Ajudar - Destiel

Dean har aldrig gået særlig meget op i billedkunst, men selv han ved, at når man blander blå med grøn giver det en nærmest magisk farve, der kun efterlader spor af hvile og sikkerhedd. Alle kender Deans navn, men ingen har set hans ansigt. De kender ham fra ulykken, og de tror, de ved, hvad der skete. Men det gør de ikke. Det er der ingen, der gør - med undtagelse af Dean. Og for at være ærlig, så dræber sandheden ham. Castiel lever et liv i det skjulte, på en grænse mellem hans familie og ham selv. Han kæmper for det, han tror er rigtig, men gør alle ikke det?

1Likes
0Kommentarer
198Visninger
AA

1. April 2016

 

Rummet stank af støv, og gardinerne var trukket for, så solen ikke havde en chance for at fylde rummet, og ikke mindst, atmosfæren med liv. Det røde lænestols stof kradsede, som om det var lavet af det samme materiale, alle bedstemødre strikkede deres trøjer med, og sofabordet, der stod foran den unge dame, var så lavt, at det ville være ubehageligt for Dean, hvis han faktisk ville bruge det. Damen kiggede op på Dean gennem hendes vipper, inden hun vendte blikket ned mod papirerne, der lå på hendes skød igen. Hun skubbede brillerne på plads med hendes pegefinger, inden hun skiftede position med benene, for endelig at vende sin fulde opmærksomhed mod Dean.

”Fortæl mig, hvorfor du er her i dag, Dean” kommanderede hendes lave stemme, der lovede intet andet end komfort. Dean rykkede ubehageligt på sig i stolen, og stoffet fra stolen rev i hans bare arme. Han skulle have beholdt sin læderjakke på. Det var også dumt at rende rundt i T-shirt i starten af april.
”Fordi jeg blev tvunget hertil” mumlede han uden rigtigt at kigge på damen. Han rømmede sig kort, da en klump af følelser satte sig fast i hans hals.
”Hvorfor blev du det?” Dean holdte blikket mod gulvet, mens han langsomt knækkede hver kno, inden han tog en dyb indånding.

”Fordi jeg dræbte min lillebror”

 

Dean dumpede ned på jorden, og landede direkte i en vandpyt, der sprøjtede hans løse jeans til. Selvfølgelig havde buschaufføren stoppet lige der. Idiot.
Skoledagen var allerede begyndt for de andre elever, dog havde Dean haft en aftale med psykologen, der gav ham lov til at sove længere. Han fik heller ikke ligeså mange lektier for, som de andre elever, og måske burde han være taknemlig, men egentlig følte han sig bare anderledes og ynkelig. Han havde også bemærket, at siden nyheden kom ud, var alle fra klassen begyndt at sende medlidende blikke og undgå ham. Som om han var skrøbelig.
Før i tiden havde han virket meget indadvendt, men ikke som sådan underlig. Nu var han den største freak i klassen, og han ville ønske, at han kunne spole tiden tilbage til før det hele skete.

Dean åbnede klasselokalets dør og satte sig i hjørnet på den bagerste række. Dean lod høretelefonerne sidde i hans øre, mens han scrollede igennem sin Facebook og ventede på at timen ville begynde. Da viserne tikkede stille fremad, blev klasselokalet mere og mere fyldt, og da læren endelig viste sig i døråbningen, var lokalet fyldt med en stille summen af elevers samtaler. Nogle stemmer blev ved, selvom læren begyndte at opråbe de forskellige navne, men lidt efter lidt blev der stille.
Atmosfæren var tyk af koncentration og stilheden blev kun brudt af lyden af computertaster, der hurtigt blev trykket ned, af hårdt arbejdende elevers fingre. Dean kiggede på sine medstuderende og kunne ikke lade være med at være misundelige på dem. Det virkede så let for dem, at komme i gang, at komme videre, mens Dean sad for sig selv og var klemt fast.   

Den sidste time var kun et modul væk, og Dean kunne ikke vente med at komme hjem og gemme sig under dynen. Han manglede virkelig en kop kaffe og en sandwich. Han vidste, at hans mor ikke ville være hjemme, og egentlig virkede tanken rigtig nedtrykkende. Hele lejligheden var altid så tom, og nu var det ekstra bemærkelsesværdigt, fordi endnu en sjæl manglede. Måske burde han købe et kæledyr…

På gymnasiet var det normalt at klasserne rykkede lokale fra modul til modul og i dag var ikke nogen undtagelse, så Dean pakkede sin taske og gik af sted mod det næste klasselokale, da den sidste time endelig var tæt på. De andre fra klassen plejede altid at sidde i studiecenteret i pauserne, da der var større chance for at kunne socialisere derude, end inde i klasserne. Dog var dette ikke lige den største interesse for Dean. Derfor smuttede han ind i lokalet, og satte sig igen på bagerste række. Uheldigvis var læren kommet tidligt, for at tænde computeren, og en akavet stilhed hang mellem dem, inden læren begyndte på sin småsnak;

”Nå, Dean. Hvordan går det” En form for medlidenhed dominerede lærens stemme, og Dean rullede øjne af ham. Dean smilte dog en smule til læren, da de fik øjenkontakt, for at vise ham, at han ikke skulle være bange for, at snakke med Dean, og trak så på skuldrene. ”Fint nok. Men er bagud i matematik” Læren smilede, nærmest stolt over, at han fik sig selv til at snakke med Dean. ”Ja, det er med at hænge i” svarede han, også var den samtale over. Da timen snart ville begynde, begyndte eleverne igen at samle sig i klassen, mens de ventede på at læren ville fange deres opmærksomhed. Dog begyndte der at komme flere elever end normalt, og Dean kunne hurtigt se, at næsten halvdelen af personerne i lokalet, ikke gik i hans klasse.

En uro samlede sig over forvirringen og eleverne begyndte at snakke om en dobbelt bookning af lokalet, men læren så ud som om, han havde situationen under kontrol. ”Hvis I lige ville tie stille, så skal jeg nok forklare” småråbte han. De elever, der ikke var stole til, satte sig på gulvet, mens andre hang oppe ad væggen, med et mindre glad udtryk liggende over deres ansigter. Læren skulle lige til at åbne munden igen, da døren gik op og endnu en lære kom ind ”Undskyld, jeg er forsinket” sagde han og smilede. Han gik op til tavlen og det lille bord, der var ved siden af, hvor han satte sin computer.

