You Can't Escape From Your Past // Harry Styles

Isabella Garcia overlever forbløffet det tragiske flystyrt der nu er skyld i at hun kan kalde sig for forældreløs. Da hun er den eneste der overlevede det grusomme flystyrt. Ligger hun også i et langvarigt koma, som gør hendes kæreste igennem flere år mere og mere rastløs. Håbet om at se hende igen forsvinder stille, som dug for solen, han ændrer sig, hans smil falmer – han bliver indelukket. Men hvad sker der den dag hun, endnu en gang mirakuløst, vågner fra sin koma? Eller vælger hun at se sin frygt i øjne, kæmpe for hvad hun stadig har kært? Hvad sker der den dag de ser hinanden igen, vil de falde i hinandens arme, vil hun flygte igen? Hvad er der sket med hendes kæreste, er han stadig den samme som før krisen opstod? Vil hun kunne klare presset der bare bliver større og større? Vil hun bryde sammen?

7Likes
3Kommentarer
1731Visninger
AA

13. Epilogue|

 


Manden smilede kærligt til sin datter, da de en normal hverdagsaften sad ved bordet. 
"Har i lavet noget spændende i skolen idag?" Spurgte han hende. 
Datteren lyste pludseligt op. "Vi havde historie idag!"
Datteren havde en forkærlighed for faget historie. Hun mente at alting havde en sammensætning, og derfor var historie en vigtig ting.
Kvinden grinede. "Hvad lærte i så?" 
"Vi talte om flystyrt. Det største flystyrt i historien, faktisk!" 
Datteren skyndte sig at fortælle videre: "for tyve år siden, var der et flystyrt hvor over 200 mennesker døde! Alle bortset fra én."
Manden kiggede opmærksomt hen på sin datter.
"Det var en pige der hed Isabella Gracia. Lyder det ikke vildt? Hun overlevede som den eneste! Hun lå i koma i meget lang tid," "otte måneder," brød manden ind.
Datteren kiggede med store øjne på sin far. "Kender du det flystyrt?"
Manden kendte det alt for godt, så han nikkede. Kvinden sagde ikke noget.
"Men så fik hun så mange psykiske lidelser, at hun begik selvmord. Det er da vildt tragisk." 
Kvinden rullede sine læber sammen, og manden stirrede ned i sin tallerken. 
Kvinden vidste at samtalen gik manden på.
"Det sker desværre," sagde kvinden sørgmodigt. Datteren behøvedes ikke at vide, at netop det flystyrt havde været meget tæt på den lille familie.
"Hvad med de andre fag? Skete der noget spændende der?"
Datteren fortalte ivrigt om sin dag. Men det var kun kvinden der hørte med. Og hun lyttede kun med det ene øre. Kvinden sad og kiggede bekymret på manden, der kiggede trist ned i bordet.
Men som altid smilede han tappert og svarede sin datter, når hun stillede et spørgsmål.

 


- Det går dig stadig på, ikke?
Kvinden satte sig forsigtigt ved siden af manden. Det var blevet sen aften, og datteren sov.
Manden nikkede. Manden sukkede. Han skyndte sig at knibe tårerne der var samlet i hans øjenkroge væk. 
Det gjorde ondt på kvinden at se ham sådan. 
Det havde taget mange år, før manden endelig var kommet tilbage til sig selv. Seks år, tog det før han mødte kvinden. Men han havde det godt. Han boede i en af de dyre millionvillaer på den velfriserede vej, og han havde kvinden og datteren. 
Datteren der fyldte 12, for ikke så lang tid siden. 
Kvinden flettede støttende deres fingre sammen. 
"Jeg elsker dig," hviskede manden.
Somme tider blev kvinden i tvivl. Hun vidste, at han elskede hende. Men hun vidste også, at hun ikke var den han havde drømt om. Hun vidste, at han aldrig ville kunne mene ordene fra bunden af hjertet. Hans hjerte var blevet taget med i afgrunden, dengang for mange år siden.
Men kvinden elskede manden. Hun troede fuldt og fast, at hun havde fundet manden i sit liv. Og selvom han aldrig ville kunne sige ordene med den rette glød, elskede hun ham stadig. 
"Jeg elsker også dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...