You Can't Escape From Your Past // Harry Styles

Isabella Garcia overlever forbløffet det tragiske flystyrt der nu er skyld i at hun kan kalde sig for forældreløs. Da hun er den eneste der overlevede det grusomme flystyrt. Ligger hun også i et langvarigt koma, som gør hendes kæreste igennem flere år mere og mere rastløs. Håbet om at se hende igen forsvinder stille, som dug for solen, han ændrer sig, hans smil falmer – han bliver indelukket. Men hvad sker der den dag hun, endnu en gang mirakuløst, vågner fra sin koma? Eller vælger hun at se sin frygt i øjne, kæmpe for hvad hun stadig har kært? Hvad sker der den dag de ser hinanden igen, vil de falde i hinandens arme, vil hun flygte igen? Hvad er der sket med hendes kæreste, er han stadig den samme som før krisen opstod? Vil hun kunne klare presset der bare bliver større og større? Vil hun bryde sammen?

7Likes
3Kommentarer
1737Visninger
AA

7. H.S |||||


Det Femte.

 

Jeg forsøgte at holde tårerne inde. Jeg tror det var en blanding af, at se hende græde også, den fact at hun ville have jeg skulle forsvinde fra hende. Jeg sukkede. 
"Hvis det er det du ønsker, så går jeg nu. Husk jeg elsker dig." Jeg mødte hendes øjne en sidste gang, og forsvandt ud af rummet. Jeg pustede tungt ud. Hun havde frabedt mig at være hos hende. Det gjorde ondt. Meget ondt. Jeg havde ventet i otte måneder, på den spinkle, livssvækkede, unge kvinde. Og hvad skete der så? Så bad hun mig om at gå. At forsvinde fra hende. Få minutter efter, kom den mandelige sygeplejerske ud. "Styles?" Han afventede et svar. Jeg nikkede. "Isabella har det skidt, psykisk lige nu. Jeg ved at det er hårdt for jer begge. Jeg ville tage en pause. Prøv at leve videre." Han troede virkelig, at han vidste hvordan jeg havde det. For fanden, han har sku da aldrig stirret otte måneder på ens kæreste, og da hun vågner vil hun ikke have noget med dig at gøre. Så føler man sig altså lidt som en idiot.
Jeg fangede hans navneskilt på trøjen. Robert Everlink.
"Robert? Har du nogensinde elsket nogen?" Spurgte jeg ham om, og forsøgte at undgå at lyde fornærmet.
Han nikke stilfærdigt. "Godt. Forstil dig, at hun er med i et flystyrt, ligger i koma i otte måneder, og da hun endelig kommer tilbage, så vil hun have at jeg skal gå." 
Også gik jeg, væk fra den stivnede sygeplejerske Robert. Det var overhovedet ikke meningen at kritisere ham eller noget, men jeg kunne ikke holde mig fra det mere.
Jeg måtte lade min vrede, hvis det dog var vrede, gå ud over noget. 


