Ajudar - Destiel

Dean har aldrig gået særlig meget op i billedkunst, men selv han ved, at når man blander blå med grøn giver det en nærmest magisk farve, der kun efterlader spor af hvile og sikkerhedd. Alle kender Deans navn, men ingen har set hans ansigt. De kender ham fra ulykken, og de tror, de ved, hvad der skete. Men det gør de ikke. Det er der ingen, der gør - med undtagelse af Dean. Og for at være ærlig, så dræber sandheden ham. Castiel lever et liv i det skjulte, på en grænse mellem hans familie og ham selv. Han kæmper for det, han tror er rigtig, men gør alle ikke det?

1Likes
0Kommentarer
204Visninger
AA

2. Februar 2017

 

Sessionerne begyndte at stilne af. Der begyndte at komme flere og flere uger mellem dem. Den sidste session havde foregået for lidt over tre uger siden. Dean var glad for, at han ikke længere skulle spilde alle sine penge på at snakke med en fremmede, men det føltes ikke som om, at det havde hjulpet så meget, som han var blevet lovet.
Det var den samme dame hver gang, og hun kendte efterhånden til alle Deans dybeste, mørkeste tanker.
Hun kendte endda til Castiel. Han havde snakket om ham. Han havde snakket om ham, som om han ikke kunne snakke om andet.

Men det ville psykologen ikke snakke om. Hun ville snakke om Sam, og det kunne Dean ikke. ”Ikke endnu” blev han ved med at sige. ”Hvornår så? ” ville damen spørge, og uden et formelt svar ville Dean få manøvreret sig videre til næste spørgsmål.

Dean ville snakke om sine dæmoner, han ville snakke om sine tvangstanker og han ville snakke om sit selvmordsforsøg, men bare navnet på hans lillebror lod ham altid sidde tilbage med et så stort savn i brystet, at han ville have svært ved at trække vejret.
I sidste ende vendte han altid tilbage til Castiel, og hvordan han kunne få ham på bedre tanker – igen ville han blive afbrudt af psykologen. Enten ville hun fortælle ham, at det var usundt, at han var så afhængig af en anden person, eller også ville hun dreje den hen på, om Dean erstattede Sam med Cas, og endnu en gang ville Dean få svært ved at trække vejret.

Tirsdagen var altid den næst værste dag på ugen. Sjovt nok fordi intet kunne blive værre end mandag. Skolen emmede af længsel efter ferien, der lå og ventede efter fredagens sidste time, og Dean kunne nærmest tage fat i stemningen. Dog var der en dansk aflevering og en rapport i fysik, der skulle laves, inden han overhovedet kunne overveje muligheden om at slappe af. Det eneste, der holdte ham kørende i løbet af dagene, var tanken om onsdag aften.

Det havde været så let for Dean og Castiel at falde ind i hinandens rytmer. Castiel havde arbejde mandag og tirsdag, mens Dean arbejdede i den lokale garage som fejedreng mandag og torsdag, derfor kunne de kun mødes onsdag og fredag. Selvfølgelig plejede de også at bruge meget af weekenderne sammen, men der var også enkelte tilfælde, hvor de blev nødt til at undvære hinanden på grund af specielle arrangementer.

Den hårdeste tid gennem hele det sidste år, de havde været sammen, havde nok været juleferien. Castiels familie var kommet langvejs fra, for at være der gennem hele ferien, og Castiel var derfor ikke i stand til at mødes med Dean. Dean og hans mor havde haft en hyggelig juleaften, dog havde savnet om Cas også været stort for Dean. Nytårsaften var de gået ned på gaden, for at se alle deres naboers fyrværkeri. Dog havde Cas og Dean stadig ikke haft muligheden for at se hinanden, og på en måde fik det hele ferien til at virke så underlig tom. De havde derfor nøjes med at høre hinanden over telefonen, så snart de begge fik tid og lejlighed til det.

Nu nærmede vinterferien sig så, og endnu gang forventede Dean ikke særlig meget. Han skulle arbejde de sidste fire dag af ferien, og den første del af ferien, regnede han med at bruge på lektier og kommende opgaver.

En brummen fra Deans lomme indikerede, at der var en person, der prøvede at kontakte ham. Han tog mobilen op, og så Cas’ navn oplyse skærmen. Et lille smil løftede sig på hans læber, inden han svarede opkaldet.
”Det er den smukkeste af os to” svarede han kækt. Der var lidt stilhed i den anden ende, mens Cas prøvede at finde et svar. ”Du er en idiot, ved du godt det? ” sagde han så, og fik et kækt grin ud af Dean.

”Ja, du bliver jo ved med at minde mig om det” svarede Dean, mens han fumlede med nøglerne til lejligheden, glad for at endnu en dag var overstået.

Et suk lød fra den anden ende af røret, inden Cas begyndte at tale igen. ”Hvad skal du i ferien? ” Spurgte han, fremkaldende af det spørgende udtryk, der dukkede op på Deans ansigt. ”Øhm… ikke så meget, hvorfor? ”
”Jeg tænkte om du ville med i sommerhus med mig? ” Dean lod skoene dumpe til gulvet under knagerækken til jakkerne, inden spørgsmålet rigtigt satte sig fast i hans hjerne. Han smed nøglerne i den lille skål, der stod på kommoden ved døren. ”Er du seriøs? ” spurgte Dean, mens et spændt smil prydede hans læber. ”Nej, jeg joker” svarede Cas sarkastisk. Et fnys forlod Dean.
”Hvordan har du fået fat i et sommerhus? ” Dean ville rigtig gerne, han kunne dog ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre.
”Min familie har et mindre et. Det ligger en lille times tid væk herfra, dybt begravet i skov. Du vil elske det” Dean kunne mærke, hvordan sommerfuglene bredte sig i hans mave, allerede med tankerne på, hvad han skulle pakke.

