En datter af Jorden

Cara er en forvirret og indadvendt pige. Hun er meget stille og bryder sig ikke om opmærksomhed. Samtidig har hun et rigtigt stort temperament, og man vil ikke have hende som fjende. Når hun så kommer i Halvblodslejren, og et tegn, der aldrig før er set, viser sig over hendes hoved, begynder opmærksomheden. Pludselig er hun så på vej til en mission.

3Likes
2Kommentarer
369Visninger
AA

2. Chaufføren

Lyden af skridt flængede stilheden. Skridtene kom nærmere og nærmere. Den mørkhårede pige sad med ret ryg på sin seng. Hun havde nogle slidte, sorte jeans på, hvor adskillige huller efterhånden var kommet, en mindst ligeså slidt sort top, samt en sort læderjakke. Hun holdte sig til det mere neutrale look, som folk ikke lagde ligeså godt mærke til. Man kunne aldrig nogensinde se hende i en lyserød kjole.

Men det var som om hun tiltrak problemer. De kom bare til hende. Selv mente hun, at hun ikke kunne gøre for det. Det var jo ikke hendes skyld, at malingen var i vejen, og at hun væltede ind i det, så hele maleriet gik i stykker. Eller hendes skyld, at en lille pige stod i vejen, så hun kom til at snuble, og ramle ind i pigen, og sørge for, at hun fik en hjernerystelse. Livet var uretfærdigt. Denne gang vidste hun ærligtalt ikke, hvad hun havde gjort galt. Hun havde blot været her i fem dage, og allerede nu, havde hun selvfølgelig gjort noget galt.

Det bankede på døren. Men for Cara lød det som kirkeklokker der kimede ved hendes begravelse, som ingen ville komme til. Hun havde ingen venner, ingen familie, hun kendte i det hele taget ikke nogen. ”Kom ind,” lød det så til sidst fra hende. Ind trådte fru Willow. ”frøken…, Cara,” begyndte hun, og satte sig ned. Hendes blik brændte af bedrøvelse, det virkede som om, hun virkelig gerne ville have Cara, som om hun gerne ville hjælpe. Sådan et blik havde Cara aldrig før set. ”Jeg bliver nødt til at sende dig videre. Desværre. Jeg ville utrolig gerne have dig blivende, men de andre” - hun hentydede til resten af bestyrelsen i børnehjemmet – ”vil ikke acceptere det du gjorde i går. Og i forgårs. Og dagen før det.”

Hjertet styrtdykkede i Cara. Det blev bare ved og ved med at falde. Hun kunne ikke fatte det. Selvom hun ikke havde tal på alle de børnehjem hun havde været på, havde dette følt rigtigt. Fru Willow havde virket sød og venlig, hun havde virkelig givet Cara en chance. Men selvfølgelig. Problembarnet gjorde alt forkert. Til sidst ramte hjertet bunden. Det bundfældede sig i hende. I morgen skulle hun videre til et nyt børnehjem. Sådan var det, og sådan ville det altid være, til hun fyldte 18. Først da kunne hun sig noget, men alligevel kom der en klump i hendes hals. ”Ja… Ja, okay,” lød det fra hende, og nu, da hun sagde det, kunne hun mærke tårerne presse på. Ikke græd, ikke græd, ikke græd, gentog hun for sig selv. Hun måtte ikke vise svaghedstegn. Hun måtte ikke styrte sin barriere. Det var nemlig sådan, at ingen kunne trænge ind i hendes følelser. Man kunne aldrig se og hun var glad eller ked af det. Ingen ville kunne læse hendes ansigtsudtryk, hvilket hun var fuldt tilfreds med. 

”Taxien er kommet,” meddelte fru. Willow. Cara svarede ikke. Hun vidste, at der ikke var nogen vej udenom. Hun vidste, at hun havde fået alle de chancer hun kunne få. Ærligt talt, vidste hun godt, at alt håb var ude, med hensyn til at blive på børnehjemmet. Sådan var livet: En stor cyklus. Man skulle videre i det, og kunne ikke bare sørge over spildt vand. I det øjeblik vidste hun, at hun skulle udnytte sit liv bedre. Hun fandt ud af, at man skulle nyde sit liv. Inden man vidste af det var det forbi, måske mente Cara at hendes liv var dårligt, men man kunne altid gøre det godt. Kunne man ikke?

Cara havde prøvet at gøre lidt ud af sit udseende. Hun kunne ligeså godt give et godt førstehåndsindtryk. Iført de sorte jeans og den grå top, og med sit hår sat op i en stram knold, gik hun imod taxien. Hendes mest dyrebare eje var en guld halskæde. Det var det eneste hun havde fra sin biologiske familie. Vedhænget var et slags tegn. Det var en cirkel, hvor to streger krydsede hinanden i midten af cirklen.

