You Can't Escape From Your Past // Harry Styles

Isabella Garcia overlever forbløffet det tragiske flystyrt der nu er skyld i at hun kan kalde sig for forældreløs. Da hun er den eneste der overlevede det grusomme flystyrt. Ligger hun også i et langvarigt koma, som gør hendes kæreste igennem flere år mere og mere rastløs. Håbet om at se hende igen forsvinder stille, som dug for solen, han ændrer sig, hans smil falmer – han bliver indelukket. Men hvad sker der den dag hun, endnu en gang mirakuløst, vågner fra sin koma? Eller vælger hun at se sin frygt i øjne, kæmpe for hvad hun stadig har kært? Hvad sker der den dag de ser hinanden igen, vil de falde i hinandens arme, vil hun flygte igen? Hvad er der sket med hendes kæreste, er han stadig den samme som før krisen opstod? Vil hun kunne klare presset der bare bliver større og større? Vil hun bryde sammen?

7Likes
3Kommentarer
1634Visninger
AA

3. H.S |

Det Første.

Jeg har ikke tal på det længere. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har siddet og stirret håbløst på den livløse skikkelse. Jeg ved at hun ikke er en skikkelse. Men det begynder at føles sådan. Som om, at hendes spinkle legeme glider ned i lagene og forsvinder ligeså stille. Måske er det også det, der er ved at ske.
Her er helt stille. Kun lyden af vores åndedræt og den bippende hjertemonitor, blandede sig i lydbølgerne. Hjertemonitoren havde været med til at give mig håb, gang på gang. Men jeg er bange for, at jeg er ved at miste det. Det var jo ikke hende, der trak vejret. Ikke hende, der fik hendes hjerte til at slå. 
De spidse bølger på apparatet, hoppede op og ned, hver gang hun tog en indånding. Hendes brystkasse hævede sig langsomt op og ned. 
Jeg følte, at jeg sad i en trance. Samme konstante lyd, samme bevægelse, samme stilling. Mine grønne øjne, studerede rummet ned til sidste detalje, lige fra støvet på fjernsynet til de mange slanger, der hang ved hendes krop, som store vedhæng. 
Hvorfor var jeg her stadig?
hun vågner jo nok aldrig.
Jeg trak vejret tungt ind. Jeg var nået derud, hvor ikke engang min søster forstod mig mere. Hvorfor gav jeg ikke slip? Hvorfor sad jeg her, dag ud, dag ind og ventede på det mindste livstegn?
Den lille genstand inden i mig - håb - var ved at skrumpe ind. Den var nærmest minimal. Det var kun tanken, om vores løfter til hinanden, der sørgede for, at håbet ikke var helt væk.
For det eneste jeg ønskede mig var at hun ville åbne sine øjne, så jeg kunne se hendes store, lysebrune pupiller. Mærke de skinnende, livsglade øjne. Mærke suget i maven, hver gang hun sendte mig et kærligt blik. Jeg ønskede, at hun ville dirre i sin mundvig, og trække på smilebåndet, hver gang jeg kom ind til hende. At hun ville grine, så hendes perlerække af hvide tænder viste sig. At hun ville smile til mig og flette vores fingre sammen.
Jeg ønskede, at jeg ville kunne holde hende i mine arme, så hun ville ligge sig ind til min favn, som gav hende tryghed. Jeg ville forsigtigt nynne hende i søvn, med en sang jeg har skrevet til hende. Og lige inden hun ville falde i søvn, ville hun flette vores fingre sammen og forsikre mig at hun elskede mig.

Jeg var bare bange for det aldrig ville komme til at ske. Otte måneder uden hende, virkede som en livstid. Hvad hvis hun aldrig kom tilbage? 
Jeg ventede på det lille øjeblik, hvor hun bevægede sine fingre eller mod sine øjne køre rundt under hendes øjenlåg. 
Jeg vidste at jeg burde ønske for hende, at hun ville glemme alt. Hvis hun vågnede, og vidste hendes forældre ikke var her mere, og jeg var den eneste for hende tilbage, så ville det gøre ondt på hende. Jeg burde ønske for hende, at hun ville glemme mig og finde en anden. At finde en ny livstil at tilpasse sig. At glemme det hele.
Men alligevel var jeg så egoistisk, at jeg håbede at hun ville huske mig. At hun ville åbne øjnene og smile, når hun så mig. Men det var ikke det bedste for hende, og jeg hadede mig selv for det.
Måske havde hun allerede glemt mig? Glemmer man ting, når man ligger i koma? Vågner man op, og har glemt sin ynglingsfarve, sin skostørrelse og sine verbale behov?
Og glemmer man dem hun holdte mest af? Havde hun mistet sine forældre i tankerne? Havde hun mistet mig? Hvad hvis hun ikke kunne huske mig, den dag hun vågnede?
Hvis hun altså vågnede?

