You Can't Escape From Your Past // Harry Styles

Isabella Garcia overlever forbløffet det tragiske flystyrt der nu er skyld i at hun kan kalde sig for forældreløs. Da hun er den eneste der overlevede det grusomme flystyrt. Ligger hun også i et langvarigt koma, som gør hendes kæreste igennem flere år mere og mere rastløs. Håbet om at se hende igen forsvinder stille, som dug for solen, han ændrer sig, hans smil falmer – han bliver indelukket. Men hvad sker der den dag hun, endnu en gang mirakuløst, vågner fra sin koma? Eller vælger hun at se sin frygt i øjne, kæmpe for hvad hun stadig har kært? Hvad sker der den dag de ser hinanden igen, vil de falde i hinandens arme, vil hun flygte igen? Hvad er der sket med hendes kæreste, er han stadig den samme som før krisen opstod? Vil hun kunne klare presset der bare bliver større og større? Vil hun bryde sammen?

7Likes
3Kommentarer
1732Visninger
AA

6. I.G ||||

Jeg lå i hospitalsengen med Harry. Jeg havde lukket mine øjne, men min hjerne var på overarbejde som den havde været i de sidste måneder. Jeg havde fundet ud af jeg havde ligget her i flere måneder, men det var nok også fordi min muskelmasse var svundet ind og blevet svagere med tiden. Jeg lyttet til hans hjerteslag, mod mit ene øre. Jeg havde lige tilstået hvad jeg har ville sige i de måneder jeg ikke var rigtig levende. Man er vel ikke levende hvis man ikke selv kan trække vejret uden en maskine koblet til mig. Hans hjerteslag var uregelmæssig, måske fordi jeg lige var vågnet og det hele var urealistisk. Men det var han ikke alene om at syntes. Jeg mærkede denne gang hvordan det virkelig var da falde rigtig i søvn. Men alligevel var jeg så bange for det, jeg var bange for jeg aldrig ville vågne igen.

”Isabella, det er okay” Harry aede mig blidt op af armen imens jeg lod et gab ramme mod en af de fire vægge. Jeg var så træt efter at have kæmpede mod trangen til at sove.  Jeg lod et gab forme sig på mine læber inden jeg faldt i søvn. Jeg kunne mærke hvordan søvnen trak mig længere og længere ned mod drømmende jeg for alt i verden prøvede at undgå. Drømmende der på hver deres måde havde en mærkværdig påvirkning på mig.

”Isabella, vi skal altså nå et fly” jeg kiggede vredt på hende, hende jeg skulle kalde min mor. Vi havde lige afsluttet forretningsrejsen, eller det ville sige min far og mor havde. ”Jeg skal altså på toilettet” jeg brokkede mig gevaldig. Var der en ting jeg ikke kunne klare udover at flyve var at gå på toilettet på et fly. Det sug der kommer efter man har skyllet ud, det lyder næsten som hele kabinen bliver revet midt over, i sådan en høj tone.

”Isabella, let så din røv. Vi skal være der om fem minutter” jeg mokkede imens jeg endelig skyllet ud. Nu skulle jeg bare vaske hænderne. ”Vi kan jo også tage det næste fly” jeg trak vejret i vrede. Så det lød lidt som jeg var ved at dø af iltmangel. ”Isabella. Nu kan det fandme være nok. Jeg gider ikke bruge syv timer mere i en lufthavn. Fordi du ikke kan losse dig færdig” jeg lavede en arrogant armbevægelse inden jeg marcheret ud af døren. Ude ved døren stod min far og trippede med hans fødder.

”Det var i lang tid om” han kiggede opgivende på os, stressenden overtog hurtig hans opgiven attitude. ”Det må du give din datter skylden for” havde jeg sagt vi havde et meget anstrengt forhold til hinanden. ”Kom nu” min far rev fat i mit håndled imens han førte an, hurtig at det blev til løb. ”Tænk at gamle mennesker kan løbe så hurtig” jeg hvæsset mit svar i ren og skær protest. Jeg forstod ikke hvorfor vi bare kunne sejle hen til England. Vi var alligevel kun i Norge, men nej at flyve gik meget hurtig.

”Mark, Dina og Isabella er her nu” min far rakte stressende papirerne til stewardessen. Hun smilede falsk, hvordan kan mennesker være sådan. Så må vel finde et andet arbejde hvis man ikke kan lide ens nuværende. ”Nyd jeres tur” hendes stemme var også falsk. Jeg kan i hvert fald sige jeg kommer ikke til at nyde noget af denne tur. Det skal bare overstås, så hurtig som muligt.

Jeg satte mig op med et skingert skrig, hele episoden var ved at komme tilbage. Men i småstykker, og hver gang gjorde det forfærdelig ondt. Jeg viste jo godt at mine forældre var døde, og jeg var den eneste overlevende. Men måden jeg havde snakket til dem, måden jeg havde opført mig på var noget jeg aldrig ville komme mig over.

”Isabella, Sh, Sh” Harry aede mig, lod hans store hænder trykke min hånd, den var for resten meget mindre ind Harrys.

”Det var bare et minde” hans læber der formede ordene var lige over hovedbunden. Jeg kunne slet ikke registrere noget. Det var første gang jeg havde en af de her flashback hvor jeg efterfølgende kunne vågne op og vide at det ikke kunne gøre mig noget.