”Godt, nu hvor vi alle er samlet, skal vi så ikke gå i gang? ” spurgte den første lære. Den anden lære rejste sig op, og de begyndte derefter at forklare klasserne, hvorfor de var samlet. ”Kender I noget til AT? ” spurgte den anden lære. En række hænder blev hejst til vejrs, dog vidste Dean, at han ikke var den eneste, der havde ingen idé, om hvad det var. En elev begyndte at forklare, hvordan det var et fag, som i sidste ende skulle munde ud i en tværfaglig skriftlig opgave, dog var det først da lærerne begyndte at snakke om grupper, på tværs af klasser, at Dean blev nervøs. Som om, det ikke var nok for ham, at være en freak i hans egen klasse, skulle han nu også lige pludselig udstilles i en helt fremmede klasse.

”I bliver sat sammen to og to på tværs af klasserne” lød forklaringen, og Deans hjerte sprang et slag over. Bare det her modul, også kunne han komme hjem. Bare ét modul. På det anden side kunne det vel også være en mulighed for at lave nye bekendtskaber. Ha ha…
Dean ventede på at hans navn blev opråbt, så han kunne finde sin partner og komme ud fra det lige pludselig, klaustrofobiske klasselokale.

Dean blev sat i gruppe med en, der hed Castiel. Det første, der slog ham, da han hørte det navn, var hvor god en rytme der lå i det. Castiel.
En lille smule lav og glad dreng sendte et smil i Deans retning, da lærerne remsede resten af navnene op. Klassen begyndte så småt at opløses, da alle havde fået deres partner af vide, og Dean samlede sine ting sammen, da Castiel lige pludselig stod ved siden af ham.
”Jeg tænkte, om vi ikke kunne blive herinde? ” spurgte han Dean, og til Deans forundring, lød han en smule genert. Måske var han heller ikke så glad for at skulle arbejde sammen med nye personer.

Dean sendte ham et halvhjertet smil, inden han nikkede og satte sig ned på sin stol igen. Castiel slog sig ned ved siden af ham, og spredte sine ting ud på bordet. De begyndte at arbejde sammen, men til deres begges frustrationer, havde ingen af dem helt hørt, hvad opgaven gik ud på. ”Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke hørte bedre efter” beklagede Dean. ”Det gjorde jeg heller ikke selv. Vi finder bare en lære” Svarede Castiel og smilede. Blå. Hans øjne var blå og stod i kontrast til hans mørkebrune hår.

Castiel lignede en af de der børn, der har virkelig rige forældre. Han havde en grå Polo sweater ud over en hvid skjorte, og Dean kunne sagtens se, at det var et mærke ur, han havde om håndleddet. Castiels hår var sat med en smule hårvoks, og egentlig så han temmelig attraktiv ud. Dean ville vædde med, at Castiel sikkert også var en af de elever, der ankom til skolen i deres egen BMW, men Dean følte ikke for at dømme eller generalisere, så han vendte sin opmærksomhed mod det tomme dokument, der fyldte hans computerskærm.  Uden en form for advarsel smed Castiel sig tilbage i stolen. ”Forstår du noget af det her? ” Spurgte han, mens tydelig frustration dominerede hans stemme. Dean kom sig hurtigt efter sit chok, for derefter at vende blikket væk fra drengen ved siden af ham, hvorefter han bare rystede på hovedet. Castiel vendte selv blikket mod sin computer, og kunne ikke lade være med at føle sig en smule afvist, over for den tydeligt indelukket dreng ved hans side.

Timen sneglede sig af sted, og Dean kunne mærke hvordan han bare ville forlade denne dreng så hurtigt som muligt. De snakkede ikke særlig meget sammen, og egentlig virkede det hele en smule akavet. Og Dean var nærmest hundrede procent sikker på, at Castiel ville smutte hen til hans vennekreds efter skole, og sladre om, hvor underlig ham drengen med læderjakken var. Et lydløst suk blev sendt fra Deans læber, og selvom han havde været helt sikker på, at ingen kunne høre det, virkede det alligevel som om Castiel havde lagt mærke til det, og stemningen mellem dem blev derved endnu værre. Uret på Deans håndled sad løst, og en lille snip sad frit, hvilket Dean uroligt sad og pillede ved, mens han tog et kig på klokken. Ti minutter tilbage af timen. Om en halv time ville han ligge i sin seng, og alt ville være godt igen.

Timen var endelig over, og opgaven var stadig ikke løst. Heldigvis havde deres klasser dette specielle emne i de næste to dage, hvor de ville få tid til at få styr på det hele. Dog til Deans uheld betød det også, at han og Castiel skulle arbejde sammen de næste to dage, hvilket han i den grad ikke kunne overskue. Måske kunne han blive hjemme – sige han havde ondt i maven. Men Dean havde bare så meget fravær allerede, at han var på renden til at blive smidt ud eller sendt et år tilbage i skolesystemet.
”Vi får styr på det i morgen” sagde Castiel, da de begge rejste sig og pakkede deres ting sammen. Dean smilede. ”Ja, lad os håbe” Et fnis fra Castiel blev sendt af sted, også var dagen omme.

Den næste dag arbejde de begge hårdt. De snakkede ikke så meget om andet end opgaven, men små jokes blev sendt af sted og egentlig var stemningen blevet meget bedre, end den var dagen før. Dean følte sig ikke klodset i Castiels selskab. Måske bar hans morgenlige peptalk en del af æren, men han følte sig ikke så usikker, som han havde gjort dagen før, og Castiel kunne også mærke ændringen. Han prøvede at åbne flere samtaler, og jo mere han snakkede med Dean, jo mere overrasket blev han.

Castiel havde hørt om Dean gennem sine venner, da de havde snakket om deres partnere, efter skole. Han kunne ikke forstå, hvordan Dean havde det eller på nogen måde sætte sig ind i Deans situation, men han kunne godt forstå, hvis Dean havde det dårligt. Castiel havde selv to brødre, og kunne ikke forestille sig en verden uden dem, og kunne derfor kun forestille sig Deans smerte. Dog vidste Castiel, hvordan han ikke skulle opføre sig over for Dean. Han vidste, at Dean ikke ville have de der blikke fyldt med medlidenhed – eller, hvis det var Castiel, ville han i hvert fald brække sig af det, så han sørgede for at holde humøret oppe og lade som ingenting.

”Skal vi sidde sammen? ” spurgte Castiel, da det blev tid til pause. Dean plejede at sidde alene og høre musik, men måske kunne det egentlig være en god forandring, hvis han faktisk begyndte at snakke sådan for alvor med nogen. Derfor nikkede han også og rejste sig. ”Hvorhenne? ” spurgte han. Castiel trak på skuldrene, men pegede så henne mod et hjørne, der lå lige op ad en bogreol. ”Det ser spændende ud? ” sagde han, mere som et spørgsmål. Dean nikkede, og de bevægede sig derefter hen mod hjørnet. Dean havde ikke lagt mærke til, hvor afsides og privat det egentlig var, men han havde ikke noget i mod det. Castiel styrede direkte mod bogreolen, da de nåede bordet, og tog den første bog, der kom ham i syne. Dean løftede sine bryn en anelse, da han så titlen på bogen. Borte med Blæsten. Castiel lagde den på bordet, mens han fiskede sin madpakke op ad skoletasken, og Dean så sit snit til at se nærmere på bogen.

