Naboens græs er altid grønnere

Jeg havde en dansk skriftlig afgangsprøve i dag. Opgaven lød på at skrive en novelle om flygtninge. Der var nogle krav som lød: Hovedpersonen skal være teenager, skal være inde for 800-1200 ord. Her er hvad jeg afleverede

0Likes
0Kommentarer
62Visninger
AA

1. Naboens græs er altid grønnere

Alene. Helt alene i et rum.

Jeg ved ikke hvor jeg er, og der er en masse folk der taler til mig. Jeg forstår dem ikke.

”Hvad siger du?” siger jeg på mit eget sprog, men de ser bare forvirrede på mig.

”Hvor er min familie!?”. Intet svar.

 

En høj, bredskuldret mand kommer gående hen til mig. Han siger noget til mig, og jeg nikker.

Indeni har jeg ingen idé om hvad han sagde, men fuck det, jeg har alligevel intet andet sted at tage hen.

Han følger mig ind i et rum der ligner et afhøringslokale. Her sidder der en ung blondhåret kvinde, og manden som fulgte mig ind, sætter sig ved siden af hende.

Kvinden snakker til mig, på mit eget sprog. Jeg er overrasket. Det er det første syriske ord jeg hører i flere uger. ”Min ven” betyder det.

Endelig føler jeg mig tilpas og tryg. Hun forstår mig.

 

Efter jeg ved ikke hvor lang en samtale, får jeg udleveret et lille stykke papir og en bog.

I papiret står der noget jeg ikke forstår. Men også nogle tal.

”1,82 meter, spinkel, femtenårig mørkhåret dreng fra Syrien” står der. I den lille bog står der det samme, men der er et billede af mig, og den ser meget fin og dyr ud. Gad vide hvad den har kostet.

 

”Asyl” siger de. Det er det eneste danske ord jeg forstår. ”Har jeg fået asyl?” spørger jeg damen, og hun nikker. Hun smiler til mig, og siger tillykke. Glæden strømmer gennem min krop, og et lille smil trækker sig på mine læber.

Jeg har fået asyl! Det betyder at jeg kan opholde mig i Danmark, og jeg har fået at vide, at der ikke er særlig mange der får lov. En heldig kartoffel er jeg, men hvor er min familie blevet af?

 

Sidst jeg så min far, mor og søster var da vi blev splittet os op i Tyskland. Hvad hvis min familie er død!?   Er jeg den eneste ”Hallira” tilbage i familien!?

 

 

Tanken gør mig sindssyg. Jeg ved ikke hvor min familie er henne! Min familie er det eneste jeg har!

Hvorfor fortæller de mig ikke noget!?

 

Jeg styrter gennem døre og forbi andre patienter. Damen jeg snakkede med, er ingen steder at finde. Hun er fuldstændig forsvundet! Hun var den eneste der forstod mig.

 

De behandler os ikke ordentligt her i Danmark. De ser os som en byrde.

 

Vi er mennesker! Vi har rettigheder!

 

Jeg vil ikke bo i et telt når vinden er slemmest, jeg vil ikke bo på gaden når det er koldest, og det vil du heller ikke! Det er der ingen der vil! Det kan vi godt blive enige om!

Siden vi alle sammen er enige i, at der er ingen der vil bo under dårlige forhold, hvordan kan det så være at I gør INTET ved situationen!? Jeg er nødt til at bo i et fucking telt sammen med 4 andre fremmede mænd som har været gennem det samme som mig! Jeg får ikke engang lov til at gå i almindelig skole!

 

Jeg føler mig rastløs. ”Ingen vil bo sådan her” siger jeg til mig selv, og håber på en lejlighed på den anden side. Men er det det værd? Efter 5 måneders søgen efter asyl og 4 måneders rejse, er det så det værd?

Med hjernen fyldt med vrede og sorg tager jeg beslutningen: Jeg vil bo på den anden side.

 

Alting gentager sig selv. Jeg står det samme sted som for 9 måneder siden.

Rastløs, hjemløs og forvirret.

