Carmen & Lux og ungdomsfængslet.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 apr. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang

2Likes
0Kommentarer
171Visninger
AA

2. Dagen før.

Carmens hjem, 21:50, onsdag aften, dagen før

 

Min ryg gør ondt. Den gør så pokkers ondt at jeg næsten ikke kan tænke på andet. Eller også er det fordi jeg ikke vil tænke på andet.

Min ryg gør ondt.

Og hvorfor gør den ondt?

Den gør ondt fordi jeg har brugt nærmest hele dagen med bagdelen limet fast på en træbænk i en kold retssal, og hørt mine forældre stå og hyle en dommer op i hovedet om retfærdighed. Den gør ondt fordi jeg er træt, og fordi jeg måske også prøver at tage noget af smerten lidt på forskud.

En måned, endte det ud i. En måned tilbragt i et ungdomsfængsel for en forbrydelse jeg ikke har gjort. Det er åbenbart resultatet af at være på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Bare tanken gør mig syg i hovedet, og jeg kan mærke varmen fra raseriet stige i kinderne. Jeg fortjener det ikke. Jeg fortjener ikke de kolde, tynde madrasser og en bofælle med en plettet straffeattest. Jeg fortjener det ikke.

Med det samme vi var kommet hjem, havde mine forældre smækket døren til deres soveværelse og efterladt mig tilbage med en frysepizza. Den havde jeg fået smidt i ovnen, hvor jeg derefter brugte de 20 minutter den tog at varme op, på at tude ind i røret til en af mine veninder. Hvem af mine veninder det egentlig var der fik lov til at lægge øre til mit breakdown, kan jeg ikke rigtig huske nu. Men uanset hvad, har hun nok allerede fortalt det videre til alle andre.

Jeg prøver at være ligeglad. Jeg prøver at lade vær med at sidde og tænke på, hvordan de andre ville hvisker omkring mig i skolen i morgen når jeg ikke møder op, som sædvanlig.

Pizza er næsten kold, da jeg ynkeligt forsøger at drukne mine tanker i et nyt stykke. Det virker ikke rigtig, og jeg ender med at bare at smide resten af pizzaen ud. Jeg har pludselig sådan en kvalme.

”Godnat! ” jeg er ikke sikker på at mine forældre hører det, men jeg er også ret ligeglad da jeg trasker op af vores gamle trætrappe, op til mit værelse, for sidste gang i denne kommende måned. Da jeg runder mit værelse og ser den lille kuffert pakket til i morgen - med de få ejendele jeg havde der rent faktisk var acceptable i et ungdomsfængsel - får jeg tårer i øjnene.

Det var i morgen det hele vil ske. I morgen vil jeg starte på at tage skraldet for en andens forbrydelse. Vreden blusser i mig igen. Det er ikke fair.

Det er ikke fair, det er ikke fair, det er ikke fair - tanken kører rundt og rundt som en grammofonplade inde i mit hoved, imens jeg står på badeværelset og er ved at gøre mig klar til at gå i seng.

Min glider let hen over marmorbordoverfladen ved min håndvask, og jeg ligger mærke til den kolde følelse af glat sten under min håndflade. Hvor kommer jeg til at savne det. Jeg kan ikke andet end at forvente det værste omkring ungdomsfængslet. Desuden, hvis du altid forventer det absolut værste, så kan du kun blive positivt overrasket. Det er da i hvert fald det min Tante Judie altid har forsøgt at fortælle  mig, efter hun har drukket sit tredje glas af mine forældres dyre hvidvin.

Gulvet knirker det mindste da jeg går de tre skridt det tager at gå fra min badeværelsesdør til min seng. Jeg kan hører fodtrin på trappen, så jeg forsøger så hurtigt som muligt at få smidt mig hen under dynen, i det øjeblik min mor åbner døren til mit værelse.

”Hej skat” hun smiler forsigtigt. Hendes øjne er røde. Jeg ser det tydeligt i lyset, men lader som om jeg ikke gør. For hendes skyld og min.

”hvordan har du det? Er du okay? ”, hun sætter sig ned på min sengekant. Det har hun gjort så længe jeg kunne huske. Sat sig på min sengekant, strøget mig over håret og kinden, og smilet sødt.

”Jo, det går” piber jeg og trækker dynen lidt længere op, så den næsten dækker mit ansigt helt op til næsen. Hun klapper mig på låret. ”du ved godt… altså vi ved godt… ja, du ved”, hun vrøvler og jeg overvejer om jeg skal stoppe hende, men undlader da hun endelig kommer frem til sin pointe.

Hun har flere tårer i øjnene nu.

”Du har ikke gjort det. Det ved vi godt… og det håber jeg at du ved, at vi ved”, hun smiler forsigtigt, griner hæst af sig selv og jeg mærker klumpen sætte sig i halsen. Den lille kuffert står over i hjørnet af rummet og gør nar af mig.

”Vi elsker dig”, hun giver mig et kys på panden, ”rigtig højt”, og ét til. Så rejser hun sig igen. Stryger hænderne ned af hendes knælange nederdel for at glatte de få rynker ud. Hendes skridt giver nærmest genlyd i rummet, og da hun står i døråbningen ønsker hun mig en god nats søvn, inden hun lukker døren helt. Og jeg når ikke at svare hende.

Det sviger i min hals og brænder bag mine øjenlåg da jeg lukker dem. Men jeg tvinger mig selv til at blive liggende. Det hele skal nok gå. Det skal nok ordne sig. Det er jo ikke engang sikkert jeg skal være der hele måneden. De finder nok ud af, at jeg ikke gjorde det. For det gjorde jeg jo ikke. Og sandheden kommer vel altid frem på et eller andet tidspunkt.

Ikke? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...