3086 himlen eller helvede

Edward og hans bror har haft en hård barndom, men de har klaret det ved at holde sammen, de lever i år 3086, måske efter alt det forfærdelige de har været igennem vil de nu finde lykken, hvem ved.

0Likes
0Kommentarer
48Visninger
AA

1. 3086 himlen eller helvede

              3086 himlen eller helvede

Vi lever i en mørk og kold tid hvor alt er gået fra hinanden, for i året 3071 skete den største katastrofe i menneskeligheds historie,

og den blev kaldt blod helvede.

Blod helvede er det største massemord i verdenshistorien, der var 596.858.986 millioner mennesker der døde, og hele verden blev ramt af det,

det var et stort blodbad min storebror og mig var heldig at overleve men så heldig var vores forældre ikke, de blev fanget i centrum,

det vil sige at de arbejdede i blod diamanten eller som den blev kaldt for mange år siden new york, verden er ikke som den var engang nu er den styret af en flok magtgale psykopater.

Min bror var 12, jeg var 5 da blod helvede slå til, men det er 15 år siden nu.

Vi lever i år 3086, jeg Edward er nu 20 år, min bror Andrew er 27,

vi bor i det man kalder helvede på jord, eller london som det var en gang, vi bor i ruinerne af big ben.

Jeg var på vej hjem, fra en vellykket jagt, da jeg hørte en masse skrig og et stort brag, der var nogle få træer der væltede i nærheden af mig.

Hvad kunne dog være skyld i det?

Jeg gik hen til der hvor lydene kom fra, men det jeg så skræmte mig for hvid og sans, det var utallige mænd og tre kæmpe robotter de lignede noget der var taget ud af en transformer film,

tre mænd kontrolleret dem, med nogle former for tankekontrols hjelme,

det er jo forfærdeligt, hvorfor er de dog her eller hvorfor har de dræbt en hel landsby med uskyldige mennesker, men før jeg kunne tænke videre over det, begyndte en af mændene at snakke,

“deling tolv og fjorten undersøger i skræk skoven , deling femten og sytten i skyggedalen, tretten og seksten tager med mig til helvede på jord, vi skal havde fundet de Benedict brødre og tøserne der er med dem, koste hvad det vil, er det forstået delinger!”

“Ja vel general!”

alle delinger gik hver deres vej.

mens jeg løbe tilbage til de andre, tænkte jeg over hvad generalen havde sagt,

hvad vil de med os og hvor vover han at tale sådan om Rose og Alice, Rose er 24 hun er min bror Andrews forlovede hun er en fantastisk ven, så har vi Alice ja Alice hun er 19 og min bedste ven hun er ikke bare min bedste ven hun er også min engel jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre hvis jeg mistede hende.

Alice og Rose er ikke søstre ved blod, Rose havde fundet Alice i en forladt hytte da Alice kun var 2 år, så hun kom til at bor med Rose og hendes familie men da Rose blev 7, blev hendes forældre dræbt, vi har alle haft en hård barndom, men vi har klart det med at holde sammen.

 

Endelig nået jeg tilbage, hvor er de alle sammen henne?, de må da være her et sted, lige pludselig blev jeg stakkel, også hørte jeg en velkendt stemme som råbe

“Ed! hvorfor er du så langsom, mig og Riki er død sultne”,

selvfølgelig var det Alice og hendes elskede hund Riki som havde stakkel mig, Riki lå oven på mig mens Alice bare sad og så på mig med hundehvalpe øjne, jeg ville ønske at jeg bare kunne kysse hende her og nu, men det kommer nok aldrig til at ske hun er min bedste ven og ikke mere.

“Alice behøvede i virkelige at overfalde mig på den måde?”

“Men Ed du var så langsom, fik du overhovedet fanget noget”

“ja selvfølgelig fik jeg det, men maden må altså vente, vi er i fare”, efter jeg sagde det kiggede Alice bekymret på mig, det kunne jeg altså ikke tag mig af lige nu, jeg måtte altså finde Rose og Andrew da jeg skulle til at gå da Alice greb fat i min hånd og sagde, “vent! Ed, hvad mener du, er vi i fare?”