"Harry?" Jeg stirrede bare på hende, i et langt stykke tid og forventede at hun ville åbne døren for mig.
"Ja, jeg har set det. I nyhederne," sagde hun lavt. Hun trådte et skridt til siden. "Bare kom ind." Jeg gik ind i hendes entre og stillede mine sko, og min jakke, og gik så ind i stuen. Jeg satte mig opgivende i sofaen. Hun satte sig overfor mig, på en af hendes læderstole og kiggede afventende på mig.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg forstår det ikke længere," sagde jeg med et suk.
Hun kiggede undersøgende på mig. "Hvad er der sket? Har hun glemt dig?" 
"Nej. Nej, men det er også det der er problemet."
"Hvordan kan det være et problem? Jeg kan huske, at du fortalte mig, at det var din største frygt, hvis hun havde glemt dig." "Ja. Men jeg tænkte ikke på hende." 
Tavshed.
"Så du ødelægger hende?" "Ja. Det kunne jeg se i hendes blik. Hvordan tårerne fortalte mig, at jeg skulle forsvinde. Forsvinde altid." 
"Harry. Jeg er ingen psykolog. Du bliver nødt til at fortælle mig noget mere om det her." 
Min storesøster, som altid havde noget godt at sige til mine problemer, kiggede omsorgsfuldt på mig. Hun vidste hvor hårdt det havde taget på mig, da Isabella blev lagt i koma. 
Jeg havde manglet en person i mit liv. Jeg havde manglet hende, og det gik først op for mig, hvad jeg manglede da hun vågnede. 
Jeg manglede en person til at glemme mig selv. Jeg havde siddet i otte måneder, og bedt for hun skulle komme tilbage. For min skyld. Hvad hvis hun havde ret? Hvad hvis det hele var en stor fejltagelse?
"Er det forkert at snyde døden?" Spurgte jeg lavt.
Hendes svar krøb langsomt ind i mit hoved, som en slange der lå på rov.
"Ja. Det var derfor monitoren skulle slukkes." 
Jeg havde ødelagt så mange ting. Da flyet styrtede ned, havde jeg ingen kræfter til at fortsætte med at synge. Gruppens pause, blev forlænget og jeg havde ikke talt med nogen af dem siden. Jeg havde ødelagt mig selv, Isabella, One Direction, livets spil.
Hvordan kunne det ske? Hvorfor lader Gud os være så egoistiske? Hvorfor kunne jeg ikke have lyttet, da jeg fik at vide, at det jeg gjorde var forkert?
Ubevidst havde tårerne fundet sig vej ned af mine kinder.
"Gemma jeg har ødelagt alt," hikstede jeg. Hun rejste sig med medlidenhed i blikket og slog armene om mig. 
Jeg tillod mig selv at nyde den tryghed min storesøsters omfavnelse gav mig. 
"Harry. Isabella gjorde også noget forkert," hviskede hun. Jeg trak mig ud fra hendes greb. Mit blik var sløret, grundet tårerne. "Hvordan?" 
"Jeg kunne læse alle de små glæder du havde fået fra hende, da hun var kommet tilbage. Isabella er et nervevrag, Harry. Hun ved ikke om det hun selv har gjort er godt. For den eneste der kan hjælpe hende tilbage til livet er dig. Det ved du også godt."
"Det er ikke sandt, Gemma. Du ved at jeg er begået et af menneskets værste synder. Jeg burde slet ikke være i nærheden af hende." "Hun elsker dig Harry. Det er fordi hun ikke vil se ødelæggelsen du har skabt for dig selv," ordene fik mig til at græde mere. Tårerne strøg ned i stride strømme af mine kinder.
"Gemma. Jeg ved jeg måske må begå en fejl mere. Men jeg må skille mig af med hende." 
Jeg må give slip på hende, for vores eget bedste. Med en der er så splittet som mig, kommer hun ingen steder.
"Jeg kan huske dengang du var min livsglade opmuntring. Jeg håber du finder vej tilbage dertil engang. For jeg ved du ikke vil høre det, men da du mistede dig, mistede vi allesammen noget."
Jeg snøftede. "Jeg kan aldrig tilgives. Men undskyld Gemma. Undskyld."

