You Can't Escape From Your Past // Harry Styles

Isabella Garcia overlever forbløffet det tragiske flystyrt der nu er skyld i at hun kan kalde sig for forældreløs. Da hun er den eneste der overlevede det grusomme flystyrt. Ligger hun også i et langvarigt koma, som gør hendes kæreste igennem flere år mere og mere rastløs. Håbet om at se hende igen forsvinder stille, som dug for solen, han ændrer sig, hans smil falmer – han bliver indelukket. Men hvad sker der den dag hun, endnu en gang mirakuløst, vågner fra sin koma? Eller vælger hun at se sin frygt i øjne, kæmpe for hvad hun stadig har kært? Hvad sker der den dag de ser hinanden igen, vil de falde i hinandens arme, vil hun flygte igen? Hvad er der sket med hendes kæreste, er han stadig den samme som før krisen opstod? Vil hun kunne klare presset der bare bliver større og større? Vil hun bryde sammen?

7Likes
3Kommentarer
1636Visninger
AA

4. I.G ||

You can't run forever, in some point you have to stop and take a break. Even if it just for a while. Everyone says that they know the pain inside you, but remember they just say it to be polite.

Knowing what you know will take your life, even if you fight it - with every bones in your body.  Everybody can agree to one thing. And one and only thing you can't run from. Is your past. You only have two choice, the first is too face the fact. The second and most painful is to let it go - and flow with the wind 

                                                                                                                                                                   

Det Andet.

 

Jeg sad oppe i flyet. Jeg var så vred at jeg var blevet tvunget med på denne her forretningsrejse mine forældre skulle på. Hvorfor havde de dog ikke bare ladet mig være alene hjemme, jeg savnet min kæreste. Jeg var så bange for at han ikke ville være sammen med mig, han havde opført sig så underlig på det sidste. Selvfølgelig er jeg også den eneste som får alting af vide til sidst, betyder jeg virkelig ikke mere for ham. Jeg mærket hvordan flyet svævet fra til side til side. ”Isabella, være sød at tage din sele på” jeg rystede bestemt på hovedet, jeg ville ikke snakke med dem. Hvordan kunne de dog være så kolde og følelsesforladte.
”Vi beder alle tage deres sikkerhedsseler på” den hæse stemme flød ud igennem højtalerne på flyet. Vi spændte os fast, havde jeg fortalt hvor meget jeg hadet at flyve. Endnu et ryk ramte den trykket luft i flyet. Jeg kiggede mod min far som også kiggede på mig, hans beroligende smil var at finde. Men hans øjne sagde alt andet, der var noget galt. Jeg lod et skrig ramme lydmuren da flere ryk kom lige efter hinanden. Jeg kiggede skrækslagende på ham, hans smil ramte ikke hans øjne. Jeg kunne mærke hvordan luften forsvandt for en stund, hvordan den trykket luft suget kræfterne ud af mig. Jeg kunne direkte kigge ned på taskerne under sæderne, de var mast helt op, så langt at de ikke kunne flytte sig mere.

”Far hvad sker der?” jeg kiggede panisk på ham, hans smil var forsvundet. Hans blik var skræmt. ”Der er ikke noget at være bange for min skat” hans stemme var lavere, mine øjne kæmpede med at holde sig oppe. Hvad skete der?

Endnu et ryk kunne mærkes i flyet, det var stærkere ind de forrige havde været. Flere skrig blev forværret imens jeg lod mine tårer få frit fald, ligesom flyet havde. Jeg viste hvad der ville ske nu, men jeg ville ikke indse det. ”Vi elsker dig Isabella” begge mine forældres stemmer var at finde inde i mit hovedet, jeg græd hysterisk.

”Det hele skal nok gå Isabella. Husk vi elsker dig” jeg græd stadige. Endnu et skrig forsvandt fra mine læber, jeg kunne mærke hvordan suset rev os frem. Iltmaskerne var faldet ned over vores hoveder for længst. Iltmaskerne alle frygtet, man viste det aldrig var et godt tegn.

