Forbidden Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2016
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Venus er den kloge pige i skolen og har altid været alene hele hendes liv indtil hun møder Aria. Aria kommer fra en rig familie og har også altid følt sig alene selvom der altid har været en masse mennesker rundt om hende, hun har aldrig haft en rigtig ven. Venus og Aria er to modsætninger der mødes og bliver bedste veninder, det skal vise sig at vende om på alt i deres liv, på både godt og ondt.

0Likes
0Kommentarer
466Visninger
AA

12. Hvor er du mor?

Jeg kunne ikke huske ret meget af den forrige aften og mit hovede havde det ikke særlig godt. Alkohol. Det drikker jeg aldrig igen! Der lå en skjorte på gulvet, den tog jeg på og gik ned i køknet. 
Der stod heldigvis allerede morgenmad på bordet.
"Tømmermænd?" Jeg ved ikke helt hvem der spurgte mig.
"Ja, dig?"
"Ja, jeg drikker aldrig igen."
"Det sagde jeg også, men det holder aldrig. Sally?" Lidt af hukommelsen kom tilbage nu.
"Jeg kan heller ikke holde det. Ja, Venus, kan du ikke huske i går?" 
"Minderne er lige begyndt at komme nu." Jeg tog en stor bid brød for ikke at kaste op.
"Godmorgen smukke, du ser ikke for godt ud, er du syg eller drikker du bare for meget?" Der var en der kyssede mig, Anders selvfølgelig.
"Lad vær med at være så frisk. Jeg kan bare finde ud af at morer mig, i forhold til visse andre kedelige mennesker."
"Du ser ikke ud til at morer dig lige nu, men jeg morer mig lige nu, Belle." Han var virkelig irriterende.
"Hvorfor skal du være så irriterende så tidligt på morgen?" 
"Morgen? Klokken er 12." Det er heldigt for ham han er så pokkers sexet.
"Nå men det er morgen for mig, så lad mig være i den tro. Hvor er de andre?" 
"De er taget hjem, de var ikke ligeså fulde som andre var. Aria og Kevin sover stadig, de var sent oppe i aftes."
"Hvordan kom jeg i seng?" Han lo.
"Kan du ikke huske det? Jeg bar dig op af trapperne, tog tøjet af dig og lagde dig i seng, men du blev ved med at snakke om hvor dejlig jeg var."
"Nej jeg gjrode ej. Hvad skete der virkelig?" 
"Du kastede dig i armene på mig, begyndte at overfalde mig med kys, hvilket jeg ikke har noget imod. Du blev træt og lagde dig til at sove ovenpå mig, så jeg havde besvær med at komme op i morges, men det lykkedes." 
"Okay det tror jeg mere på." Han lo, kyssede mig og jeg lagde mit hovede ind til hans brystkasse.

Senere på dagen havde jeg fået det bedre, Sally var taget hjem, Aria og Kevin var stået op. Aria og Kevin var ikke noget værd, de havde det værre end mig. Jeg lå bare på sengen og læste i en bog.
"Belle, der er fest som D'Amore og hans forlovede er blevet inviteret til. Jeg tror det kunne være en god idé at tage der hen, hvis vi altså vil have din mor frem." Anders var kommet brasende ind i værelset.
"Fest? Jeg har tømmermænd. Det lyder ikke som en god idé for mine tømmermænd." 
"Gem dem lidt og gør dig klar, vi skal have lokket din mor frem." Var han døv?
"Men jeg magter ikke." 
"Kom nu, der bliver sjovt, smukke." Jeg kunne ikke stå for ham.
"Okay, men jeg vil have en der skal lave noget ved mit hår." 
"Aftale." Han gik ud igen og lod mig gøre mig klar.
Jeg tog en hvid kjole på, den var kortere end de plejede at være. Der var nogen fletninger i mit hår der sad pænt ind over hinanden bag til, retesten af håret var løst. Jeg tog de smykker med de mange diamanter på, ligesom sidst jeg var E. Victoria King.
Anders havde sort hår igen og var i et pænt jakkesæt.

Da vi ankom til festen var der mange journalister. Denne gang genkendte de os og stillede en masse spørgsmål.
"Hvornår er jeres bryllup?"
"Det ved vi ikke endnu."
"Hvor bor i? I en af King familiens huse eller dit D'Amore?" 
"Vi vil gerne have noget privatliv så det er privat."
"Er det rigtigt din lillebror bor i dit hus sammen med hans kæreste og en af dine gode venner, D'Amore?"
"Ja det er rigtigt." 
"Hvor har De været al den tid De har været væk, Miss King?"
"Det er en familie hemmelighed."
"Hvordan mødte i hinanden?" 
"Til en fest. Nu går vi ind til festen."
Anders førte mig indenfor. Nu ved jeg hvorfor alle hader journalister, de er virkelig nærgående. 
Vi blev kun i to timer, for at blive set og så gå igen.

