You Can't Escape From Your Past // Harry Styles

Isabella Garcia overlever forbløffet det tragiske flystyrt der nu er skyld i at hun kan kalde sig for forældreløs. Da hun er den eneste der overlevede det grusomme flystyrt. Ligger hun også i et langvarigt koma, som gør hendes kæreste igennem flere år mere og mere rastløs. Håbet om at se hende igen forsvinder stille, som dug for solen, han ændrer sig, hans smil falmer – han bliver indelukket. Men hvad sker der den dag hun, endnu en gang mirakuløst, vågner fra sin koma? Eller vælger hun at se sin frygt i øjne, kæmpe for hvad hun stadig har kært? Hvad sker der den dag de ser hinanden igen, vil de falde i hinandens arme, vil hun flygte igen? Hvad er der sket med hendes kæreste, er han stadig den samme som før krisen opstod? Vil hun kunne klare presset der bare bliver større og større? Vil hun bryde sammen?

7Likes
3Kommentarer
1752Visninger
AA

9. H.S|||


Det syvende.

 

Jeg stirrede fortvivlet ned i bordet. Jeg blev mere og mere i tvivl om, om jeg havde taget det forkerte valg, med hensyn til Isabella. Jeg havde stadig ikke vendt tilbage, efter hun var vågnet. Hvilket allerede var tre måneder siden. 
"Harry. Snak med mig." 
Jeg var nærmest flyttet hjem til ham, de sidste par måneder. De sidste fire dage havde jeg været her. Men det var ikke fordi det hjalp på det. Jeg blev ved med at føle en fortrængt tomhed i mig, en plads der skulle fyldes ud. Louis havde flere gange fået mig til at overveje en psykolog. Men jeg nægtede. Det var min egen skyld det her var sket. Jeg troede virkelig at jeg havde gjort det rigtige. Gemma havde cuttet kontakten til mig, fordi hun mente jeg var for meget at bære.
Niall og Liam var givet op på forhånd. De troede der skulle professionel hjælp til.
Og Louis sad her, som han havde gjort i meget lang tid, og prøvede at hjælpe mig.
Utroligt nok, væltede det hele for mig, da han sagde de ord. Tårerne samlede sig i mine øjenkroge. 
"Jeg ved ikke noget længere Louis," græd jeg. Louis rejste sig op med et sæt.
"Nu holder du fanme op!" Råbte han. "Enten tager du hen til hende, eller også finder jeg en psykolog! Det gør også ondt på mig det her!" Han rev sig irriteret i håret. 
"Louis jeg føler mig så splittet... Der er intet der giver mening længere." 
"Nej, og det er fordi du mangler hende. Og hun mangler dig. Nu kører du derhen. Nu!" Råbte han. Jeg farede op af stolen og videre ud i gangen. Jeg fandt mine sko, men da jeg trådte ned i den gik jeg i panik.
"Det kan jeg da ikke!" Råbte jeg. Louis slog mig hårdt på brystet. Jeg kunne ikke mærke det. Jeg havde trænet og trænet min sorg og irritation ud, så hele min krop var fuldstændig hård.
"Jo du kan!" Louis var irriteret. 
Jeg trådte ned i den anden sko. Jeg holdte tårerne inde.
Hvorfor var det her så svært for mig?
"Louis jeg kan ikke," sagde jeg knust. "Hvad hvis hun er videre?" "Det er hun ikke. Hun elsker dig," sagde Louis. Jeg åbnede døren. Og gik ud i opgangen. Og hen til min bil. Og tændte motoren.

Jeg stod foran hendes dør i opgangen. Jeg turde ikke åbne døren.
Hun hadede mig. Hun ville aldrig tilgive mig, efter jeg havde forladt hende. Men jeg elskede hende jo, det var derfor jeg gjorde det.
En tåre i øjenkrogen tørrede jeg hidsigt væk.
"Harry Styles?" Sagde en stemme bag mig. Jeg vendte mig ikke om.
"Hun er her ikke længere." Jeg knyttede mine hænder. Jeg vidste ikke om jeg var vred.
"Hvor er hun så?" Min stemme var skælvende, kold.
"Hun er rejst." 
Jeg vendte mig om, og stod ansigt til ansigt med en midaldrende dame.
"Hvem er du?" "Isabellas konsulater. Det er mig der holder øje med dem der bor her."
Godt. Så Isabella var blevet flyttet til et lejlighedskompleks, hvor de havde en vogter, fordi dem der boede her var psykisk ustabile.
Og det var min skyld. Hvis jeg var blevet, havde hun boet hos mig, og det hele havde været bedre.
"Hvor er hun henne?" Spurgte jeg nervøst. Hvad hvis jeg aldrig fik hende at se igen.
"Det ved jeg ikke. I et andet land. Amerika måske." 
Amerika. Måske. Hun var rejst fra England.
"Og hvorfor rejste hun så?" Min stemme var ophidset og vred. "Fordi hun ville af med sin sorg, på en anden måde." 
Ubevidst var tårerne på vej ned ad mine kinder. Hun var rejst. Væk fra mig. 
"Hun har efterladt noget til dig," kvinden sneg sig forbi mig og låste døren op til hendes lejlighed.
Isabella hadede ikke at have privatliv. Det havde været et problem dengang vi fandt sammen. Men vi fandt ud af det, for vi elskede hinanden. Men denne gang ville vi ikke finde ud af det. Der var en minimal brøkdels chance for jeg nogensinde ville få hende at se igen. 
Få egendele stod stadig i lejligheden. På bordet lå et brev. 
Kvinden rakte mig det. 
"Gå hjem og tænk over det. Lov mig du ikke vil stræbe efter hende. Det her her er en af de fejl der ikke kan tilgives," for første gang ramte hendes øjne mine. De var blå, en klar modsætning til Isabellas.
Jeg tog brevet og hastede ud af døren. Hastede ud af opgangen, hvor forsømte mennesker bor. Hvor Isabella boede.
Jeg faldt sammen på forsædet. Det ene hulk efter det andet kom ud af mig. 
Jeg åbnede brevet.

 

 

 

 

 

Jeg ved at du vil læse det her. Det kan være, at det først er om mange år, når du kom i tanke om hvem din første kærlighed var. Måske var det kun få timer efter jeg tog afsted. 
Jeg ved det jo ikke. Jeg ved sket ikke, om jeg ved noget mere. 
Er der noget i vejen med mig, Harry? Var det derfor du gik, og derefter sagde at det var det bedste for os?
Hvorfor lod du dem placere mig her, i et kollektiv for psykisk syge?
Harry, er jeg psykisk syg? Måske er jeg i virkeligheden syg. Syg på alle måder.
Måske levede jeg ikke op til dig længere. Jeg troede virkelig at vi elskede hinanden.
Det sagde du jo så tit til mig. Men måske var det før, at jeg gik ned.
Forandrede jeg mig? Harry, hvad skete der? 
Harry, hvor er du nu?
Har du glemt mig? Har du fundet en anden? 
Jeg ved bare, at jeg aldrig vil glemme dig. Måske kommer jeg aldrig videre. Jeg giver op, Harry. 
Jeg har givet op på alt. Jeg rejser. Og jeg kommer ikke tilbage. For din egen, og også min, vil jeg bede dig om ikke at lede efter mig.
Jeg ved du elsker mig, og det er det der holder mig oppe. 
Lidt endnu.
Jeg elsker dig Harry.

Xx. Din Bella.

 


Jeg sank hulkende sammen. Hun havde forladt mig. Hun... 
Hun var væk. Væk fra mig.
Ikke min mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...