”Tager din familie med? ” Dean lød usikker, og vidste ikke, om Cas endelig havde fortalt hans familie om hans hemmelige forhold. Castiel sukkede i den anden ende, hvilket var svar nok. ”Men, hvordan har du så fået sommerhuset? ” Dean med alle de spørgsmål. ”Bare rolig. Jeg har styr på det her, så længe du har styr på, hvad du skal pakke” svarede Cas.

Dean og Cas aftalte tid og sted de skulle mødes. Cas ville samle Dean op, også ville de sammen tage af sted. De ville være af sted i et par dage, dog virkede det som om, at Dean pakkede hele sit klædeskab sammen. Cas ville gerne sørge for mad og drikke, dog havde Dean købt lidt ekstra i tilfælde af, at der ikke var nogen købmand i nærheden af sommerhuset.
Dagene op til ferien virkede nu endnu længere væk, men inden Dean havde set sig om, var det fredag, og han skulle snart på ferie med sin kæreste. Han kunne mærke begejstringen helt nede i tæerne og ude i fingerspidserne.

Castiel holdte i en stor BMW, der hvor de havde aftalt at mødes. Dean smed hurtigt sine tasker om på bagsædet, inden han svingede sig ind på forsædet, hvor han hilste på Cas med et kys. Spændingen kunne tydeligt mærkes. De fortalte hinanden om deres uge; hvad de havde lavet, hvem der havde været en idiot, og hvordan deres forskellige tests og fremlæggelser var gået. Derved virkede køreturen ikke så lang, og Dean følte at han kun havde siddet i bilen i et kvarter, da Castiel drejede ned ad en grussti, der førte hen til det smukkeste sommerhus, Dean nogensinde havde set.

Det var meget lille, men så afsindigt hyggeligt ud. Huset var sort, og gik fint i spænd med omgivelserne, som mest bestod af træer og buske. Hele vest siden bestod af vinduer, så de ville have den perfekte udsigt til solnedgangen. Udefra kunne man se en gammel kakkelovn, som førte op til et skorsten, der prydede husets tag. Det var nærmest taget ud fra et eventyr. ”Du ved, hvis vi er heldige kommer vi til at se nogle rådyr” sagde Cas, mens han prøvede at låse op for hoveddøren. Dean svarede ikke. Han stod med armene fulde af poser og beundrede det lille vidunder hus, mens han prøvede at printe så meget som muligt fast i hans hukommelse.

Så snart de havde sat deres fødder inden for huset, var de blevet omfavnet af den dejligste duft af natur og træ. Huset duftede rent og køligt, og der gik et stykke tid inden ovnen havde varmet hele huset op, men det betød bare, at der var mere tid for Dean og Cas til at sidde krøllet sammen under et tæppe. Cas havde taget en bog med, mens Dean lyttede til musik.

Da huset endelig var varmt nok, til at de kunne gå rundt uden sko på, satte de sig op til spisebordet. Dean havde fundet et brætspil de skulle prøve, men da det viste sig, at de manglede to andre spillere, droppede de det. ”Vi burde nok også pakke ud i stedet for” mumlede Cas, hvilket fik Dean til at rulle med øjnene. ”Kan det ikke vente? ” spurgte han. Dog rystede Cas bare på hovedet, hvorefter han rejste sig og gik mod taskerne, der stadig stod i entreen.

Køleskabet blev fyldt med mad, og Cas kunne ikke lade være med at ryste på hovedet, over at Dean også havde valgt at tage mad med. Selvom han havde fået besked på ikke at gøre det. Men i det mindste var de sikre på, at de ikke ville sulte. Angående soveværelset var de begge to blevet enige temmelig hurtigt.
Det ene soveværelse var et gæsteværelse, hvor der var en enkeltmandsseng og det mindste klædeskab i galaksen, mens det andet havde en kæmpe dobbeltseng med natborde, og to klædeskabe.
Badeværelset var ikke så stort, men der havde alligevel været plads til at mase et boblebad derind, som Dean helt sikkert skulle prøve, inden de vendte snuderne hjemad.

Alt i alt virkede det til at de nok skulle få en hyggelig tur ud af det.

Dagene fløj af sted med lange gåture i skoven, hvor de blev ved med at finde nye blomster og svampe. Den ene dag prøvede Dean endda at bygge en hule ud af lange kæppe han havde fundet, men som Cas havde forudsagt, braste det hele sammen, så snart det skulle holde til vægten af en stor gren med en masse blade, der skulle have fungeret som tag. Dean havde trukket på skuldrene, og egentlig var han ligeglad med den skide hule, så længe han kunne få lov til at høre Castiels grin på den måde igen.

