Mistet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2016
  • Opdateret: 4 maj 2016
  • Status: Færdig

1Likes
1Kommentarer
35Visninger

1. Mistet

”Jeg sværger, det var altså ikke mig!” Jeg råber det, så højt jeg kan. Jeg kan næsten ikke genkende den. Min stemme. Den er så hæs, og den knækker halvvejs. Den er fuldstændig ødelagt efter det hårde skænderi. Jeg har ingen anelse om, hvordan det hele kunne gå så vidt. Mit pludselige udbrud hænger stadig i luften. Der er helt stille. Jeg kan se, at hun nærstuderer mig. Hun kigger omhyggeligt på mit ansigt. Hun leder efter det mindste tegn på, at jeg lyver. Det gør jeg ikke. Jeg ved, hvordan min mor ser det på mig, når jeg lyver. Et lille forsigtigt bid i læben, eller et gardin foran ansigtet, gør det nemt at skjule sig. Skjule sig for sandheden. Jeg har råbt og grædt så meget, at jeg er helt udmattet. Hun har stadig ikke forstået det. Det gør hun aldrig. Det er ikke hendes skyld. Jeg forstår hende skam godt. Jeg ville heller ikke tro på mig selv, men denne gang er hun nødt til det.

 

”Hvis det ikke var dig, hvem var det så?” Hendes blå øjne bliver mørkere. Hendes knoer bliver hvide. Hendes ansigt siger det hele. Jeg kigger rundt omkring i værelset. Jeg gør alt for at undgå hendes borende blik. Jeg kan føle det. Det skærer igennem mig som små knive. De prøver at finde frem til den viden, der ligger skjult dybt inde i mig. Værelset har aldrig set mørkere ud. Hver en krog synes at bære på en tung byrde. Jeg holder forsat mit blik væk fra hendes. Jeg ved, at hvis jeg ser på hende, har jeg tabt. ”Eris, svar mig!” Gid jeg selv vidste svaret. Gid hun ville lade være med at krydsforhøre mig. Hun er efter den forkerte forbryder. På en måde. I sidste ende er det nok alligevel min skyld. ”Uendelig mange penge er blevet trukket fra din konto. Du er nødt til at fortælle mig, hvad du skal bruge dem til! Planlægger du at stikke af?” De ord får mig til at se på hende. Direkte ind i hendes øjne. ”Nej, men gid jeg havde haft den tanke. Fatter du ikke, hvad der er sket? En eller anden derude går rundt med mine personlige oplysninger. De ved alt om mig, og bruger det imod mig! Det er ikke mig, der har trukket de forbandede penge. Du er nødt til at tro på mig!”  Jeg ser bedende på hende. Jeg ved ikke, om hun endnu har forstået, hvad der er sket.

 

Hendes hårde blik mildnes. Hendes stramme holdning løsnes. Hun sætter sig på knæ foran mig. Mine hænder ryster. Tårerne triller stadig ned af mine kinder. I det øjeblik tror jeg slet ikke, at det nogensinde vil få en ende. Jeg bliver trukket ind i en varm favn af kærlighed og forståelse. Det som synes så koldt før, er nu varmt og kærligt. ”Eris, hvorfor sagde du ikke bare det?” Jeg kan ikke svare på det. Det er alligevel kun en brøkdel af historien, som er blevet fortalt. Det er lige meget. Alt sammen. Fejlen er begået, og jeg kan ikke ændre den. Uanset, hvor meget jeg end gerne ville. ”Vi skal nok finde ud af det.” Hendes stemme har en beroligende klang. Jeg kan ikke lade være med at tro, at hun måske kunne have ret. Drømmen bliver hurtigt knust. Det er komplet umuligt, og det ved hun lige så godt som jeg gør. Jeg skubber hende væk fra mig. ”Du tager fejl. Intet kommer til at være det samme igen. Mit liv er ødelagt!” Grædende løber jeg ud af det lille mørke værelse. Jeg løber så hurtigt, som jeg kan ud på gaden. Tårerne strømmer ned af mine kinder. Alt er sløret. Jeg kan knap nok få vejret, men jeg forsætter. Mine ben forsætter bare. Hurtigere og hurtigere. Efter hvad føles som timer, stopper jeg op.

 

Jeg lukker mine øjne og trækker vejret dybt. Den milde brise får mig til at slappe af. Bølgerne slår mod mine ben, og mine fødder begraver sig i det brunlige sand. En ting i mit liv, der endnu ikke er forandret. En ting som ingen kan frarøve mig. Jeg ved ikke, om det her er den rigtige løsning. Alt i mig skriger om at lade være, men jeg lytter ikke. De ved ikke, hvilket rod jeg befinder mig i. Pengene er ikke det eneste, der er væk. Jeg er væk. Pengene ville jeg kunne have kommet mig over, men værre ting er skyld i det, jeg vil gøre nu. Jeg har mistet mit liv, min identitet og kampen for at vinde mig selv tilbage er for hård. Intet af det her ville være sket, hvis jeg bare havde været mere forsigtig. ”Du skal være forsigtig med dine personlige oplysninger.” Siger de altid med deres bedrevidende stemmer. Jeg skulle have lyttet, men i stedet valgte jeg at være skødesløs.

 

Jeg åbner mine øjne og ser ud over det store hav. Jeg bevæger mig let som et fjer igennem det kolde vand. Solens stråler danser på havet. Vesterhavet er brudt af strålerne. Det hele virker så fredfyldt. Jeg har aldrig nogensinde set noget så vidunderligt i hele mit liv. Jeg har heller ikke levet i særlig lang tid. Det vil jeg heller aldrig komme til nu. En anden har taget over nu. Jeg forsætter med at gå, indtil der ikke er mere at gå på. Jeg svømmer længere og længere ud. Det svært, men nu længere jeg kommer ud, nu længere synes mine problemer at forsvinde hen. Jeg stopper.  Jeg bliver revet under vandet. Det ligger over mig som en stor vægtløs dyne. Jeg føler mig så let, selvom jeg synker dybere og dybere. Jeg kan ikke få luft, men jeg svømmer ikke opad igen. Jeg ved at jeg burde, men jeg kan ikke. Det hele er bare for meget. Det føltes som det rigtige at gøre. Jeg har mistet mig selv, så hvorfor forsætte? Jeg lader havet få magten over mig. Jeg synker, men noget eller nogen trækker mig op af vandet. Jeg mærker sandet under mig igen. Jeg havde ikke regnet med, at det nogensinde ville ske igen. ”Du kan ikke give op nu. Vågn op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...