Mirrors // Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2016
  • Opdateret: 5 maj 2016
  • Status: Igang
Liam Payne er blevet opfostret af en voldelig far, og en mor der skred i det første øjeblik hun kunne. Hun overvejede end ikke at tage Liam med. Da Liam bliver 18 år flytter han. Han flytter ind på sit kollegieværelse på Oxford University. Der møder han Angelina Anderson. Hun er en genert pige, som mest elsker sine bøger og sine skriblerier. Liam kan ikke hjælpe det, men langsom bliver han voldelig, ligesom sin far. Hvad var det, der fik fjernet den gode Liam, og erstattet ham med den voldelige Liam? For det var ikke kun hans fars voldelige adfærd. Angelina forelsker sig i den bogelskende og søde Liam Payne. Da han pludselig bliver voldelig, aner hun ikke hvad hun skal gøre. For hun elsker jo den rigtige Liam. Den der aldrig kunne finde på at slå hende. Hun vil ikke flygte, men hun kan ikke fortsætte sådan her. // Liam er ikke kendt.

4Likes
0Kommentarer
149Visninger
AA

1. et // Liam Payne

Liam Payne’s Point of View.

Flaskerne’s klirrende lyd gjorde mig utilpas. Min far var endnu engang i sin egen verden, hvor familie og virkeligheden intet betød. Jeg fucking hadede ham, for at have drevet vores mor langt væk. Hun flygtede, uden mig. Troede hun vitterligt, at jeg kunne overleve at bo, hos min skingrende sindssyge far?

Jeg rynkede min næse, da alkohollen’s bitre lugt sivede op i mine næsebor. Øl var helt igennem forfærdeligt. Jeg kunne sagtens drikke stærkere genstande, og gjorde det tit, men øl var grusomt. Jeg fattede ikke, hvordan min far kunne lide det.

”Fuck dig selv, far;” skreg jeg efter ham, hvorefter jeg smækkede døren i med et brag. Dette moment havde jeg drømt om i årevis, og nu skete det endelig. Jeg var myndig, og han skulle aldrig mere bestemme over mig. Hellere dø.

Jeg satte mig ind i min nye Range Rover, som jeg i øvrigt selv havde tjent op til, og kørte ud af indkørslen. Kørekortet havde jeg også selv betalt, for min far brugte kun penge på druk og hor. Jeg huskede tit minder fra min barndom.

Far gad aldrig købe mig legetøj, og mor tudede på sit værelse. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Skulle jeg trøste min mor, eller skulle jeg tigge og bede far om legetøj? Jeg valgte ingen af delene, og derefter gik jeg stortudende over til min bedste veninde, Georgia Pierce.

Hendes mor trøstede mig, men det hjalp ikke spor. Hun ønskede at vide, hvad præcis der var galt. Jeg forblev stille. Far havde altid sagt, at han ville slå mor ihjel, hvis jeg røbede noget som helst. Mor skulle ikke dø på grund af mig.

Jeg rystede mindet af mig. Jeg var glad for at slippe væk fra det helvede. Faktisk havde jeg ingen gode barndomsminder, udover de gange jeg var ovre hos Georgia. Da vi så blev 15, og vi var blevet kærester, skulle hun pludselig flytte.

Hun flyttede fra Wolverhampton til Australien. Det var nok også bedre på den måde. Den sidste Facebook opdatering jeg så fra hende, var at hun var kommet i et forhold. Så slettede jeg hende. Derefter havde jeg intet hørt.

Jeg åndede lettet op, da jeg kørte forbi byskiltet. Farvel Wolverhampton, og goddag nye og forfriskende nye liv. En blank side, som var parat til at blive udfyldt med bummerter og gode minder. Det her skulle nok blive alt for fedt.

Da jeg fik et brev fra University of Oxford, løb jeg rundt som en anden kriger. Nøj hvor var jeg høj af lykke. Det var en fuldstændig surrealistisk fornemmelse. Adrenalinen pumpede rundt i mine årer, og selv da min far slog mig for ikke at have tømt opvaskemaskinen, var jeg stadigvæk glad. Jeg skulle væk fra dette gudsforladte hul.