De grillede uden for de fleste af dagene, selvom februars bidende kulde skar dem i kinderne, og det endte faktisk med, at Castiel fik ret angående rådyrene. Den ene aften havde de begge siddet fordybet i en bog ved et af de store vinduer, da et lille rådyr kid kom spankulerende forbi. ”Se! ” Dean nærmest sprang op fra sofaen, for derefter at liste sig hen mod vinduet, så det lille kid ikke ville løbe væk. Dean tabte næsten kæben, og kunne ikke få nok af den lille unge, inden dens mor kom forbi, og fik den med ind i buskadset igen. Cas havde slet ikke set på rådyrene, da han ikke kunne lade være med at beundre denne fjoget fyr, der skulle vise sig, at være hans kæreste.

”Det her burde vi gøre en dag” mumlede Dean til sig selv, den tredje morgen de var der, mens han sukkende satte sig ned på en træstub. De sad ved en bålplads, de havde fundet dagen forinden. Den lå ude midt i skoven, og de skulle holde tungen i munden, hvis de skulle huske vejen hjem. ”Hvad burde vi gøre? ” spurgte Cas, og satte sig ned af et træ, der stod i nærheden. Vinden susede mildt i træernes grene, og selvom bladene ikke var sprunget ud endnu, var der et eller andet så magisk og smukt over hele situationen.
”Købe et sommerhus” smilede Dean. Han tog en dyb indånding og nød den kolde luft i hans lunger. ”Så skal det ligge ud til vandet” mumlede Cas, og lænede sig tilbage mod træet, han havde siddet op ad, igen. Dean smilede. ”Men også med en lille skov til” Castiel klukkede. ”Hvis du har råd til det, så er det fint med mig” Dean fnøs med et smil om munden, og lod idyllen af skovens lyde indhylle ham.

”Selvfølgelig gør vi det” sagde han så – pludselig klar over, hvor dejlig en fremtid, der lå foran dem. Castiel smilede til ham, hvorefter han lukkede øjnene og lyttede. Fuglene var allerede begyndt at dukke op efter vinterens træk sydpå, og gav hele landet liv på ny. Dean sad uroligt og holdte øje med Cas. Han havde energi, og Cas lignede en, der godt kunne tage lidt fis.

Castiel sad og lyttede efter lærken, stadig med lukkede øjne, så da Dean overfaldt ham med hele hans kropsvægt, var han alt andet end forberedt. ”Dean! ” udstødte han grinende. Dean havde væltet ham, så de begge lå på den kolde skovbund. ”Ved du hvad der ville være frækt? ” spurgte Dean. Castiel genkendte den varme gnist i hans øjne. ”Nej. Hvad? ” spurgte han, dog kunne han se på Dean, hvor det her ville føre hen. Dean løftede øjenbrynene flere gange i træk, med et lummert smil om munden. ”At gør det – lige her” svarede han så, med munden virkelig tæt på Cas’ øre.

Castiels puls steg automatisk, dog slap et lille fnys ud fra hans læber. ”Hvad hvis folk ser os? ” spurgte han. Dean rynkede mistroisk på brynene. ”Come on. Vi kunne næsten ikke finde det her sted! Hvad er chancen for at andre gør? ” Cas indså, at der ikke var nogen vej udenom, men egentlig havde han heller ikke så meget i mod det. Så de gjorde det. De havde sex i naturen, og hvor var det bare ikke, hvad Castiel havde regnet med.

Selvom de var et offentligt sted, virkede det hele så privat. Og den kolde luft mod hans bare skind gav ham gåsehud. Han lovede at huske dette for evigt. Deans hænder kærtegnede og kælede for Cas på en måde, han aldrig havde prøvet før. Cas’ hænder lå dybt begravet i Deans manke, og hver gang han rev en smule i hårene, udstødte Dean en lyd, der kom dybt fra hans strube. Alene Deans hede kys var nok til at gøre Cas stenhård. Da Dean så begyndte at gnubbe sin længde mod Cas’ lår, begyndte det at svimle for ham. Han prøvede at indprente, den måde Dean havde forandret sig fuldstændigt ude i naturen, i sin hukommelse. Han kunne aldrig tænke sig at glemme, hvordan Dean kiggede på Cas som om, han ikke kunne leve uden ham, og hvordan han endelig kunne høre lærken, da de lå og kom sig over turen med hinanden. Omfavnende og en smule rystende af kulde.

”Vi burde nok gå hjem og tage et bad” konkluderede Dean, og hjalp Cas op da han gjorde sig enig.

Den anden sidste dag var en tirsdag. Castiel havde spurgt Dean, om han ikke ville smutte ud til den bålplads de havde fundet, da Cas var sikker på, at han havde tabt sine vanter derude. Dean havde brokket sig lidt, og argumenteret med, at det var Castiels handsker, så det burde vel være ham, der smuttede ud efter dem. Dog lovede Cas en dejlig, storslået middag når han kom hjem. ”Det er snyd! Du ved, jeg ikke kan sige nej til sådan noget” mumlede Dean på vej ud af døren. Castiel grinede inden han lukkede døren.

Det havde været planen helt fra starten af. Selvfølgelig vidste Cas ikke, at han kunne bruge undskyldningen med vanterne, men havde det ikke været dem, havde han sikkert fundet på noget andet, der kunne have fået Dean ud af huset. Da han var sikker på, at Dean var så langt væk, at han ikke kunne se huset mere, trak Castiel gardinerne for ved alle vinduerne i hele huset. Derefter gik han ind på soveværelset, hvor han træk en lille æske frem fra under sengen.