Chaufføren der kørte taxien så venlig ud. Han havde en kasket på, og var en anelse lav. Han lignede vel en i tyverne, afgjorde Cara. ”Hej,” lød det akavet fra Cara, der satte sig ind på passagersædet.

”Du skal køre mig til det næste børnehjem, ikke?” spurgte Cara. ”Hva? Børnehjem? Nå, jo, ja, det skal jeg.” Cara blev urolig. Det virkede som om, det ikke helt var det han skulle. Dog sagde hun det ikke. Han var sikkert bare lidt morgentræt. Lidt efter lød der en brummen fra motoren, og bilen begyndte at køre. Cara kiggede en sidste gang på den storslåede bygning der i lidt over en uge havde været hendes hjem. De kørte i tavshed. Hun kiggede mest bare ud af vinduet, og så landskabet skifte. Bjerge, marker, storbyer, landsbyer... Efterhånden mente hun, at de havde kørt i rigtig lang tid. Var der virkelig ikke noget børnehjem tættere på? De passerede et skilt. ”Er vi i staten New York?” spurgte Cara lamslået, de havde kørt længere end hun havde regnet med. ”Ja, vi skal til Long Island,” svarede hendes chauffør bare, som om han altid kørte til New York.

Langt om længe nåede de deres destination. Dog kunne Cara ikke rigtig se noget i kilometers omkreds. Der var bare en masse bakker, og en strand plus hotel lidt derfra. ”Lige præcis hvor er børnehjemmet?” spurgte Cara stålfast. Som svar pegede han blot på en tom bakke. Det eneste der var, var en fyrretræ med noget gyldent på sig. Hun vidste, at der var noget galt med chaufføren. Han havde ikke kørt hende til et børnehjem. ”Kom,” sagde chaufføren, som nu også steg ud. Han var endnu lavere end hun havde troet. Men ikke desto mindre begyndte han at gå op med bakken, og Cara kunne ikke gøre andet end at følge efter. ”Hvad hedder du?” spurgte Cara. ”Darwin,” svarede chaufføren kortfattet. Nu stod han lige foran fyrretræet, og hun var lige bag ham.

”Her går det magiske stel,” fortalte han hende, og nu var Cara endnu mere sikker på, at han var sindssyg. Darwin gik forbi fyrretræet, og så var det som om, han forsvandt. Cara fulgte efter, usikker på hendes skridt. Var hun også ved at blive sindssyg som ham? Pludselig Darwin stod lige foran hende, og det gjorde en del andre teenagere også. Men et landskab, hun ikke havde set bagved, bredte sig ud foran hende. En del forskellige reaktioner faldt over hendes ansigter på fem sekunder. Først forvirring, så chokering, så tristhed og til sidst glæde. Hvad var det for et sted? Der var jordbærmarker lidt derfra, og markerne havde helt bestemt ikke været der inden fyrretræet. Cirka atten mærkeligt udseende hytter var foran hende. De så alle sammen meget forskellige ud, men alle meget noget tilfælles: Græske. Cara vidste ikke hvordan hun vidste det, eller hvorfor at det var så indlysende for hende. Selvfølgelig var dette Græsk, også selvom vi er på Long Island i USA. Men tænk, at en samling teenagere gad være på en græsk… lejr? Der var også en, hvad hedder det, kamparena! Der var også en skov ikke så langt derfra, men det var også alt, Cara kunne navnet på. Udover at der var en spisepavillon. Mærkeligt. Hvad var det for at sted, Darwin havde ført hende til? Det her var det mærkeligste børnehjem hun nogensinde havde været på, og hun havde været på mange. Rigtig mange.

Men det var først nu, at Cara blev rigtig chorkeret. En hestemand travede hen imod hende. I et kort øjeblik blev hun bange for, at hun hallucinerede. Alle de andre fortrak nemlig ikke en mine da han kom. Men alligevel, de så ham… ”Er du en… hestemand?” spurgte Cara ed måbende mine. Han skar ansigt, ”nej, en kentaur, og velkommen til Halvblodslejren!” svarede han, som om at det var det mest indlysende i verden. Cara så skeptisk på ham. ”Halvblodslejren? Kunne I ikke finde et bedre navn?” spurgte hun med overlegenhed i stemmen. ”Kom, lad mig forklare, Darwin har sikkert ikke fortalt dig noget..” sagde kentauren bare opgivende, og Darwin skulle til at bryde ind med et ”jeg prøvede!” ”Hvad skulle chaufføren kunne fortælle mig?” spurgte Cara så igen, forvirret. ”Åh, chaufføren var bare et dække, han er en satyr. De leder efter halvguder som dig,” sagde kentauren bare.

 ”I er mærkelige.”

