Kalopsia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2016
  • Opdateret: 3 maj 2016
  • Status: Igang
Dette er en historie jeg skrev til en dansk prøve engang. Kravene var at den skulle handle om flygtninge som overemne

0Likes
0Kommentarer
41Visninger

1. Kalopsia

 



 

“De har absolut ingen respekt!” udbrød jeg. Emma og jeg sad på en bænk ved cykelstien lige foran asylcentret, i Jelling, og betragtede en flygtningefamilie flytte ind. “De kommer bare her, og tager vores boliger, og stjæler vores forældres jobs. Kommer med deres åndssvage religioner og forventer, at vi skal respektere det, mens de ikke gør en skid igen! Altså hvad er det for noget? Hvad med at lære dansk? Eller.. eller… spis vores bacon..”, Emma kiggede på mig, hun havde intet sagt, mens vi havde siddet her.

“Selma, jeg tror ikke ligefrem, at de er muslimer alle sammen, bare fordi de er fra et andet land betyder det ikke…”, jeg kiggede stift på hende, mens hun mumlede videre: “....og jeg tror ikke ligefrem, det er fordi de selv foretrækker at være tvunget til at flytte til et andet land….”.

“Årh, så hold dog kæft Emma! Du kan da virkelig ikke mene, at du ikke synes de nasser på vores samfund!” Emma rykkede lidt på sig og så ned i jorden. “Alt jeg sagde var at jeg synes man skal give dem en chance, de er jo også mennesker..” mumlede hun, “men jeg må også til at komme hjemad”, hun hoppede ned fra bænken og begyndte at gå.

Jeg rystede på hovedet og kiggede over mod familien, der sad en pige på min egen alder i græsset, hun sad med sin lillebror, som var omkring 4 år gammel. Pigen kiggede over på mig og smilede til mig, jeg rakte tunge af hende og rejste mig fra bænken.


 

“Godmorgen Emma, hvad så? Surmuler du stadig over i går?” Jeg grinede og satte mig på min plads, som var lige foran Emma. Jeg vendte mig om og kiggede på Emma, som lige skulle til at udbryde noget, da vores klasselærer, Hanne, kom ind. “Ja, godmorgen alle sammen, i dag har vi så en ny elev i klassen”, jeg vendte mig om, og der stod pigen fra i går. “Det her er Eli sa, hun er lige kommet til byen, og skal nu starte her i vores klasse”. Jeg grinte for mig selv, “fucking flygtninge-svin”, mumlede jeg.

“Selma, du har ikke en sidemakker, kan du ikke tage dig af Eli sa, og vise hende rundt og derefter komme tilbage og fortsætte undervisningen?” Hanne kiggede stift på mig, “Og tag du Emma med.” Jeg rejste mig modvilligt op og gik op mod døren, da jeg passerede Hanne, tog hun fat i min arm. “Og du kommer tilbage med en pænere tone!” hviskede hun lidt for højt, hvilket fik Andreas, som sad forrest i klassen til at grine. Jeg trak min arm til mig, og skyndte mig lidt mere hen til døren og forbi Eli sa, der langsomt fulgte efter mig med Emma.

 

“Og det her er så kantinen..” mumlede jeg surmulende og stoppede op, og satte mig på et af bordene foran kantinen. Mens Emma og Eli sa hver tog en stol ved bordet overfor og satte sig. “Her kan du købe mad hver dag i formiddagspausen og hver anden dag kan du…” Eli sa sad bare og stirrede på mig, eller nok nærmere havde hun et beundrende blik i øjnene. “Hvad er der? Har jeg Mascara på kinden, eller hvad smiler du sådan af?” Jeg forsøgte at gnide ærmet af min trøje mod kinden. “Nej,” smilede Eli sa, “Kalopsia”. Jeg måbede, “Undskyld, men hvad sagde du lige?” Jeg sendte Emma et “Hvad-tror-hun-lige-hun-har-gang-i-”blik.

