You Can't Escape From Your Past // Harry Styles

Isabella Garcia overlever forbløffet det tragiske flystyrt der nu er skyld i at hun kan kalde sig for forældreløs. Da hun er den eneste der overlevede det grusomme flystyrt. Ligger hun også i et langvarigt koma, som gør hendes kæreste igennem flere år mere og mere rastløs. Håbet om at se hende igen forsvinder stille, som dug for solen, han ændrer sig, hans smil falmer – han bliver indelukket. Men hvad sker der den dag hun, endnu en gang mirakuløst, vågner fra sin koma? Eller vælger hun at se sin frygt i øjne, kæmpe for hvad hun stadig har kært? Hvad sker der den dag de ser hinanden igen, vil de falde i hinandens arme, vil hun flygte igen? Hvad er der sket med hendes kæreste, er han stadig den samme som før krisen opstod? Vil hun kunne klare presset der bare bliver større og større? Vil hun bryde sammen?

7Likes
3Kommentarer
1735Visninger
AA

10. I.G ||


 

Det Ottende 

Tiden var gået stille. Jeg havde fundet mig til rette at sådan skulle mit liv være. Halvdelen af hjertet er brændt af, det andet er ødelagt. Jeg sider lige nu og kigger ud af vinduet, jeg valgte at indmelde mig på et college, hvor alle faktisk bare er ligeglad med man er her. Jeg fandt ud af på den hårde måde at der ikke er noget der heder at oppe over hvor gæret er lavest.

”Isabella!” hvinede min værelseskammerat, hendes falske negle lavede en forfærdelig lyd. Lidt ligesom når folk river neglene ned af tavlen.

”Hvad?” jeg stirrede stadige ud på det grå vejr som domineret her. Jeg havde ikke sagt hvad jeg hed udover det obligatoriske, ens fornavn.

”Hvad er der nu?” hun satte sig ved siden af mig, lod hendes håndflade ramme mit tøj. Hendes håndflade der aede mig, som vi var bedste venner. Jeg rystede hendes hånd af, hendes sårede blik kunne ses igennem genspejlet i vinduet.

”Du bliver nød til at snakke med mig” hun havde sat sig på hug, foran mig. Ligner jeg et barn?

”Jeg behøver ikke sige noget til dig, hvis jeg ikke vil” jeg snerede af hende. Jeg viste godt at det ikke var hendes skyld, men jeg ville ønske at det var. Det ville gøre det hele meget letter.

”Isabella” hendes svage suk. Sukkede gav stadige gengang igennem mit hoved, det sårede mig at jeg havde sårede hende.

”Du vil alligevel aldrig kunne forstå det” jeg vendte for første gang mit ansigt. Jeg kiggede direkte ind i hendes sårede øjne. Hun havde intet at være sårede over, jeg er den der ha det værste.  

”Det ved du da ikke før du har fået min reaktion” hun lød utrolig mopset. Jeg forstår hende, men jeg kan ikke tage hensyn til hendes følelser.

”Jo jeg går” jeg kiggede bebrejde på hende, kunne hun ikke lade mig være alene for en gangs skyld. Hendes suk var så tydelig i mit hoved.

”Fint Isabella, jeg vil bare hjælpe” hun satte sig tungt i sengen med et højt suk.

”Jeg har aldrig sagt jeg har brug for hjælp” jeg vendte igen mit hoved mod vinduet. Regnen silede ned i stride strømme.

”jeg kan da se at du har brug for hjælp” hendes stemme var tydelig irriteret. Jeg fnøs surt.

”Lad mig nu bare være” jeg rejste mig voldsomt op. Jeg væltet nogle genstande på mit natbord imens jeg stirrede på en chokeret person.

”Isabella” hun stammede mit navn, chokeret over hvad hun lige havde været vidne til.

”Hvad?” jeg skreg arrigt, rev frustreret mig i håret. Hvordan kan man komme af med smerten, på den lette måde?

”Du skræmmer mig” hendes stemme var spinkel og nervøs. Det gjorde helt ondt i mit hjerte, men som sagt jeg kan ikke overskue det.

”Hvorfor bliver du så ved?” mine ord var spydig imens hendes mund stod på hvid gab.

 

Jeg skreg i frustration og faldt ned på mine knæ, lod endelig mine længe ventet tårer få frit løb. Jeg lagde mig bare efterfølgende imens jeg lagde mig i fosterstilling, hvor ville jeg ønske jeg aldrig var vågnet.

”Isabella?” hendes stemme var nervøs. Jeg skreg stadige, denne gang havde jeg mine hænder holdt oppe over mine øre. Jeg lod endnu et smertefuldt skrig ramme lydmuren, jeg tro det faktisk var det eneste man kunne høre nu.

