Påklædningsdukker

Jeg har længe ønsket at gøre de små dagdrømmerier, jeg har om fremtiden og hvad den holder, til virkelighed. Men drømmende handler om, at bygge et bindingsværkshus ude i skoven, sammen med min udkårne og stifte familie og leve lykkeligt i evigt solskin med alverdens farverige blomster og frugttræer i haven, jeg kan se fra mit vindue. Tusinde gange har jeg indrettet dette lille hus i mit hoved og billederne af livet der udspiller står så klart for mit indre blik. Men det er et eventyr. Og det er ikke et eventyr jeg kan eller har lyst til at forfølge lige nu, her midt i min tidlige ungdom. Men smukke er drømmene, så jeg har både tænkt over at male dem eller nedfælde dem på skrift. For kort tid siden fandt jeg en bog, hvori jeg havde nedfældet lidt af et af mine små eventyr. Så jeg fik lyst til at gøre historien færdig. Jeg har valgt mulighed 1 i konkurrencen om at forfølge sine drømme

0Likes
0Kommentarer
35Visninger
AA

1. Påklædningsdukker

Sneen lå fortættet om det lille bindingsværkshus.Så tæt og trygt, at hverken tiden eller verden udenfor kunne trænge derind.

Istapperne dryppede lange og klare fra det hvidpudrede stråtag. Gennem de blåmalede vinduer flød lyset fra hundredevis af små flammer fra stuen og ud på sneen i gården, hvor det blev til gyldne, små, firkantede pletter i den enorme blå skygge natten havde lagt over landet.

Inde gik Mor Louise og pudslede rundt, vaskede thékrus af og hang dem op side om side på kroge, der var sat op under køkkenets almueblå overskabe. Det så kønt ud, som de forskelligartede keramikkrus hang dér ved hankene. Nogle af krusene havde hendes mor lavet, nogle havde familien erhvervet sig på rejser til eksotiske lande, eller på markeder. Andre igen var gaver. Ikke to var ens. Nogle var grove, tunge stentøjskrus, andre var fine porcelænskopper med guldkant og påmalede blomster.

Louise tørrede tilfreds det sidste krus af og hang det på plads. Hun havde altid ønsket sig sådan en række med krus!

Inde i husets stue, havde andre af familiens medlemmer forsamlet sig. Husets herrer - faderen, ægtemanden - sad i den store, blå øreklapstol foran pejsen og læste i en af sine utallige bøger om fremmede eventyrverdener.

En søn gav sig stille hen i leg på gulvet - han var en blid og tænksom dreng og hans leg med træborgen og alle klodserne forstyrrede ikke faderen.

Men husets datter kedede sig. Hun sad og vred og vente sig på bænken ved langbordet - tegnede riller i bordpladens grove furer med neglen og dyppede fingeren i lysenes varme stearin, så det dryppede ned ad siderne og landede på bordet. Forsøgte så at skrabe stearinpletterne af, men de efterlod sig hvide spor på træplankerne.

Til sidst sukkede hun opgivende og trykkede hovedet mod håndryggende.

"Kan du ikke lege lidt, med een af dine brødre, Aviaia?" spurgte faderen og kiggede op fra sin bog.

Stuen var voksenområde, så med mindre man ikke forstyrrede, måtte man finde sig et andet sted at være. Det vidste Aviaia godt, men hun holdt af, at være i forældrenes nærhed, det gav hende ro. Hvis hun så bare havde kunnet sidde stille og koncentrere sig om en bog, ligesom faderen, men hun havde arvet sin mors rastløshed.

I det samme kom Louise ind i stuen og slog sig ned i sofaen, ved siden af den store lænestol.

Aviaia rejste sig og spankulerede målløst rundt i stuen. Hun i agtog uinteresseret lillebroderens leg, kastede sig ned i sofaen ved siden af moderen, for så igen at rejse sig og hænge på ryglænet bag sin far og kigge ham over skulderen, mens han læste.

 

FORTSÆTTES

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...