Der var ikke nogen beskrivelse af historien på bagsiden, og forsiden var også helt tom. Det eneste, der indikerede titlen, var den gyldne skrift på bogens ryg. Dean åbnede bogen, og begyndte at læse den første side. Castiel rømmede sig kort og Dean kiggede uskyldigt op. ”Jeg vidste ikke du læste gamle krimier” mumlede han så, og lagde bogen fra sig. Castiel trak på skuldrene og smilede. ”Det gør jeg heller ikke” Dean rynkede brynene uforstående, og skubbede bogen mod drengen over for ham. ”Hvad vil du så kalde den her? ” spurgte han og hævede det ene øjenbryn legende. Castiel fniste. ”Jeg har en ting, eller princip egentlig” mumlede han. ”Jeg elsker at lære nye ting…  At prøve noget for første gang… ” han stoppede sig selv, for at klø sig i håret, for derefter at vende opmærksomheden tilbage mod bogen. ”Så nogle gange tager jeg bare en eller anden random bog og læser den”

Ikke en ting Dean havde regnet med at høre fra den blåøjet dreng, og egentlig gjorde det ham en smule mere spændende. ”Hvorfor? ”
”Der er vel en første gang for alting” mumlede Castiel og lagde den ene finger mod bogens bind. ”Jeg er bare glad for at det blev denne gang”
Castiel kiggede fordybet ned på bogen, som om den havde en dybere mening, blinkede derefter enkelte gange for at vende hans øjne mod Dean. Et øjeblik mødtes grønt og blåt og det skabte den flotteste turkise farve. Men øjeblikket var hurtigt over, og Castiel kunne sværge at han kunne mærke en hel bondegård i hans mave. Han fortalte sig selv, at de røde kinder var en effekt fra det varme indeklima.

Dean var ikke sikker på, hvad der lige var sket, men et eller andet var i hvert fald sket. Castiel tog bogen op i hånden, uden at vende sine øjne mod Dean. Dean valgte derfor, at det måske alligevel var okay, hvis han hørte en lille smule musik. Bare i det ene øre. Han lænede sig tilbage og nød sin leverpostejsmad, mens han kiggede ud på de andre travle elever. Der var mange, der sad og arbejdede på deres computer, mens der de fleste steder sad en gruppe venner. Et eller to kærestepar sad for sig selv, og Dean kunne sværge at han kunne mærke, hvordan skolen buzzede med liv. Som en humlebi.

”Hvad hører du? ” spurgte Castiel. Bogen var åben, men Castiel var ikke nået særlig langt. Dean smilede, en smule pinlig over hans lamme musiksmag. ”Twenty One Pilots” mumlede han så, og begyndte at pille ved ørebøffernes ledning. ”Må jeg høre med? ” Castiel så ikke ud til, at dømme Deans smag i musik, og fik derfor lov. Castiel rykkede et tak til siden, så han sad direkte over for Dean, hvorefter han tog høretelefonen op og begyndte at rykke hovedet i takt til musikken. ”Tear in my Heart” var den næste sang, der blev afspillet, og Dean sank en smule tilbage i sædet. Han kunne ethvert ord til alle sangene, og den smule viden, gav ham en lille følelse for kontrol i den uventede situation.

Castiel læste videre, selv med musik i ørene, og overbeviste derved Dean om, at han helt sikkert havde nogle skjulte superkræfter.

Dagen gik af sted, som den normalt gør, og da den sidste time var ovre, sad Castiel og Dean stadig med en opgave, der ikke en gang var halvt færdig. ”Vi når det aldrig” sukkede Dean, da han var i gang med at pakke sine ting sammen. ”Vi skal nok finde ud af det” trøstede Castiel, dog virkede han ikke særlig overbevisende. De pakkede begge deres skoletasker, inden de vendte sig mod hinanden, begge med opgivende blikke. ”Den skal afleveres klokken tolv i morgen... ” sagde Castiel. Dean nikkede. ”Hvis nu vi uddelte nogle opgaver, som vi kunne lave på derhjemme, så ville vi heller ikke have så travlt i morgen” sluttede Castiel af med. Dean kunne godt se logikken i det, og egentlig havde de fortjent det, da de havde brugt den hele første dag på alt andet end selve opgaven.

”Hey, du kunne jo komme hjem til mig, så kunne vi bare arbejde videre der” udbrød Castiel, uden rigtig at tænke over, hvad han lige havde sagt. Dean vidste ikke helt, hvad han skulle svare, og i et enkelt sekund opstod en akavet stilhed. Dean skyndte sig derefter at nikke endda med et smil om munden, i håb om, at stemningen mellem dem hævede sig.

Dean kom med Castiel hjem, og det var som han havde regnet med. Store, fede biler og et rummeligt og flot hus. Han nåede ikke at se haven, men selv forhaven indikerede at de lå i den bedre ende af samfundsklasserne. Castiel havde et stort værelse, med et keyboard og en guitar i den ene side. Castiel forklarede, at han prøvede sig frem, men han var ikke særlig god til nogen af delene endnu, og Dean tænkte for sig selv, at han måske endelig kunne bruge nogle af de musiktimer, han havde haft, til noget godt. De satte sig i Castiels seng. Det var en dobbeltseng, med en tung dobbeltdyne ovenpå. Castiel havde også to hovedpuder, hvilke de brugte til ryglæn.

”Jeg har to ældre brødre; Michael og Gabriel” sagde Castiel, da de var kommet ud på et sidespor. ”Hvad med dig? ”
”Jeg har bare min mor” svarede Dean hurtigt. Måske lidt for hurtigt, med det lod ikke til, at Castiel lagde mærke til det.
”Hvad med din far? ” spurgte han. Dean tænkte ikke så tit på sin far mere, og egentlig var han for længst kommet over ham. På grund af hans far, vidste Dean godt, at det var hans skyld, at familien blev splittet, men Dean kunne ikke gøre for det. Han havde lært at acceptere den del af ham, der var til drenge, dog var det ikke gået så godt for hans far.
”Han forlod os, da han fandt ud af, at jeg er biseksuel” sagde Dean. Han havde forventet et chokeret ansigt, og det var også det han modtog. Dean indrømmede, at det var en rigtig dårlig start på et potentielt venskab, men Dean havde altid haft det sådan, at folk skulle vide, hvad de gik ind til, når de indgik en samtale med ham.