“jeg ville ønske at jeg kunne sige nej, vi er i meget store problemer Alice”

“stop nu! Du begynder at skræmme mig Ed,” hun så, så hjælpeløst på mig, gud hvor jeg hader når hun ser sådan på mig, jeg omfavnede hende, og hviskede let i hendes øre, “du må ikke se sådan på mig, der er nogen efter mig og Andrew, jeg er bange for at de vil prøve at skade dig og Rose, min engel.”

Endelig fik jeg beroligede, Alice og Riki, da der kom noget der føltes som et jordskælv, “Alice tag Riki og løbe hen til big ben jeg er lige efter jer” hun kigge på mig inden hun tog Riki og løb, jeg skulle til at løbe efter hende da jeg så hvad der havde forvoldt et jordskælv det var en af de robotter jeg så tidligere og ham generalen, selvfølgelig var der også to delinger med ham, det kan simpelthen ikke passe det her, så her stod jeg overfor hvad der lignede tredive bevæbnede mænd, og en kæmpe robot, hvad kan dog gå galt, jeg prøvde at finde en måde at komme væk på, men der er ikke nogle muligheder, jeg må tage kampen op, om det så koster mig mit live, jeg råbte efter generalen “hvad fanden vil du med os?”

Jeg tog mit lasergevær frem mens jeg talte, generalen kiggede nysgerrigt på mig, det så ud som om han tænkte over et eller andet, men så talte han til mig,

“ser man det, så du er en af Benedict brødre, og du vover at tage kampen op mod mig, men for hvilken nytte?”

“Du svarede ikke på mit spørgsmål, hvad fandrn vil du så med os, og ikke noget med at snakke uden om,”

“haha du er da noget overmodig, tror du virkelig at du kan klare min hær, men du kan da død i forsøget, vi skal alligevel kun bruge en af jer, grib ham mænd!”

mændene kom efter mig, jeg skulle til at skyde da jeg selvfølgelig var løbet tør for ammunition. Jeg havde to valg, enten at blive over kæmpe eller at løbe for mit liv og håbe på at jeg ville klare den, at løbe for mit liv er nok det bedste valg så det gjorde jeg, mens jeg løb skød de efter mig med laser men det var ikke det samme som mit gamle lasergevær de er nyere og mere kraftfulde, jeg prøvede at undvige dem men så heldig var jeg nu ikke, jeg blev skudt i armen og i benet, da jeg blev ramt hørte jeg Alice skrige.

Der var gået ti minutter efter jeg besvimede, også stod generalen lige foran mig, hans mænd havde bundet mig de stod med lasergevær, sværd og bue og pil, endelig var der en der brød stilheden det var generalen, “ser du, det er nytteløst at kæmpe imod, og når ja vi har en lille overraskelse”  han så på mig med et ondt og selvglad smil, det kan ikke betyde noget godt, og som jeg havde forventet var det slet ikke godt, hvordan kan han få sig selv til det, han skal ikke blande dem ind i det her.

“den her tøs og en tåbelig køter, var så dumme at prøve at redde dig”

“sådan skal du ikke snakke om dem!”

“nå hvad betyder de for dig Edward?”

“Hvor fanden har du mit navn fra, og du rør ikke Alice eller Riki!”

“hun skreg jo dit navn da du besvimede, men ud fra din reaktion vil jeg mene at du var forelsket i dette pigebarn, hvor tåbelig kan man være”

Alice havde bind for munden,så hun kunne ikke sige noget men det var nu ikke rigtig nødvendigt jeg kunne udmærket se hendes reaktion, hun havde jo forvirring malet ud over hele ansigtet, mens jeg ikke havde noget at sige til mit forsvaret, jeg blev tom for ord, hvad kunne jeg dog også stille op,

“nu er man vist ikke så klar i spyttet mere, men hvis du er ligeglad, så dræb hende mænd” han sagde det så det koldt som om han ikke havde nogen sjæl, Alice græd mens de ligger hendes hoved på jorden, en af dem tog et sværd frem, nu var det nok jeg må gøre et eller andet, så jeg gjorde det første der faldt mig ind, “nej! I må ikke gøre det, jeg elsker hende lad hende gå”

