Når tiden er inde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2016
  • Opdateret: 9 maj 2016
  • Status: Igang
Dette er Nyx og Cias historie. En fortælling om at have intet, så alt. Og derefter blive opslugt af forvirring når man ikke forstår, hvad der er blevet en givet. Kærlighed er skrøbelig, derfor har ødelagte mennnesker det med aldrig rigtigt at forstå den.

2Likes
3Kommentarer
80Visninger
AA

2. 2 del

“Vinterbarn! Vinterbarn! Vinterbarn!” skreg de alle, mens de løb rundt om mig i en perfekt cirkel, omringede mig. Deres stemmer blev båret på vinden, til alle hjørner af den lille planet man kaldte Jorden. Bundet som et får før slagte blokken, blev mine fødder på jorden. Hvor nemt ville det ikke være, hvis trådene der bandt dem til Jorden blev løsnet og bundet op. Hvis jeg kunne lukke øjnene og forsvinde, svæve afsted båret på vinde og skyer til universets ende og videre derefter.

Men som altid, forblev mine fødder på Jorden.

“Vinterbarn, Vinterbarn, Vinterbarn,” sang de mange børn der langsomt kom tættere og tættere på. De nærmede sig som rovdyr, med dirrende næsebor og vilde øjne.

Jeg havde intet sted at flygte hen.

Hjem? til hvad? En død far, ombyttet med en ligeglad stedfar? En mor der kun tænkte på mine 2 søstre, med deres gyldne hår og sommerblå øjne? Hjemme var der intet sted at gemme sig for de andre.

En dreng forlod den roterende cirkel og trådte så tæt på mig at jeg kunne høre hans puls banke. Hans hår var farven på chokolade og hans hud så gylden og klar som mine søstre Cassandra og Helenes. De grønne øjne i hans ansigt havde det præcis samme blik som mine søstre når jeg var i vejen.

Han åbnede munden, og jeg ønskede mig langt væk.

“Vinterbarn fra vinters skød

du der kommer

vi håber en dag at se dig død

så vi endelig kan få sommer!

Mine øjne gled i, prøvede at lukke drengens ord ude. Men hvordan kunne jeg? Han havde ret. Så forfærdelig korrekt.

Mine ben faldt sammen, som et marionet med klippede tråde der ikke længere tilhørte en dukkefører. Alt lukkede sig ude, mens jeg lukkede mig inde. En usynlig dør gled i, da alle lyde forsvandt fra mit hoved.

“Vinterbarn.. Vinter.. V..”

 

En hånd på min skulder ødelagde min ellers så perfekte tilværelse. Ensom og alene, som jeg bedst kunne lide det. Ingen Vinterbarn, og intet rim om hvordan jeg er grunden til at der ikke har været sommer i 12 år.

Med hånden der rystede mig ud af illusionen om stilhed, vendte det hele tilbage.

Først følelsen af sne mod min ryg, så lydene i ørerne og dem inde i mit hoved, til sidst kom billederne.

Gyldne øjne. Som stjerner mod en skinnede mørk himmel samme farve som en ravns fjer med et strejf af mørk blå. Drengens øjne var så dybe og bundløse, som jeg forestillede mig mine egne når folk stirrede på mig.

Dybe, bundløse og fulde af længsel.

“Er du okay?” spurgte ham, mens han med sin anden hånd strøg noget hår om bag mit øre, der var undsluppet fra den stramme fletning.

Jeg ville svare ja, men noget i mig ville ikke lyve overfor drengen der var den første til at spørge mig hvordan jeg havde det. Års ensomhed, fik min mund til at lukke sig sammen og mit hoved til at dreje fra side til side.

Jeg var ikke okay. Ville aldrig blive okay.

Der var sympati i hans stjerne øjne, en følelse af samhørighed. Han forstod mig, det vidste jeg ved at se ind i hans øjne.

“Lad mig følge dig hjem..?”

Så længe var det siden nogen havde kaldt mig mit rigtige navn, at jeg tog mig selv i ikke at kunne huske det. Men havde det overhovedet nogensinde været mit? Eller var det blevet givet til en pige der skulle have været normal.

“Mit valgte er Nyx,” han gav mig en mulighed for selv at vælge hvem jeg ville være. Så jeg tog den.

