You Can't Escape From Your Past // Harry Styles

Isabella Garcia overlever forbløffet det tragiske flystyrt der nu er skyld i at hun kan kalde sig for forældreløs. Da hun er den eneste der overlevede det grusomme flystyrt. Ligger hun også i et langvarigt koma, som gør hendes kæreste igennem flere år mere og mere rastløs. Håbet om at se hende igen forsvinder stille, som dug for solen, han ændrer sig, hans smil falmer – han bliver indelukket. Men hvad sker der den dag hun, endnu en gang mirakuløst, vågner fra sin koma? Eller vælger hun at se sin frygt i øjne, kæmpe for hvad hun stadig har kært? Hvad sker der den dag de ser hinanden igen, vil de falde i hinandens arme, vil hun flygte igen? Hvad er der sket med hendes kæreste, er han stadig den samme som før krisen opstod? Vil hun kunne klare presset der bare bliver større og større? Vil hun bryde sammen?

7Likes
3Kommentarer
1730Visninger
AA

12. I.G

 

Det tiende 

Sekunderne var blevet til minutter, minutter var blevet til timer. Timerne havde stille og rolig blevet til et år. Efter et år her, var jeg lige blevet udskrevet. Året her, havde gjort at min tilstand var bare blevet forværrede. Jeg havde med månederne og årene her i psykiatriafdelingen lært hvordan man holder sig for sig selv, lærer ikke at nævne ting der bare kan forværre tingene. Lært hvordan man snyder sig til at have det godt.

Jeg fik lov til at skrive et brev, så det havde jeg gjort inden jeg forsvandt ud i det fri.

 

Harry Styles.

Det er din skyld. Jeg vil ikke mere

 

Jeg var kommet ud af døren, missede jeg kort med øjne imens jeg kiggede jeg kiggede lige op i solen. Jeg indåndede den friske luft, den jeg ikke havde oplevede i flere år. Jeg sukkede nervøs, da jeg tog det første skridt ned af de mange trapper. Jeg kunne mærke hvordan min krop higede efter at løbe mod lyset.

”Miss?” jeg vendte mig forskrækket om, jeg var ikke vant til at høre andres stemmer. Jeg havde kun dagligt hørt personalets irriterende stemme.

”Ja?” min stemme var hæs. Jeg farede forskrækket sammen da der kom en tydelig og høj lyd. ”Hvad laver en ung pige her?” jeg skuttet mig af ren nervøsitet.

”Hvem er du?” jeg kiggede nervøst rundt, jeg ville ønske at de bare havde hjulpet mig med en aktiv selvmord. Det var bare ikke lovlig, men så måtte man selv gøre det.

”En der bare vil hjælpe” han tog et skridt nærmer mig, jeg veg flere skridt tilbage. Jeg rystede frustreret med hovedet. Jeg ville væk.

”Lad mig være” jeg skuttede mig igen, jeg vendte mig om, gik den anden vej væk. Jeg lod et lydløs skrig ramme lydmuren da jeg var langt nok væk fra manden.


Jeg var noget til en klippekant. Jeg kunne kigge lige ned i afgrunden. Af en mærkelig grund jeg ikke kendte til, havde ind forkert følelse indeni mig selv. Jeg slog mig selv hårdt i hovedet. Jeg lod mit længevarende skrig ramme afgrunden. Jeg lod tårerne falde ned af mine kinder, jeg lod mine negle rive min hud til blods. Jeg kiggede grædende ned i afgrunden. Psykologerne havde sagt til mig mange gang. Det at blive forladt kan ødelægge en, især når man er blevet udsat for noget ingen burde.

Jeg skreg igen, jeg hulkede højlydt. Jeg ville ønske at jeg aldrig var stået op flyet, at mine forældre aldrig havde bookede det fly. Jeg ved det er egoistisk men jeg det var det jeg brændte for.

 

Jeg trådte et skridt, så to skridt, så flere skridt hen mod afgrunden. Jeg lod svagt min krop svage frem og tilbage. I løbet af de få sekunder jeg stod på klippen, havde jeg min tvivl. Jeg trak vejret kort inden jeg lod min krop svinge frem mod afgrunden, men stoppede mig i sidste øjeblik.

Jeg kunne da ikke gøre det?

Jeg kunne jo ikke dræbe mig selv, men hvem ville savne mig i sidste ende?

”Hvad helvede laver du?” jeg kiggede tilbage på en ung mand, han lignede for meget Harry. Jeg kiggede nervøs på ham. Jeg mærkede hvordan tyngekræften ville hive mig tilbage.
”Find ham” jeg kiggede intens på manden, inden jeg lod brevet falde ned på jorden.  Jeg svang min krop ud over kanten. Jeg skreg et lydløs skrig, jeg viste jeg ville dø, og jeg var parat.

”Jeg kommer nu mor og far”

 

Jeg kiggede nervøst op på min mor. Hendes grin var ikke til at fjerne. ”Isabella, der sker ikke noget” jeg lukkede hårdt mine øjne sammen. Jeg sad på cyklesædet. Jeg skulle lærer at cykle, men det havde jeg ikke lyst til. Jeg var bange, jeg var nervøs for at jeg ville falde og slå mig.

”Isabella, jeg er med dig hele vejen” hendes smil var plantet på hendes læber. Jeg stirrede nervøs på hende. Ville hun aldrig være ved med min side?

”Mor. Jeg er bange” jeg blev skubbet på min cykle, imens jeg trådte i pedalerne. Vinden rev i mit hår under cykelhjelmen. ”Du klare den” hendes enageret stemme var lige ved siden af mig. Jeg kiggede nervøst op til hende. Hendes stemme der lød nervøs, ikke bebrejdende på nogle måder. ”Isabella, kig på vejen” hun holdte fast i mine skulder, løb sammen med at jeg cyklede. ”Men mor” jeg ville græde, jeg var så bange. Jeg var bange for at jeg ikke ville komme igennem at lærer at cykle.

”Jeg er her” jeg kiggede igen ud på vejen. Vejen stejlede og jeg begyndte at køre hurtigere. ”Mor” jeg skreg rædselsslagen.

”Brems Bella” jeg kiggede tilbage på hende, hun løb forgæves efter mig.

”Jeg ved ikke hvordan” hendes øjne lyste af frustrationer. 

Jeg kunne mærke hvordan jorden rev fat i min hud. Jeg skreg af smerte. Jeg kiggede ned på mine ben, der var fyldt med skrammer, revner og blod.

”Isabella” min mor satte sig på hug foran mig. jeg kiggede med tårerne rendende ned af mine kinder.

”Det er okay Bella, du klarede det godt” jeg kiggede på hende, blodet på mine ben var størknet.

”Dør jeg mor?” jeg snøftet af gråd. ”Du dør ikke” jeg kiggede kort ned på jorden.

”Dør far og dig?” hendes blik søgte ned mod jorden.
”På et tidspunkt” jeg hulkede højt igen. ”Men ikke om mange år” hendes svage smil var til at finde.

”Dør jeg før, jer?” 

 

Inden jeg ramte jorden lod jeg et grin ramme muren, ude af sted, ude af sind. Det havde jeg altid følt mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...