Han var hundrede procent sikker på, at Dean ikke havde set den, og egentlig kunne han ikke lade være med, at beundre sine egne vilde ninja-skills. De smukke lyserøde rosenblade, der lå i æsken blev stille løftet ud. Måske var de en smule falske, men Cas havde desværre ikke været i stand til, at kunne smugle den ægte vare med på ferien. Dog duftede disse blade, som om de var ægte, og det måtte forhåbentligt kunne række.

Efter rosenbladene var fordelt nydeligt i de forskellige vindueskarme og hylder, mens nogle andre lå på gulvet, og et hjerte var formet ud af dem på sengen, begyndte Castiel at tænde diverse stearinlys – nogle af dem med en fantastisk duft, som straks bredte sig ud til resten af huset. Med spændingen voksende i maven, slukkede Cas alt lyset, med gardinerne stadig trukket for alle vinduerne, så det eneste lys kom fra de brændende duftlys.

Cas vidste, at Dean kunne være hjemme når som helst, og at dette derfor ville ødelægge hele hans plan, hvis han ikke skyndte sig at blive færdig, derfor havde han ikke forberedt den vildeste middag. I stedet havde han nogle færdigretter klar, fra de sidste par dage, sammen med en vin, en medarbejder fra et lokalt supermarked havde anbefalet. Dog syntes han selv, at det var godt klaret, taget i betragtning af, at han hadede at lave mad. Han åbnede flasken med et plop. Han ville vente med at hælde den på glas, indtil Dean kom tilbage, så den ikke ville stå og blive flad i det.

Som prikken over i’et tændte Cas for CD-afspilleren, og lod surround-anlægget fylde hytten med Bastille. Han vidste at det ikke var det mest romantiske musik, der fandtes, men der var en helt speciel sang, som han gerne ville have at Dean hørte – og i aften var den helt perfekte anledning. Cas vidste inderst inde, at hvis han virkelig skulle overraske Dean, så skulle han sætte Twenty One Pilots på, men så langt ville han dog ikke gå, for at skabe den rigtige stemning. Han indrømmede at deres sange var okay, men det var ikke sådan noget han ville høre på en aften, som i aften.

Da Oblivion startede, pausede han musikken, og sørgede for, at så snart han trykkede spil, ville denne bestemte sang starte. Nu var der ikke andet tilbage end at vente på Dean, og for at være ærlig, så var Cas overrasket over, hvor længe Dean havde været væk.
Han ville tjekke sin mobil, for at se om Dean havde skrevet til ham, men Deans mobil lå lige ved siden af Castiels. En regel Cas faktisk var kommet op med: at lade mobilerne ligge, så de kunne nyde så meget af nuet som muligt.

Der gik endnu ti minutter, og Cas begyndte at blive mere og mere urolig. Heldigvis, gik døren op i det Cas skulle til selv at trække i overtøjet, for at gå ud og se efter Dean. ”Cas? ” Castiel sad spændt på sofaen, mens knuder af spænding satte sig i hans mave. Han kunne høre døren blive lukket, hvorefter der var lyden af støvler, som blev sat på gulvet. ”Cas? ” halvråbte Dean igen, hvorefter lyden af hans jakke, der blev lynet op kunne høres. ”Cas, hvad er det her? ” et tydeligt smil prydede Deans stemme, og Cas kunne ikke selv lade være med at smile.

Endelig kom Dean ind i stuen, og så Cas, der sad rødmende i sofaen, i gang med at hælde vin op til dem begge. Hans læber trak sig op i et skævt smil, og hans øjne skinnede af glædelig overraskelse. ”Hvad er alt det her? ” spurgte han, hvorefter han klukkede spændt, stadig med øjnene på Cas. Med et glas vin i hver hånd, rejste Castiel sig smilende op, og rakte det ene til Dean. ”Glædelig valentinsdag” svarede han endelig. ”Jeg håber du vil være min Valentin” Dean grinede, mens en boble af glæde og kærlighed fyldte hans krop. ”Hvad hvis jeg sagde nej? ” spurgte han udfordrende, mens han tog et skridt mod Cas. ”Så måtte jeg vel bare finde en anden” mumlede Cas, med læber få centimeter fra Deans. ”Så tror jeg bare, jeg siger ja” svarede Dean og kyssede sin overraskende romantiske kæreste.

Det var et inderligt og længselsfuldt kys. Deans kolde fingre kærtegnede Cas’ varme kinder, og Castiel lukkede øjnene, mens et suk af lykke lod ham synke mere ind i berøringen.

”Jeg håber du er sulten” sagde Cas, da de begge havde taget en slurk af den billige vin. Dean nikkede. ”Jeg kunne altså ikke finde dine handsker” mumlede han, på vej hen mod bordet, hvor et fad fyldt med rester stod og ventede på dem. Cas grinede. ”Skat, det var en løgn. Jeg skulle bare have dig ud af huset” Dean rystede på hovedet. ”Din lusket skiderik” Cas grinede igen.

