Carmen & Lux og ungdomsfængslet.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 apr. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang

2Likes
0Kommentarer
169Visninger
AA

3. Dagen.

Nashville Ungdomsfængsel, 9:00, torsdag, på dagen

Vinden er bidende kold, og det giver et sug i maven da jeg træder ud af bilen. Foran parkeringspladsen ligger en tårnhøj grå bygning, med bogstaverne NASHVILLE UNGDOMSFÆNGSEL smidt op på bygnings side, der vender ud mod parkeringspladsen. Mit blik flakker rundt. Her er ikke rigtig så meget andet i sigte end det gigantiske fængsel, hvilket langt fra er med til at berolige mine nerver.

”Er du klar? ”, det er min fars stemme jeg kan hører, men det føles ikke som om det er ham mine øjne ser. I øjeblikket, ligner han slet ikke sig selv. Hans øjne ser bedrøvede ud og har mørke rander under dem, og jeg prøver at gøre alt hvad jeg kan for ikke at ligge mærke til pilleglasset der rasler i hans jakkelomme.

Han skulle have været til tjek-up i dag på hospitalet, men i stedet er han taget herhen med mig. Følelsen af skyld, gnaver sig langsomt ind i mig, som jeg hanker op i min kuffert og går med vaklende skridt mod indgangen.

Døren til fængslet er en skydedør, og ser ikke umiddelbart ud som om den har en kæmpe hængelås med lænker foran, ligesom jeg havde forstillet mig.

Indenfor sidder der en dame med orange hår og et rødt brillestel, bag en hvid skrank. Hun har en stationær computer placeret foran sig, og en rød telefon er presset ind mellem hendes venstre øre og skulder, imens hun taster løs på computerens tastatur med hendes negle lakeret i rødt. Underligt som alting omkring hende ser ud til at vende tilbage til farven rød. Det er en underlig kontrast mellem fængslets grå vægge og hvide gulve.

”Undskyld mig? ”, det min far, der efter et par minutter, endelig siger noget. Damen kigger op og ligger straks telefonen fra sig. Jeg går lidt tættere på skranken. Bare lige nogle små forsigtige skridt. Damen smiler alt for bredt til mig.

”første gang? ”, spørgsmålet er rettet mod mig, men jeg kan se hun kigger på min far. Han ser ubekvem ud og når ikke at svare hende, inden jeg selv har gjort det.

”… ja”, min stemme er lille, forsigtigt og overhovedet ikke fuld af den selvtillid den normalt plejer at være. Jeg er så langt væk fra min tryghedszone, at det føleles som om tingene kun kan gå galt.

”Det skal nok gå”, hun fortsætter med at smile, ”jeg hedder Patricia, og jeg er en af fængslets sekretærer. Her er ikke så slemt som man måske skulle tro. ”

Ærmerne på min trøje føles pludselig al for korte, og jeg trækker dem ned for at dække mine hænder - som om jeg skjuler noget. Patricia fortsætter med at smile, og min far ligger en tung hånd på min skulder.

”I skal bare lige udfylde den her, og så vil vores sikkerhedsvagt Morgan tage jer med videre til en lille rundtur. Der er visse steder hvor besøgende ikke er velkommen, men der kan de far jo bare lige vente udenfor”, et stykke papir bliver smidt op på skranken af de røde negle, og derefter også en kuglepen.

Det er en lang seddel, der både involvere navnet på advokater, cpr-numre, og personlige adresser. Det er min far der udfylder den. Mine egne hænder ryster alt for meget.

Damen tager imod sedlen igen og sender os endnu et smil. Jeg forstår ikke hvad det er hun har sådan at smile over. Jeg står midt i et ungdomsfængsel og skal til at smides i en celle, for noget jeg ikke har gjort. Hvorfor sidder hun så bare der og smiler?

”Carmen? Kort for Carmenta? Jeg tog latin”, Patricia ler - en kort, humoristisk latter, ” og så hedder min niece det også. ”
 Min far ser en smule overrasket på hende. Mine forældre er ikke vant til lyden af mit fødselsnavn. Han smiler. Jeg kan se han har flere tårer i øjnene nu, og skynder mig at afbryde damen, før hun kan plapre videre om mit navn.

”Jeg vil gerne have en rundtur nu”, stemmen der kommer ud af min mund, er ikke ligeså viljestærk som jeg gerne ville have haft den skulle være - men damen hør mig og tager forsigtigt imod sedlen, inden hun ligger den i en mappe med en masse andre lignende sedler.