Kentauren vendte sig bare om, og gjorde mine til, at hun skulle følge efter. De andre teenagere der havde kigget på med nysgerrighed, gik nu til hver sit. Inden længe nåede de til et stort hus. Der var en stor veranda foran, hvor en mand i hawaiiskjorte sad og drak cola. Kentauren mente åbenbart at det var helt normalt, at mænd i hawaiiskjorte og spraglede bukser sad på verandaen henslængt i en liggestol drikkende cola. Cara kommenterede det ikke, selvom hun var på nippet til det. Indenfor i huset dækkede en masse vinranker loftet og væggene. Mærkelig indrettet, men det må man selvfølgelig selv bestemme. Kentauren gjorde mine til at hun kunne sætte sig i sofaen mens han selv blev stående.

”Du har nok en masse spørgsmål, Cara,” startede kentauren ud, men han nåede ikke længe før hun straks spurgte ”hvor kender du mit navn fra?” Hun kunne ikke lide at fremmede, eh, kentaurere kendte til hendes navn. Så følte hun sig overvåget, hvilket hun bestemt ikke brød sig om. Cara vidste bare ikke, hvor meget hun egentlig blev overvåget. Kentauren valgte ikke at besvare hendes spørgsmål, i stedet sagde han at han hed Chiron. Chiron… Det sagde hende noget. Et eller andet prikkede til hendes hukommelse. Noget, hun havde læst eller hørt om Chiron. Så slog det hende. Pludselig kiggede hun med ærefrygt på ham. ”Den Chiron?” spurgte hun, og prøvede at dække for sin nysgerrighed. Chiron smilede blot, ”den Chiron.”

Den Chiron, var den Chiron der havde optrænet alverdens græske helte som Arkilles. ”F-findes den Græske mytologi?” spurgte hun så. Det kunne den da umuligt. Den græske mytologi, var, ligesom alle andre mytologier noget opfundet bras, nogle fandt på i oldtiden. Det gjorde de fordi de ville have svar på spørgsmål såsom: ”Hvorfor regner det?” Ligesom mennesker i dag, ville man vide alt, og det bildte man sig også ind at man gjorde.

”Du er hurtig. Mange bruger dage på at erkende, at den græske mytologi findes,” lød det fra Chiron. ”Jeg kan se en kentaur, det er overbevisning nok for mig. Og… Så har jeg altid haft en følelse om at den fandtes. Nogen gange, er der sket mærkelige ting…” Cara brød sig egentlig ikke om at tale om det. Faktummet var, at hun kunne få sprækker i jorden, få ting til at spire, fornemme alt der var på jorden. Noget, der ikke var normalt. Det var også derfor hun så mange gange var blevet smidt ud af børnehjem, de var bange for hende og hendes ulykker. Bange for, at hun skulle lave endnu en kilometer dyb sprække i jorden. Chiron kiggede af nysgerrighed på hende. ”Vil du fortælle mig disse mærkelige ting? Så kan vi hjælpe dig med at træne dem, så du kan styre dem,” tilbød han, og Cara kiggede eftertænksomt på ham. Han virkede egentlig ærlig nok. Måske skulle hun fortælle det. Cara var chokeret over, hvor hurtigt hun var villig til at betro sig til en fremmed. ”Jeg skal sove på det.”

”Nå, okay. Men altså, dette er jo Halvblodslejren. Som sagt findes den græske mytologi. Alle teenagerne er halvguder, altså født af en gud og et normalt menneske. Det er du også. Darwin, som førte dig hertil er en satyr. Dem har du måske også hørt om i den græske mytologi? Halv ged, halvt menneske. Her i halvblodslejren leder satyrerne efter nye halvguder, ligesom Darwin fandt dig.” Alt dette overumplede fuldstændig Cara. Det prøvede at finde hoved og hale i alt den information hun lige havde fået, men intet passede. Men den første tanke der skød ned i hende var: Har jeg så en mor eller en far der ikke har givet deres arme barn hjælp? Som ikke har hjulpet det det mindste. Hallo, her var hun, og kunne ikke engang sin alder og fulde navn. ”Men…” var den eneste kommentar Cara fik sagt. ”Måske forstår du det bedre, hvis du ser vores informationsfilm,” sagde Chiron lavmeldt, nok mere henvendt til sig selv end til hende. Han travede over til det lille fjernsyn, som Cara ikke en gang havde lagt mærke til før nu, og tændte for det. Lidt efter rullede en film over skærmen. ”Okay…” var Caras eneste, lamslåede kommentar.