Da vi holdte foran huset var jeg lettet, endelig hjemme. Vi gik ind lukkede døren og var på vej ovenpå da jeg så en skikkelse der lignede mig. Skikkelsen kom tættere på mig og stoppede op.
"Hvorfor giver du dig ud for at være mig?" Kvinden havde en hvid lang kjole på, lyst hår og blå øjne.
"Hvem er du? Og hvad laver du her?" Dammit, hun lignede mig.
"Du giver dig ud for at være mig og så spørger du hvem jeg er? Det er mig der skal spørger hvem du er. Jeg vil vide hvorfor du udgiver dig for at være mig."
"Er du E. Victoria King?" Jeg havde en klump i halsen.
"Ja? Men hvem er du? Og hvorfor giver du dig ud for at være mig?" 
"Jeg har nogen spørgsmål, jeg gerne vil have svar på, så jeg tænkte du nok skulle komme frem, hvis jeg sagde jeg var dig."
"Du er en dårlig bedrager, du er ikke mig og du kender mig ikke."
"Nej jeg kender dig ikke, men det var DIG der forlod MIG! Ikke omvendt"
"Hvad snakker du om?"
"Syntes du ikke vi ligner hinanden? Bare en lille smule?" Jeg var virkelig sur, kunne hun ikke genkende mig? "Er du Eugenie eller Ellenora?"
"Jo vi ligner hinanden, men der er mange med lyst hår og blå øjne. Jeg er Ellenora."
"Jeg har heddet Venus Isabelle King de sidste 16 år, men de første to år hed jeg Isabelle Venus King." 
"Isabelle?" Hun gik tættere på mig. "Er det virkelig dig? Hvordan vidste du hvad din mor hedder?"
"Ja jeg står her jo ligesom, gør jeg ikke? Anders her hackede sig ind i systemerne."
"Du lyder ligesom din mor, stædig, trodsig og har sin egen mening."
"Du er min moster? Min mor er Eugenie? Hvor er hun?" Tårene tillede nu ned af mine kinder.
"Det vil være for stor en risiko, hvis hun kom med og da jeg er ældst så tog jeg afsted." Hun tog endnu et skridt frem mod mig. "Du er blevet så stor siden jeg så dig sidst og smuk."
Jeg kunne ikke sige noget, hun havde set mig før? 
"Er det din kæreste?" Hun pegede over på Anders og jeg nikkede. "Du ved hvad jeg hedder og hvem jeg er, men jeg ved ikke hvem du er."
"Ja undskyld Ellenora. Jeg er Anders D'Amore, jeg er Venus's kæreste."
"Hvor mødte i to hinanden?"
"I skolen." Jeg svarede helt ærligt på det. Hun løftede et øjenbryn.
"Hvor gammel er du Anders?"
"22." 
"Så plejer man ikke at gå i skole, gør man? Eller har du bare dumpet rigtig mange gange?"
"Nej, jeg går ikke i skole, jeg underviser." 
"HVAD?" Ellenora havde ikke set den komme.
"Det er fint nok, han er god nok." 
"Du ligner din mor, hun havde også noget for ældre mænd." 
Vi stod og snakkede lidt, men det var blevet sent så vi gik i seng.
Ellenora fik et væresle som hun kunne sove i.

