Mistænksomheden i at tænke sig om

Mistænksomheden i at tænke sig om. I at tænke sig til ting, som er mistænkelige.

0Likes
0Kommentarer
45Visninger
AA

1. Mistænksomheden i at tænke sig om

Mistænksomheden i at tænke sig om

En mistænksom sjæl har endnu en gang vundet sit slag. Den persons underskrift er ikke skrevet med blokbogstaver. Det kunne være hvem som helst. Det mistænkelige er dog, at vedkommende har taget et regnslag om kroppen. For ikke at der bliver brudt noget. For at du ikke ser ham eller hende. Det fortæller dig ikke om sjælen. Du ved kun, at den er der. Du ved bare ikke, hvem der står bag, at du ikke får lov til at få et kig ind under regnslaget. Det er mig som lister rundt. Men det kunne lige så godt være en anden mistænksomhed. Den der foregår derinde. Den der foregår lige her. Du grunder over det, men du kan ikke finde svar. Ufrivilligt må du alligevel få et, og det er ikke tydeligt nok. Det kommer ud af din mund, men du står også for langt væk til, at der er er en lyd. Er du mistænksom nok? Eller er du overdrevet mistænksom? Mistænksomhed er at tænke sig om, så man kan gøre andre ubeslutsomme og forvildede. Om du overhovedet har lyst til at læse videre slutte af og finde flere mistænkelige ting. Så du bliver mistænksom og tænker. Hvorfor blev vi alle ikke bare mistænksomme? Og så kom du ude at det blå og læste det alligevel.

 

Hvis man placerede to forskellige lande i en statistik og målte dem på mistænksomhed, har vi alle set de mistænkelige personer i blandt borgerne, som nogle gange kan have en skarp tunge. Bare ikke når vi ser det. De sidder simpelthen inde i sig selv og tænker: ’’Fald da ned med den larm af jeres eget og ram helst asfalten’’. Men deres bevægelser i øjnene afslører alt med bare den kropskontakt, selvom man sidder flere meter væk. De tilstår det dog aldrig. De giver én et blik på længde med en elevatorskakt.  Det blik ligger som redt foran os. Det kan ikke kontrolleres. Det bliver ved som et roterende modelfly, der ikke ved i hvilken retning det skal flyve. Fordi tænk nu hvis, at man får det samme blik tilbage og visner indvendig. Altså modvinden på vej hjem fra kampen. Så skal man da helst ikke nyde noget. Og det virker vanvittigt. Vanvittigt at hælde kogende olie ud over sig selv. Derfor forenkler vi bare vores talegener ved slet ikke at bruge dem. Så kan vi alle sammen sidde på ræd og række og stirre på hinanden. Top til tå. Næse til mund. Vi indånder nærmest den forpestede luft.

 

Kigger vi tilbage ad grusstien? Eller kigger vi fremadrettet? Det bestemmer vores mistænksomhed selv. Om vi forestiller os noget, som ikke er der. At alle lykønskninger ikke hjælper en pind herude, hvor der alligevel ikke er noget. Hvor der er dig. Og kun dig. Er du egnet nok til at kunne klare dig uden? Født af en moder. Skabt af naturen. Så bliver det lige pludselig et instinkt, at det fremmedgjorte ikke er en del af os. Så bliv hellere væk.  Så kan vi skvadre. Blive der. Fæstet til jorden. Som en marterpæl.

 

Det er alvor. Det er død og pine. Stik de gule lapper i lommen, så mistænksomheden ikke bliver en del af dig. De må hellere stå der på. Så kan du lave en skjuler til dem og bevare dem der, så du ikke river op i noget, som du ellers bare havde lagt bag dig. Så du fuldstændigt glemmer. Glemmer alt om det mærkelige, som der var. Glemmer alt om det underlige. Så du ikke er skyldig men medskyldig. Det minder dig om noget igen. Som minder dig om noget andet. Det liv du aldrig kunne hente.  Det gik op. Brud. Kraniebrud. Din hjerne fungerer anderledes. Så kan regnslaget endnu en gang skaffe dig noget fra den fejlinformerende galning, der valgte at sige, at han ikke var der og så det. For nu har han fået det på skrift.

 

Jeg glemte. Jeg glemte at sætte mistænksomheden i apostrofer og genbruge ordet for mange gange. Selvom jeg alligevel har gjort det nu. Hvorfor skal det også fylde så meget? Fylde mere end noget andet. Fordi mistænksomheden kan sætte kurs mod det, som vi ikke aner er her. For at vi kan opdage, at det sagtens kan have en plads. Åbenbar blev mistænksomheden. Åbenbar blev regnslaget. På udkig efter noget, som skjuler det modsatte af, hvad vi troede. Og den skal nok komme igen. Ellers så ser vi den bare i øjeblikket. Fra første udkast til slut. Fra første kant til sidste linje. Så selvom regnen slog ind med noget andet, er vi alle dækkede af, at vi møder det fremmedgjorte mistænkelige. Som tankerne i at være en øjenåbner uden at vide det. Nu findes der jo et apparat til at fjerne mistænksomheden. At bluffe sig ud af en sætning. At bluffe sig til et nyt tabubelagt regnslag.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...