At bygge bro

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 maj 2016
  • Opdateret: 2 maj 2016
  • Status: Færdig
Jeg var til afgangseksamen i 9. klasse i dag hvor jeg fik en mulighed for at skrive et essay om at bygge broer mellem mennesker og forskelligeheder. Jeg vil super gerne have respons for jeg aner ikke hvordan jeg har klaret mig. Her er mit bud på et essay om At bygge bro.

0Likes
0Kommentarer
1494Visninger

1. At bygge bro

I halvtredserne blev angsten for krig gevaldig, og undergang gik os i blodet.                                                              Chokeret og mundlam blev man, da trykte overskrifter gik landet rundt om et islamisk skyderi i vores synagoge. Flere mennesker toppes når der opstår uenigheder imellem dem, men hvorfor er vi så besatte af at have sin egen mening bekræftet af Gud og hvermand? Er vi i virkeligheden blevet et pessimistisk verdensalter, med ensidighed og fordomsfuldhed som spidskompetencer?

 

Som 4-årig blev jeg afleveret i børnehaven af min mor, som satte mig på min obligatoriske plads ved tegnebordet, da klokken slog otte. Så sad jeg der, med resten af krudtuglerne og tegnede abstrakte mennesker og smilende sole. Jeg var, som alle andre 4-årige, et lille barn uden bekymringer eller forståelse for den separation der spirer op i vores underbevidsthed gennem tiden. Jeg kunne godt lege med den mørke pige med tørklædet, og jeg havde ikke noget i mod at den lille dreng hellere ville tegne racerbiler og styrtfly end prinsesser og enhjørninger. Men med tiden, vokser en giftig forudfattet mening om, at forskellighed er et tabu, og hvad er det der gør at vi brænder broerne i stedet for at bygge dem?

 

Hvis vi tager udgangspunkt i de to supermagter USA og Sovjetunionen ser vi hund og kat. Det som afskiller dem er blot alt. Markedsøkonomien og planøkonomien, kommunismen og liberalismen, kulturmønsteret. Det er som skrevet i panden på os, at der ville opstå frygtindgydende kontroverser, da alt stikker i hver sin retning.

Vi går ud fra at vi ikke kan nå overens medmindre vi er identiske, men hvorfor skal man have samme mening, holdning, og synspunkt for at kunne blive respekteret?

 

Måske er det fordi vi har et grundlæggende instinkt der lyder: Vi vil have ret.

Vi har gennem intensiv forskning udviklet passive robotter der skal adlyde os, og er det fordi vi ikke kan tåle at høre en usamdrægtig holdning? Er det fordi vores egocentricitet fortæller os at vores holdning er den eneste rigtige?

Jeg har haft venskaber som er blevet brudt fordi vores politiske holdning ikke stemmede overens, og jeg har fået skæld ud i skolen fordi min fortolkning af opgaven ikke var den samme som min lærers. Så hvordan kan vi forvente at verdens brændpunkter skal skabe ro, hvis vi ikke engang selv kan acceptere naboens hudfarve?

 

Vi gør ikke noget for at skabe kontakter mellem to uenigheder. Vi graver grøfter og forsøger at skabe skel mellem ”dem” og ”os” i stedet for at bygge bro mellem kulturer, sprog og mennesker. Er det fordi vi ikke er tålmodige nok? Det er jo ikke fordi vi kan lære at acceptere i løbet af et spiltsekund? Vi har måske bare ikke tålmodighed nok til, at vi orker lægge vores dyrebare energi i at forstå noget som vi alligevel ikke er enige med. Men af ren og skær almen dannelse burde vi for længst have lært at kunne sætte sig i andres sted, og lade vores dør stå åben for det fremmede.

Accept er et vigtigt element som er blevet tabt, en manglende værdi som er uundværlig for et velfungerende samfund. Vi kan acceptere dem som mener det samme som os, men det er også kun fordi deres holdninger er den samme. Er vi ikke storsindede nok til at kunne se ud over vores egne horisonter?

 

Psykologer, psykiatere og pædagoger forsker intenst i menneskets adfærd i håb om at finde et forklarligt svar. Men under det begreb popper der lange uforklarlige elementer op.  Vi tror på os selv, men nogle gange er man ikke nok alene. Hvis vi alle havde samme mening, holdning og syn på verden, havde vi levet i en unuanceret, firkantet, og ligeud sagt røvkedelig verden. Vores samfund ville ikke udvikle sig for vi ville aldrig have nogle forskellige synvinkler til at belyse de glemte hjørner. Vi skal bygge på at supplere i stedet for at nedbryde, det at kunne skabe sammenhold, og kunne indgå samarbejde er en tydelig bekræftelse i intelligens.

Vi skal lære at bygge bro mellem mennesker. Vi skal kunne kigge på kvinden med det electroblå hår, hendes piercerede ansigt, og de oprørsprovokerende tattoos og tænke; ”Det er bare sådan hun har valgt at se ud, ligesom jeg ser ud som jeg gør.”.

Lad ikke dine fordomme stå i vejen for at kunne opbygge et forhold.

 

Havde USA og Sovjetunionen aftalt at indgå kompromisser i stedet for trusler havde kold krig måske ikke behøvet at bryde ud. Havde Islamisk stat valgt at erkende at islam ikke er en religion for alle, havde skyderiet måske ikke været fundet sted i synagogen. Det kan diskuteres, men jeg tror at vores samfund er for kynisk og for usympatisk. Vi ser ikke længere end ud til vores egen snude, og det er en usund ting kun at forholde sig til sin egen mening.

Vi ved i øjeblikket mere om vores egen mening end vi ved om vores medmennesker og hvorfor ved vi så meget, men alligevel så lidt? Vi ytrer at vi har i hensigt at indgå fredsaftaler og bygge broer kryds og tværs gennem verden, men er det noget vi i virkeligheden bilder os selv ind fordi vi ikke vil se den følelseskolde sandhed i øjnene? Vi ser overfladisk en masse aftaler og nye brobygninger, men under det ligger et undertrykt had og dansende løgne.

Om vi er på vej til et komplet egocentreret samfund eller på vej væk, kan kun fremtiden fortælle. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...