Jeg hørte døren smække imens jeg lod frustreret mine hænder rodede rundt i mit hår. Jeg kunne mærke hvordan min hovedbund blev mere og mere øm, flere lange hår var viklet rundt om mine finger.

”Isabella!” en mørk stemme rungede i mit hoved. Jeg kunne ikke finde ud af om det var virkelig eller ej.

”Lad mig være” hulkede jeg højt imens jeg stadige frustreret rev videre i mit hår. Jeg kunne fornemme nogle hænder gribe fat om mine håndled, rev dem ud af mit hår. Jeg hikstede denne gang, det hele var alt for meget.

”er der nogle vi kan kontakte” denne gang kunne jeg fornemme flere stemme runge i mit hoved. Virkelig eller ej, var jeg stadige utrolig meget i tvivl om.

”Please, lad mig være” jeg lukkede mine øjne endnu mere stramt ind de allerede var. ”Isabella, træk vejret” jeg rystede voldsomt med hovedet. Jeg ville væk, jeg ville ikke være her mere.

 

 

 

Jeg lå denne gang inde i et hvidt rum. Personalet her sagde at der ikke var noget galt med dette rum, og der ikke var noget galt med mig. Selvom jeg ville ønske at det var sandheden, kunne jeg se hvordan de i krogene snakkede om mig. Blikkende de altid sendte mig, var fyld med overbærende.

”Miss, det er tid til din medicin” jeg stirrede koldt på den unge psykiater. Jeg rystede på hovedet, jeg skulle ikke fyldes med medicin.

”Du skal tage den” jeg kunne se hun virkelig skulle bide sig hårdt i læben. Jeg fnøs provokerende.

”Hvem siger det? Dig?” jeg mærkede hvordan den kolde luft omslugte mig. Jeg kunne mærke hvad de kaldte et panikanfald ville komme igen. Jeg bed mig i læben for ikke at tiltrække opmærksomhed på at jeg virkelig havde brug for medicinen de ville have mig til at tage.

”Jeg ligger den her. Så tager du den når jeg går” jeg kiggede ned på mit tøj. Jeg var lagt i en hvid trøje, med spænder på. Personalet fortalte at det var en speciel trøje som man fik på hvis man havde det skidt. Det betyder i deres sprog, en spændetrøje, for folk der er sindssyg. Der er bare det problem, jeg er ikke sindssyg. Jeg er bare en ødelagt pige, som fik taget sine forældre væk fra sig i en alt for tidlig alder.

Jeg kiggede mod det aflange spejl der dominerede det meste af værelset jeg befandt mig i. Jeg lod et suk ramme luften, skriget der forsvandt op igennem munden. Skriget der aldrig rigtig blev hørt. Jeg havde lært i den tid jeg havde været her, at skrige lydløs. Jeg stirrede ned på trøjen.

Hvordan kunne det ende så galt?

Hvordan er jeg endt her?

Stedet her er kun for folk med sindslidelser, som er til skade for sig selv eller andre. Det er jeg ikke.

Jeg var glad for ingen kendte mit navn, eller ikke hele navnet. Kun mit fornavn, det var det eneste skolen havde om mig. Men hvordan ville i have at høre jeres efternavn hele dagen, mindes om hvad jeg mistede i en for ung alder. Jeg tro ikke at der er nogle der er i tvivl, jeg mistede det allervigtigste i ens ung individs liv. Forældrene der aldrig vil kun give gode råd, give de bedste kram, følge mig ned af kirkegulvet.

 

”Hej jeg søger en Isabella Garcia?” stemmen var alt for genkendelig, det fik denne gang mig til at skrige højt. Denne gang var der lyd på, få sekunder efter var der fem psykiatrier, to læger. De lagde mig stramt ned i sengen, råbte utydelige ting til mig. Jeg forstod intet, det eneste der virkelig satte sig i mit hoved var hans stemme. Drengen der ødelagde mig, sendte mig hen der hvor jeg virkelig var i dag: på sindssygehospitalet.

”Træk vejret dybt, kig lige op” jeg rystede under deres berøringer, jeg lod et skrig ramme muren igen. Alt hvad jeg prøvede at løbe fra, faldt ramlende sammen. Jeg skreg de tætteste i hoved.

”Lad mig være” for første gang lod jeg hulkende overdøve mine skrig der var blevet mindre. Jeg mærkede hvordan jeg blev mere træt. Jeg viste hvad de havde gjort, lagt et drop i mig, et beroligende middel. Det fik bare minderene til at vælte ned over mig igen.

”Isabella” det var det sidste jeg registeret inden jeg lukkede mine øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...