”Det ved jeg Harry, men derfor gør det den ikke mere realistisk.” ordene kom kludret ud, jeg ville være overrasket hvis han overhovedet formodet at forstå et ord af hvad jeg sagde. ”Men denne her gang er jeg her. Og den vil ikke kunne gøre dig mere” hans små kys ramte min hovedbund. Jeg lod et svag smil ramme mine læber, jeg var så overlykkelige over han stadige ville forblive ved mig.

”Men hvorfor skulle vi også lige nå flyet” jeg lod mine tårer falde ned af mine kinder. Jeg fortrød så meget hvordan jeg havde behandlet dem, og nu har jeg ikke muligheden for at sige undskyld. Ingen i verden vil kunne forstå hvordan det er at se et helt fly ligge livløse omkring dig, som de har omringet en. Måske kunne det være et tegn på at de ville beskytte en. Men jeg inderste inde ved også at hvis det kom til at redde sig selv og skubbe en anden ind under et kørende køretøj havde folk gjort det uden at tænke flere gange over det. ”Isabella, skal du have noget?” først nu havde opdagede jeg at Harry havde rejst sig op og stod og kiggede kærligt på mig. Ja gerne mine forældre, men det kan ingen give mig. Jeg rystet så derfor bare på hovedet, et lille smil var at finde.

 

 

Jeg var blevet tvunget op og stå. Sygeplejeren kiggede omsorgsfuldt på mig, det var jo vigtig at røre sig så hurtig som muligt. Men det var mine ben alt andet ind enig i, de dinglet under mig, havde sådan en kræft at hvis jeg ikke holdte godt fast ville jeg ligge på gulvet nu. Jeg kiggede nervøst op på sygeplejeren. Døren indtil stuen var holdt lukket, for at sikre sig at der ikke kom unødvendige bakterie ind til mig, det skulle nødig smitte mig.

Jeg sendte sygeplejeren et svagt smil der førte til en længeværet latter. Jeg viste ikke hvor det kom fra, men jeg kunne ikke lade være med at grine. Måske fordi det hele havde været så komisk, trist og ikke mindst forfærdelig. ”Hvad griner du af miss Garcia” Sygeplejeren jeg stadige ikke kendte navnet på, kiggede undrende men smilende på mig.

”Jeg ved det ikke” jeg formodet at formulere sætningen uden alt for mange afbrydelser. Harry trådte ind imens jeg ved hårdt efter vejret. Han lod hans grønne, fantastiske øjne ramme mine og jeg smilede halvhjertet. Inderste inde var jeg nok bange for livet igen, det var jo meningen at ingen skulle overleve flystyrtet, men alligevel formodet jeg at overleve. Det var nok det mest ironiske i det hele, jeg havde overlevet men ikke skulle have gjort det.

”Isabella, Hvad griner du af” Harry holdte mig oppe. Hans urolige øjne gjorde det meget værre og jeg ville for alt i verden ønske jeg bare kunne stoppe igen. Det var upassende på alle måder, og især med den tilstand jeg lige nu befandt mig i.

”Det hele er bare en anelse komisk” de begge kiggede chokeret på mig. Troede ikke deres egene øre. ”Jeg skulle jo aldrig have været i live” jeg var endelig stoppet med at grine, jeg kunne igen trække vejret. Besværligt, men selv.

”Men du gjorde det” Harrys stemme var fuld af omsorg, og det gjorde helt ondt. Men måske var det fordi at jeg ikke havde mine forældre, som alle andre på min alder havde. Noget folk på min alder ikke behøvede at tænke over i mange år, for deres forældre var nok kommet for at blive i forhold til mine.

”Men ingen snyder jo døden. Når det er bestemt, er det bestemt” deres mund stod halvt åben, men ingen lyd kom ud af den. Det skræmte mig, jeg ville ønske jeg ikke havde sagt det. Men så alligevel, det er jo sandheden og sandheden er ikke altid en god ting.

”Det gjorde du jo, og det er jeg glad for” Harry aede min ryg imens jeg sad på sengekanten. ”Det er jo lige det jeg mener Harry” jeg kiggede arrigt på dem, men mest Harry. Sygeplejeren var kommet midt i mit sammenbrud. ”Hvad?” kunne han virkelig ikke forstå det.

”Harry. Ingen har nogensinde snydt dødens for dens bytte. Hvorfor skulle jeg være meget anderledes” jeg rystet, tårerne der var længe ventet faldt ned af mine kinder – ligesom når regnen i tørken. Noget alle venter på.

 

”Isabella” han var mundlam, og jeg forstod ham godt. Men det var noget jeg havde ligget indebrændt med i flere måneder, og nu kunne jeg ikke mere. ”Nej Harry. Sådan har det jo altid været, man kan jo ikke kommen udenom det. Sådan er livet” jeg rystet arrigt hans hånd af min ryg. Jeg kunne ikke mere, hans blik mindede alt for meget om det sidste jeg virkelige kunne huske, blikket mine forældre sendte mig. Vi viste hvad tiden havde slået, nu var det bare nedtælling.

”Harry, vil du ikke gå” jeg lod et hulk blive holdt tilbage. Så det blev til et mere forkrampet hulk. 

”Nej” hans stemme dirret, han var tæt på at bryde sammen.

”Harry. Gå, jeg vil ikke se dig mere. Det hjælper mig ikke” ordene skar som sandpapir mod mit allerede skrøbelige hjerte. Men sandheden skulle ud, på den ende eller anden måde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...