You Can't Escape From Your Past // Harry Styles

Isabella Garcia overlever forbløffet det tragiske flystyrt der nu er skyld i at hun kan kalde sig for forældreløs. Da hun er den eneste der overlevede det grusomme flystyrt. Ligger hun også i et langvarigt koma, som gør hendes kæreste igennem flere år mere og mere rastløs. Håbet om at se hende igen forsvinder stille, som dug for solen, han ændrer sig, hans smil falmer – han bliver indelukket. Men hvad sker der den dag hun, endnu en gang mirakuløst, vågner fra sin koma? Eller vælger hun at se sin frygt i øjne, kæmpe for hvad hun stadig har kært? Hvad sker der den dag de ser hinanden igen, vil de falde i hinandens arme, vil hun flygte igen? Hvad er der sket med hendes kæreste, er han stadig den samme som før krisen opstod? Vil hun kunne klare presset der bare bliver større og større? Vil hun bryde sammen?

7Likes
3Kommentarer
1735Visninger
AA

11. H.S |

Det niende.

 


Jeg kiggede på manden i spejlet. 
Hans hud var bleg. Blegere end normalt. Som om han lige havde kastet op. 
Så hans tomme blik. De grønne øjne, der før i tiden plejede at have en speciel glød. Ðe var livløse. Væk. Kun den tomme, matte farve var tilbage. Hans pupiller var udstrakte og store. Som en der var ved st undersøge noget.
Hans markerede ansigt, der nu var skræmmende, i stedet for smukt. Skægstubberne havde samlet sig som hårde dun på hans kæbe. 
Læberne, der plejede at være lyserøde og blanke, og ualmindeligt bløde at se på, var indtørret. De var sunket ind. Den pæne skævhed, dem perfekte tilfældighed ved de læber, var forværret. Skævheden, tilfældigheden, var grimt. Det var ikke smukt at se på længere.
Hvorfor talte jeg i grunden i tredje person, om mig selv?
Det gjorde jeg, fordi jeg var et forsømt menneske, der ikke kunne acceptere sig selv. 
Fordi jeg ikke ville sige 'jeg' om det menneske jeg kiggede på. Fordi det gjorde ondt.
Jeg havde ingen følelser tilbage i mig. Ingen tanker. Intet. 
Ikke nogen, ikke noget, intet. 
Psykologerne sagde jeg havde fået en sindslidelse.
Sindslidelse.
Sindslidelse. 
Ordet stak i mig som om jeg blev fældet inde fra og ud. 
Efter mit sammenbrud da Isabella var rejst, sendte Louis mig psykolog. Hver uge skulle jeg til psykolog. Mindst to gange om ugen.
Man var bange for om jeg ville gøre skade for mig selv og mine omgivelser. 
Jeg var en fare for samfundet. 
Det eneste der var ændret sig, som ikke var så drastisk endda, var min krop. 
Jeg havde trænet de sidste følelser der havde været i min krop ud. Jeg var blevet hård. Jeg kiggede på manden i spejlet igen.
Håret, der før i tiden havde været lange, krøller der udsmykkede mit kønne ansigt, var væk. Jeg var blevet korthåret. 
Det lange hår gav mig dårlige tanker. Jeg fik lyst til at hive i det. Også blev det klippet. Nu lignede jeg en anden almindelig mand. 
Det var det jeg fortalte mig selv, også selvom jeg vidste jeg løj for mig selv. Men hvis du sagde den samme løgn flere gange, troede du til sidst selv på det.
Jeg ved ikke hvad der er sket med mig. Jeg har det elendigt. Jeg er elendig.
Jeg er ingenting. Jeg er ikke nogen. 
Jeg er bare skallen fra den flotte, langhårede, smilende, sangfugl Harry Styles. 
Nu var jeg bare... 
Intet.
"Harry?" Forsigtigt stillede den anden unge mand, min blonde ven sig bag mig. Han var naturligt brunette. Men så farvede han sig blond. Var det en ændring, han var glad for?
Jeg kunne ikke huske det.
For jeg var egoistisk. Tænkte kun på hvem og hvad jeg var.
Sindslidelse.
Jeg mødte de havblå, dybe øjne i spejlet. Han havde liv i sig, i forhold til mig. 
"Ja?" Min stemme var forfærdelig at høre på. Engang var den hæse undertone i min stemme pæn. Måske endda tiltrækkende. Men nu var den skrattende, og faldefærdig.
"Vil du med ind og se din ynglingsserie? Den starter efter nyhederne." 
Jeg nikkede. 
Jeg gik langsomt med ham. Jeg følte nærmest at jeg var indlagt på et hospital. Jeg var hjemme i min lejlighed, jeg havde stadig mine venner, min familie støttede mig mere end nogensinde, men jeg var ikke tilfreds. Myndighederne gav mig hjælp. 
Hvorfor var jeg sådan? Hvordan var jeg blevet sådan?

Nyhederne var stadig igang. Jeg satte mig ned i sofaen ved siden af Niall. Jeg forsøgte at følge med, men først da hendes navn blev nævnt, fik fjernsynsskærmen min fulde opmærksomhed:

Isabella Gracia, den eneste overlevende fra det historiske flystyrt, er nu blevet indlagt igen. Hun blev udskrevet for første gang en uge efter hendes opvågning, blev forflyttet til det nye lejlighedskompleks i London. Kort efter kom nyheden om hendes brud med verdensstjernen Harry Styles ud...

Indlagt igen. Hvad var der sket? Var det min skyld igen? Var det mig der var skyld i det?
 Jeg kiggede panisk hen på Niall. Niall slog fladt sin hånd mod mit bryst, og fik mig til at blive siddende. 
"Hun er okay. Hun får hjælp." Jeg forsøgte at få min vejrtrækning under kontrol igen.
Det var som om at virkeligheden ramte mig. Boblen omkring mig sprang. 
Jeg var virkelig helt ude af alting. Jeg var jo psykisk syg.

Gud Almægtige, kan kærlighed ødelægge lige så meget som det kan hele?

Ja det kan. 
Undskyld.
Bare undskyld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...