Reklamer, Nej Tak! Flygtninge, Ja tak!

En historie om hvordan børn ikke altid er som forældre, om had til fortabte mennesker, og kærlighed. En historie, hvis budskab ikke ligefrem er tydeligt. [Denne historie er skrevet i forbindelse med FP9, men er ikke publiceret for at hjælpe fremtidige klasser i snyd, hvis opgaven bliver brugt til en terminsprøve.]

2Likes
0Kommentarer
48Visninger
AA

2. Reklamer nej tak, flygtninge ja tak

Reklamer nej tak, flygtninge ja tak


Den klassiske lyd, der betød, at nu ville nyhederne begynde, lød inde fra stuen i en høj lydstyrke. ”Godaften, ” sagde nyhedsoplæseren formelt og rømmede sig. ”Større mængder regn har hærget store dele af den danske vestkyst, og det betyder desværre, at flere danskere er nødt til at sige farvel til deres sommerhuse, ” læste den mandlige nyhedsvært op fra listen over ting på dagsordenen til aftenens tv-avis. Jeg listede langsomt frem til stuen, og for ikke at blive opdaget satte jeg mig på hug i døråbningen. Min far sad i sin lænestol, med sine briller helt op til øjnene, og min mor sad på armlænet. ”På grund af borgerkrigen i Syrien, er flere millioner mennesker på flugt, med kurs mod Europa, ” sagde nyhedsoplæseren, med den altid dramatiske stemme. Min far gryntede utilfreds, og lagde en arm om livet på min mor. Billeder fra Syrien viste sig på skærmen, og det så forfærdeligt ud. Det var ét stort kaos i det klip de viste, for alle ville med på den båd, der var i klippet. Flere af de forreste faldt i vandet, fordi den store mængde skubbede til dem bagfra. Mine forældre havde ingen medlidenhed med de mennesker, og fordi min far ikke ville se på det ’bras’, som han kaldte det, begyndte han at kysse på min mor. En af dem ramte fjernbetjeningen, så tv’et slukkede. Det var mit stikord, og langsomt kravlede jeg væk fra stuen, og op på mit værelse. 


Næste morgen, da jeg var vågnet, tændte jeg for min radio. Der var altid nyheder klokken 7, så jeg sørgede for at være klar inden da, så mine forældre ikke blev sure over, at jeg ikke var klar til at hjælpe dem ude i staldene. ”Godmorgen til alle jer sønderlyttere! Forstod i den? I ved, fordi i bor i Sønderjylland… Om ikke andet, så er klokken nu ved at være 7, og det betyder, at der lige om lidt vil komme et nyhedsoverblik. Men inden da, så har vi lige det sidste stykke musik, ” sagde den kvindelige radiovært. En eller anden moderne popsang spillede fra højtalerne i min radio, men jeg kendte den ikke. Da sangen var slut, lød der en nyhedslyd. ”Klokken er 7, og her bringer vi et lille nyhedsoverblik! Flygtningestrømmen fra Syrien nærmer sig Danmark, men der er stærkt delte meninger om, hvorvidt vi vil hjælpe dem, og byde dem ind i vores land, ” sagde de i radioen. Den del var det eneste jeg ville høre, så jeg slukkede radioen igen kort efter. Nedenunder kunne jeg nu høre mine forældre snakke til hinanden. Det var ikke til at høre, hvad de snakkede om. Men det havde garanteret noget at gøre med den flygtningestrøm. Mine forældre hørte også nyhederne, men de ville ikke have jeg skulle vide noget. Jeg vidste godt hvorfor. Mine forældre var udmærket klar over, at jeg til hver en tid ville holde med flygtninge. Problemet lå bare i, at mine forældre hellere ville brænde vores gård, end at støtte noget, der havde med flygtninge at gøre. 


Jeg hoppede ned ad trappen, og gik ud i køkkenet, hvor min mor sad og læste avis, og min far spiste, stående ved køkkenbordet, en bolle. De så begge to op, og sendte mig et smil, da jeg trådte ind. ”Hvor er Palle? ” For at få en samtale i gang, eftersøgte jeg min storebror. Han var 4 år ældre end mig, og altså omkring 18 år gammel. Min mor så afventende på min far, der var i færd med at tygge af munden. Min far pegede ud i kostalden med en hurtig bevægelse. ”Han muger ud, ” sagde han efter lidt tid. Undrende satte jeg mig op på køkkenbordet. ”Hvorfor gør han det? ” spurgte jeg nysgerrigt, og tog bollen min far var ved at spise, men som han havde lagt fra sig på køkkenbordet, så jeg kunne tage en bid. Min mor så strengt på mig, men det var ikke helt til at vide hvorfor. Om det var bollen, eller min nysgerrighed, det vides ikke. ”Karla! ” sagde hun bestemt, og foldede, med hidsige bevægelser, avisen sammen. Min far lo en smule, og klappede mig kammeratligt på skulderen. 


Der var en lidt underlig stemning. Min mor var hidsig og min far var bare venlig. ”Hvis du virkelig gerne vil vide det, så er det fordi jeg har tænkt mig at købe nogle flere køer, ” sagde min far efter et stykke tid, og tog sin bolle igen. ”Al den plads, også vil du have flere køer? Vi kunne jo også bruge pladsen mere fornuftigt, i stedet for at købe nye køer! ” udbrød jeg oprevet, og dette udbrud kom bag på dem begge. Min far så hurtigt vred ud. ”Bruge pladsen fornuftigt, sig mig hvad i alverden snakker du om Karla? ” spurgte han alvorligt og krydsede sine arme over brystet. Jeg hoppede ned fra køkkenbordet. ”Flygtninge! Alle flygtningene fra Syrien, og hvor de ellers kommer fra! De har brug for et trygt sted at være, ” sagde jeg, men nåede ikke at sige mere, før min far voldsomt havde taget fat i mine arme. Han ruskede mig, og med et såret ansigtsudtryk sagde han: ”Karla, hvornår slår du ind i dit hoved, at vi ikke kan tage i mod flygtninge? Danmark er ikke et sted for den slags mennesker, okay? Det eneste de gør, er at bemande alle vores arbejdspladser! Og hvad er der så tilbage til os danskere? Intet! Alle dine kammerater fra skolen, der har tænkt sig at tage til en af de større byer, og få en gymnasialuddannelse, vil ikke kunne komme videre! ” Imens havde han langsomt givet slip på mig. ”Sådan er det ikke! Når der engang er ro i deres eget land igen, vil de jo kunne tage tilbage, ” prøvede jeg, men min far ville ikke lytte. Henvist til min mor, mumlede han: ”Det var derfor Palle røg ud i stalden, vil du også have at jeg smider Karla derud? ” Min mor så ned i bordet. 


Ude i stalden gik Palle og skovlede lort. Det arbejde vi aldrig blev tvunget til at gøre. Han så op, da jeg højlydt kom traskende i mine gummistøvler. ”Skal du hente mig ind? ” spurgte han, med en længselsfuld undertone. Jeg smilede sørgmodigt og rystede på hovedet. ”Næ. Jeg får bare samme straf som dig, ” sagde jeg til ham, og tog en skovl fra væggen. Palle stirrede på mig. Jeg begyndte at skovle lort, men min bror blev stående og kiggede på mig. ”Hvad gjorde du? ” spurgte han stille, og fortsatte med at skovle. Smågrinende så jeg på ham. Han så faktisk ret bekymret ud. ”Jeg sagde ja tak til flygtninge. ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...