Man ved næsten hvad tiden har slået når halvdelen af iltmaskerne ikke var i brug. Jeg skreg igen, men det nået aldrig ikke rigtig at blive hørt for alles skrig var blandet i et virvar af skræk, rædsels og gråd.

”Isabella træk vejret” mere registeret jeg ikke. Mine øjne faldt sammen, lod mig ligge i en slags skinddød tilstand.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg havde ligget her, men hver dag hørte jeg den samme grødet, svage, triste og bekendte stemme. Jeg forstod ikke hvorfor han bare ikke havde glemt mig, det hele ville være meget letter. Han skulle ikke føle sorgen, han havde intet med hvad der var sket, men hvem ville tro det. Jeg havde op til flere gange prøvet at komme i kontakt med omverden, men jeg havde stille indset at det aldrig ville komme til at lade sig gøre. Jeg var dømt til at genopleve de sidste par minutter med mine forældre. Dømt til at høre gråden fra ens kære der intet kunne gøre.

Måske var alt det meningen, da jeg havde snydt døden en gang før, og døden får altid sit bytte, uanset hvad det kræver. Det var meningen at jeg aldrig skulle have været overlevede det flystyrt, men det gjorde jeg.

Døden lugtene pust, er som en konstant. Døden der venter på at kunne tage mig med sig. Om det så var lægerne eller min kæreste der valgt at slukke det sidste livstegn, så var det det døden venter på. 

 

”Isabella” en hæs stemme jeg var så bekendt med lød i det tomme rum. Som jeg havde befundet mig i, i hvor lang tid vides ikke. Jeg ville inderlig gerne sige at jeg kunne høre hans ord, reagere på hver berøring han lod ramme min hud. ”Lægerne siger jeg burde glemme dig” jeg kunne høre han trak vejret besværlig, mon han græd for mig, mon han lå søvnløs om natten, havde han nogensinde tankerne at det hele ville være letter hvis jeg aldrig var steget ind i flyet, billetten til hvor jeg nu lå i dag.

Hvorfor glemmer du mig så bare ikke, det vil gøre det hele meget letter. Jeg er dømt til at dø på et tidspunkt, jeg kunne aldrig finde på at hive dig med i faldet. Lad mig gå, gå ud og lev dit liv til fulde, så har jeg gjort min opgave. Lad dig ikke holde tilbage af mig, jeg kan jo ikke give dig det levende mennesker kan.

”Men jeg vil ikke glemme dig” han hev hårdt efter vejret, jeg kunne bekræfte at han græd. ”Jeg ville giftes med dig, men jeg er så bange for det bare forbliver en drøm” det stak i mit hjerte. For alt i verden ville jeg ønske at jeg kunne reagere på hans skrøbelige ord. Jeg ville ønske at jeg kunne sige at han skulle glemme mig og gå ud og leve hans liv, som der intet var sket.

”Hvorfor gik du om bord på flyet” jeg havde nøjagtig stilet det samme spørgsmål om og om igen. Jeg kunne mærke hans berøringer ramme min håndflade, hans bløde berøringer der gjorde helt ondt indeni mig. Jeg ville skrige, jeg ville græde – men allerhelst ville jeg kunne holde om ham igen, fortælle ham at han skal glemme mig og leve sit liv. Han vil aldrig få et godt liv med mig, jeg er ikke god for nogen.

”Dr. Calvin” hans stemme var grødet og skrøbelig, var det den dreng som altid havde været livsglad, drengen ingen kunne såre. Den dreng jeg faldt så hårdt for, heartbreaken, drengen der valgte mig i stedet for de tusind andre piger han kunne have valgt.

”Hr. Styles. Er du nu her igen” jeg kunne selv have spurgt om det samme, hvorfor var han ikke gået mens legen var god.

