Carmen & Lux og ungdomsfængslet.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 apr. 2016
  • Opdateret: 18 mar. 2017
  • Status: Igang
Lux er alt det Carmen ikke er - og omvendt. Men man kan ikke rigtig tillade sig at være kræsen, når man er spærret inde på et ungdomsfængsel sammen.

3Likes
0Kommentarer
416Visninger
AA

6. Dag tre.

Nashville Ungdomsfængsel, søndag, dag tre

 

Klokken er halv tolv, da mine forældre kommer. De står ude i receptionen ved Patricia og gør deres bedste for ikke at se alt for dømmende ud. Specielt mor.
Jeg smiler og krammer dem begge, og lader som om alt er okay.

”Hvordan har det så været skat? Har du spist nok? Der er ikke nogen som har lagt en hånd på dig vel? ”, min mor bombardere mig med spørgsmål, med det samme vi er nået ned på mit værelse. Heldigvis er Lux her ikke, og værelset er pænt og ryddelig, fordi jeg var oppe klokken syv for at rydde op.

Jeg tager hendes hånd og forsøger at sende hende et beroligende smil. ”Det er fint nok, og ja jeg har spist. Der har ikke været nogen slåskampe, bare rolig”, jeg underlader med vilje at fortælle hende at der rent faktisk har været slåskampe - jeg har bare ikke selv været involveret.

”Så hvem er din værelseskammerat? ”, far kigger over på Lux halvdel af værelset, og jeg beder til han ikke ligger mærke til den sorte metal-bh, der er skubbet halvt inde under sengen. ”Bare en tilfældig person. Hun er sød nok”, jeg piller lidt i ærmet af min sweater. Håber på at min løgn ikke er så åbenlys.

”Nå, men det lyder da som om du har det fint nok, skat. Advokaterne arbejder på fuldt tid, for at få dig ud”, nu er det pludselig min mor der prøver at berolige mig, ”og vi har snakket med psykologen Vivian. Hun virker som en rar dame. Husk at du altid kan komme til hende, ikke”, jeg nikker, og min mor tager mig i hånden.

Sammen rejser vi os og går ud af værelset igen. På vej udenfor, ser jeg Lux gå inde på gangen mod værelset, og jeg kan ikke undgå at få lidt skyldfølelse af, hvor lettet jeg egentlig er over, at vi nåede ud i tide nok til ikke at møde hende.

- - -

Klokken er kvart over fem, da mine forældre endelig tager hjem. Jeg står og vinker til dem ude på parkeringspladsen, inden jeg derefter går ind og bruger en halv time hos Patricias stationære computere, til at skrive til mine veninder.

Klokken er blevet 17:45, efter jeg har chattet med mine veninder i et godt stykke tid, og jeg beslutter mig herved at vende tilbage til mit værelse, med tunge skuldre. Mit hoved gør ondt, tindingerne dunker som om der sidder en og konstant hamre mig i hovedet - og jeg har mest af alt bare lyst ti,  at ligge mig ind i et mørkt rum. Uheldigvis er Lux kommer mig i forkøbet.

Hun ligger midt på sin uredte seng, med håret bredt ud omkring sig og lukket øjne. Gardinerne er rullet helt ned, og jeg forsøger at lade vær med at bemærke hendes mascara, som er klistret fast til hendes kinder - som spor efter hun lige har grædt.

”Livet er sgu da også bare pisse uretfærdigt”, jeg hopper næsten to meter ihvert, da hendes stemme runger ud i rummet. Sætter mig forsigtigt på min seng og kigger over på hende. Venter på, at hun skal sige noget mere. ”Er du ikke enig? Jeg mener, det burde du sgu da være - du røg jo her ind for ingen grund”, hun snøfter. Tørrer sin næse i pudebetrækket.

Jeg sidder som låst fast til sengen.

”Hvordan ved du-”, jeg når ikke engang at færdiggøre min sætning før hun har afbrudt mig, ”-jeg læste din seddel. Sneg mig ind på Vivians kontor, og læste din seddel, okay? ”. Hun kigger ikke engang op på mig imens hun taler, og jeg ser forbløffet på hende.

”Det kan du da ikke bare?! ”, protestere jeg, overraskende højlydt. Føler mig pludselig ikke fastlåst mere, og har rejst mig med en voldsom bevægelse. ”Nå, men det gjorde jeg altså. Og det er helt fint, du har ikke noget at skamme dig over”, nu drejer hun endelig hovedet. Hendes hår er elektrisk og hun kigger på mig med store øjne. Hun ser næsten sød ud, som hun ligger der og ligner en lille forgrædt pige.

”Jeg er da ligeglad! Det der kan du da bare ikke… det… det er en invasion af privatlivet! Jeg har ret som en individuel her i fængslet at afgive fortrolig information til en psykolog, uden du går og stikker snuden ned i det! ”, jeg kan slet ikke styre vreden der blusser op i mig. Jo mere jeg ser på Luxs åndssvage øjne, jo vredere bliver jeg. 

Nu sætter Lux sig op. Børster sit hår igennem med fingrene, tørrer sig under øjnene og ser på mig med et kækt blik. ”Hold da op, nogle fine ord du kan bruge”, afbryder hun mig igen, og jeg knytter næverne så hårdt at min negle laver aftryk i huden og mine knoer bliver hvide.

”Du skal sgu ikke være så snerpet! Vi er jo alle havnet her på en eller anden måde, og det går sgu ikke at fise fornemme typer som dig-”

SLASK, det giver et smæld i hele lokalet. 

Før jeg selv når at registeret noget som helst, har min hånd rettet sig ud og stødt sammen med hendes kind. Hun ser forbavset på mig. Efter det, er der nogle sekunders stilhed. Stilhed som er ved at dræbe mig langsomt. Ligesom en kold hånd, der rækker ud og blokere ens luftveje.

Hendes kind er nærmest helt postkasserød. Synet af den, gør mig ufattelig forlegen, og før jeg har tænkt det yderligere igennem, har mine ben allerede ført mig ud af lokalet.

”Hov vent, du kan sgu da ikke bare gå! ”, Lux råber efter mig, men jeg vender mig ikke. Bliver bare ved med at gå, imens jeg forsøger så vidt som muligt ikke at se mig tilbage. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...