Dean havde aldrig været den sukkersøde, håbløs romantiske person, men han måtte indrømme at Cas godt nok havde gjort et eller andet ved ham. Det var som om han havde taget nogle af de stykker, der var ødelagt inde i Dean, og erstattet dem med nogle nye, bedre, og mere følsomme stykker.
I tiden efter Sams død havde Dean haft den forsvarsmekanisme, at lukke fuldstændig ned for følelser. Han havde ikke snakket med nogen om, hvad der var sket den aften – ikke en gang hans mor, hvilket i sidste ende også havde været skyld i hans selvmordsforsøg.
Castiel havde godt mærket, at der var noget, som Dean ikke ville snakke om, når han spurgte ind til resten af hans familie. Han havde set billedet af Sam, der hang i gangen hen til Deans værelse, men han havde ikke fået mere af vide, end at det var Deans afdøde bror.
Alligevel var der visse punkter, hvor Cas havde været i stand til åbne Dean, og få ham til at erkende sine følelser.

Castiel vidste egentlig ikke, hvordan sådan noget skulle håndteres, så han havde også skubbet emnet, om Deans bror væk igen, med tankerne om, at Dean ville snakke med ham om det, når han var klar. Men nu var der lige pludseligt gået et helt år, og de havde stadig ikke talt om det.

”Orv…! ” udbrød Cas, mens de var ved at øse mad op, hvorefter han rejste sig op igen. Skyld i det mindre chok Dean fik. ”Hvad skal du? ” spurgte Dean, med blikket i Cas’ retning. ”Det var bare… ” Castiel stoppede med at snakke, mens han kiggede efter afspil-knappen på fjernbetjeningen til CD-afspilleren. Da musikken begyndte at spille, lagde han fjernebetjeningen ned igen. ”Jeg har fundet en ny sang, jeg tror du vil kunne lide” mumlede han, mens han satte sig ved bordet igen.

Sangen indtog hele huset, og det rolige tempo fyldte det forelsket par mens en fortrolig følelse af nærhed og erkendelsen af, at de var helt alene midt i en skov, i det smukkeste sommerhus på kloden, fyldte deres kroppe.

Med grønne øjne stirrende dybt inde i de blå perler, rynkede Dean pludselig panden, i et udtryk af, at han lige havde fået en åbenbaring. ”Hvad? ” spurgte Cas, nærmest hviskende, af frygt for at dræbe stemningen. ”Jeg indså lige… at jeg elsker dig” fastslog Dean. At sige det højt føltes så godt – meget bedre end hvad han havde regnet med. Det overrasket udtryk på Castiels ansigt blev hurtigt erstatte af en inderlig følelse af stolthed. Han kunne ikke forstå hvorfor, men han følte sig stolt. ”Det er første gang, du siger, at du elsker mig” hviskede Cas, med en klump i halsen. Frygten for at græde af lykke var stor. Dean nikkede, erkendende over for denne store åbenbaring. ”Jeg elsker også dig” svarede Cas, der lagde sin hånd på Deans arm.

Han havde lyst til at kysse Dean. Til han var blå i hovedet. Han havde lyst til at følge ham ind i soveværelset og vise Dean det flotte hjerte, han havde lavet, og han havde lyst til aldrig at give slip. Men han gjorde ikke noget af dette. I stedet blev han siddende, med sin hånd på Deans arm, hvor de delte et kort uendeligt øjeblik.

Sangen skiftede til en anden med et godt beat, og Dean sprang kort i sit sæde. Cas udstødte et klukkende grin, inden han rejste sig op og stoppede musikken, inden stemningen ville være helt forsvundet.

De spiste videre i stilhed – begge klar over, hvad der lige var sket. Ingen af dem sagde noget – i stedet brugte de tiden på at nyde hinanden. Dean kunne ikke lade være med at skæve til Cas’ læber, der greb om gaflen, eller hans brune hår, der strittede lidt til alle sider, eftersom han havde glemt at putte gel i det i dag. Han skævede til Castiels arme, der lå på bordet, og videre til skjorten, der prydede hans overkrop – nærmest for fin til Deans smag. Men alligevel ikke. Det sidste han kiggede på, var Cas’ øjne. Tit havde han spurgt sig selv, om Castiel gik med kontaktlinser, for helt ærligt så det unaturligt ud – så blå var de. Dean håbede at han aldrig ville glemme den farve.

Cas kunne mærke Deans blik på ham, men valgte at spise videre. Dog kunne han ikke lade være med at lade et lille smil overtage hans læber.
Idyllen herskede derved igen over det lille sommerhus, mens de sidste rester blev spist. Udenfor begyndte dyrene at gå til ro, mens solen langsomt gemte sig væk bag horisonten, men denne aften var det ikke dette, drengene beskæftigede sig med. Alle gardinerne var stadig trukket ned, mens en del af stearinlysene var brændt ud. Dean sad med Cas mellem benene på gulvet, mens de nød varmen fra kakkelovnen. De kunne høre når ilden stille fortærede det træ, der lå derinde. Cas kunne også høre Deans vejrtrækning, og egentlig generede det ham ikke.

