Carmen & Lux og ungdomsfængslet.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 apr. 2016
  • Opdateret: 22 sep. 2016
  • Status: Igang

2Likes
0Kommentarer
167Visninger
AA

4. Dag et.

Nashville Ungdomsfængsel, fredag, dage et  

 

Spisesalen er kold. Jeg sidder alene i stramme bukser og med mascara på. Og jeg har det som om jeg er den eneste i verden. Jeg skiller mig så meget ud, at det gør ondt.

I morges blev jeg vækket af Kiara, der larmende pakkede sine ting og blev hentet af to vagter. Hun grinte storsmilende til mig og hviskede et nedgørende ”ses bitch” i mit ører, inden hun gik. Jeg havde derefter brugt godt tyve minutter på at ligge i sengen og græde, inden jeg fik taget mig sammen og stod op.

Nu sidder jeg så som det sorte får, alene ved et gråt bord og stikker til min morgenmad, imens jeg kan hører hvordan alle omkring automatisk sænker stemmerne når de går forbi.

hvem er hun?

hun kom i går”

”hvad sidder hun inde for? ”

”hun har nok bare stjålet et par sko eller noget som mor og far ikke gad at købe til hende”

Latter, lede kommentarer og mere latter. Jeg knuger gaflen i min hånd, og først nu forstår jeg forskellen på at være den der bliver talt om og den der taler.

”Carmen? ”, jeg kigger op fra paptallerkenen. Foran mig står en lettere fyldig dame med en brun silkenederdel og et multifarvet halstørklæde. Jeg nikker. Har ingen intention om rent faktisk at fører en samtale med hende, men hun ser ud til at være ligeglad og sætter sig smilende ned ved siden af mig. ”Jeg hedder Vivian”, hun rækker en hånd frem med nedbidte negle og jeg tager den modvilligt. Giver et mislykket forsøg på at gengælde hendes smil.

”Hvordan har du det? ” - jeg trækker på skulderen, stikker lidt mere i maden. Vivian ligger en blød hånd på min skulder og sender mig et kærligt blik, ”Det er okay, alle der kommer her i starten har det lidt hårdt, men det skal nok gå. Du vender dig til det i det lille stykke tid du skal være her”, hun blinker til og kører hånden lidt op og ned. Jeg rykker lidt væk fra hende.

”Jeg er psykolog her i fængslet, så du kan rolig stole på mig. Jeg har tavshedspligt”, en lille latter og et let skub med hoften, ”men glæder du dig til at møde din nye værelseskammerat? ”. Jeg trækker på skulderen, igen.

”Det er vel fint nok… ”, det er første gang jeg siger noget i den her samtale og hun sender mig endnu et stort smil. Hendes hånd glider fra min arm og ned på min hånden der ligger på bordet, ved siden af tallerkenen. Hun klemmer den let.

”Det skal nok gå. ”

 - - -

Det er først om eftermiddagen, min nye værelseskammerat kommer. Der bliver banket hårdt på døren og en vagt træder ind med to kufferter, dobbelt størrelse af min. Han smider kufferten fra sig midt i værelset med et fnys, og ryster på hovedet.

”To uger, to uger kan hun ikke engang være på fri fod før hun ryger tilbage hertil igen”, han ryster lidt mere på hovedet, og jeg retter mig op i sengen. Smider den bog jeg har i skødet, fra mig. Han kigge på mig og mimer et kort ’held og lykke’, inden fodtrin lyder udefra og døren bliver smækket.

”Godeftermiddag George, skide hyggeligt at se dig her igen ”, pigen der træder ind, snakker med store armbevægelser og en hæs stemme. Hun har kort, regnbuefarvede pjusket hår der stikker ud i alle retninger, perlehvid hud plantet med nogle små ar ved det venstre øjenbryn og ned langs kinden, og store sorte støvler på der er tilsmurt med mudder.

Vagten fnyser af hende, men trækker alligevel på smilebåndet. ”Det’ en fornøjelse af have dig tilbage Lux”, han klapper hende på skulderen, inden han går ud af værelset med tunge skridt.

Lux træder to skridt frem for at smække døren i, inden hun vender sig om og smider sig med hovedet først ned i sengen. ”fuck hvor er det egentligt dejligt at være tilbage! ”, hun spjætter lidt med kroppen og sætter sig så op i sengen igen. Hendes hår er blevet helt elektrisk af det billige pudebetræk, og jeg får lyst til at række hånden ud for at glatte det.

”Så du er ny her? ”, hun sender mig et fjoget smil, inden hun basker sine støvler af og sætter sig i en skrædderskilling med kroppen vendt mod mig. Vi er akkurat begge lige høje nok til at kunne se henover rumdeleren.

”Øh ja”, jeg tørre mine svedige håndflader af i mit bukseben. Svinger håret om bag skulderen, og gør det bedste jeg kan for at gengælde hendes smil, men det er svært med knuden der er ved at forme sig i min mave.

”Du skal bare tage det roligt, jeg har været her en masse gange. Det er fint nok. Cool mennesker”, hun bider sig i læben og ændre stilling, så hun nu ligger med hovedet hængene ned af og hendes nylonstrømpebeklædte ben i vejret. Jeg tager en dyb indånding. Holder fokus på hendes ben.

”Så, hvad sidder du inde for? ”, hun smiler stadig. Opfører sig som om vi bare er to helt normale teenager der sidder på et værelse og snakker om helt normale hverdagsting.

Jeg trækker på skulderen. Har virkelig ikke lyst til at svarer på hendes spørgsmål. Hendes blik glider henover mit ansigt og jeg tror det går op for hende at jeg ikke gider at svare - så hun svare selv.

”Det er femte gang jeg er røget herind. Noget indblanding med stoffer, du ved, hash… også lidt kokain. Men det er fint nok, min advokat er god. Han får mig snart ud igen”, hun griner let, som om det hele bare er okay. Jeg har lyst til at rejse mig op og skrige af hende - men jeg gør det ikke.

Efter det snakker Lux og jeg ikke så meget sammen. Jeg vender hurtigt opmærksomheden tilbage til min bog. Forsøger på en måde at ignorere hende, selvom jeg ved det ikke er høfligt. Det er nu heller ikke fordi hun prøver på at starte en samtale med mig.

Da klokken er omkring syv og vi skal til ud og spise, forsvinder hun pludselig sammen med to fyre fra sovecellen helt forenden af gangen. Jeg ser hendes hår hoppe op og ned af gangen, da hun går med ryggen til mig. De går i armkrogen - hende og drengene - og jeg kniber øjnene mistroisk sammen, imens jeg drejer sølvnøglen rundt i nøglehullet.

Aftensmaden går næsten identisk til morgenmaden. Jeg sidder mutters alene, prikker lidt til maden, lytter til folks hvisken og tænker over hvor meget jeg bare gerne vil hjem.

Da vi er halvvejs færdige med at rydde op efter os, kommer Lux forsigtigt gående ind i spisesalen - og jeg kan ikke undgå og se hvordan hun nærmest lyser rummet op med sin kølige attitude. Næsten alle slipper alt hvad de har i hænderne, for at gå hen og hilse på hende.

Jeg gnider mine rosinfingre af i den halvvåde karklud, jeg har brugt til at tørrer det våde bestik af med. I et kort øjeblik får jeg øjenkontakt med hende gennem menneskemængden, og hun sender mig et kort vink. Jeg gengælder det ikke. I stedet strammer jeg min uldcardigan ekstra omkring kroppen, inden jeg styrt ud af lokalet med kurs mod vores sovecelle. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...