Da jeg så Oxford, blev jeg fuldstændig perpleks og nervøs. Kunne jeg mon klare dette, eller ville dette vise sig at være endnu en af mine fiaskoer? Det ville kun tiden vise, og det var netop dét, der forurolige mig. At jeg skulle vente.

Jeg fik hurtigt parkeret bilen, og derefter slæbte jeg mine få ejendele op til mit allerede møblerede kollegieværelse. Der sad allerede en pige derinde. Mine øjenbryn rynkede sig forvirret. Hvorfor skulle jeg bo med en pige? Der var jo kønsopdelt.

”Hej,” peb hendes lyse stemme. Jeg kiggede forvirret på hende, og hun forstod vidst hentydningen, for derefter sagde hun, ”Der var ikke flere pladser hos pigerne, og derfor blev jeg din roomie,” og hendes stemme lød så skrøbelig.

Jeg kunne lige så godt introducere mig, især nu hvor vi skulle bo sammen i tre år. Derfor gik jeg hen til hende, og rakte min hånd frem mod hende. Hun tog forsigtigt fat i den, og derefter fortalte jeg hende mit navn. ”Liam Payne.”

”Jeg hedder Angelina Anderson,” mumlede hun akavet, og jeg grinte svagt af det. Hendes blik kiggede forvirret op på mig, og det var nemt at se, at hun ikke brød sig om mit grin. Men jeg havde jo ikke sagt det, fordi hun havde et grimt navn, tværtimod.

”Det ikke fordi det grimt, det mere AA’erne,” undskyldte jeg, og hun godtog undskyldningen. Hun rakte ud efter sin Macbook, og tændte den så den sagde et lille bip. Jeg selv skyndte mig op i min overkøje. Vi havde to køjesenge, så reélt set var der plads til fire. Men vi skulle kun være to.

Jeg tog nogle høretelefoner i, og gispede svagt, da en meget høj og rocket sang kom på. På grund af min far kunne jeg ikke høre rock eller høj musik uden at tænke på alle de gange hvor han bogstaveligt talt tævede mig gul og blå.

Angelina kiggede mærkeligt på mig, næsten som om jeg måtte være vanvittig. Som om jeg burde være på den psykiatriske. Jeg ignorerede blot hendes blik, og swipede videre til en beroligende sang. Jeg sukkede lydløst tilfreds, og lukkede forsigtigt mine øjne i.

Melodien var meget beroligende, og jeg forestillede mig at ligge på en eng fyldt med blomster. Det var fantastisk rart, og jeg måtte kæmpe for ikke at falde i søvn. Jeg ville ikke sove lige nu, jeg ville blot høre musikken.

Heldigvis skulle vi ikke noget som helst på den første dag, for ellers ville jeg være kommet alt for sent. Jeg faldt nemlig alligevel i søvn ved hjælp af den beroligende musik. Jeg faldt ind i en drømmeløs søvn, men det var jeg efterhånden vant til.

Oftest havde jeg mareridt, jeg havde aldrig drømme. Enten havde jeg ingen drømme, eller også var det mareridt. Jeg drømte sikkert som lille, men det kunne jeg jo ikke huske. Dengang var man desuden også vildt barnlig, så det var sikkert godt man ikke kunne huske det.

Huske alle de gange man blev ammet, føj, og alle de gange hvor man gylpede, endnu mere føj. Dengang blev jeg ikke slået, for mor ville ikke tillade det dengang. Men så begyndte far at slå hende, og så blev hun svag, og gav efter.

 

***

Hello darlings!

Kort kapitel på knap og nap 1000 ord! Kapitlerne kommer ikke til at være særlig meget længere, medmindre jeg har virkelig meget overskudt. Der kommer til gengæld mange flere kapitler! Grunden er, at jeg skriver på andre ting, og dette er mest hygge-skrivning! Håber dog i stadig vil læse med <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...