Anders sad i køknet og snakkede med Ellenora, da jeg kom der ud. De sad med et stykke papir og grinte af det, som om der var noget sjovt ved det.
"Godmorgen smukke. Vi sad lige og snakkede om dig." Anders kyssede mig i håret.
"Det lyder ikke for godt, hvad snakkede i så om omkring mig?" Jeg håber ikke Anders har været pinlig.
"Ellenora viste mig bare det sidste billede hun fik af dig." Anders gav mig billedet.
Det var en lille pige, med en hvid kjole på, lyst langt hår og kæmpe store øjne der kiggede direkte på mig. Hun lå ned på gulvet og kiggede op. Pigen holdte en hvid bamse med noget lyserødt skrift på fødderne. Sådan en bamse havde jeg også en gang.
"Er det mig? Jeg kan huske den bamse." Jeg kiggede nærmere på bamsens fødder, der stod "ISABELLE VENUS."
"Ja det er dig. Du vil aldrig slippe den bamse, heller ikke engang når du skulle i bad. Vi havde så mange problemer med at få den fra dig så den ikke blev våd." Ellenora grinte lidt, kiggede så på mig og jeg kunne se en tåre trille ned af hendes kind. "Vi har savnet dig så meget siden. Lige siden du har været væk fra os, så har din mor sovet med den bamse hver nat." Nu strømmede tårerne ned af både Ellenoras kinder og mine.
"Hvorfor forlod i mig? Jeg har følt mig så ensom hele mit liv. Det er hårdt at vokse op med en far der ikke kan lave mad, ikke gør rent og er bandeleder." De spørgsmål jeg havde gået med så lang tid, kom ud nu. "Jeg havde brug for en mor, for jer, men i var der ikke. Hvorfor?" Ellenora kiggede ned på billede, stadig med tåre løbende ned af hendes kinder.
"Folk har sikkert bildt dig ind det var fordi hun var for ung, men selvom hun kun var 14, så gjorde hun det godt. Hun var en god mor." Ellenora kiggede mig dybt i øjnene. "Det er bedst hun selv fortæller det, for hun kæmpede virkelig. Hun vil prøve alle muligheder, men endte ud i denne, det var nok også klogest. Hun elskede dig, hun er aldrig stoppet med at elske dig. Hver gang hun så en pige med lyst hår eller blå øjne, så skulle hun være sikker på det ikke var dig."
Hun mente det, det kunne jeg se.
"Hun stoppede ikke med at lede?" Det gjorde ondt at vide. Jeg har altid hadet hende, fordi jeg troede hun var en narkoman. 
"Nej, ingen af os stoppede. Men din far havde ændret dit navn, for at beskytte dig. Ingen af os vidste hvad du hed for at beskytte dig." Hendes tårer løb hurtigere nu.
"Beskytte mig? Min far var bandeleder?" Var hun sindsyg? 
"Ja, det var det bedste sted. Ingen vil lede efter dig der. Ingen ville turde røre dig. Og du fik en mere normal opvækst end hvis du vidste du var en King. Din far sørgede jo altid for, at en af hans bedste mænd holdt øje med dig. Du lærte at forsvare dig selv, kæmpe og bruge en pistol." Var Ellenora stolt af at jeg kunne slås og bruge våben? Det er ikke hver dag man hører det.
"Kan bruge en pistol?" Det havde jeg glemt at fortælle Anders.
"Ja, det er da påkrævet når ens far er bandeleder. Jeg skulle jo lærer at håndtere våben når de ligger overalt i huset." Jeg smilte lidt, selvom tårerne stadig trillede ned af mine kinder.
"Og jeg gik rundt og troede du var en lille engel, der skulle beskyttes?" Håber ikke Anders nu bliver skræmt.
"Næsten lige fra jeg har kunne gå, har min far lært mig at håndtere våben og lært mig kampsport. Til min 18 års fødselsdag gav han mig en pistol i sølv, med mit navn indgraveret med lyserød." Jeg kunne ikke lade vær med at smile ved mindet. "Den ligger stadig under min madres." 
Blikket jeg fik fra Anders var overraskelse. 
"Første gang jeg lagde en af min fars bandemedlemmer ned var jeg 8. Min far var så stolt." Jeg kunne se min fars ansigt for mig.
"Du var 8? Dig skal man ikke gøre sur." Han tog det meget pænt.
"Venus, ser jeg dobbelt? Eller sidder dit spejlbillede og spiser ved bordet?" Aria var kommet ud i køknet og var stoppet meget brat.
"Nej Aria, det er Ellenora Victoria King, min moster." 
"Er Eugenie din mor? Hvor er hun henne?" Aria slappede lidt mere af.
"Eugenie er hendes mor, ja. Eugenie er ved vores skjulested, jeg kan først kontakte hende i morgen. Vi har aftalt hun ikke tænder sin mobil før. Hun tænder den kun i en time, så den ikke bliver sporet." Det var meget smart, men skal jeg vente til i morgen? "Det tager også lidt tid og komme her til, men jeg fortæller hende ikke du er i live eller jeg har mødt dig Isabelle." 
"Hvorfor ikke?" Måtte hun ikke vide det?
"Hvis der er nogen der lytter med, Venus." Anders havde en pointe.
Vi brugte halvdelen af dagen på at lærer hinanden at kende, indtil Anders's mobil ringede.