Rejsen er denne gang ”kun” 700 km. Det er da bedre end 1604, ikk’?

 

Heldigvis er almindelige borgere her i Danmark super søde og hjælpsomme. Altså hvis de ikke er racistiske.  Det er der desværre end del af, her i Danmark. De kalder dem selv: ”DF’ere”. Med den tanke i hovedet leder jeg efter en som vil køre mig til min drøm.

En grøn Ford tøffer hen ad vejen, og jeg giver tegn til at han skal holde ind til siden. Jeg spørger ham om han vil køre mig til det grønne paradis.

Han smiler, siger ja, og hiver mig ind i bilen. Sådan noget her er farligt. Han kunne være en kidnapper, men det er bedre at blive kidnappet end at være hjemløs, ikke? Så har man i det mindste et sted at bo!

 

Ejeren af Ford’en jeg sidder i lige nu, er en ældre mand som var på vej til det samme sted som mig. Jeg er åbenbart ikke den eneste der drømmer, den eneste der leder efter friheden.

Vi snakker ikke sammen. Vi griner bare! Uden nogen grund.

”Hver mand er sin egen lykkesmed, men man er sgu lykkeligere med andre”, siger han.                                 Jeg forstår det ikke, jeg griner bare.

 

 

 

3 timers kørsel senere, er vi ved broen. Broen mellem helvede, og himmel.

”Duk dig” siger han og trækker mig ned fra sædet, ”Du må ikke blive set”.

Jeg lægger mig ned, og tænker med det samme: ”Sikkerhed”. For hvis der er noget galt med danskerne, så er det at de altid er så bange.

De tager ingen chancer, og hvis de gør, så gør de det på grund af en sikkerhed.

 

En høj mand kommer gående hen til bilen. Han har en blå uniform på, og jeg genkender den med det samme fra grænsen til Tyskland. ”De er ikke rare” siger jeg da oplevelsen fra sidste gang kommer til mig.

Jeg gemmer mig ekstra godt, da jeg ikke vil blive undersøgt og foragtet igen.

 

Manden i uniformen og bilisten snakker sammen. Jeg forstår intet, og holder mig derfor stille. Ikke et pip, ikke en vejrtrækning, ikke en bevægelse kommer fra mig. Det er som om jeg er død.

Lige pludselig hæver uniformmanden stemmen. Bilisten råber af ham, og han bliver trukket ud af bilen.

”Hvad fanden skal jeg gøre uden ham!?” tænker jeg, og tager endelig en vejrtrækning.

Jeg tager chancen, og ser mit snit til at kigge ud af de beskidte bilruder. Ingen uniformmænd i nærheden. Dette er min chance, tænker jeg, og uden at tøve, hopper over i bilistens sæde.

 

”Jeg har aldrig siddet i denne side af bilen” siger jeg, og kigger nervøst på gearstangen, pedalerne, så rattet.

”For min familie!!” råber jeg, og trykker på speederen. En overraskende hurtig acceleration smider mig helt tilbage i sædet. Efter man har siddet i dette sæde, sidder man her for evigt.

Man går aldrig tilbage til passagersædet.

 

Med pedalen helt i bund, mister jeg kontrollen. Man kunne vel ikke forvente andet fra en førstegangs-bilist. Mine hænder falder af rattet, og min skæbne er nu op til bilen. Det er op til den, om jeg skal leve på den anden side eller ej.

Et kæmpe brag lyder da jeg styrter ind i kontrollørrummet. Jeg har ingen idé om jeg gennemførte det, eller ej. Man kan ikke se med lukkede øjne.

 

Det tager mig et par sekunder at registrere hvor jeg er henne. Vender mig om, kigger igen. Gentager det flere gange. Jeg kan ikke tro det! Jeg er kommet over broen!

 

Jeg er i det grønne paradis nu!

”Jeg kommer mor! Jeg kommer far!  Jeg kommer søster!” råber jeg for al mine lungers kraft.

”Hvor er i henne!? Jeg kommer!”

 

I Sverige er der grønnere græs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...