”Dean? ” Cas kiggede ind i flammerne, og kunne mærke hvor varme hans kinder og næser var blevet. ”Hmm? ” svarede Dean, med en brummen Cas kunne mærke i ryggen. Cas begyndte at tegne usynlige mønstre på det lår, hvor hans hånd havde ligget i forvejen. Dean stønnede af velbehag. ”Du ved, du kan fortælle mig alt ikke? ” spurgte Cas, stadig med hånden tegnende på Deans lår. Dean rynkede spørgende brynene, mens han svarede: ”Ja, selvfølgelig. Og i lige måde” Cas smilede lidt over Deans vane for altid at bringe Castiel ind i billedet, men endnu en gang fik han en alvorlig maske på. ”Vil du så ikke fortælle mig om Sam? ” Castiels stemme var svag, og han var ikke sikker på, om Dean havde hørt ham. Deans vejrtrækning var stoppet i hans hals et kort sekund, inden han igen lagde mærke til Cas’ finger, der tegnede på hans lår. Han lagde al sin koncentration på, hvordan følelsen af Cas’ finger mod hans jeans føltes, inden han svarede. ”Jo”

Cas udåndede lettet. Han havde været bange for, at Dean ville blive sur på ham, eller ville lukke af over for ham, men Dean havde faktisk valgt, at åbne sig op for Cas. Dean tog sine ben til sig, og efterlod nu Cas alene. Castiel vendte sig om mod ham, og så han havde lagt benene over kryds, mens et seriøst blik herskede over hans øjne. Han virkede ikke kold over for Cas, han virkede bare alvorlig. ”Hvad vil du vide? ” der var stadig ingen spor af, at Dean fortrød hans beslutning omkring denne samtale, og gav derfor Castiel modet til at spørge.

”Det er ikke sådan et konkret spørgsmål… Det er mere sådan en bekymring jeg har” mumlede Cas. Han kunne begynde at mærke, hvordan varmen fra kakkelovnen ramte hans ryg, og fik ham til at svede en smule. Dean nikkede, som at give Castiel lov til at udtrykke sin bekymring. ”Jeg kan mærke på dig, at det er rigtig hårdt at tale om” konstaterede han. Dean nikkede endnu en gang, ude stand til at finde på noget at sige.

”Ej, undskyld” Efter få sekunder afbrød Castiel stilheden. Dean kiggede uforstående op på ham, gennem lange øjenvipper. ”Jeg vil ikke ødelægge sådan en god dag” svarede Cas, da han så Deans ansigtsudtryk. Dean rakte armene ud mod den tydeligt skyldstynget dreng, der sad foran ham. ”Kom her”

Castiel kravlede ind i Deans favn, og kunne mærke hvordan hans egen vejrtrækning begyndte at matche Deans. Dean lagde dem begge ned, så de stadig lå foran kakkelovnen, Deans arme tæt omkring Cas. Med sit øre mod Deans bryst kunne Castiel høre den dybe indånding, som Dean tog, inden han kunne mærke den i hans hår. ”Cas… ” sagde Dean så. ”For at være sikker på, at det her skal holde… ” Deans greb om Cas’ arm blev strammet en smule, og gav Castiel en følelse af sikkerhed.

Dean plantede et kys i Cas’ hårgrænse. ”... Så skal vi også kunne være ærlige over for hinanden” Cas nikkede, lettet over at Dean ikke var sur, over at han havde bragt emnet frem. Castiel strammede sit greb om Deans T-shirt, mens han lænede sig længere ind mod Dean og hans varme, med et ønske om at kunne blive liggende der for evigt.

”Sam var min lille bror” Dean havde rettet sit blik mod loftet, hvor skyggerne var lange og mørke. Han startede med de faktorer, som Cas allerede vidste. ”Han var fire år yngre end mig” Castiel påbegyndte igen at tegne mønstre med sin finger, denne gang var det bare på Deans brystkasse. Castiel vidste det ikke, men hans finger, der kørte over Deans bryst, var den ting, der lod Dean føle sig jordforbundet. Al hans koncentration var endnu en gang rettet mod det mønster, fingeren ubevidst tegnede.

Dean tog en dyb indånding, da han indså, at han havde holdt vejret i noget tid. ”Jeg ved, at du sikkert har hørt historien fra en eller anden på gymnasiet… Det er dybest set den eneste grund til, at folk, ved hvem jeg er” Castiel rynkede brynene. Det, at han havde hørt historien om Dean og ulykken fra nogle andre elever på skolen, var sandt. Men det faktum, at Dean ikke troede at nogle lagde mærke til ham, og kun vidste hvem han var på grund af ulykken, gjorde Cas forvirret. ”Men der er ingen, der ved hvad der faktisk skete” konstaterede Dean.

Han kunne mærke, hvordan pulsen var steget, selvom han lå helt stille. Hans tanker var stadig kun rettet mod Castiels finger mod hans lår, og han håbede inderligt, at Cas aldrig ville stoppe. ”Jeg dræbte Sam”

Stilheden indtog sommerhuset, som en altødelæggende, usynlig superskurk. Det føltes som om Deans hjerte snart ville hoppe ud af brystet på ham, mens billeder fra hans sidste sekunder med hans bror, spillede for hans øjne.
Han kunne huske, hvordan Sam havde siddet i passagersædet, mens Dean var personen, der styrede bilen. Han drillede Sam – det havde han altid gjort. Sam var blevet pissesur, og som en afreaktion, puffede han til Dean. Som den store knold han var, synes Dean bare det var sjovt, og puffede derfor igen – dog ved denne handling, blev han nødt til at tage øjnene fra vejen i nogle få sekunder. Også vågnede han op på et sygehus.

Dean kunne ikke beskrive hele øjeblikket, eller hans ture til psykolog bagefter, men han kunne forklare, hvordan situationen virkelig havde været. ”Alle tror, at det var en uskyldig ulykke – ikke nogens skyld” mumlede Dean. Han lod en hånd svæve op til Cas’ hår, som han stille begyndte at magere. ”Det var det heller ikke” indvendte Castiel, dog var han godt klar over, at han ikke havde den fjerneste idé om, hvad der skete.