Dog havde Dean aldrig oplevet at modtageren af beskeden rødmede. Men det gjorde Castiel. Han kiggede ned på sine sammenfoldede hænder, og den pink farve bredte sig fra hans kinder til hans øre. Der gik lidt tid, hvor Dean afventede Castiels reaktion, og tænkte for sig selv, at Castiel måske kunne finde på, at smide ham ud af huset.
Brummen fra bilerne ude på vejen kunne høres, en enkelt fugl sad i et af deres træer og pippede, og en flue prøvede desperat at komme ud af den smalle åbning ved vinduet. Dean kunne næsten dufte, hvordan foråret var her – sommeren var på vej.
Castiel kiggede endelig op på Dean med oprigtige og inderlige øjne. ”Hvordan ved du det? ” Hans stemme var lav og havde en klang af nervøsitet.

Dean blev overrumplet. Normalt kunne han enten stole på hans kæphøje kommentarer eller hans sarkastiske sind, hvis han fandt sig selv i en svær situation, men ingen af dem så ud til, at være til rådighed i øjeblikket. I stedet blinkede han febrilsk, og Castiel var ikke længere den eneste, der rødmede i værelset.
Dean kiggede væk og kløede sig et sted i nakken, inden han åbnede munden. ”Du ved… det er bare sådan noget man kan mærke, ik’? ” Hvor dum kunne man lyde?
Dean kiggede op på Castiel en gang til, og Castiel rystede blidt på hovedet. Alle tanker om afleveringsarbejde var for længst smuttet, og var nu erstattet af tanker, der, hvis de var personer, ville løbe skrigende rundt ude af stand, til at finde en god løsning.

”Men altså, det er sådan jeg fandt ud af det” sagde Dean så og satte en facade op. Han valgte, at hvis knægten ved siden af ham ikke kunne forstå det, kunne det ikke længere være hans problem. Castiel kiggede væk. Han vidste, at det havde været et dumt spørgsmål, og han kunne godt forstå, at Dean var sur på ham. Castiel tog computeren og begyndte at skrive på afleveringen, men intet af det han skrev fungerede optimalt. Han havde lyst til at smide computeren ud af vinduet. Efterfulgt af sig selv.

Dean skammede sig over sin måde at komme ud af situationen på, men det var den eneste måde han kunne ramme sin komfortzone igen. Han lagde mærke til, hvor meget Castiel kæmpede med computeren, og lagde derfor stille den ene hånd over tastaturet. ”Lad mig” sagde han svagt. Han fangede Castiels blik, og holdte det der. Gennem ét blik sendte han en oprigtig undskyldning af sted. Gennem det samme blik sendte han et løfte om, at han nok skulle tage den derfra. Og ved hjælp af dette blik, tog Castiel en dyb indånding og lænede sig tilbage mod væggen, inden han gav helt slip på computeren.
Dean flyttede den til sit eget skød, hvor han begyndte at skrive Castiels sætning færdig.

”Det er bare fordi… jeg ikke selv er sikker” mumlede Castiel så, forklarende og forsigtig. Dean havde ikke overvejet, at dette nogensinde kunne være tilfældet, og blev derfor endnu mere skamfuld over sin dumdristige handling.
”Åh” var det eneste, han kunne få ud.

”Altså… ” Castiel vidste at det var et selvmord for hans chancer for at snakke med Dean igen, men han følte bare, at han blev nødt til at forklare hele situationen, så Dean ikke ville gå derfra, tænkende at Castiel var den underligste person, han nogensinde havde mødt. ”Jeg er sikker okay. Det er bare… ” han sænkede stemmen, mens hans blik endnu en gang fandt hans hænder. ”Jeg ville blive hjemløs, hvis min familie finder ud af det” Endnu en gang mødtes deres blikke, og Dean genkendte Castiels rædsels- og skamfulde blik. Han genkendte det i ham selv. Sådan havde han gået rundt, inden han havde taget sig sammen, til at få overbragt beskeden.

”Hvor længe har du vidst det? ” spurgte han.
”Lidt over et år, tror jeg” Castiel kunne stadig ikke kigge op fra sine hænder, og det føltes som om hans kinder brændte. Han var næsten sikker på, at han kunne høre sin egen puls. Dean tog hovedet tilbage. Et helt år havde denne stakkels knægt været undertrykt de normale normer, der for det meste befinder sig i et kristent villakvarter. Dean var stukket af for længst, hvis det havde været ham.
Castiel åbnede munden og begyndte at snakke. Sådan for alvor, hvor Dean næsten blev bange for, at han ville besvime, hvis han ikke snart tog et åndedrag. Men drengen blev ved. Han var nervøs, det var tydeligt at høre, og en hvis charme lå over det. Castiel kiggede ikke på Dean, så Dean tillod sig selv at smile en lille smule over den forfjamsket dreng, der mindede ham om Bambi på glatis.

Dean kunne simpelthen ikke lade være. Castiel ville ikke holde mund, og Dean forstod alligevel ikke noget af det, der kom ud, så han valgte at få knægten til at tie stille. Deans læber lå over Castiels læber. Der gik et stykke tid, hvor Castiel ikke rigtig forstod, hvad der foregik og Dean var den eneste, der kyssede, men langsomt kom Castiel ind i rytmen. Det var vådt og varmt, men det stressede Castiel af. Han lod lidt efter lidt frustrationerne komme ud via kysset, og tempoet blev derfor stille øget. Dean lagde mærke til, hvordan kysset blev mere og mere aggressivt, dog kunne han lide det – han var med på den.

Castiel lod hans hånd glide fra Deans torso om til hans lænd, hvor den lå et stykke tid, inden den gled videre til Deans ene balle. Dean gispede svagt, da Castiel gav ham et lille klem, og Castiel så sit snit til også at lade deres tunger mødes. Kysset var ikke perfekt, men det var perfekt for dem. Dean kunne ikke huske, hvornår han sidst havde givet slip på sine følelser, og lade dem løbe for sig selv, og han elskede, hvordan han kunne gøre det med Castiel.
For Castiel var det nyt. Altså, han havde været med drenge før, og han havde prøvet lidt af det forskellige, men han havde aldrig prøvet det, uden at være fuld. Og slet ikke sammen med en, han kendte. Han kunne måske stoppe op, og tænke lidt over, hvilke konsekvenser dette ville have, men han havde ikke lyst.
Han ville bare blive i øjeblikket, og nyde hver berøring fra Dean.

Der skete ikke noget den eftermiddag ud over kysset. Castiel og Dean hyggede sig bagefter. De så en film, arbejdede lidt på opgaven og kyssede måske enkelte par gange igen, men det var også det. Dean tog hjem, da Castiels familie begyndte at komme hjem fra arbejde. De kunne begge ikke forstå, hvad der var sket, eller hvad det ville føre til, men de nød det. Dette var det eneste, hvor de begge gav slip også håbede på, at det ville ende til deres fordele. Alt andet i deres liv var styret af regler, lektier og forventninger, så ja, de nød det. De nød det i den grad.