“Kalopsia er et ord for hvis noget er smukkere end man troede det var. Hvor jeg kommer fra er alle mørkhårede, og dit er lyst og dine øjne er blå..”, sagde hun forsøgene på dansk. “Du er smuk”, sagde hun smilende, ganske selvsikkert. Jeg rystede på hovedet, “Undskyld, men her i Dan-mark,” udtalte jeg, så hun kunne forstå det, “Der kaldes det at være les-bisk, når man siger sådan til andre piger”. Eli sa kiggede undrende på mig, “Det jeg ikke forstå. Min mor siger til mig hele tiden, at jeg er smuk”.

Jeg grinede, “Men det er også din mor, I er i familie, det er noget andet”. Eli sa så ned i gulvet, “så du ikke synes, jeg er smuk?”

 

Jeg grinte igen, “Årh søde, det er en helt anden snak. Du går med tørklæde, så man knap nok kan se dig. Desuden forstår jeg slet ikke, at der lige pludselig er et helt land, der synes de skal flytte til andre lande og nasse af vores ressourcer, og tage vores boliger og vores jobs. Jeg mener det kan da godt være, at I boede i et lorte land, men så må I da for pokker arbejde på at gøre det bedre, i stedet for at flytte til andre lande og…” Eli sa begyndte at græde og Emma prøvede at trøste hende. “SELMA!” sagde hun, “Du hørte slet ikke efter hvad jeg sagde i går gjorde du vel?” Jeg kiggede undrende på hende, “Hvad snakker du om med i går? Hvad sagde du i går?!” Eli sa rejste sig og løb ud af døren. Emma kiggede bebrejdende på mig.

“Der hvor Eli sa kommer fra er der krig! Hun har ikke selv valgt at flytte hertil, men er blevet tvunget herop, i hvert fald hvis hun ville overleve, måtte hun rejse.” Jeg kunne mærke jeg fik en klump i halsen.

“Hun er rejst i flere uger for at komme hertil, og er blevet flyttet fra bolig til bolig her i Danmark. Hendes familie har søgt asyl for længe siden, men det er de færreste der får det. Det er derfor hun er blevet så god til dansk, eller du ved hun prøver sit bedste. Prøv du at skulle gå i flere uger på dine ben, fordi du flygtede fra dit hjemland, som var i krig. Flytte fra venner og bekendte. Flygte til et land hvor du ikke kender nogen ud over din familie. Et land med et andet sprog, og hvor man bliver set ned på af folk som dig. Hun er heldig, hun fik sin familie med sig, det er de færreste, der har hele familien samlet hele turen.” Emma rejste sig, “Jeg går tilbage til time, vi ses.”

 

Jeg sad tilbage med en tom følelse i kroppen. Jeg kunne ikke andet end, at forestille mig alt det

Eli sa havde været igennem, og jeg forstod det ikke. Hvordan kunne hun klare det, og hvor var jeg et dårligt menneske.

Jeg rejste mig, og løb ud af døren. “ELI SA”, råbte jeg, da jeg nærmede mig hende. Hun sad på bænken som Emma og jeg havde siddet på i går. Hun sad med hendes tørklæde i hånden, og sad og stirrede på det. Da hun så mig, rejste hun sig forskrækket op.

“Vent!” råbte jeg, “Undskyld! Emma har lige fortalt mig alt, hvad du har oplevet for at ende her, og…. Undskyld. Jeg anede det ikke! Ikke noget af det!”

Eli sa stod lidt tøvende og kiggede på mig, “Venner?” spurgte hun, jeg kiggede på hende, hun var virkelig smuk, ikke kun fordi hun ikke længere havde tørklædet på, men hun var smuk indeni, og det strålede ud af hende. Først der gik det op for mig hvad hun mente med kalopsia. Når noget er smukkere end man troede det var. Jeg gav hende et kram, “Venner.”



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...