"Prinsesse, der er en journalist der gerne vil snakke med D'Amore og King. Skal vi aflyse forlovelsen?" 
"Nej, jeg syntes i skal holde den lidt endnu. Det vil give Eugenie og jeg lidt mere tid." Ellenora så meget alvorlig ud.
"Vi skal skifte og gøre os klar, kan Kevin ikke lige holde ham hen?" Jeg blev lidt stresset.
"Jeg kan hjælpe Kevin." Aria var på vej ud till journalisten.
"NEJ! Du har for stor en mund. Ellenora hjælp mig med tøjet og Aria hjælp mig med håret." De fulgte med mig, vi havde travlt.
Vi fandt en kjole, igen hvid, den sad løst omkring mine ben. Håret blev kun til to fletniger som sluttede under mit hår i baghovedet, resten sad løst. Anders havde heldigvis nået at få farvet håret, vi havde heldigvis noget som man bare skulle spraye i håret. Han havde taget en skjorte på og nogen sorte bukser.
Journalisten sad og snakkede med Kevin om hverdagen med en King. Kevin havde heldigvis sagt vi næsten ikke var i dette hus.
"D'Amore og King, dejligt jeg lige kunne fange jer." Journalisten tog sin hånd frem og hilste på os.
"Ja vi er her ikke særlig tit, men vi skulle lige besøge D'Amore's lillebror, Kevin." Jeg satte mig ned ved siden af Anders og lænede mig op af ham. "Vi skule faktisk snart afsted igen, ikke skat?" 
"Jo, vi har travlt med bryllup og sådan." Anders puttede sin arm rundt om mig og holdt om mig.
"Alle taler om jer, men vi ser næsten ikke noget til jer."
"Nej vi kan godt lide at have lidt privatliv. Vi kan ikke lide at blive holdt øje med hele tiden." Det vidste jeg ikke noget om, så jeg var glad for Anders havde erfaring med det.
"Der går jo rygter omkring du er gravid, er du det King?" 
"Nej det er jeg ikke." 
"Men der har jo været sådan nogen rygter før, for 18 år siden også at det var en King, var de rygter rigtige?"
"Burde der så ikke være en King mere?" Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, jeg var ikke noget rygte.
"Jo, men rygterne sagde jo også faren tog barnet og efter de rygter, forsvandt i. Så jeg tror nok de fleste tror der går en King mere rundt, bare uden at vide det. Hvordan forholder du dig til det?" 
"Hvis der var en der tog en King, så vil han nok ikke slippe godt fra det. Så jeg ser ikke de ryger for sandsynelige, det burde i heller ikke." Jeg håber bare han hoppede på det.
"Med mindre i ville have barnet til at forsvinde, i forsvandt jo også ret hurtigt bagefter."
"Hvorfor skulle vi ville få en King til at forsvinde? Vi er så få tilbage, vi vil være stolt af endnu en King i familien."
"Ja, det kan jeg godt forstå, men hvorfor forsvandt i så, så hurtigt bagefter?" Blev han ved?
"Vi ønsker at leve livet så normalt som vi kan. Prøv at forstille dig du ikke kan leve dit liv lidt i fred, du bliver altid fulgt, uanset hvad du gør." 
"Jeg tror vi skal afsted, vi har aftaler andre steder så vi bliver nød til at smutte nu." Anders kom mig heldigvis til undsætning. "Tak for i dag." 
Anders og jeg gik ind i et andet rum for at afslutte det. Da journalisten var gået kom Ellenora frem.
"Det gik faktisk meget godt, jeg er stolt af dig Isabelle. Du er meget klog." Det føltes godt at høre Ellenora sige hun var stolt af mig. "Du er en rigtig King og du er ikke engang vokset op ved os." 
En rigtig King? Tårerne trillede ned af mine kinder af glæde.
"Ja hun er min bedste elev, hun er klog og ansvarsfuld." Det føltes underligt at høre fra sin kæreste.
"Det der var underligt at høre fra både hendes kæreste og lære. Jeg tror lige jeg skal vænne mig til at Isabelle's kæreste også er hendes lære." Ellenora smilte mens hun sagde det, så jeg gik ud fra det ikke var noget dårligt.
"Nu hvor pressen ved der har været en King her, tror du så ikke det vil være bedst hvis du var et andet sted?" Anders havde fat i noget, selvom jeg helst vil have hende her.
"Ja, du kan måske være hjemme ved min far? Der kan du være sikker på ingen leder efter en King." 
"Jo det kunne godt være, hvis du giver mig adressen så køre jeg hen til ham." Jeg gav Ellenora adressen.
Ellenora kørte hen til min far for at være til i morgen. Det føltes tomt at sige farvel til hende, også selvom jeg vidste jeg ville se hende i morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...