 

 

Dean kom hjem og blev ramt af den øredøvende stilhed. Han kunne godt lide at være alene, men når han vidste, at det var fordi hans mor var på arbejde, og først ville være hjemme tidligt om morgenen, føltes den tomme lejlighed alt for tom. Hans mor havde lagt en besked på køkkenbordet;
Hej skat!
Kylling i fryseren, salat i køleskabet.
Har fri kl. 4:50. Elsker dig!
Knus mor

Dean smilede for sig selv og foldede sedlen sammen. Han havde gemt nogle af hendes sedler til ham over årene, da de altid bragte ham den følelse af hjem, han nogle gange godt kunne mangle, på de ensomste aftener.
Han tændte derefter Tv’et, der stod for at lave baggrundsstøj, mens han begyndte at forberede aftensmaden.  Lyden af svitsende kylling fyldte køkkenet, mens duften langsomt omfavnede Dean. Duften mindede ham om deres gamle hus. Han kunne huske, at hans mor altid tog sig god tid til sådan noget som mad og op pyntning. Hun gik rigtig meget op i, at huset skulle være så hjemligt som muligt, og man kunne tydeligt mærke på gæsterne, at de elskede at komme på besøg. Han kom også i tanke om, hvordan hans far ville sidde bag ved en avis med en øl ved hånden, og smile til Dean, når han præsenterede ham for dagens lektie. De havde været en rigtig kernefamilie – sådan en, hvor alle samledes juleaften, og sådan en, der holdte de fedeste fødselsdagsfester, som alle de andre børn fra kvarteret, var grønne af misundelse over.
Dean og hans lillebror havde virkelig haft det godt.

Det smil, der ubevidst havde overtaget Deans ansigt, blev ligeså stille gemt væk, da minderne om hans lillebror dukkede op. Han var så kreativ og uskyldig. Engang bildte Dean ham ind, at han kunne flyve, fordi han var forklædt som Batman. Selvfølgelig var det en løgn, og Sam endte med en brækket arm.
Dean kunne også huske, hvordan de havde ridset deres initialer i deres fars bil. Chevy Impalaen havde stadig S.W. og D.W. stående. Dog havde den ikke været ude at køre i lang tid. Deans mor mente at den lige så godt kunne blive solgt, hvis Dean alligevel ikke skulle bruge den, men han kunne ikke nænne det. Hans mor havde derefter så sagt, at han kunne bruge den i stedet for hans slidte knallert, der ikke kunne køre hurtigere end tredive i timen, men Dean kunne ikke. Det ville gøre for ondt. Den bil var en kasse fyldt med minder. Det var den bil han og hans bror havde opholdt sig i mest, da deres far tit tog på forretningsrejser. De fik lov til at komme med, og selvom de skulle sidde i en bil i over otte timer om dagen, havde de nydt hvert sekund.  De havde sammen opdaget landet på nyt, og Dean kunne simpelthen ikke få sig selv til at sælge den gammel ting.
Det var egentlig et mirakel, at hans far ikke havde taget den med sig, da han skred. Og det faktum at den havde overlevet ulykken, var et endnu større mirakel.

Der begyndte at lugte en smule brændt, da Dean endelig fik løsrevet sig fra dagdrømmene. Han fik hurtigt lagt kyllingebrystet ud på en tallerken, hvorefter han smed stegepanden i vasken. De havde ikke råd til en opvaskemaskine, så de levede med at vaske af i hånden. Det var egentlig okay, for de var heller ikke så mange.
Salaten blev lagt ved siden af kyllingen, hvorefter Dean vandrede ind mod dagligstuen og Tv’ets konstante støj. Han spiste sin aftensmad og så nogle forskellige tv-programmer, inden han mente, at det var ved at blive tid til lektier. Nok fik han lavet en masse hjemme hos Castiel, men der manglede stadig en del. Desuden kunne det også være rart, hvis han kunne gøre Castiel glad med denne lille gestus.

Igen kom Dean til at tænke på Castiels navn, og hvordan det flød hele vejen fra ganen og frem på tungen, når det blev sagt højt. Cas…? Kunne det være hans kælenavn? Cas? For at være ærlig, så kunne Dean lide det, og han kunne bedre lide tanken om, at det var ham, der fandt på det. Endnu en gang smilende på grund af Cas slentrede han ned ad gangen, med retning
mod sit værelse, hvor han havde sat sin skoletaske.
Han prøvede virkelig at koncentrere sig, det gjorde han altså. Men han kunne ikke. Hans hoved var fyldt med tanker, og egentlig svingede temaet frem og tilbage. Han endte med at sidde med hovedet, bogstaveligt talt, begravet i bøger, mens han snorkende fandt vejen til drømmeland.

Den sidste dag med det skide projekt var endelig nået, og Dean kunne ikke føle sig mere lettet. Ikke mere AT, og ikke mere tværfagligt pis. Okay, der ville sikkert dukke en lignende opgave op før eller siden, men for nu var det overstået. Man kunne nærmest mærke friheden, der lå og ventede på den anden side af klokken to, på de håbefulde elever, der nærmede sig skolen. Alle fra Deans klasse virkede optimistiske og klar på at få dagen overstået, selv lærerne virkede glade for, at de ikke længere skulle forklare det samme om og om igen. Efter alt dette, kunne dagene gå tilbage til det normale, og alt ville være rart og forudsigeligt.

De to klasser blev samlet i et klasselokale, hvor de fik de vigtigste beskeder, inden eleverne blandede sig ud med resten af skolen på de forskellige arbejdspladser. Dean og Cas satte sig samme sted, som de havde siddet i pausen dagen forinden. Cas samlede Borte med Blæsten op igen, og læste videre fra der, hvor han var stoppet dagen forinden. Dean rystede smilende på hovedet, og tog derefter en af sine høretelefoner i øret. Twenty One Pilots rungede igen gennem hans hovedskal og gav ham følelsen af, at hvis han inhalerede dybt nok, ville han være i stand til at svæve. Måske bar Cas, der denne gang sad ved siden af ham, også en del af skylden bag denne yderst unikke følelse.

Castiel så, at Dean kiggede på ham, og sendte ham derfor et genert smil. Guns for Hands spillede som den næste sang, og Dean begyndte at vippe tæerne til beatet. Cas spurgte om han måtte høre med, og Dean sagde selvfølgelig ja. Mens de begge sad og hørte den samme musik, med de samme vippende fødder, snakkede de om opgaven. Måske røg der også lidt ind i samtalen om alt mellem himmelen og jorden, men hvad ondt gjorde det?
Dean listede problemfrit ordet Cas ind i samtalen, og Castiel elskede det. Han vidste ikke hvorfor, men han elskede, at Dean havde fundet et navn til ham, der kun var Deans.
Michael og Gabriel havde også givet ham kælenavne, men det var mere sådan nogle barnlige nogle som for eksempel Cassie eller Casse-basse, hvilket Castiel afskyede.