“Cia, kald mig Cia.”

At Nyx ville blive så meget for mig, som han blev, vidste jeg fra det øjeblik, han gav mig muligheden for at vælge. Det var han den første til at gøre og også den sidste..


 

* * *

 

“Ugh,” stønnede Helene og trak dynen op over hendes gyldne krøller. “Forsvind! Den her krop og det her ansigt kommer ikke uden skønhedssøvn.” Der gik ikke mere end få sekunder før en snorken lød fra under den lyserøde dyne.

Jeg blev stående, ventende. Som altid gik der ikke mere end 2 minutter før skridt lød bag mig. Målrettede, bløde skridt.

“Hel! Vi vandt! Det står lige her.. hm.. ikke min bedste vinkel.” Bag mig traskede Cassandra ind, med næsen nede i et blad.

Helene var oppe af sengen på mindre end 5 sekunder, løb hen til sin søsters side og smilede som en gal kvinde. “Den vinkel er perfekt for min næse!”

Hvad de havde vundet denne gang havde jeg ingen ide om, nok den nyeste serie af makeup. Måske en invitation til en fest med kendte mennesker, med gode managere til modeller som dem. Jeg havde ingen idé. Sidste gang havde det været et møde med Alexine Somper. Gangen før tøj for 50.000 til hver.

Jeg gled forbi dem, uden at de lagde det mindste mærke til noget. Mit hvide hår gik i ét med de hvide vægge i huset, min hvide hud skinnede gråt når lyset ramte den. Ingen i huset lagde længere mærke til mig, eller min mærkelige farveløse skikkelse.

Ikke som Nyx, drengen der havde spurgt mig om jeg var okay for 2 år siden. Det havde været den bedste dag i mit liv, indtil jeg kom hjem og han forsvandt.

I ugerne efter havde jeg ved hver givne lejlighed kigget mig over skulderen, i håbet om at se midnat farvede lokker med de mest fortryllende øjne.

Men intet. Han var væk.

Igen var jeg alene.

Jeg blev ved med at gå, ned ad trapperne, gennem stuen, forbi køkkenet og videre ud i entreen hvor jeg lydløst forsvandt gennem døren ud i kulden. Den kulde der aldrig havde gjort mig noget.

Kulden omfavnede mig, som en moder med sit barn. Det trak mig ind i sit skød, og viklede lag og lag om mig af den dejlige følelsesløshed der var blevet mit hjem.

Jeg lagde huset bag mig, som en skygge jeg ikke ønskede hægtet til min ryg længere. Den hvide bygning forsvandt, det samme gjorde de andre hvide bygninger dækket af et fint tyndt lag sne. Jeg blev ved med at gå.

På et tidspunkt blev at gå, til at lunte, at lunte blev til løb. Jeg løb som flygtede jeg fra noget bag mig. Løb som jeg altid løb, uden mål og med intet at vinde. Men det stoppede mig ikke.

Jeg løb til mine ben knækkede sammen og et fint lag af blankt sne dækkede min ryg og mine øjne.

Men stadig løb noget inden i mig.

 

Da jeg åbnede mine øjne igen, var det til øjne så blanke som mine fingre dækket af et tyndt lag is. Øjne der var bekendte men kun far det dybeste inde i mig selv. Et sted jeg havde opgivet for længe siden, ladet stå tilbage da jeg langsomt blev ældre.

Håbet.

Men der var noget anderledes over de øjne. De var ikke længere dybe og sjælfulde, men mørke. Et mørke lå i dem, lige så mørkt som det i mig selv.

Ansigtet havde også forandret sig, de høje kindben var blevet tydeligere, læberne var presset sammen til en smal streg. Alt ved Nyx skreg - forandret.

Kun havde jeg set drengen en gang, men den ene gang havde betydet mere for mig end et helt liv med de andre personer i mit liv. Han var blevet til noget helligt, noget der ikke måtte blive brudt.

Og der stod han over mig. Lige så ødelagt og knust som jeg selv.

“Vi kan ikke blive ved med at mødes sådan her.. Cia.”

Hans smil var falsk, det første han gav mig var så falskt som alt andet. Jeg burde have taget det som en advarsel. To knuste unge kan ikke finde kærlighed i hinanden, det ender galt - altid. Det lærte jeg på den hårde måde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...