You Can't Escape From Your Past // Harry Styles

Isabella Garcia overlever forbløffet det tragiske flystyrt der nu er skyld i at hun kan kalde sig for forældreløs. Da hun er den eneste der overlevede det grusomme flystyrt. Ligger hun også i et langvarigt koma, som gør hendes kæreste igennem flere år mere og mere rastløs. Håbet om at se hende igen forsvinder stille, som dug for solen, han ændrer sig, hans smil falmer – han bliver indelukket. Men hvad sker der den dag hun, endnu en gang mirakuløst, vågner fra sin koma? Eller vælger hun at se sin frygt i øjne, kæmpe for hvad hun stadig har kært? Hvad sker der den dag de ser hinanden igen, vil de falde i hinandens arme, vil hun flygte igen? Hvad er der sket med hendes kæreste, er han stadig den samme som før krisen opstod? Vil hun kunne klare presset der bare bliver større og større? Vil hun bryde sammen?

7Likes
3Kommentarer
1728Visninger
AA

8. I.G ||||


Det sjette

Tiden var gået utrolig langsom, men vi havde rundet en hel uge hvor jeg havde været ved bevidstheden. Jeg havde modvilligt skrevet under, jeg var blevet rådgivet til at skrive den under af nogle psykologer jeg gik ved. De ville gerne have jeg kom over på den anden side, lod som om intet er sket. Og jeg vil ikke lyve hvis jeg ikke sagde at det også var det jeg ønsket. Men hvordan kunne man ønske at glemme sine forældre, og den dreng man elskede over alt på jorden. Drengen som havde blottet sine følelser for mig, sagt at han ville giftes med mig. Hør, giftet. Han havde ikke kontaktet mig, så hvorfor havde jeg så stadige en spinkel håb om han ville komme tilbage.

”Miss Garcia. Du skal pakke dine ting” jeg kiggede op på Dr. Calvin. Han havde været den eneste der virkelig havde været der for mig, men jeg ville stadige påstå at han bare gjorde det fordi det var hans arbejde.

”Hvor skal jeg hen?” min stemme skælvede under mig. Jeg havde stadige ikke vænnede mig til tanken om at jeg ikke kunne se Harry mere.

”Du skal udskrives Miss Garcia” i den daværende uge var jeg røget ned til optræningsgangen. Det var også meget letter, men nu skulle jeg flytte, men hvor hen viste jeg ikke. Jeg havde intet sted at komme hen til.

”Men Dr. Calvin. Jeg har ikke et sted at være” min stemme dirret. Skulle jeg virkelig bo på gaden, det er den eneste mulighed jeg har.

”Vi har arrangeret at du skal flytte til en sikker bolig. For folk som har traumer, lejlighedskomplekser er tilknyttet os. Så slet slipper du ikke af med mig” hans smil beroligede mig, og et lille drillende smil. Jeg var kommet mere ud, jeg kunne nu grine med folk. Men kun folk jeg allerede havde tillid til, ellers var jeg en lukkede person.

Jeg var glad for jeg følte mig tryg ved en, og hvis det skulle være en læge var jeg glad for det var Dr. Calvin. Men hvad jeg ikke var tryg ved var at flytte ind i en lejlighed alene, uden nogen form for sikkerhedsnet. Det sikkerhedsnet jeg havde haft. Ødelagde jeg selv, jeg skulle aldrig have sendt Harry væk.  Tanken om at jeg skulle flytte skræmte mig stadige, måske fordi jeg stadige var stadige utryg ved for mange nye mennesker. Skræmt for deres reaktion når de fandt ud af hvem jeg i virkeligheden var. Pigen der overlevede, ligesom bøgerne om drengen der overlevede døden. Bøgerne på syv bind, alle omhandlende Harry Potter.

 

”Miss Garcia?” Jeg sad stadige i sengen imens jeg lod blikket ramme hans. Hans smil som beroligende.

”Jeg kommer” jeg lod mine fødder ramme det kolde gulv. Pakkede mine få ejendele sammen, og var så parat. Jeg kiggede afventende på Dr. Calvin. Hvor lå stedet.

”Kom” han lod mig gå først ud af døren, den som jeg havde boet i den sidste uge. ”Så håber jeg at jeg ikke ser dig mere på de her gange” han kiggede på mig, hans omsorg var unik. Hvordan kan man give så meget, uden at forvente noget fra ens patienter.

Tiden var kommet til at vi skulle sige farvel. Sikker på vi ikke skulle se mere til hinanden, gav vi hinanden hånden, for første og allersidste gang.

”Pas på dig selv Miss Garcia” jeg vendte mig smilende om. ”Lige over” pause. ”Tak for alt” jeg smilede et smil, et smil der ramte mine øjne for første gang siden Harry havde fjernet sit navn på tillidserklæringen.

 

 

Døren til min nye lejlighed var ovetegnet med sorte streger, men ikke at jeg tog mig synderlig meget af det. Jeg skulle ikke være her i lang tid, jeg skulle så hurtig som mulig væk fra byen. Byen med de mange minder med Harry, både gode og dårlige.

