Ro ved Bordet

En historie som vi skulle skrive i dansk som jeg synes blev meget vellykket!

0Likes
0Kommentarer
84Visninger

1. Ro ved bordet

Maden var nok ved at blive kold nu.

Alligevel sad mig og mor ved bordet. Alene. Stille. Ventende. Sultne. Tænkende.

Stegen var rød. Meget rød. Måske havde mor ikke læst ordentlig i opskriften. Jeg kan ikke lide rød steg – især når den drypper så meget som den gør. Koldere. Uappetitligere. Lugtende; måske ville min skjorte få pletter og så ville de ikke komme ud. Men jeg sagde ikke noget. Ventede bare på at jeg fik lov til at spise.

Der var dækket op til fire personer halvdelen var tom; far og Amelie. Væk. Kommende. Gående. Familie.

Et ur tikkede i køkkenet hvor lyset ikke var slukket endnu. Mor slukkede ellers altid lyset. Uvant. Lyst. Anderledes. Men jeg sagde ikke noget; der skal være ro ved bordet.

Jeg var sulten – det var mor også. Det kunne man se, i hendes blik. Ingen af os så på maden, mor tog heller ikke noget at drikke af det glas der var foran hende, så det gjorde jeg heller ikke. Tålmodig. Sulten. Tørstig.

Uret tikkede stadigvæk, det var en varende lyd, jeg rejste mig ikke selv om jeg ville vide hvad klokken var. Tid. Kommende. Infinitiv. Bortløbende.

Jeg brød mig ikke om det men sagde stadig ikke noget – det føltes som et brud på tavsheden ville forstyrre en vigtig balance. Lighed. Forskel. Brud.

Lige pludselig sukkede mor højt og jeg blev næsten forskrækket over den lyd der faktisk ikke var så stor. Overraskelse. Utålmodig.

,,hvad er klokken?’’ spurgte hun så og jeg trak på skuldrende – ro ved bordet. Manerer. God opdragelse. Lydighed.

Der var meget mørkt her i stuen. Lyset fra køkkenet gav en vis kontrast. Uvirkelig. Indflydelse. Strøm.

,,ved du hvornår far og Amelie kommer?’’ igen trak jeg på skuldrene og rystede mit hoved; ingen havde fortalt mig noget. Hemmelig. Ubevidst. Sært.

,,de svarer ikke på mobilen’’ jeg vidste ikke hvordan jeg ville kunne hjælpe med det. Flink. Samarbejde. Støttende.

,,far sagde intet om at arbejde sent’’ fortsatte hun mens jeg holdt mig til bordets regler. Belært. Trænet. Opførsel.

,,er der noget galt Erik?’’ spurgte hun så og jeg op fra det punkt jeg stirrede på, mor så bekymret ud. Jeg rystede på hovedet. Nej. Fint. Sund.

,,du er meget stille i dag, sig da lidt’’ ordre. Efterspørgsel. Ensomhed?

Jeg vidste ikke hvad han tænkte på mens han stirrede huller i luften. Erik. Han plejede da ellers at være i snaksagelig humør før vi spiste. Der skulle jo først være ro ved bordet når maden var blevet serveret.

Jeg lod mit blik vandre ned på vores tallerkner og hen til stegen. Mon den var blevet for rød? Siden Erik ikke snakkede ville jeg ikke forstyrre. Han havde meget travlt og tænkte nok over lektier eller fritid.

Han sagde ikke noget da jeg så begyndte at tale, han for næsten op men det var så det ved siden af små hovedrystninger og et eller to træk på skuldrene.

Han var nok også lidt bekymret for resten af familien. Det var jo mørkt nu.

Uret tikkede stadigvæk. Jeg havde desværre ikke styr på tiden eller hvor tæt David og Amelie var ved at komme hjem. Erik vidste det vel heller ikke medmindre han skulle holde nogen hemmelighed for mig. Men det ville han ikke kunne finde på. En fin dreng på 16 år I niende klasse med god karakter og god opførsel. Han var blevet meget stille med alderen. Erik. Amelie var heller ikke meget anderledes. En frisk pige på 10 år. I femte klasse som elsker at bevæge sig men alligevel holder sig tilbage når det gælder idræt og det at være udenfor. Mine børn. David ville ringe. Min mand på 37 år og som arbejder I et forsikringsselskab. I dag havde der været tag dit barn på arbejde dag. Erik ville ikke eller kunne ikke, hvilken af de to var jeg ikke sikker på.

,,hvornår tror du far kommer hjem?’’ spurgte jeg mens han endnu engang trak på skuldrene – jeg sukkede igen. Han rettede på en serviet. Det gjorde han ofte når det tog lang tid med maden. En dreng der også kunne være meget nervøs.

,,vil du ikke se hvad klokken er?’’ spurgte jeg så. Han ville nok snart begynde at blive mere urolig og det havde jeg ofte svært ved at håndtere. Han så igen overrasket på mig. Jeg nikkede. Erik rejste sig lidt akavet, skubbede stolen højlydt væk og skyndte sig ind i køkkenet. Han blev kort i køkkenet, da han kom tilbage så han kort på mig og sagde så at den var ved at være otte om aftenen. David ville normalt komme ved halv otte tiden. Jeg kunne se på ham at han var blevet mere urolig og sulten.

,,tror du at de glemte tiden? Ikke nåede bussen?’’

,,jeg ved det ikke’’ sagde han stille og slikkede sine læber kort. Jeg kom til at gøre det samme. Det var ofte noget der skete. At jeg spejler en anden persons vaner og måde at opføre sig på.

Hvorfor kommer de da ikke endnu

 

Mor kunne ikke lide stilheden. Mon det var fordi jeg ikke snakkede? Hun prøvede jo at bryde stilheden. Tavs. Uro. Svigen.

Jeg regnede med at der var 30 minutter til klokken blev ni.

Jeg var blevet så sulten at jeg faktisk havde mistet appetitten og kødet var nok kold nu. Jeg kan stadig ikke lide rød steak. Mæt. Hungrende. kød.

Mor begyndte også at pille i borddækket  jeg blev bekymret for hende siden hun nok var bange for at der var sket noget med far og Amelie; jeg var ikke for bange. De ville komme. Tid. Vente. Kommende?

 

Og så gik døren op

Mor for sammen og det gjorde jeg også. Overraskelse. Uventet. Uforberedt.

Mor stod op da far kom ind. Amelie krammede mor mens jeg ikke rørte mig. Flyttede kun hovedet lidt for at se bedre. Adlyde. Blive. God dreng.

Så så far mig og jeg nikkede en gang så han vidste at jeg havde set ham. Han gik til mig og stod så lige foran mig. Jeg slugte nervøs og bed kort min nederste læbe.

,,skal du ikke sige hej?’’ spurgte han, nærmest truende og jeg nikkede kort

,,hvorfor gør du det så ikke?’’ tonefaldet var ubehagelig. Jeg så op på ham og sagde så: ,,der skal være ro ved bordet.’’

,,Der skal være ro ved bordet’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...