Hver gang jeg er her, beder jeg for hende. Men idag ville jeg fortælle hende noget.
Kan man høre sine omgivelser, når man ligger i koma? Vidste hun allerede, at hendes personer var gået tabt?
"Hej," startede jeg ud som en hæs halvhvisken. I starten var jeg for knust til overhoved at besøge hende. Og så begyndte jeg at håbe. Håbe på at jeg ved at lave den rigtige bevægelse, ville få hende til at vågne igen. Men uanset hvor mange gang jeg aede hendes håndryg, eller kyssede hendes pande, skete der ikke noget.
"Lige før dit fly styrtede," sagde jeg lavt. "Jeg havde planlagt noget for os. Liam og Louis og også Niall og Zayn. De vidste alt om det. Det vidste vores forældre også. Du var den eneste, jeg var nødt til at holde det skjult for, fordi jeg ønskede at du skulle have dit livs overraskelse," jeg kunne mærke hvordan følelserne halede ind på mig. Det gjorde ondt at sige højt. Men jeg tror det var nødvendigt, nu. Jeg tog en dyb indånding.
"Så snart du var kommet hjem igen, ville jeg invitere dig ud. Jeg havde bestilt bord til os, på din ynglings restaurant. Den nede ved London Eye." 
Jeg kan huske min nervøsitet og mine forventninger til den aften. Jeg ønskede at det skulle blive perfekt for hende. For os.
"Jeg havde valgt dit ynglingsbord. Det bord, der er lige ud til vandkanten, så man kan se ud af vinduet og op på stjernerne. Du var så vild med den udsigt." Jeg kiggede ned i mine hænder, der var foldet i mit skød. 
"Jeg ville tage dig med ud på åen, ligesom jeg havde lovet dig, dengang vi talte om drømme. Jeg ville opfylde alle de drømme jeg kunne nå for dig, inden vi måtte gå bort. Så jeg ville tage dig med i en lille robåd. Så kunne vi sejle, bare os to, under stjernerne. Du ville sikkert grine af mig, fordi jeg ville blive ved med at styre i den forkerte retning." Jeg smilede lidt over mine forstillinger til den aften. "Og når vi så nåede til det rigtige sted, så ville jeg..." Her stoppede jeg.
Jeg vidste ikke om jeg kunne fortsætte, uden at lade tårerne slippe. Men hun havde altid forsikret mig om, at det var okay at græde, så længe det var det værd. Og det var det her.
"Så ville jeg gå på knæ for dig, og bede om din hånd. Jeg var parat til at tilbringe resten af mit liv med dig."
Tårerne gled ned af mine kinder. 
Min største frygt er at hun har glemt mig til når hun vågnede. Så ville hun ikke blive min alligevel. Måske ville hun ikke engang være forelsket i mig længere.
Jeg rejste mig op. "Husk jeg elsker dig," hviskede jeg og kyssede hendes pande. Jeg strøg hende over hovedet. Hun lå præcis som da jeg kom ind. Intet var ændret. 
Jeg gik ud på gangen, hvor stressede læger løb rundt om mig. Den eneste læge der gik og så rolig ud, var Isabellas læge, Dr. Calvin. 
"Styles." Han kunne huske mig. Jeg sendte ham et anstrengt smil. "Hej." 
Han gav mig et nik, og skulle lige til at fortsætte, men jeg stoppede ham. 
"Hvordan har hun det?" Spurgte jeg lavt. Han kiggede nervøst ned i jorden. "Dr. Calvin? Er hendes tilstand forværret?" Spurgte jeg grødet.
Han rystede på hovedet og indtog et pludseligt gisp. "Men der er begyndt at være mindre chance for hun vågner igen. Jeg kan ikke garantere noget som helst."
Jeg kiggede sørgmodigt ned i jorden. Mit livs kærlighed ville aldrig vågne igen.
"Hvad skal jeg gøre?" Spurgte jeg ham knust, på randen til tårer. 
"Hvis jeg var dig, ville jeg forsøge at glemme hende. Glemme alt og komme videre." 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...