Rytme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2016
  • Opdateret: 30 apr. 2016
  • Status: Færdig
Bidrag til thriller konkurrencen, valgmulighed nr. 2

0Likes
1Kommentarer
85Visninger

1. Rytme

Det var hendes liv, dansen. Man gættede på hun ikke kunne klare presset længere, brød sammen, bukkede under. Folk kritiserede hende, hakkede på hende og det ødelagde hende. Men den som nedbrød hende mest var hende selv. Alle de krav hun havde, men som var umulige at opfylde, fyldte hendes hoved med tanker om hvad hun burde være. Pigen gik til ballet, havde drømme om at blive optaget på Det Kongelige Teater, men da hun fik afslag for anden gang, gik det helt galt. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, for hun gjorde alt det man kunne gøre. Hun dansede til tæerne var blodige og til hendes øjne var blodskudte. Til at hendes lemmer var bedøvede, og det dunkede for hendes ører. Pigen var køn, men hendes ambitioner satte sine spor.

Når pigen mødte op til timerne kunne de andre se hvad der skete med hende, men de sagde ikke noget. En med-danser fandt hende på toilettet den ene gang, med blodet rendende ned af hagen. Hendes hoved hang lidt til siden, hun så død ud, hvis det ikke var for hendes vidtåbne øjne. Pigen havde prøvet at bide tungen af sig selv. Man holdt sig på afstand fra hende efter det, som var man bange for at hun ville smitte med sine problemer og sit selvhad. Balletlæreren sagde ikke noget til det, reagerede ikke engang, men fortsatte sin evige ris af eleverne.

Pigen skulle følge rytmen, blive ét med musikken, med livet. Rytmen fortalte hende, hvordan hun skulle handle, men det var blevet sværere da stemmerne overdøvede musikken. Hun tyssede på dem, ignorerede dem, men de råbte bare endnu højere, ville høres. Deres ord var som en krig inden i hende, og hendes jord, tryghed, ro, blev ødelagt af deres skud. Hun begyndte at lytte til dem, tog imod deres had og ondskab, gjorde som de sagde. Fordi hun var deres slave gjorde magten dem grusomme. De fik hende til at sulte sig selv, så knoglerne var optegnede på hendes krop, så hun var et skelet med hud. De fik hende til at skære i sig selv så blodet flød ned ad hendes arme og ned på badeværelsets hvide klinkegulv. 

Man prøvede at hjælpe hende, give hende nogen at snakke med, men tanken om at nogen skulle betales for at snakke med hende, nedbrød hende endnu mere. Til sidst var hun blevet trukket så langt ned at bakken så vandret ud, selvom den var tættere på lodret. Hun troede ikke længere på hjælpen, på forandringen. På at der stadig var håb for et lykkeligt liv, på at der var nogen, der stadig elskede hende, på trods af at hun ikke selv gjorde det.

Den sidste gang hun blev set var til ballet. Hun var gået ud af døren, så sig ikke tilbage, stadig iført den hvide kjole. Man troede hun bare var dramatisk, lavede en scene, men de vidste ikke hun var mere alvorlig end nogensinde før. Folk beskyldte hende for at være sindssyg, ikke at kunne tænke klart, for at være svag. Men hun følte sig raskere end hvad hun havde været i lang tid. Kunne tænke klarere, som skyerne var forsvundet fra hendes himmel, så hun kunne se svaret. Hun følte styrken løbe i hendes blod, i hendes krop som var blevet tortureret af hende selv. Det krævede styrke, tanke og sjæl at løfte kniven for at placere den på halsen, og skubbe den ind til musikkens rytme. Blodet skvulpede frem og kjolen slugte det, hver en dråbe, ville have slukket sin tørst. Da hun blev fundet var blodet stoppet med at flyde og kjolen var mørkerød. Den havde suget rytmen ud af pigen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...