”Ja, jeg vil blive her så længe det kræver” jeg kunne mærke et par slag mod min krop, den kolde genstand der ramte min livløse, bevidstløse krop. Jeg ville gerne have ham til at stoppe, det gjorde ondt. Men ingen registrere mine følelser, jeg ved jeg er koblet til en maskine der holder mig i live, kunstig men i live. Jeg havde set det før, mit store ønske havde været at blive læge, men jeg havde opgivet håbet, håbet som forsvandt med håbet om at vågne.

Lyset skar igennem hele min krop imens en genstand holdte mit øjenlåg oppe, kun for at lyse ind i øjet, kun for at se om der var en reaktion. Men hvad havde de troet der ville være efter så lang tid, uden at kunne brokke mig.

”Hr. Styles, vi kan ikke forblive ved med at holde hende i live. Du må give slip på hende” for hvert ord Dr. Calvin sagde gik mit hjerte mere og mere i stykker. ”Det tillader jeg ikke” hans stemme havde genvundet noget styrke, men det var aldrig overbevisende. ”Hr. Styles det bestemmer du ikke, vi kan ikke gøre noget for hende. Og der er andre der også har brug for hjælpen” lægens stemme var frustreret. Mine sanser havde skærpede sig med tiden. Man siger at når en af sans bliver lukket af, skærpes de andre sanser – for at kompetencer for den manglende sans.

”Når jeg betaler, udøver i servicen” hans stemme havde genvundet hans kræft igen, men kun for et kort sekund. Hans tårer ramte min nøgne arm, hans tårer brændte og gjorde ondt. Jeg havde aldrig ønsket noget af det her for ham, jeg skulle have været død. Han ville have haft det hårdt, men han ville været kommet over det, lært at leve med det.

”Som du siger hr. Styles. Vi vil bare ikke nødig opbruge dine penge. På noget du måske aldrig kommer til at opleve igen” lægens ord gjorde ondt, hvor lang tid havde jeg ligget her?

”Hun skal holdes i live, uanset hvad det kommer til at koste mig” han faldt sammen ved mig, jeg kunne mærke hans varme pande, mod min kolde arm. Hans tårer der gjorde lagnet jeg lå på vådt.

”Okay hr. Styles” lægen var på vej ud af døren. Var der virkelig intet jeg kunne gøre for at slippe for at han brugte alle hans penge på en person der nok aldrig ville vågen. Jeg prøvet endnu en gang, men noget var anderledelse, jeg kunne mærke hvordan mine finger begyndte at summe, hvordan mine fødder begyndte at få deres følelse tilbage. Jeg var overvældet, jeg havde aldrig troet at det kunne lade sig gøre. Men for hvert sekund der gik, forvandlet det sig også til minutter. Jeg kunne mærke hvordan luften omkring mig var, den var fugtige og klam.

”Jeg elsker dig Isabella” hans stemme var så tæt på mig, jeg mærket hvordan jeg igen kunne føle kuldegysningerne som steg i voldsom hast.

 

”jeg elsker også dig Harry” jeg kunne mærke hvordan mine læber begyndte at bevæge sig, i takt med hvert ord der formede sig på mine læber. Ordene var formet og givet ud, men intet formodet at blive til lyd.

Jeg var bange, jeg var bange for at åbne mine øjne. Det var nok også grunden til at jeg ikke åbnede dem, jeg kunne mærke min krop, hvordan det føltes at være i live. En, to, tre jeg åbnede mine øjne, misset op mod den skarpe lys der gjorde det umulig at have dem åben i længere tid.
Jeg kiggede op i loftet, det eneste jeg kunne høre var et sæt åndedrat og den kom fra mig. Jeg kiggede stadige op, ledningerne der var sat til mig var stadige en stor del af min krop. Men jeg havde formodet at trække vejret alene og selv. Jeg kunne høre hvordan maskinen ved siden af mig, begyndt at alarmeret lægerne. Den høje lyd gjorde det umulig for at ligge med øjne åbne, jeg trak øjne sammen, lukket med en stor kraft.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...