”Godt så. I kan bare stille jer hen til den brune dør der. Så beder jeg Morgan om at komme. ”

Der går et helt kvarter før Morgan kommer. Han kommer bragende ud af døren, og er lige ved at smække den op i hovedet på far. Hans ene kind bløder af noget der ligner et kradsesår, og han er ret så forpustet. Patricia rejser sig så hurtigt op, at stolen næsten vælter.

”Skal jeg kalde på de andre? ”, hun har allerede telefon oppe ved øret. Morgan nikker. ”Det er blot det sædvanlige, en lille uenighed mellem to fanger der har udviklet sig lidt for meget, men jeg kan ikke stoppe det selv”, han trækker vejret dybt, og jeg ligger mærker til hvordan han stinker langt væk af røg.

Patricia taster et nummer ind på telefonen, og senere kommer tre andre vagter til steder, før de og Morgan forsvinder igen. Patricia ser undskyldende på os.

”Det må du altså meget undskylde. Sådan noget her sker lidt for tit, men vi har styr på det. Og vi har også en psykolog til stede for at berolige fangerne efter sådan nogle optøjer. Du skal ikke være bange”, hun smiler endnu engang, og jeg for lyst til at slå hende i ansigtet med min kuffert.

Bare så hun endelig kunne stoppe med at smile.

En hånd ligger sig på min arm og strammer til. Jeg ser mig tilbage. Far ser trist ud, og den skyldige følelse bider til mig igen. ”Jeg henter lige en anden”, Patricia smiler stadig til os, inden hun forsvinder ud af en dør bag skranken.

Med det samme hun er væk, knuger far mig ind til sig.

Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig

Hans stemme giver genlyd i mit hoved, selv da Patricia kommer tilbage med en ny vagt som eskortere os videre ud i fængslets lange gange. Det føleles som om de er ved at fører mig ned af dødsgangen, da vi passere endnu flere grå vægge - og jeg kan ikke undgå at føle mig ynkelig.

Vagten viser os spiserummet, toiletterne, udegården og biblioteket. Da vi når til gangen indtil sovecellerne, beder han min far om at vente udenfor. Han knuger mig tæt ind til sig og kysser mig på panden, inden han endelig lader mig gå med rystende skridt efter vagten.

Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig”

Han stemme runger i hovedet. Mine skridt giver genlyd og blander sig med vagtens. Det føles som om alting foregår i slowmotion. Døren lukker i og pludselig kan jeg ikke se min far mere.

Vagten og jeg går forbi en masse rum med døre der har små vinduer i, og nummerplader boret ind i siden af væggen. ”Du har værelse 206. Du skal dele det sammen med Kiara, men ikke for længe. Hun kommer på prøveløsladelse i morgen, og så får du en ny sovemakker”, vagten griner lavt og jeg mærker kvalmen stige. Strammer grebet ekstra omkring kufferten, med mine svedige håndflader.

”Okay”, stemmen der kommer ud af min mund er næsten ikke tydelig nok til at vagten opfanger det. Men det gør han. Han nikker let, inden han stopper foran en dør og hiver et bundt nøgler frem. Efter nogle sekunders raslen rækker han mig en sølvnøgle med tallet 206 på.

”Tak”, jeg ved ikke hvorfor jeg takker ham for at give mig nøglen, det er jo hans pligt. Alligevel smiler han og svarer; ”Det var da så lidt. ”

Nøglen glider et par gange rundt i nøglehullet og jeg ønsker inderligt at den ikke passede, og at vagten ville komme tilbage og sige jeg heller ikke passede, så jeg hellere måtte tage hjem igen. Desværre, passer nøglen og døren går op.

Værelset er delt op. Ikke med en væg, men med en rumdeler af et tyndt og næsten gennemsigtigt hvidt stof. Rumdeleren ligner noget fra et hospital, og ser utrolig malplaceret ud. Den ene side er værelset ser helt nyvasket og rydeligt ud. Og upersonligt. Den anden, flyder med tøj og cd’er, en halvåben kuffert og plakater der er ved at falde ned af væggen.

Det føles som om at væggene sukker af mig, da jeg vaklende træder ind i lokalet med kufferten på slæb. Jeg træder hen mod den ny redte seng og stiller forsigtigt kufferten ved siden af. Lader blikket glide rundt i lokalet og sukker i takt med væggene.

Det her ville så være mit hjem i den næste måned. Fedt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...