”psykopat” jeg vendte mig chokeret om. Hvem ville kalde en det? Jeg stirrede på en halvgamle dame. Hendes blik var slørret, og aggressiv. ”Hvem er du?” jeg kiggede skræmt på hende. Jeg havde sagt jeg hadet fremmede, eller ikke kunne lide dem?

”Jeg er Molly. Og jeg skal nok få ramt på dig psykopat” jeg skubbede mig helt hen til døren. Hvert blik hun sendte mig skræmte livet ud af mig.

”Molly. Gå så ind på dit værelse!” en dame kiggede omsorgsfuldt på mig. Mon hun arbejde her? Men hvem ville arbejde sådan et sted? ”Jeg hedder Viola. Jeg den der har ansvaret her” hun rakte mig hånden. Jeg kiggede dog stadige skræmt på hende, hvordan skulle jeg tage det her. Hvis jeg ikke er død i morgen, vil jeg være overlykkelig.

 

Jeg lå fladt nede på en ujævn jord. Mit blik var slørret, men jeg kunne formode at se røgen stige op fra noget ukendt. De sidste minutter op til hvor jeg er nu, det er slørret, var der sket noget voldsom? Jeg vendte grædende mit hoved. Mit blik slørret sig bare mere, jeg kiggede på den forslåede pige, hendes arme der var fyldt med blod, men det meste var størknet. Jeg kunne skimte deres paniske øjne som kiggede lige op. Var de døde?

Jeg vendte mit hoved panisk, flere mennesker lå spredt rundt om mig. Jeg ville skrige hvis ikke jeg var så lammet af skræk. Jeg kunne vitterlig ikke bevæge mig, hvor var jeg? Hvad var der sket? Hvor var mine forældre?

Jeg kiggede for første gang op i luften, der lagde jeg for første gang mærke til den store vinge der havde siddet fast på flyets side. Den lå skråt over mit hoved. Jeg kunne mærke hvordan panikken slog mig. Hvor var jeg? Var jeg vidne til et flystyrt, var jeg en del af et flystyrt? Hvordan kan jeg være den eneste levende, eller er jeg overhovedet levende?

”Er der nogen” min stemme var så svag at det umulig kunne høres. Hvor var min mor, hvor var min far. Hvorfor vil ingen svare mig?

Jeg kunne for første gang se tydelig. Blikkende som stirrede mig i øjne, var som taget ud af en skrækfilm, deres paniske, skræmte blikke var som malede på de mange omkommende liv. Deres  forslået, lemlæstede kroppe lå som en abstrakt maleri, malet udover mig.

”Vi har ikke set livstegn endnu” jeg kunne høre nogen mørke stemmer, nogen fodtrin nærme sig med hast.

”Vent vi har en overlevende” skreg en. ”Hent en læge med det samme” jeg lod de tørre tårer blevet blandet med nogle nye, mon jeg overlever, mon min familie overlever?

 

Jeg satte mig op med et sæt, sveden dryppede ned af min halvnøgne krop. Hvordan kan jeg stadige have de samme drømme, mareridt? Hvorfor kan folk ikke hjælpe mig. Min psykolog mener at det er noget fortrængt, men hvordan kan det være noget fortrængt når jeg gennemlever det hver nat.

”Miss er du okay?” jeg satte mig skrækslagende op i sengen. Damen som havde hjulpet mig før kiggede omsorgsfuldt på mig. Hvordan er hun overhovedet kommet ind. Er det ikke kun mig der har nøglerne til min lejlighed.
”Hvordan er du kommet her ind? Jeg pippet, jeg kunne ikke tro mine egen øjne. ”Miss. Din dør var åben. Jeg hørte dig skrige, jeg troede du var i knibe” hun kiggede stadige på mig. ”Men… Men det giver dig ingen ret til at gå ind uden nogen form for erklæring” jeg snappede igen efter vejret. Mine lunger brændte, men det gjorde de hver eneste gang jeg havde en ’episode’ som psykologen mente det var. Men det var ikke nogen episode, når man gennemlever det hver eneste dag. Hver nat, samme emne, forskellige situationer.

Dagene var gået og vi var nået op på en måned eller tro. De mente at jeg var ved at falde mere til, eller det var hvad pædagogerne, psykologerne og lægerne sagde. Men jeg ville for alt i verden er gerne væk. Det her hjælper ikke på at komme over det. Harry mente at det var det bedste at gå, måske var det også godt for Harry. Jeg ville bare gerne ud og starte et nyt liv, vide at jeg skal undværer mine forældre er hårdt nok. Men at skulle være lukkede inde på hvad jeg ville kalde sindssygeanstalten, det vil jeg ikke.

”Miss Garcia. Snak med os” psykologerne sad foran mig. De havde hver og især deres kule pind og blok så de kunne skrible ting ned på den. Jeg rystede på hovedet, hvorfor skulle jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...