Ikke den eneste

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2016
  • Opdateret: 29 apr. 2016
  • Status: Færdig
Anne-Sophie har de sidste par år haft det svært. Tænkt negative tanker og været meget alene i hendes klasse. Men endelig laves der forandringer.

1Likes
0Kommentarer
39Visninger
AA

1. Ikke den eneste

Kære dagbog. Jeg troede, jeg var den eneste der følte mig alene. Jeg troede, jeg var den eneste der havde angst for at dø. Jeg troede, jeg var den eneste der følte mig overvægtig og jeg troede, jeg var den eneste med forældre, der begge to er døde. Men det hele viste sig, at være forkert. Den 12. april 2012 blev hele mit liv forandret.

Det startede med, at jeg skulle i skole d 5. april. Jeg var som altid ikke meget for at skulle i skole, men min plejemor tvang mig. Ikke fordi at jeg tænkte, at hun ikke ville mig det bedste, men hun kunne jo ikke rigtig gøre noget. Hun stod pludselig i døren og sagde: ’’Anne Sophie?’’. Jeg kiggede op fra min taske som jeg var i gang med at pakke og svarede:’’ Ja mor’’. Hun gik med rolige skridt, hen mod mig og førte mit lange pandehår om bag mit øre. Holdte forsigtigt om mig og sagde: ’’ Der er morgenmad og husk nu: Du kan godt klare skolen i dag! Og forresten, jeg har en god nyhed til dig.’’ Hun nåede ikke engang at sige den sidste sætning, før jeg afbrød:’’ Hvilken overraskelse!?’’ Mor tøvede og sagde:’’ sæt ned’’ Vi satte os ned. Jeg stirrede bare på min plejemor som var helt stille i et stykke tid, men endelig sagde:’’ Søde, jeg ved at du har det rigtig svært, især med din klasse. Og jeg ville have ventet med at sige det her, til at du var kommet hjem fra skole, men jeg har fundet dig en speciel-klasse. Den skal du starte i om en uge.’’ Jeg var helt målløs. Jeg skulle seriøst i en ny klasse!? På den ene måde var jeg rigtig glad, men på den anden måde var jeg rigtig bange. Hvad hvis at de nye klassekammerater var rigtig tarvelige!? ’’ Jamen mor….’’ Sagde jeg og kiggede ned i gulvet. Hvad hvis læreren er rigtig sur og hvad hvis at alle de andre ikke kan lide mig og bare syntes at jeg er alt andet end noget godt!?’’ Ordene røg bare ud af mig, ligesom isen ryger ned af vaflen på en varm sommerdag. Vi snakkede et stykke tid. Vi var heldigvis stået tidligere op den morgen, så jeg kom ikke for sent i skole.

Der var nu gået fire dage og det betød det var fredag. Den sidste dag som elev i 6.b på Gundslev skole. Det var med blandede følelser at jeg skulle forlade skolen. Jeg var nu mest glad fordi at det kunne vel ikke blive en værre klasse end den jeg allerede havde gået i. Jeg gik nede i skolegården, pludselig kunne jeg mærke mine hænder ryste og jeg blev svimmel. Det havde jeg prøvet før, angsten overtog min krop. Jeg ville ikke længere… Det kom faktisk mest når jeg ikke rigtig tænkte eller når jeg tænkte rigtig meget. Min mor kom gående imod mig, det gjorde hun tit når jeg havde fri for skole. Vi gik hjem. Min angst dæmpede sig og jeg fik det bedre. Angsten kom og gik ligesom hikke gør bare meget oftere…

Senere på dagen skulle jeg møde min nye lærer. Mor og jeg kom ind på skolen. Den var lille. Meget mindre end Gundslev skole. Vi sad ud på gangen og ventede på læreren kom. Jeg var rigtig spændt men mest nervøs. Der gik fem minutters tid også kom læreren. Hun var en høj lys håret dame nok i trediverne. Hun gik med lange hurtige skridt, hen mod mor og jeg og sagde så: ’’ Hej Anne Sophie. Jeg hedder Katarina og er din nye klasselærer’’ Jeg trykkede hende i hånden og sagde derefter:’’ Hej Katarina’’

’’ Nå lad os sætte os herind.’’ Sagde Katarina og førte min mor og jeg ind i et lille klasseværelse med få borde og stole. ’’ Nåh Anne Sophie’’ sagde læren og satte sig i en stol foran mig med en notesblok og en kuglepen:’’ Jeg kan forstå at grunden til du starter her er fordi du lider af angst og anoreksi og…’’ Der noget hun ikke at sige mere, før jeg rasende afbrød:’’ Jeg lider ikke af anoreksi! Jeg er ikke syg og jeg har det helt fint!’’ ’’ Skat tag det stille og roligt’’ sagde min plejemor som næsten ikke nåede at få et ord indført før jeg fik et vredesudbrud, smækkede døren efter mig og satte mig på bænken foran døren. Jeg kunne høre de snakkede derinde. Grunden til jeg blev sur var at jeg ikke gad at hører på de ting der nu var galt med mig. Jeg følte mig krænket. Da der var gået omkring ti minutters tid kom mor ud og hentede mig og sagde roligt:’’ Skat kommer du ikke lige med ind?’’ Jeg gik med ind og vi sad og snakkede i cirka tyve minutter. Jeg var rigtig bange men også spændt.

Det var nu mandag morgen. Klokken var præcist 07:00 og jeg skulle møde klokken 08:00 ligesom på min gamle skole. Jeg var utrolig bange og nervøs for hvad der nu ville komme til at ske.                              Mor kørte mig hen til skolen. Da jeg kom ind i forhallen stod Katarina og ventede på mig. ’’ Godmorgen Anne Sophie , er du nervøs?’’ ’’ Ja meget ’’svarede jeg og turde ikke kigge hende i øjnene. Da vi skulle til at gå kom der en pige ind af indgangen. Hun var lidt kraftig men så flink nok ud. ’’ Godmorgen Isabella’’ sagde Katarina til pigen som vendte sig om, sagde et lille: ’’hej’’ og gik derefter stille og roligt op af trappen.

Nåh lad os finde det klasseværelse, du skal gå i’’ sagde Katarina til mig og vi gik sammen op til klassen hvor de fem elever der nu var derinde sad helt stille og enten tegnede på hver deres stykke papir eller læste. Pigen på den første række kiggede op, så mig og rejste sig så op.’’ Hej, jeg hedder Ronja’’ sagde hun. ’’ Hej jeg er Anne Sophie’’ svarede jeg

Nu har jeg gået i klassen i en uge og har det super godt. Vi holder sammen alle sammen og har det godt. Og vi har alle fundet ud af at vi ikke er den eneste der har det svært!                                                                                         

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...