Men ”Cas” det elskede han. Og han elskede det endnu mere, når det var Dean, der sagde det.  

 

Projektet i skolen blev overstået og Cas og Dean klarede den med et stort tital. De gik glade fra skolen den dag, og igen brugte de eftermiddagen sammen. Dog hjemme hos Dean.
Dean havde insisteret på at vise Castiel hans hjem, og Cas havde ikke haft svært ved at takke ja til invitationen.

Dean havde troet, at det måske ville blive akavet mellem ham og Cas, hvis nu Cas begyndte at fortryde det, de havde gjort hjemme hos ham, men Cas virkede ikke særlig angrende. Hvis ikke andet, virkede det næsten som om, at Cas var overrasket over, at Dean stadig ville snakke med ham.

Med en sten løftet fra deres skuldre, fordi dette projekt nu var overstået, tog Dean og Castiel sammen en bus ud mod Deans lejlighed.
Busturen var stille, og de snakkede ikke så meget. Dean sad med en enkelt høretelefon og vippede med fødderne til Twenty One Pilots sange, mens han tog et kig rundt i bussen.

Der lugtede af skidt og sved, lidt ligesom alt offentligt transport lugter. Dean sad med ryggen til buschaufføren, da han derfor også kunne sidde overfor Cas, og havde derfor også god udsigt til resten af bussens passagerer. Enkelte andre elever fra gymnasiet sad i bussen, alle med ansigtet vendt mod naturen, der passerede forbi deres vinduer. En enkelt ældre mand, med en ordentlig ølvom sad bagerst i bussen, med en nettopose mellem benene. På sæderne parallelt til Cas og Dean sad en yngre dame, med en lille Chihuahua-lignende hund på skødet. Den viste tænder, da den fik øjenkontakt med Dean, men det at den forblev stille, lagde endnu mere stilhed til den idyl, der hærgede bussen. 

Cas var ikke vant til at køre i busser og nød derfor hele turen ud til Dean. Han havde altid synes, at offentlig transport, som busser og toge, var nogle af de steder, som er mest private. Man høre næsten aldrig folk snakke på offentlige transporter, og egentlig var det ret afslappende at få lidt tid til at sidde alene med sine tanker. Derfor sukkede han også indvendigt, da bussen stoppede og Dean hoppede op fra sædet, som en indikator på, at hans afslappende bustur gennem byen nu var ovre.

De blev begge mødt af en dejlig duft af nybagte småkager, da de stod i entreen.
”Er din mor hjemme? ” spurgte Castiel, klar over, at Deans far ikke ville være der.
Dean rystede på hovedet med et varmt smil om læberne. Duften fra småkagerne var som en påmindelse om hans mors kærlighed, og det begyndte at føles som om hans bryst blev pustet op af savnet rettet mod hende. De nåede kun at se hinanden om morgenen, men de seneste par gange, havde hans mor arbejdet sent, og derfor var Dean allerede smuttet, inden hun kom hjem.

Castiel samlede en seddel op fra køkkenbordet, da de gik derud for at inspicere småkagerne nærmere. ” ’Noget du kan gumle på, mens lektierne laves’ ” begyndte han at læse op. ” ’Har fri 4:50, sov godt, knus mor’ ” Cas smilede overrasket over den dybe kærlighed, der rungede over lejligheden. Nok var den lille, men Dean og hans mor forstod virkelig at fylde den med liv.
Dean stod smilende – og en smule rødmende – over sin mors besked, inde han samlede tallerkenen med småkagerne op.

De bevægede sig ind på hans værelse, mens skoletaskerne blev smidt hen i hjørnet ved siden af Deans skrivebord. De bestemte begge at lektierne godt kunne vente lidt, nu hvor det endelig var weekend.
”Hvad vil du lave? ” spurgte Dean. Han havde hele turen fra skolen mod lejligheden været nervøs for, om Cas måske ville synes at der var kedeligt hjemme hos ham, dog så det ikke ud til at Cas virkede skræmt væk endnu.

Castiel træk på skuldrene, inden han listede over mod den eneste reol, der stod i rummet. På de fleste af hylderne stod der bøger – hvilket Cas ikke havde regnet med. Dog på den nederste hylde lå der en bunke brætspil, og Cas vidste med det samme, hvad han ville lave.
Med funklende øjne, fyldt med spænding over det brætspil, han allerede havde udvalgt i hovedet, vendte han sig om mod Dean. ”Brætspil? ”

Brætspillet de havde udvalgt tog meget længere tid, end de havde regnet med. De lagde først mærke til at solen var gået ned, da Deans mave begyndte at rumle af sult så højt, at Cas kunne høre det.
”Hvad har du lyst til at spise? ” spurgte Dean, og prøvede at overholde de fleste af reglerne, hans mor havde fortalt ham om, den gang han var lille og for første gang havde venner på besøg. Castiel virkede sikker omkring Dean, men stadig var der en skjult barriere, som holdte dem begge fra at overskride den høflige grænse. Derfor rystede Cas en smule usikker på hovedet, inden han svarede, at han ville spise hvad end, der blev stillet på bordet.

Det endte med at Dean stod for aftensmaden, som bestod af færdigkøbt lasagne, der blev opvarmet i ovnen. Castiel satte service på bordet og sørgede for at tallerknerne stod præcist over for hinanden – dog kunne han ikke huske om kniven skulle ligge på højre eller venstre side, så det endte med at både kniv og gaffel blev lagt side om side på højre side.

”Laver du altid aftensmad? ” spurgte Cas, da han var færdig med bordet. Dean nikkede. ”Jep. Det er sjældent at mor er hjemme på denne tid, og når hun endelig er, er hun som regel kørt helt til bunds, også er det rart at hjælpe med det jeg kan” han sendte et varmt smil i retningen af Cas, og Castiel undrede sig. Han havde aldrig oplevet så stærkt et bånd mellem nogle af hans familiemedlemmer, og de var endda både hans far, hans mor og hans to brødre – der burde være kræfter nok til enorme mængder kærlighed, eller i det mindste en form for interesse for hinanden, men det var der bare ikke.

