A different lifeline

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2017
  • Opdateret: 1 maj 2016
  • Status: Færdig
Minho får udbruddet i stedet for Newt. Thomas og Newt ved ikke hvad de skal stille op, når Minho tager en endelig beslutning.

0Likes
0Kommentarer
50Visninger
AA

1. En anderledes livslinje

Aye! Maze Runner fanfiction!!! Det her er en gammel idé, som jeg havde skriblet ned i en kalender i sommers. Dog har jeg ikke haft motivation nok til at åbne for computeren og skrive... Før nu!

Jeg håber at I kan lide den.

EN ANDERLEDES LIVSLINJE

1/1

Den dag... Den dag rottemanden i det hvide jakkesæt erklærede hvem der var immun og ikke-immun, faldt Thomas og Newts verden sammen. De havde allesammen tilbragt to uger i eksil, to uger i uvidenhed og to uger uden hinanden... Bare for at vende tilbage til nyheder som disse. Minho dækkede sin åbenlyse frygt med sarkasme og flabethed; Sagde at det alligevel ikke var nogen nyhed, at de allesammen havde troet at de skulle dø af udbruddet alligevel. Thomas og Newt vidste ikke hvad de skulle svare, så de lod som om at intet var galt. Da de brød ud af W.I.C.K.E.D og ikke længere befandt sig i deres varetægt, tog de til Denver, hvor Minho blev rasende over at han ikke kunne komme med ind i byen, at han skulle sidde og vente på at de kom tilbage helt alene.

Og så kom rødhætterne, dem der blev anset for at være det nye "Politi" i jagten på ikke-immune. Det var et kaos. Minho blev rasende, nægtede at følge med før hans venner kom tilbage. Rødhætterne slog ham ud. De efterlod en note om hvor de havde bragt deres ven hen.

Da Thomas, Newt, Brenda og Jorge vendte tilbage fandt de Bergen lukket ned. De frygtede det værste, at Minho havde slået sig selv ihjel. Newt græd da de fandt det krøllede stykke papir på sofabordet nedenunder, han satte sig i sofaen og trak benene ind under sig imens han hulkede.

Efter det, blev det næsten Thomas og Newt's nye livsmission at redde Minho. Brenda og Jorge fulgte med for at hjælpe. De fandt Minho i køterpaladset. Så malplaceret som han var, med sin seje frisure, blev det ikke svært at få øje på ham blandt de andre køtere. Der blev ikke megen ballade i forsøget på at redde Minho, han fulgte frivilligt med.

Men siden den dag, blev det kun værre og endnu værre. Minho følte at han ikke kunne styre sig selv længere. Hans hjerne føltes som om den vendte og drejede sig i hovedet på ham. Han kunne ikke længere styre sine handlinger, og blev tit vred og råbte af meningsløse ting. Voldeligere blev han også. Han gjorde Newt og Thomas lede og kede af det, og de vidste at Minhos tilfælde snart ville være håbløst. Minho vidste det også. Det holdt ham vågen om natten at han snart ikke ville være i stand til at kontrollere sig selv, og det frustrerede ham endnu mere hver gang, efter at han havde fået et udbrud overfor sine venner. Så han besluttede sig for at tage væk. Til et sted hvor han kunne blive skør uden at være bange for at komme til at skade sine bedste venner.

Newt og Thomas fandt ham dog... Og Minho blev rasende, så gal at han fik tårer i øjnene. "Kan I slintnakker ikke lade mig være i fred, bare en eneste gang?! " Brølede han frustreret. Thomas nænnede ikke at kigge op på Minho, men Newt rettede blikket op mod ham, hans ansigt vådt af tårer. Han knyttede vredt næverne sammen og prøvede frustreret at overbevise Minho: "Minho, efter alt det vi har været igennem, vil du så bare dø alene? Efter Labyrinten, Albys død og helvedet efterfølgende. Giver du bare op? " spurgte han, og hviskede det sidste imens han lod en tåre trille ned af kinden, uden planer om at tørre dem væk.

Minhos øjne glimtede rasende, og Thomas vidste at i dette øjeblik var al menneskelige træk og sympati forsvundet fra ham. "Og hvad ved DU så om ikke at give op? " spyttede han rasende, "Har du da glemt hvordan du fik den halten, Newt? " fortsatte han drævende. Newt stivnede. Han sagde ikke mere.

Thomas tog et skridt frem mod ham, hans pistol var trukket i frygt for at Minho skulle true til angreb. "Minho... Fred på man, vi skal nok finde en løsning. Hvis bare... Hvis bare du vil tage med os, kan vi binde dig - hvis du vil. Kom nu, Minho. "

Minho stirrede olmt på Thomas, "Du lærer det aldrig, gør du vel, bønne? " snerrede han "Lortet går ikke kun efter dit shucking hoved, det gør det ikke! " brølede han. "Vi skulle have ladet Gally smide dig i boks-skakten, som han ville. Det. Hele. Er. Din. Skyld! " Han satte af mod Thomas og væltede ham omkuld.

"Minho! " udbrød Newt og fumlede med sin egen pistol idet han rettede den imod dem. Thomas ømmede sig, og Minho kom til bevidsthed, over ham. Han gav slip i sin vens trøje og kiggede skamfuldt ned på sine hænder, og drengen der lå under ham. Han vristede pistolen ud af Thomas' hånd og rettede dem mod sig selv.

"Jeg ville ikke... Jeg... Jeg mente ikke... " Mumlede han. Thomas spærrede øjnene op og Newt råbte efter ham med rædslen malet i ansigtet, "Minho! Du gør det ikke... Vi tilgiver dig! D-du gør det ikke! "

Minho smiskede anstrengt i et forsøg på at virke modig idet han halvkvalt hviskede "Det er godt at i tilgiver mig. " Thomas og Newt var for forskræmte til at sige noget, så de nikkede stumt. Minho fumlede ved aftrækkeren før hans baghoved eksploderede i en voldsom eksplosion af blod og hjerne, og hans ben kollapsede under ham. Thomas' ben føltes som gelé. Hans hjerne var af grød, og han følte sig for svag til at kunne trække sig væk under sin døde vens krop. Han hans bedste ven havde dræbt sig selv... Og han havde bare hjælpeløst set til. Newt så ikke ud til at have det meget bedre; hans øjne var blodsprængte og knoer hvide af at knytte næverne. Han græd, uden at sløre det for Thomas.

Thomas græd ikke, for han vidste at Minho ikke ville have haft det. Som han selv havde sagt da Newt flippede ud ved Albys død: "Hvad vil du have, Newt? Skal vi tage pænt tøj på og holde en begravelse? "

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...