Dean rystede på hovedet. ”Det var min skyld, Cas. Jeg er skyld i, at min familie blev splittet, og at halvdelen af min mors børn er døde” Dean hviskede, han havde glemt alt om Castiels tegninger på hans bryst. Castiel vendte ansigtet op mod Dean, og synes at al den smerte i Deans øjne næsten gjorde fysisk ondt på ham. Deans øjne skinnede med skyldfølelse og selvhad, og Castiel vidste at han ikke kunne sige noget, der kunne gøre det godt igen. Han havde ikke været der, og han kunne ikke sætte sig ind i situationen – alt han kunne gøre, var at forsikre Dean om, at det ikke var hans skyld. Han kunne hjælpe Dean med at få det bedre. Han skulle hjælpe Dean med at få det bedre, andet kunne han ikke være bekendt.

Castiel løftede sit hoved, så han var på øjenhøjde med Dean. Ingen af dem sagde noget, men mens Deans ansigt var fyldt med sorg og foragt, var Castiels ansigt lagt i en omsorgsfuld maske. Han lagde en hånd mod Deans kind. Dean lukkede øjnene og pressede sig selv ind mod følelsen af Castiels varme håndflade. Hans puls var øget en smule, men selv Cas kunne stadig mærke dets pumpen gennem hans T-shirt. ”Bare rolig. Vi skal nok ordne det her” hviskede Cas, med hans eget ansigt få centimeter fra Deans.

Dean pressede længselsfuldt hans læber mod Castiels. Det var et ømt og varmt kys. Det var sjældent, at de delte sådan nogle kys, men de var rare. På en måde føltes det meget trøstende, og Dean pressede sig længere ind mod følelsen af sikkerhed – endnu en gang jordforbundet ved hjælp af Cas’ berøring. Han var godt klar over, at der var intet at ordne, og at Cas bare ikke forstod, men han var taknemmelig for, at Cas havde prøvet at forstå. Det føltes som om, at en byrde var blevet løftet fra hans skuldre, nu da Cas vidste til en af hans dybeste hemmeligheder. Han vidste, at denne aften ville blive en milepæl for deres forhold – om det så ville være en god eller dårlig milepæl, ville han finde ud af. Dog, for at være ærlig, føltes det som en af de bedre af slagsen.

Dean og Cas nåede aldrig ind i soveværelset. Cas var også godt klar over, hvor kliché hans romantik havde været, men det havde alligevel taget Dean med storm. Den aften blev de liggende foran pejsen. Nok var gulvet hårdt, men med tæpperne og puderne fra sofaen under dem, virkede det alligevel ikke så slemt. De elskede den aften. Det var ikke den normale rutine, med hungrende bevægelser, af frygt for ikke, at kunne komme tæt nok på hinanden. I stedet var det som en stille dans i solskin. Det var følelsesladet og lidenskabeligt. De snakkede ikke, men sørgede i stedet for, at fylde deres sind med indtrykkene af hinanden. Hud mod hud, læber mod læber, sammenflettet fingre.

De sidste stearinlys var gået ud, og det eneste lys, i stand til at kunne lyse dem en smule op, var de søvnige gløder fra ovnen. Dog, selvom gløderne var døende, var de stadig varme. Dean og Castiel svedte meget mere, end hvad de plejede at gøre, men lagde ikke rigtig mærke til det. Den eneste grund til, at man vidste, hvor meget de sved, var fordi lyset landede på de to sammenflettede kroppe, og oplyste de små vanddråber, der i sit eget tempo, gled ned mod jorden.

Dean vågnede som den første morgenen efter. Stiv i ryggen efter en hel nat på gulvet. Cas lå med ryggen til ham, stadig med en helt bar krop. Alle gardinerne var stadig trukket for, så hele huset var lagt hen i mørke, og gjorde Dean i tvivl om det var nat eller dag. Dog, da han kom ud på toilettet, trak han gardinerne fra og indså, at solen stod højt på himmelen. Dean tog et hurtigt brusebad, for at få den værste stank af sved af sig, inden han smuttede ind på soveværelset, for at begynde at pakke sine ting. Han ville virkelig ikke hjem, men han vidste at Cas ville bliver glad overrasket, hvis Dean var et skridt foran, angående sådan nogle ting, som at pakke.

Til at starte med, indså den søvndrukkent unge mand ikke, at sengen var fyldt med rosenblade, men da han så endelig fik øje på det, kunne han ikke stoppe det skæve smil, der poppede op på hans læber – Cas havde virkelig gjort noget ud af hele sin plan. Han fik et hurtigt billede af hjertet, inden han pakkede det tøj ned, som han ikke skulle have på.

Castiel vågnede omkring halvanden time efter Dean. Hans nøgne krop var dækket af et tæppe, som han regnede med, Dean havde lagt over ham. Han var træt og øm i kroppen, så han kom ikke længere end til sofaen – stadig med hans krop pakket ind i tæppet – hvor han havde tændt for fjernsynet. Dean kunne se Cas fra køkkenet, mens Castiel lagde mærke til den sang, Dean rendte rundt og nynnede. Det var sangen, Cas havde afspillet for Dean dagen før. Der var ikke sket noget spændende, de dage Dean og Castiel havde været isoleret for omverdenen, så Cas var hurtig til at slukke fjernsynet igen, for derefter at slæbe sin dovne krop ud i køkkenet til Dean.