”Hvad med dig? ” spurgte Dean, og rystede Castiel ud af sine tanker. Castiel rystede genert på hovedet. ”Jeg er ikke den bedste at have stående i et køkken” indrømmede han, og smilte endnu en gang genert, mens han kiggede ind i ovnen, hvor lasagnens ost stille var begyndt at boble. Dean hævede sine øjenbryn mistroisk.
”Seriøst? Du laver ikke mad? ” Cas rystede endnu en gang på hovedet. ”Jeg har bare aldrig tålmodigheden til at lave mad” sagde han så, hvilket indtjente ham et grin fra Dean.
”Hvad så når du er alene hjemme? ” Dean havde ærligt talt troet at Cas ville være den, der helst ville stå for maden. Han virkede bare som en fyr, der synes at sådan noget kunne være hyggeligt.

Castiel rystede på hovedet. ”Ofte er der altid nogle hjemme, men skulle det ske, at jeg er den eneste, ville jeg nok bare leve af hvidt brød og syltetøj” erkendte han. Endnu et grin forlod Deans læber, og lod Cas stå et øjeblik for at sunde sig over den fortryllende lyd.

Deres øjne mødtes, og stilheden indtog lejligheden. Denne gang var det dog ikke en akavet eller ubehagelig stilhed, men mere en stilhed de omfavnede med følelsen af, at de var sikre nok omkring hinanden til ikke at snakke hele tiden.
Ovnens alarm afbrød deres intime øjeblik, og Castiel måtte rømme sig en enkelt gang, da han vist havde glemt at trække vejret et lille øjeblik.

Dean tog lasagnen ud af ovnen og satte den på den bordskåne, Castiel havde placeret på bordet.

De spiste lidt tid i stilhed, værdsættende af hinandens tilstedeværelse.
”Hvad tid skal du egentlig være hjemme? ” spurgte Dean, og afbrød dermed den afslappende stilhed, for derefter at kigge på sit armbåndsur.
”Ved jeg ikke.. Vi har ikke rigtigt nogle regler, så længe vi bare lige skriver, hvor vi er” svarede Castiel. Dean løftede overasket brynene. ”Hvad? ” spurgte Cas.

Dean rystede på hovedet og kiggede derefter ned på de rester, der lå tilbage på hans tallerken.  Han rørte lidt rundt i dem, inden han svarede. ”Jeg havde bare ikke regnet med, at din familie var sådan” han smilede, af frygt for at han havde beredt sig ud på et usikkert emne.
”Var hvordan? ” spurgte Cas nysgerrigt, og tog endnu en bid af maden. Dean rystede på hovedet. ”Sådan… fri... på en måde” svarede Dean, klar over, hvor dum den sætning lød.

Cas forskrækkede Dean, og fik et lille spjæt fra ham, da han begyndte at grine. ”Selvom mine forældre er fissefornemme, så er jeg altså bare en dreng, der lever under deres tag” Dean klukkede med på hans kommentar, dog mens drengenes latter rungede i lejlighedens små rum, hang der en underlig ny følelse i luften over Cas’ kommentar om deres status derhjemme, som Dean ikke helt kunne sætte en finger på.

 ”Men har du så lyst til at blive til i morgen? ” spurgte Dean rødmende, og hev opmærksomheden væk fra Cas’ kommentar. Castiels smil blev bredere i takt med, han forstod mere og mere af det spørgsmål. Ærligt talt, var der ikke noget han hellere ville. Med et smil Dean ikke kunne stå for, nikkede Cas glad ja tak til tilbuddet.

De redte op i Deans værelse, dog indså Dean at han ikke havde nogen ekstra madras, og at de derfor blev nødt til at sove i samme seng – måske ikke en dårlig ting, men alligevel ville det også gå hen og bryde endnu flere mure mellem dem. Og Dean vidste, at ved hver mur man brød ned, var der altid en risiko for, at man egentlig bare skulle have ladet den stå.

Castiel havde ikke været beredt på, at han skulle sove der, så det endte med at han måtte låne en T-shirt af Dean, til at sove i. Han tjekkede sig selv i spejlet, da han stod ude på toilettet og gjorde sig klar, og en rødmen bredte sig over hans kinder og ned af hans hals, da han så sig selv i trøjen. Den duftede så godt, og Castiel havde mest lyst til, at beholde den på for evigt.

Dean var ved at tabe både øjne og mund, da Cas genert listede sig ind på værelset, hvor Dean var i gang med at rydde en smule op. De sendte hvert et genert smil, og skulle begge lige justere sig til den nye intimitet, der var opstået mellem dem.
”Øh.. Jeg tænkte om du ville sove inderst eller yderst” mumlede Dean og kløede sig i nakken. Cas overvejede det en smule, og måtte indrømme, at ligge længst inde mod væggen virkede temmelig hyggeligt.

”Hvad vil du gerne efter gymnasiet? ” spurgte Cas, da de begge lå under dynerne. Dean træk på skuldrende, selvom han lå ned, og smilede så genert. ”Hvad? ” spurgte Cas, og kunne ikke skjule det store smil, der brød frem på hans læber. Dean lod et øjeblik sine øjne hvile på dem, inden han hævede dem, til de blå perler, der prydede Castiels ansigt.
”Jeg vil gerne være psykolog” svarede han så, fremskaffende af det udtryk han havde forventet på Cas’ ansigt.  
”Seriøst? ” spurgte Cas, med et meget overasket toneleje. Dean nikkede stolt. ”Jep”

”Hvad med dig? ” spurgte han så, og ledte opmærksomheden mod Cas.
”Dyrelæge” svarede han selvsikkert. Dean kunne lige forestille sig det. Castiel, boende på en stor bondegård fyldt med dyr, altid med et eller andet at lave, mens han rendte rundt og sørgede for at alle andres dyr også havde det godt. ”Det kan jeg godt se for mig” mumlede han.
”Kan du? ” spurgte Cas, brynene løftet. Dean nikkede igen. ”Ja da. Dig omkring dyr – jeg er sikker på du bliver den bedste til det” Et stort smil overtog igen Castiels læber, og Dean kom i tanke om, hvordan det havde været at kysse dem.

Dean havde ikke opdaget stilheden, der var opstået mellem dem, men sank i stedet en klump, da han begyndte at tænke på, hvor dejligt det ville være at kysse dem igen.
Castiel havde opdaget Deans blik mod hans læber, og fugtede dem derfor kort. Castiel fangede Deans øjne, der var intense og spørgende. Som om Dean spurgte om lov til at kysse ham. Castiel sagde ikke noget, men begyndte i stedet for, at bevæge sig tættere og tættere på Dean.

Dean tog det som en invitation, og stødte derfor hårdt hans læber mod Cas’. I starten var det rodet og vådt, men som de kom ind i hinandens rytme, begyndte det at blive lettere at vende fokus mod andre ting. Som for eksempel, om det var i orden at Cas lagde sin hånd på Deans hofte, mens Dean lod en hånd glide gennem Castiels hår.
Kysset var slet ikke magen til dem, de havde delt før. De andre kys havde været små og uskyldige, men i aften var det som om, at de ikke kunne få nok af hinanden. De higede begge efter vejret, men ingen af dem tog initiativet til at stoppe.

