Minder fra Frederikshavn

En kort historie om minder fra Frederikshavn, barndommen og de svære teenageår.

7Likes
0Kommentarer
281Visninger
AA

1. Minder fra Frederikshavn

Frederikshavn er alt, hvad man drømmer om, når man går langs vandkanten en sensommerdag med bare tæer. Sandet kilder mellem tæerne og bølgerne skvulper fredeligt rundt om dine ankler og minder dig om de dage, hvor du ubekymret byggede sandslotte i vandkanten, selvom bølgerne med tiden underminerede dit mesterværk og fik det til at styrte sammen. Men det var lige meget. Du tog bare din røde plastikspand og din gule plastikspade, gik to skridt til venstre, og begyndte forfra. Sådan kunne du få timer til at gå i den bagende sommersol, selvom du var så solbrændt over skulderne, at din hud var begyndt at skalle af.

       Men lige nu er det ikke sensommer. Det er efterår og solen står ikke højt på en blå, skyfri himmel. Faktisk er den ikke til at se, for den er gemt bag grå, regntunge skyer. Blæsten rusker arrigt i mit leverpostejsbrune hår, og bølgerne skubber arrigt til mine bare ankler og truer med at vælte mig. På dage som i dag er Frederikshavn alt andet end minder om solskin og uendelige timers ubekymret leg i vandkanten.

      På dage som i dag er Frederikshavn et minde om ensomhed. Om alle de dage, jeg sad alene i et hjørne af skolens sandkasse, mens alle de andre børn løb rundt og legede. Jeg kunne se dem lege ”spark til bøtten.” Jeg kunne høre dem grine, mens de råbte ”fri for alle.” Jeg ville gerne være med, faktisk ønskede jeg noget så brændende at være med, men jeg turde ikke, så i stedet sad jeg og byggede sandslotte med skolens røde plastikspand og skolens gule plastikspade.   

      Jeg har gået her så mange gange før. Langs Elling strand. Eller Strandby strand, som nogen foretrækker at kalde den, fordi den egentligt ligger mere i Strandby, end den ligger i Elling. Jeg kender hver en klit, hvert et marehalmsstrå, og det er også lige før, at jeg efterhånden kender hver en måge. På klare dage kan man se direkte til Hirsholmene herfra. En lille, bitte øgruppe, der efterhånden er ubeboet og fyldt med fugle og turister, der kommer for at kigge på de mange fugle.

       Når solen skinner er det ren Skagensmaler drøm her. Det hvide sand er en skarp kontrast til det salte, mørkeblå havvand, der bliver smukt forenet med den lyseblå himmel i horisonten. På sådanne dage er det umuligt ikke at komme til at smile ved tanken om de sommerferier, hvor jeg har smidt alt andet end mit undertøj sammen med mine veninder for at få en svømmetur i det afkølende saltvand, selvom vi egentligt bare var på en gåtur langs vandet for at få vendt verdenssituationen og alt det andet.

       På dage som i dag, hvor vinden raser og regnen truer med at begynde hvert sekund, er stranden forvandlet til et Skagensmaler mareridt. Det er nemt at forestille sig et skib, der er stødt på grund og fiskere, der desperat kæmper for sit liv, et sted i vandet ikke langt fra vandkanten, men langt nok fra til, at det er umuligt at nå derind uden at drukne. På de her dage dukker der også minder om lyst til at kaste sig i det iskolde havvand op, men der er ikke nogen smilehuller at spore i mine kinder. Kun salte tårer i min øjenkrog og et ønske om at forsvinde fra jordens overflade. Dø, for ikke at pynte på virkeligheden, som den er.

        Det er mindet om at gå ned ad gangen med det grå gulv og de gule murstensvægge med hovedet bøjet i et forsøg på at gøre mig selv mindre og mere usynlig. Det er mindet om at støde ind i en eller anden, samtidigt med, at jeg kunne høre de andre råbe; ”ad, du rørte hende.” Jeg kunne høre dem grine bag min ryg. Jeg kunne høre dem have det sjovt, og jeg var en brik i deres spil. En genstand. Mere var jeg ikke værd.

      På sommerdage med en frisk brise er duften af saltvand blød og tryg. Den er følelsen af hjem. Den er mindet om at svømme rundt og pludseligt mærke to mandehænder gribe fat om min talje. Den er følelsen af at kunne flyve i de to sekunder, der gik, før jeg igen ramte vandet efter at være blevet kastet op i luften af min far. Den er mindet om endeløse sommernætter, hvor hele familien ristede skumfiduser over bålet og fik varmen tilbage i kroppen takket være varmen fra bålets orange flammer.

       På dage med voldsom blæst er lugten af saltvand skarp og utryg. Den er minder om skænderier og kaos. Den er mindet om min søster gråd. Den er den gnavende samvittighed. Jeg var jo storesøsteren. Det var meningen, det var mig, der skulle være den store og stille mig mellem mine forældre og beskytte min lillesøster. Den er lyden af bilen, der startede, og den er frygten for, at far aldrig ville komme hjem igen.   

      På dage som i dag er lugten af saltvand mindet om hjem, for jeg er vokset op i Frederikshavn, hvor der aldrig er mere end en gåtur til vandet og lugten af saltvand, men den er også ønsket om at finde det sted, hvor jeg føler mig rigtigt hjemme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...