinkede sigende til Catharine og fortsatte så med en sidste formanende bemærkning: ”Nu skal De bare tage det stille og roligt, imens jeg smutter ovenpå.” Catharine nikkede forsagt og kiggede så for første gang ordentligt rundt i køkkenet. Det var et lyst køkken, der vendte ud mod gaden, de lige var kommet ind fra. En vask, et par bordplader og nogle skabe udgjorde inventaret ud over bordet og de stole hun sad ved. Et slidt, men hyggeligt kludetæppe i falmede farver lå på trægulvet og sugede solstrålerne fra køkkenvinduet til sig. En dør fra køkkenet førte ud mod en gang, der henlå i mørke, og det var fra denne gang en venligtudseende, fregnet pige med proptrækkerkrøller på hendes alder kom ind.

Da pigen så Catharine stoppede hun op og stirrede uhæmmet. ”Hvem i Guds navn er du?” røg det ud af pigen og hele hendes ansigt krøllede sammen i et smil. ”Øh, Catharine,” forsøgte Catharine og rejste sig akavet op samtidig med, at hun forsøgte at give hånd til den fremmede pige. ”Aha. Jeg er Anna,” sagde pigen der åbenbart hed Anna og rystede Catharines hånd. ”Det er godt nok noget spøjst tøj, du er iført,” sagde Anna og målte Catharine med øjnene. ”Mor sagde godt nok at du var meget excentrisk..” forsatte hun grundende og virkede så som om hun tog sig i det: ”Nå, skidt pyt. Det må vel være nyeste mode i hvor-du-nu-kommer-fra?” Anna så spørgende og opfordrende på Catharine, der skulle til at svare hende, men hurtigt blev afbrudt igen. ”Tjah, det kan vel også være lige meget. Har du nogle gode historier du kan fortælle? Jeg keder mig helt og aldeles. Alle bøgerne i fars bibliotek er læst. Fra ende til anden! Hvad er din yndlings bog?” Igen kiggede Anna næsten tilbedende på Catharine, der måtte kvæle et smil. Anna mindede ufatteligt om en legesyg hundehvalp, og Catharine kunne ikke få sig selv til at kvæle hendes glæde, ved at fortælle om hendes ordblindhed. ”Jeg er ret vild med, øh, Divergent?” sagde hun prøvende i håbet om, at hvor end hun befandt sig, måtte denne pige kende til historien. Om ikke andet have set den i biografen. ”Hm. Niks, den kender jeg ikke. Divergent..” Anna smagte på ordet (i bogstaveligste forstand: Hun lukkede øjnene og gumlede lidt) og smilede så, ”men jeg er helt vild med titlen! Bogen må jeg låne af dig, må jeg ikke?” Catharine nikkede grinende og havde slet ikke opdaget at en pige klædt i forklæde var kommet ind i køkkenet og nu serverede te og småkager på bordet foran hende og Anna. Anna var hurtigt om at sætte sig til bords og endnu hurtigere om at fortære tre småkager. ”Jeg elsker te, men helst med honning!” Henvendt til pigen med forklæde fortsatte hun med krummerne stående ud af munden i et vandfald: ”Marie, har du husket honningen?” Til Catharine fortsatte hun: ”Men problemet med te er bare, at det er ufatteligt varmt. Synes du ikke? Jeg mener, jeg brænder altid ganen noget så frygteligt!” Med et forpint udtryk i ansigtet kildede Anna sig i ganen med tungen og lo undskyldende til Catharine, der var helt slået bagover af pigens ligefremme facon. ”Ej, du må virkelig stoppe mig, når jeg bare ævler løs. Det er jo dig, der er kommet på besøg! Fortæl om dit hjemsted!” Catharine bed mærke i valget af beskrivelsen af hendes ankomst, men orkede ikke at rette pigen nu, hvor munden langt om længe stod stille på hende. Hun skulle lige til at spørge Anna, om hun vidste, hvor de befandt sig, for selvom en almindelig 16-årig pige burde være klar over, hvor hun opholdt sig, var Catharine ikke sikker på, at Anna var en helt almindelig 16-årig. Men idet Catharine åbnede munden for at stille Anna spørgsmål, kom en mand, iført skjorte og vest, ind i køkkenet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...