Cas kunne mærke hvordan hans underliv begyndte at vokse. Han vidste inderst inde, at det burde være nok til at han stoppede sig selv, men Dean var uimodståelig og Cas var måske en smule høj på forelskelse. Og det faktum at ingen kunne høre dem gjorde Cas så meget mere sikker.
Dean lagde mærke til at Cas var begyndt at blive hård, og han ville da ikke lyve – han var også selv tændt. Derfor lod han forsigtig en hånd glide fra Cas’ hår ned over hans brystkasse, og stoppede først da han havde fat i Cas’ boxershorts. Uvilligt lod Castiel et støn komme rullende ud, dybt nede fra hans hals.

Dean løftede hovedet. Han kunne hurtigt konkludere at Castiels øjne var fyldt med begær og lyst. Dean ville være sikker på, at han gjorde det rigtige og ventede derfor på, at Cas ville give ham lov, inden han gjorde noget, som Cas måske ville være usikker over. Der var helt stille i lejligheden, og ikke andet end deres tunge åndedrag og hurtige hjertebanken kunne høres. De havde det som om, de var i deres egen lille boble, og verden uden for den eksisterede ikke længere. 

Som godkendelse tog Cas fat i Deans hånd, og førte den forsigtigt ned til hans længde, der var blevet markant hårdere. Dean åbnede munden, ved følelsen af Cas i hans hånd, gennem materialet, Cas’ boxers var lavet af. ”Dean… ” stønnede han. Deans læber lagde sig mod hans hals, hvor han ville være sikker på, at der ville være et mærke dagen efter.
”Dean, vent lidt… ” hviskede Cas. Dean stoppede og kiggede spørgende op på Cas. ”Gjorde jeg noget galt? ” spurgte han forvirret.
”Nej! Nej, nej” forsikrede Cas og lod en hånd glide over Deans røde kind. ”Det er bare... – ” han tog en indånding. ”Jeg er… Jeg har… du ved… aldrig prøvet… ” Hans hjerte hævede den i forvejen høje puls, og hans blussende kinder blev gloheden. Dean smilede hjerteskærende til ham. ”Det er okay, hvis du vil vente” svarede han, og skulle til at flytte sig. Cas lagde en arm om hans nak, og hev Deans læber ned til hans.

”Jeg vil bare ikke skuffe dig” mumlede han genert, dog smilende, efter et forvirret kys fra Dean. Igen blev et af de der hjerteskærende smil sendt i Cas’ retning, inden Dean endnu en gang lænede sig ned mod hans ansigt. Langsomt genoptog han rytmen mellem deres allerede opsvulmet læber. ”Du kan ikke skuffe mig, om så det er dit mål” hviskede han så, fremskaffende af Cas’ næste støn.

Dean lagde igen sin hånd mod Cas’ mave, men denne gang stoppede den ikke ved Castiels boxershorts. Han listede den ind under materialet og greb beslutsomt om hele Cas’ længde; hård og hævet. Cas løftede sine hofter, og gled ind i følelsen af Deans hånd. Han greb om Deans T-shirt, og fik den vredet af hans krop, dog med den effekt, at Dean måtte slippe sit greb om Cas i et kort sekund. Dean fik Castiels boxershorts af, hvorefter den frie følelse ramte Cas. Dean fik derefter hurtigt taget Cas’ trøje af, og selvom han måtte indrømme, at hans trøje så godt ud på Cas, så det altså endnu bedre ud, når den lå på gulvet.

Dean kunne ikke dy sig, da han så synet af Cas under ham. Nøgen og trængende. Dean angreb Castiels krop med kys. Han fulgte linjen, der markerede Castiels mavemuskler, hele vejen ned til hans navle. Cas’ støn var lave og korte, men de var der, og lyden af dem gjorde Dean sindssyg. Han måtte have mere.

I en glidende handling, førte han sine læber ned mod Castiels længde. Castiel kunne ikke holde sit støn tilbage, da Dean omfavnede ham med sine læber. Cas spredte sine ben, så der var mere plads til Dean at arbejde med.

Dean kørte Cas i sænk. Hver en bevægelse, hver ny handling sendte Cas tættere og tættere mod skrænten, og han vidste at det ikke ville vare længe før, han ville ryge ud over den. Værelsets vinduer var dækket med dug, indikerende for hvor meget varme de begge gav fra sig.

Dean havde aldrig oplevet noget lignende. Cas var ny til det hele, så han burde være en smule akavet, eller i hvert fald ikke så god til at give igen, men ubevidst gjorde Cas så mange ting, der sendte Dean mod paradis. Dean kunne mærke Cas’ støn helt ind i hans sjæl, han kunne nærmest ikke røre sig, når Cas lod en hånd køre over hans mave, eller rodede i hans hår.
Men det bedste var Cas’ øjne. De skreg efter mere, var så grådige, så fulde af lyst. Dean kunne se, præcis når han var ved at sende Cas af sted mod månen – men han gjorde det ikke. Ikke endnu.

”Dean” lyden af Cas’ stemme på bristen mellem at krølle sig sammen, sendte en skælven ned gennem Deans rygrad.
Med store, bedende øjne kiggede Castiel op på Dean ”Jeg vil have dig i mig” hviskede han. Dean lænede sig ned og stjal et kys inden han hev sig op på albuerne. ”Er du sikker? ” spurgte han. En grådig nikken kom fra Cas.

Dean lænede sig ned mod hans øre en gang til. ”Slap helt af” hviskede han til Cas, der derefter lænede hele sin overkrop tilbage mod puderne. Han spredte indbydende benene, mens han ventede på følelsen af Dean.

 

Den aften fik de ikke sovet meget. De udforskede hver del af hinandens kroppe, indtil de fysisk ikke kunne klare mere. Måske var de dødtrætte, men de var så fascineret af hinanden, at de holdte sig selv vågne, for at høre ethvert ord, som den anden havde at sige. De lå nøgne, uden dynerne over dem, og nød nærheden af hinanden. De lå ikke og holdte om hinanden – den tætteste fysiske kontakt de havde, var at holde i hånd.
De nød mere nærheden af at være så tæt forbundet med en anden person på det mentale plan.

Ingen af dem havde før prøvet at kunne være så afslappet omkring en anden før, og de ville ikke spilde et eneste sekund af deres tid sammen med at sove. Dog da Deans mor kom hjem klokken ti minutter i fem næste morgen, lå de begge under to store dyner, snorkende, med fredfulde masker over deres ansigter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...