Dean havde et rent sæt tøj på, og hans hår var sat med gel. Cas nød synet af sin kæreste, mens han nussede rundt i færd med at lave en lækker morgenmad, de kunne nyde, inden de måtte vende snuderne hjemad. Tanken om at deres ferie sammen var overstået, sendte Cas ud i et melankolsk anfald. ”Jeg vil ikke hjem” mumlede han. Dean smilede en smule trist til ham. ”Heller ikke mig”

Morgenmaden bestod af spejlæg på rugbrød med løg og ketchup som tilbehør. Utroligt nok, havde de været i stand til at udrydde næsten al den mad, de havde taget med. Det eneste, der var tilbage, var noget salat og ketchuppen. Dean satte musik på, da de begyndte at rydde op og pakke sammen. Nynnende ryddede Cas op efter sin succesfulde plan fra aftenen forinden. Han samlede alle de falske rosenblade sammen, og lagde dem tilbage i den bøtte, han havde opbevaret dem i før – som et evigt minde om deres første Valentinsdag sammen. Dog måtte de udbrændte duftlys sige hej til skraldespanden, da der ikke var særlig meget mere, de kunne hjælpe med.

Det sidste de gjorde, inden de låste døren, var at støvsuge. Mens Dean brugte støvsugeren, sørge Castiel for, at der ikke var nogle ting, de havde ladet ligge på gulvet, som de ville komme til at savne senere. ”Er det her din? ” spurgte Cas, mens han holdte en lille hvid plasticdue op, da han gik ind i stuen til Dean. De grønne øjne tog et tættere kig på duen, men rystede så på hovedet. ”Nope. Kan det ikke være en, I har glemt, sidst I var her? ” spurgte han. Castiel rystede på hovedet. ”Nej. Min familie ville aldrig bruge penge på sådan noget” han vendte den lille due i hånden.

”Men så må det være din nu” konstaterede Cas, mens han rakte den frem mod Dean. Dean rystede på hovedet. ”Jeg gider da ikke at have den” svarede han og grinede. Dog var det for sent. Cas havde allerede proppet den i hans lomme, og det var ikke fordi, de begge var i humør til at skændes over sådan noget – så Dean valgte at beholde den. Hvem ved, måske kunne den bringe held.   

Bilturen var stille. Ingen af dem sagde noget, og egentlig havde de ikke rigtig noget at snakke om. Dean vidste, at så snart han steg ud af bilen, skulle han vente helt til onsdag, i næste uge, for at se Cas igen. Det føltes som om tanken bogstaveligt talt drænede ham for energi. Cas prøvede at nynne med på de forskellige sange, der kom i radioen, men til sidst gav han op, og slukkede den. Uden at kigge, lagde Dean sin hånd på Cas’ lår, hvor den blev liggende resten af turen.

”Kan vi måske ikke mødes i weekenden inden skolen begynder? ” spurgte Dean, da Castiel holdte ind til siden. Cas sendte Dean et længselsfyldt blik, men rystede på hovedet. ”Jeg har fået ekstra arbejde – min far giver mig ikke rigtigt andet valg” undskyldte han. Dean nikkede forstående, hvorefter han lod hånden på Cas’ lår, flyve op og nusse hans kind. ”Lov mig, at vi gør det her igen” Cas smilede. ”Vi kan gøre det så tit vi vil, når vi flytter hjemmefra” lovede han. Dean følte sig håbefuld, og synes det på en måde var sjovt, at han ikke kunne vente med at blive ældre. Han vidste, at så snart de begge var færdige med deres uddannelser, ville de flytte sammen.

Med et kys mod Deans hånd, gav Cas slip, og lod sin kæreste stige ud af bilen, for derefter at tage sine ting. Det var en bittersød fornemmelse han havde, da han kørte derfra. Det havde været den bedste weekend i hans liv, men nu var den ovre, og han måtte desværre indse, at virkeligheden bankede på døren.

I et drømmestadie trådte Dean ind i den smalle lejlighedsentré. Hans mor kom ud til ham med et stort smil om munden. Overrasket hev han hende ind til et tæt kram. ”Jeg vidste ikke du havde fri i dag” udbrød han glad. Hun trak på skuldrene. ”Jeg var heldig, tror jeg” Dean smilede og trak hende så ind til endnu et kram. Han synes det var komisk, hvor stor han var blevet i forhold til hende – han var næsten et halvt hoved højere.

De satte sig ind i køkkenet, hvor en kop kaffe stod klar. ”Hvordan var turen? ” spurgte Mary. Hendes øjne fyldt med nysgerrighed og spænding. Dean kiggede forundrende på sin mor, og tænkte, hvor heldig han var at have hende. ”Den var perfekt” svarede han. Mary ville selvfølgelig have enhver detalje, dog udelod Dean de mest heftige ting, der havde udspillet sig, mellem ham og Cas. Han fortalte dog om rosenbladene og duftlysene, og hvor meget Cas havde gjort ud af, at være romantisk. Marys smil kunne ikke blive større. Hun lagde en kærlig hånd mod Deans kind. ”Hvor er jeg glad for, I har fundet hinanden” mumlede hun, med en stemme fyldt af stolthed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...