"Jeg vil gerne fjerne min tillidskontrakt til Isabella Gracia." 
Hold kæft hvor gjorde det ondt at sige. 
"Javel. Navn?" "Harry Styles."
Sekretæren printede nogle papirer ud. "Jeg skal have en underskrift fra hende selv og lægen, så vent du bare her." 
Jeg satte mig på en af de hårde ventestole der stod på gangen. Jeg havde været her alt for mange gange før. Men nu skulle det blive slut. Jeg så sekreteren snakke med Dr. Calvin. Han sendte mig et sigende blik og skrev under på kontrakten. Sekreteren kom hen til mig igen. "Gracia, er ude at gå med en sygeplejerske. Jeg skal nok få det skrevet under for dig. Hvis du selv skriver under, så sender vi en kopi hjem til dig." Jeg nikkede sammenbidt. Jeg vidste at jeg ville påføre alle mere smerte, hvis jeg ikke gjorde det. Så jeg skrev hurtigt i min klunsede skrift, mit fulde navn, og smuttede så ud af den intensive afdeling.
Jeg fandt bagudgangen, hvor en mindre park rundt om hospitalet var at finde. Jeg sparkede arrigt til en sten. Jeg kunne på ingen måde kategorisere mine følelser. Jeg var frustreret, ked af det, glad, vred?
Da jeg var nået udkanten af parken, som lå lige ned til den metrostation jeg altid benyttede, hørte jeg det.
Det smukkeste grin lød blandet med et andet, ikke så langt herfra. Jeg tvang mig selv til at videre, forhåbentlig væk fra grinet. Men det var det desværre ikke. Få meter fra trappeafsatsen stødte jeg nærmest ind i hende og sygeplejersken. Vi kiggede forskrækkede på hinanden. Hendes blik fængslede mit i nogle lange sekunder, inden jeg skyndte mig videre. 
"Harry!" Skreg hun. Jeg fortsatte. "Nej! Harry, bliv!" Skreg hun grådkvalt. Men jeg fortsatte. Tårerne blev samlet i mine øjenkroge, fra skrigende hun gav efter mig. Men hun ville snart finde ud af hvorfor jeg var her. 
Mon hun ville skrive under på den kontrakt?
En hånd, der bestemt ikke var hendes stoppede mig. Det var sygeplejersken. "Du bliver nødt til at tale med hende." Hun endte mig et anstrengt blik. Jeg kiggede tilbage, og så Isabella støtte sig til det gangstativ, hun gik med. "Okay. Har hun fået det med kontrakten at vide?" Sygeplejersken kiggede undrende på mig men rystede så på hovedet. I hastig fart gik jeg hen til hende, men holdte en afstand til hende på mindst to meter. Hendes blik blødte en anelse op. 
"Undskyld, Harry, jeg var overh-" "jeg har slettet vores tillidserklæring. Dr. Calvin og jeg har skrevet under," afbrød jeg hende. 
Hun åbnede munden af chokerelse. "Hvad? Nej, Harry... Please lad være," hun fik tårer i øjnene. "Jeg gør det for vores eget bedste. Det sagde du også selv. Så får du mig ikke i ryggen altid," sagde jeg. En tåre efterfulgt af flere strøg ned ad hendes kinder. "Harry, nej..." 
Jeg gjorde noget, som var meget værre end at sende hende et medlidende blik. Jeg stirrede iskoldt på hende, og rystede på hovedet. "Jeg elsker dig stadig Isabella. Det er derfor jeg gør det. Jeg håber du får det bedre." Jeg vendte om og begyndte at gå væk. 
"Harry, nej!" Skreg hun. "Slår du op med mig?" 
Ordene fik mig til at stoppe op. Jeg vendte mig igen, hun var fumlende begyndt at tage skridt hen til mig. 
Jeg kunne knap nok tro, at det var mig der talte, så kold og modbydelig min stemme og ord lød: 
"Ja. Farvel Isabella. Jeg ved du får det bedre uden mig."
"Nej! Harry prøv at hør-" "Isabella," råbte jeg skarpt. "Stop så. Vi ved at det her er det bedste at gøre."
Også gik jeg hurtigere og hurtigere væk. Jeg hørte hendes skrig efter mig, og hulkende der gang på gang kom ud af hende. Men jeg gik videre. Og videre. Indtil jeg monotont trådte ind i metroen.
Det var først da jeg tog min telefon op til øret, for at ringe til min bedste ven, at jeg opdagede mine kinder var drivvåde af tårer.
"Louis? Jeg har brug for dig

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...