You Can't Escape From Your Past // Harry Styles

Isabella Garcia overlever forbløffet det tragiske flystyrt der nu er skyld i at hun kan kalde sig for forældreløs. Da hun er den eneste der overlevede det grusomme flystyrt. Ligger hun også i et langvarigt koma, som gør hendes kæreste igennem flere år mere og mere rastløs. Håbet om at se hende igen forsvinder stille, som dug for solen, han ændrer sig, hans smil falmer – han bliver indelukket. Men hvad sker der den dag hun, endnu en gang mirakuløst, vågner fra sin koma? Eller vælger hun at se sin frygt i øjne, kæmpe for hvad hun stadig har kært? Hvad sker der den dag de ser hinanden igen, vil de falde i hinandens arme, vil hun flygte igen? Hvad er der sket med hendes kæreste, er han stadig den samme som før krisen opstod? Vil hun kunne klare presset der bare bliver større og større? Vil hun bryde sammen?

7Likes
3Kommentarer
1728Visninger
AA

5. H.S |||

Det Tredje.

 

Jeg stirrede chokeret ned på hende. 
"Isabella?"
Lægerne braste i massetal ind i lokalet. 
"Hvis du vil være så venlig at-" "nej!" Udbrød jeg, da jeg havde opfattet hvad de mente. Jeg måtte ikke gå nu. Hvis hun virkelig var ved at vågne, så skulle jeg ingen steder.
De lod mig være, men de blev ved med at pille ved maskinen. 
"Skal vi sætte mere på?" Begyndte de at diskutere. Mere på? Ville de give hende større dosis'er af medicin?
De troede hun var ved at dø. Men jeg havde lige set hendes øjne. De havde stirret direkte op i loftet. 
Jeg rystede på hovedet af lægerne. Jeg sagde ikke noget.
Så tog jeg forsigtig fat i hendes hånd. "Bella?"
Kuldegysninger var overalt på hendes arme. Hun var vågen. Det vidste jeg. Jeg var fuldstændig sikker. 
Hånden jeg holdte fat i, begyndte at bevæge sig. 
Kunne hun mærke, at det var mig?
Hånden vendte sig i min, og flettede vores fingre sammen.
Hun bevægede sig. Hun var i live.
Lægerne tav og kiggede opmærksomt ned på os.
Mine øjne fulgte hendes krop rundt, indtil de nåede hendes ansigt. Ville hun åbne øjnene igen?
Jeg klemte blidt vores hænder, i en kærlig gestus. 
Som et kæmpe chok, åbnede hendes øjne direkte op i mine. Hun direkte stirrede ind i mine grønne. Det var som om krafterne langsomt kom tilbage i hende. Jeg havde ingen fornemmelse for omverdenen. Det var bare hende. Os to. 
Jeg begyndte at være i tvivl om, om dette var en realitet. Hun havde været væk i otte måneder. Var hun tilbage?
"Isabella? Kan du høre mig?" Det var en af lægerne. Hun drejede sit hoved væk fra mit. Hun havde stadig fat i min hånd. Hun nikkede. "A."
Hun havde næsten sagt et ord. Hun prøvede at sige ja. Forvirret tog hun sin hånd op til hendes hals. Hun kiggede hen på mig igen, med et bedende udtryk i ansigtet.
"Arry."
Hun forsøgte at sige mit navn. Jeg sendte hende et meget lille, forsigtigt smil. Dr. Calvin trådte hen til hende, og bad hende om at åbne munden. Han stak en lille træpind ind på hendes tunge. 
"Ja. Det kan godt være det tager lidt tid at få udtalt ordene. Hvis man ikke har sagt noget i otte måneder, så kan det blive-"
"Harry."
Hun afbrød ham. Jeg spændte overrasket i kæben. Alle lægerne stirrede også forbløffet på hende. Hun kiggede stadig på mig. Det var en lettelse og en... Ja, en mærkelig følelse det her. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke. 
Hendes mundvige dirrede en anelse, det var et smil. 
Et lille, lettet grin forlod min mund.
"Du er her," hviskede jeg. 
"Hr. Styles, vi bliver nødt til at bede dig om at gå ud. Vi kalder dig ind, når vi er færdig med undersøgelserne." Beskeden gik igennem luften som en skarp kniv. 
Isabella kiggede forskrækket på dem, og rystede på hovedet. "Nej," hendes stemme var hæs og forfalden. Hun blev næsten forskrækket over sig selv. Lægerne ventede på min beslutning. 
Jeg kiggede hen på Isabella. "Jeg lover at komme tilbage. De tager bare slangerne ud, okay?" Hun kiggede ned på vores sammenflettede fingre. Hun nikkede. Jeg klemte blidt hendes hånd, inden jeg gav slip og gik ud af rummet.

