Nattens hemmeligheder

Nyd dennne lille historie der blev skrevet af ren søvnløshed kl. 2:32 en torsdag nat.

1Likes
2Kommentarer
175Visninger
AA

2. 3:12

Mørket føles stadig lige så evigt, som det gjorde for en halv time siden.

Mit højre ben er blevet så koldt, at hårene er begyndt, at rejse sig på det.

Vinduet er stadig åbnet, og den kolde vinter brise fylder hele mit værelse.

En tåre trillede ned af min kind for 10 min. Siden.

Nu er dens våde spor på min varme venstre kind indtørret.

5 Ubesvaret opkald fra min søster, siden jeg tjekkede mobilen sidst.

Hendes navn lyser min skærm op igen, da endnu et opkald tikker ind. Naja.

Min hånd trykker på den grønne svar knappe, og tager den kolde mobil op til det brændende øre.

” Hallo.”

Stemmen lyder ikke bekendt. Det er ikke Naja der snakker.

” Hvem der?” får jeg fremstammet. De første to ord jeg har sagt i 4 timer.

Der bliver fumlet lidt med mobilen i den anden ende, og det larmer ret så voldsomt i det stille værelse.

” Du er den første jeg har kunne få fat i. Jeg ringer fra Køge sygehus. Jeg hedder Annette, og er sygeplejeske her. Din søster er lige kommet ind på skadstuen med en ambulance. Hun er kørt galt i en bil med 2 andre unge. Er der mulighed for, at i kan komme her ud så hurtigt som muligt, da Naja er under 18 år, og har brug for en væve tilstede..”

Håndfladerne er så svedige, at mobilen næsten glider ud af hånden på mig, mit blik er stivnet, og en enorm klump har samlet sig i halsen på mig.

Mit hjerte banker så hårdt, at det føles som om, det springer ud af min brystkasse om få sekunder.

Jeg prøver ihærdigt på, at få fremstammet et svar, men det er, som om jeg er tom for ord.

” Er der nogen tilstede?” Bliver der spurgt i den anden ende af telefonen.

” Vi er på vej.” Ordne flyver ud af munden på mig. Jeg er selv overrasket over, at jeg overhovedet kunne sige de ord. Damen siger pænt farvel, og der bliver lagt på.

Mobilen glider ud af hånden på mig, og dumper ned på sengen. Mine hænder ryster og i dette øjeblik er jeg i tvivl om, om jeg overhovedet kan huske, hvad mit eget navn er.

Uden at tænker over det,  springer jeg ud af den lune seng, og styrter ud af den mørke evighed. Verden står bestemt ikke stille mere. Det er som om, at verden blev sat i gang igen, i det sekund opkaldet fra Naja blev taget.

Min mor vender sig om, og ser på mig, da jeg står i dør åbningen til hendes værelse.

Alt hvad damen ved navn Annette lige har fortalt mig, genfortæller jeg ligeså stille og roligt til min halvsovende mor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...