Carmen & Lux og ungdomsfængslet.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 apr. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang

2Likes
0Kommentarer
170Visninger
AA

5. Dag to.

Nashville Ungdomsfængsel, lørdag, dag to

Det er besøgsdag i morgen.

Søndag.

Det går først op for mig, da jeg hører en gruppe mennesker på gangen sidde og snakke om det. Jeg mærker en klump i halsen. Jeg savner mine forældre, men jeg har ikke lyst til at de skal være her.  Og så har jeg heller ikke lyst til at de skal møde Lux. Hun er bare så… anderledes.

I den halvanden dag hun har været her i fængslet, har hun allerede fået præsteret at starte en slåskamp, prædike omkring ytringsfrihed og fået to ekstra timers samfundstjeneste. Det er næsten imponerende. Og det mest uhyggelige er at alle ser op til hende for det. Hun bryder folks grænser - og det er åbenbart godt her i fængslet.

Jeg kan ikke rigtig regne hende ud, og det gør mig usikker. På min High School ved alle nærmest alt om alle - eller i det mindste ved alle hvor i hierarkiet de ligger. Det er ikke til at finde ud af her. Man kan på en måde godt sige at Lux er den ’populære’ men så overhovedet, for hun er ligeså elsket som hun er udstødt.

Hun lå og græd i nat. Jeg lod som om jeg ikke hørte det, men jeg fik ondt af hende, også selvom jeg ikke helt kan regne hende ud.

”Er du klar til at komme ind og snakke? ”, jeg kigger væk fra kalenderen på væggen i det lille venteværelse. Vivan sender mig i et stort smil med sine læbestift beklædte mund. Jeg nikker og rejser mig forsigtigt, for at gå efter hende.

Vi træder ind i lokalet, og hun lukker døren. Der står et skrive bord med en af de dyre skrivebordsstole, som min far også ejer - og foran skrivebordet er der placeret en karrygul sofa. Den virker en del malplaceret sådan et sted her, når man tænker på fængslets andre grå rum.

Vivian nikker mod sofaen, og jeg er hurtigt til at sætte mig. Hun sætter sig bag skrivebordet, og finder en notesbog og en kuglepen frem.

”Så, Carmen. Først vil jeg lige spørger dig om du er faldet lidt bedre til? ”, hendes tonefald er venligt. Jeg piller lidt ved enden på min sweater. ”Øh… ikke rigtigt, det ved jeg ikke. Lidt da”, det er en løgn, jeg er overhovedet ikke faldet til. Og det ved hun godt.

”Udmærket”, hun nikker og smiler igen, inden hun kort skriver noget ned i notesbogen, ”det skal nok blive bedre. Jeg har hørt du er blevet værelseskammerater med Lux - hun kan godt være lidt af en mundfuld nogle gange. Hvordan har du det med hende? ”.

Det er klart, at der er gemt en hvis alvorlighed bag det venlige tonefald og smilene, men jeg vælger at ignorere det indtil videre. Jeg svarer så ærligt som jeg vil tillade mig selv.

”Det er fint nok. Vi har ikke snakket så meget sammen… ”, hun nikker og skrive løs med kuglepennen imens jeg fortæller. ­

”Udmærket. Bare du ikke lytter alt for meget til hendes narrestreger, så går det nok”, hun griner igen, ligger kuglepennen fra sig. Alvorligheden lyser som et neonskilt, bag hendes venlige øjne og lette grin. ”Jeg tror det her er nok for i dag. Du er trods alt lige kommet, så jeg skal prøve at tage den med ro”, hun smiler bredt og åbner en skuffe for at ligge notesbogen tilbage i. Jeg nikker. Slipper enderne på min sweater og rejser mig op fra sofaen. Glatter min nederdel ud, selvom der ikke er nogle rynker.

”Tak for i dag, Carmen”, hun smiler endnu bredere og rækker mig hånden. Hendes hånd er varm, og jeg kan stadig mærke hendes faste håndtryk da jeg træder ud af lokalet.

Til min store overraskelse, bemærker jeg et bestemt regnbuefarvet hår der sidder og kigger ned i et magasin, med sine nylonstrømpeben sat på kryds. Med det samme Lux ser mig, flyver hun op af stolen og smider magasinet på gulvet. Hendes store støvler giver genlyd i væggene, som hun trasker mod mig og jeg overvejer om det ville være uhøfligt, at styrte tilbage ind på Vivans kontor.

”Hun spurgte dig om mig, gjorde hun ikke? ”, hun springer lige til sagen. Jeg står som fastfrosset. Hun står så tæt på at jeg kan lugte hendes stærke kanelparfume.

Der er et par minutters stilhed, inden jeg endeligt for fremstammet et svar, ”n..nej”. Lux kniber øjnene sammen. Jeg ved at hun ikke tror på mig. ”Hvorfor lyver du? Har hun bedt dig om at lyve? ”, hun ser endnu mere mistroisk ud en før, og jeg har lyst til at give mig til at græde. Da hun ser mit forpinte ansigtsudtryk, træder hun to skridt tilbage.

”Undskyld… det var ikke min mening at… ”, jeg vender ansigtet væk. Har ikke lyst til at hun skal se tårerne i mine øjne, eller skal mærke hvor hurtigt mit hjerte banker. Hun skræmte mig. ”Det okay”, min stemme dirrer og jeg hader det.

”Nå men… undskyld altså”, hun kigger ned i gulvet, ”vi ses”, så er hun allerede forsvundet ud af lokalet. Og jeg står tilbage, knuger ærmerne på min sweater indtil mig og prøver at berolige mine vejrtrækninger.

- - -

Klokken er kvart over tolv om natten, da Lux vælter halvfuld ind på vores værelse. Jeg har lige lagt mig under dynen, efter at have skrevet en besked til mine forældre, og var ellers ret klar til at sige tak for i dag - da hun beslutter sig for at smække døren op så hårdt, at jeg er sikker på hun næsten fik vækket hele gangen.

Med et sæt, satte jeg mig op i sengen og skubbede dynen til side. Lux nåede ikke at tage mere end et skridt ind af døren, inden hun faldt lige på snuden. ”Hov for satan… ”, hun registrerede ikke at jeg havde rejst mig, og var nu i gang med at samle hende op. Jeg får hende smidt halvt over min venstre skulder, og går så de tre skridt fra døren til hendes seng, inden jeg smider hende fra mig igen. ”Tak skal du ha’ du”, hun griner højlydt, og jeg tysser på hende imens jeg trækker hendes store læderstøvler af hendes fødder.

”Godnat”, Lux’ petit krop drukner næsten i dynen, og jeg betragter hende lukke øjnene i med munden halv åben. Hun ser åndssvag ud.

Da jeg kravler tilbage i min seng, er klokken halv et, og jeg fortryder ikke at have lagt mig til at sove et par timer før. I morgen ville blive en lang dag, hvor jeg skulle bruge al min energi på at lade som om alt her var OK overfor mine forældre.

Et gab. Jeg lukker øjnene halvt. Gaber én gang til. Endelig lukker jeg øjnene helt. Prøver at forstille mig, at jeg ligger på mit værelse. Tænker lidt på mine forældre og veninder fra skolen. Og måske også lidt på Lux. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...