Det var en helt anden pige der lå i sengen da jeg kom ind igen. Ingen masker, slanger, maskiner var omkring hende længere. Hun havde stadig det frygtelige hospitalstøj på, men hun var der. Hun lå udmattet op af den rejste elevationsseng. 
"Hej," sagde jeg lavt.
Jeg blev pludselig bange. Jeg er sikker på at hun vidste hvem jeg var nu. Men jeg havde brugt så meget tid på, at tænke over at hun lå her, så nu vidste jeg knap nok hvad jeg skulle sige til hende. 
Med det samme vendte hun sig mod mig. Hun havde tårer i øjnene. Det begyndte at gå op for mig, hvor meget jeg havde savnet hendes virkelige nærvær. Hun bevægede sig. Hun var i live.
Hun åbnede munden, men blev afbrudt af en tåre der gled ned af hendes kind.
"Min Bella," hviskede jeg trist og skyndte mig hen til hende. Jeg lod min hånd strejfe hendes kind, og tørrede roligt hendes kind af for tårer.
"Ikke græd. Jeg er her," hviskede jeg. Hun satte sig op i sengen, jeg kunne se på hende hun ikke var vant til at kunne bevæge sig, og slog armene om min hals. Jeg stivnede af hendes kontakt og varme. Ubevidst var flere tårer gledet ned af mine kinder.
"Hvorfor.... Hvorfor blev du ikke?" Sagde hun uhørligt og hæst.
Jeg trak mig ud fra hendes omfavnelse og kiggede så på hendes blanke øjne. 
Jeg var nervøs for om hun mon allerede var skuffet eller vred på mig. Nu havde jeg ventet så længe på hende. 
Jeg satte mig på stolen og kiggede op på hende.
"Fordi jeg ikke havde lyst til at overvære en konsultation mere." Flere tårer rød ned af hendes kinder. Måske var det synet af mig der græd, eller også havde hun skyldfølelse. 
"Undskyld. Undskyld for det hele," hendes stemme gled ned ad i tonelav. Hun rømmede sig. "Jeg har prøvet så meget." Hun gemte sit ansigt i sine hænder. Hendes arme og håndflader var hærget af alle de forskellige indsprøjtninger og drops hun havde fået.
"Det gør ikke noget." Lidt løgn. Men det behøvedes hun ikke at vide, hvis det ikke var fordi jeg ville såre hende.
"Jeg ville vente resten af mit liv på dig, hvis det havde været nødvendigt," hviskede jeg. Hun kiggede hen på mig igen.
"Mine forældre er gået bort, ikke?" 
Hendes ord skar mig i brystet. Jeg ville ikke såre hende. Hun virkede utrolig knust i forvejen.
"Jeg ville sådan ønske det ikke var sket. Jeg... Alle i det fly døde. Alle." Hendes blik virkede fjernt, men så kiggede hun ned i sit skød. "Jeg ville ønske jeg også døde." Hun rystede på hovedet. "At høre din stemme hver dag, og mærke dig holde min hånd var ulideligt. Hvis jeg var død, ville vi begge have kommet videre." 
"Nej. Det må du ikke sige. Hvis du var... Død," jeg tøvede lidt med st sige det. "Så ville vi aldrig se hinanden igen. Men nu er du her." Jeg tog hendes hånd igen. Hvis hun kunne høre min stemme, så havde hun sikkert også hørt alt om det ægteskab jeg havde planlagt, og alle de ting jeg havde bedt for hende. 
"Jeg elsker dig stadigvæk, Isabella. Det vil jeg nok aldrig holde op med." 
Hun kiggede mig ind i øjnene igen, med det dér kærlige blik hun altid sendte mig.
"Jeg elsker også dig. Du ved ikke hvor malplaceret jeg har følt mig hele tiden. Jeg håbede bare, at du aldrig ville give slip på mig. Ligesom alle andre." Jeg rykkede mig helt hen til hende, og lod mine læber ramme hendes kind. Hun trak mit hoved ned mod hendes skulder. "Jeg har savnet, at holde om dig," hviskede hun. Øjeblikket sugede alle fornuftige tanker ud af mig. "Jeg har savnet din stemme. Dine bevægelser."
"Jeg har savnet dig," sluttede jeg. Hun gav slip på mig og rykkede sig lidt hen i den anden side af den brede seng. 
"Bliv hos mig," hviskede hun. Hun kiggede bedende på mig, med sine store lysebrune øjne. Hendes lange øjenvipper hang tungt, med tårer på de buede vipper. Hun løftede dynen, som tegn på at jeg skulle ligge mig ved siden af hende. Jeg sparkede tøvende mine sko af, og klatrede så langsomt op til hende. Hun løftede dynen op over os, og lagde sit hoved tungt mod mit bryst. 
Det var en velkendt, ukendt følelse. Jeg havde ligget sådan her med hende utrolig mange gange, men det her var så anderledes for mig. Jeg kunne ikke beskrive det. Jeg lagde min brede, muskuløse arm om hendes spinkle krop. Hun lagde derefter sin arm om mit liv. 
"Jeg elsker dig, Harry Styles," hviskede hun. Jeg sukkede tungt ud og kyssede hendes hovedbund. Noget i mig sagde, at vi skulle vente med at gøre mere, end det her. Jeg var fuldstændig rundtosset. Hun var vågnet, bevæget sig og nu lå hun med lukkede øjne mod mit bankende hjerte, med min arm om hende. 
"Jeg elsker også dig. Isabella Garcia."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...