“nej nu har vi det jo lige så sjovt, du kan få lov til at se hende dø”

nej det vil jeg ikke finde mig i, men hvad skulle jeg dog gøre, de skulle til at halshugge min engle, men et sekund før det var for sent angreb Riki, Alice fik revet sig fri, hun bandt mig op, lige pludselig faldt adskillige af mændene om, de havde fået pile ryggen, jeg kender kun en bueskytte der ville kunne det, Rose kom kørende på en motorcykel med Andrew bagpå de standsede foran os, “Edward fanden foregår der?”  

“Andrew ser du jeg ved det faktisk ikke, det eneste jeg ved er at de er efter os,”

Andrew skulle til at sige noget da han blev afbrudt af det der lød som en hund der hylede i smerte, nej bare det ikke er hvad jeg tror det er, men at dømme efter Alices sønderknuste udtryk, var der ikke meget håbe at komme efter, hun græd og kiggede hen på det jeg ville mene er Rikis døde krop, så jeg også derhen og som sagt var det Riki, hans krop var splittet i to der var blod over det hele, sikke en grusom måde at dø.

Alice gik fra at være ked af det til at være rasende, hun ville have hævn hun tog en af de afdøde mænds sværd hun gik direkte efter ham som havde dræbt Riki, hun kom med et vredesudbrud så kraftfuldt at man skulle tro at verden ville falde fra hinanden, “vover du at slå min elskede hund ihjel! jeg skal splitte dig i to som du gjorde ved ham!”


 

Imens så Andrew og Rose på mig også sagde Andrew til mig “hjælp hende hun har brug for dig” jeg nikkede men inden jeg gik krammede Rose mig og sagde “pas nu godt på jer selv, vi skal nok klare kæmpe robotten” de gik efter generalen og ca tolv mænd, Rose kæmpede mod de tolv mænd, Andrew tog sig af kæmpe robotten og generalen, Alice havde fået dræbt Rikis morder, men der var flere mænd der var en som sneg sig ind på hende men jeg greb et sværd og huggede hans hånd af.

Kampen blev mere og mere grusom for hvert minut der gik, jeg havde fire modstandere på en gang, Rose havde dræbt de fleste af hendes, Andrew kæmpede bravt mod generalen, Alice hun kæmpede stadig ud af hævntørst.

Endelig var kæmp slut eller det troede jeg,  Alice kom løbende hen til mig med tåre i øjnene hun kyssede mig og hviskede i mit øre “ Ed jeg elsker også dig og du må aldrig nogensinde glemme mig,”

som et lys glemt så jeg min bedste ven og livs kærlighed dø for øjnene af mig, hun blev ramt af en pil i ryggen hun må have vidst at det ville ske hun prøvde at radde mig, jeg kastede mig ned ved hende, og med et øredøvende skrig, lød der af mine lungers fulde kraft.

“Alice!” “Du må ikke dø, vågn nu op!”

men jeg vidste jo godt at hun ikke vil vågne, når jeg kigger ind hendes smukke brune øjne ser jeg kun fortvivlelse selvom hun nu er død siger hendes øjne så meget,

jeg vil aldrig glemme dig min elskede engle tag du til himlen hvor du høre til.

Kampen var slut, Andrew havde nedlagt kæmpe robotten og generalen, Rose var kommet alvorligt til skade, hun blødte meget voldsomt men jeg er sikker på at hun nok skal klare den,

men min engle var død, jeg sad og krammede hendes lig, endelig gav jeg op, jeg kunne ikke mere, jeg var på vej hen til Rose og Andrew da jeg pludselig mærker en stor smerte i mit bryst, det var ikke sorg det var en fysisk smerte et sværd som gennem borede mit hjerte, og det sidste jeg hørte inden alt lys forsvandte, var min bror som råbte “Edward nej! Også kollapsede jeg, sikke en måde at dø på så mange liv er gået tabt i dag både gode og onde, og for hvad? en højer magt, så man kan jo sige himlen eller helvede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...