”Nå, lad os gå ud igen, jeg kan vise dig over til Hermes-hytten, hvor alle de ukategoriserede kommer hen. Jeg er sikker på at Connor eller Travis Stjael gerne vil vise dig rundt.” Derfor passerede de forbi en del underligt udseende hytter.. Den ene så lidt forladt ud, og havde et sølv skær over sig. En anden var helt rød, og et vildsvin hang over døren. Ved en næste var der græske søjler foran, og en ugle hængende i midten. Alle hytterne præsenterede en gud, havde informationsfilmen fortalt. Cara prøvede at gætte sig frem til, hvilken hytte der repræsenterede hvilken. Nu kom de til en særlig proppet hytte. Bare jeg ikke skal derind, tænkte Cara bedende for sig selv. Men selvfølgelig stoppede Chiron ved den. Selvfølgelig var dette Hermes-hytten. Den var meget slidt i udseende, og engang, da den blev bygget var den egentlig pæn nok. Men det var noget tid siden nu, kunne man se. To fyre med pjusket hår og et stjålent smil plastret på deres ansigt, kom ud af hytten, og sagde i munden på hinanden

”Velkommen.”

”Jeg er Connor og det er Travis,” præsenterede Connor dem. ”Hej..” sagde Cara akavet. Chiron var gået, og han var den eneste, udover Darwin, som hun følte sig tryg ved. Nu stod hun så overfor to fyre der var adskillelige år ældre end hende, og de skulle lige til at bekræfte, at græsk mytologi fandtes. Det var både lettende og skræmmende på en og samme tid. Hun var lettet, fordi hun ikke var den eneste med mærkelige kræfter, og skræmt fordi det slet ikke gav mening. Den græske mytologi kunne ikke findes. Det’ for surrealistisk. ”Dette er halvblodslejren, stedet for alle unge halvguder,” fortalte Connor, mente Cara. ”Det her er Hermes-hytten, den hytte hvor Hermes-børn plus alle de ukategoriserede børn sover,” overtog Travis. De skiftedes hele tiden med at fortælle, så til sidst kunne Cara ikke finde rundt i, hvem der var hvem. ”Men lad mig vise dig rundt,” sagde ham, hun mente var Connor. De gik rundt til hver eneste hytte, og Connor fortalte om guden der hørte til, og lidt om halvgudernes egenskaber. ”I en af de hytter kommer du til at bo,” sagde han, ”her for nogle år siden fik vi nemlig også lavet hytter til alle underguderne.”

De kom til den kamparena, Cara havde set oppe på bakken. Tæt på var den meget større. Den var stor og oval. Der var tilskuerpladser hele vejen rundt om den, med undtagelse af der hvor man kommer ind, og i midten var der en stor plads. Cara lagde straks mærke til de små detaljer. Der var f.eks. en lem under tilskuerrækkerne. ”Hvorfor er der en lem,” spurgte Cara og pegede, ”åh, det er bare alt træningsudstyret,” forklarede Connor. ”Er det ikke ret dumt? Jeg mener, hvis det nu for eksempel er tungt, så skal man slæbe det op gennem lemmen?” spurgte Cara så, Connor kiggede opgivende på hende, ”det er selvfølgelig underlagt magi, sådan så de både skrumper og bliver lette hvis man siger ”skrump”. Uden Cara havde lagt mærke til det, havde Connor lige talt oldgræsk. Det var dog ikke det mærkeligste. Hun havde forstået det. Siden hvornår havde Cara kunnet oldgræsk, især nu når hun ikke engang var særlig god til Engelsk. Cara var ordblind, ikke meget ordblind, men ordblind. ”Det her er kamparenaen. Vi øver især sværdfægtning og bue og pil her. Nogle gange er der også konkurrencer, og man kan også selv gå herud og øve. Alle har adgang til vores træningsting under lemmen,” fortalte Connor, og gjorde tegn til at de skulle videre.

”Er det rigtig lava?!” udbrød Cara lamslået. De stod og kiggede på en klatrevæg, hvor der var… lava. Fedt. Cara glædede sig utrolig meget til at vise sine klatre-skills, for der var jo ingen chance for, at hun ville ryge ned i lavaen og dø. Ironi. ”Ja, selvfølgelig, men bare rolig, det er ikke farligt…-” Cara afbrød ham. ”IKKE FARLIGT? Det er lava for fanden. Lava er F-A-R-L-I-G-T!” ”Rolig nu, der er seler til nybegyndere, så ingen fare.” Der var adskillelige oppe på klatrevæggen lige nu, og også en ældre teenager, der gik rundt og rettede på dem. Nogle havde seler på. ”O-okay…”

”Og skoven,” sagde Connor, og slog armen ud. ”Der er en masse forskellige monstre og væsner derinde. Skovnymfer, skorpioner, monstre…” ”Fedt, der vil jeg gerne ind,” sagde Cara sarkastisk. Connor ignorerede hende. ”Vi er derinde når der er flagerobring, et sjovt spil, vi skal spille i aften.”

”Så der er mange aktiviteter her på halvblodslejren. Du kan selvfølgelig også spille sport, være sammen med dine venner fra lejren, og komme til fag som Græske Myter, hvilket er et ret smart fag, hvis du en dag skal på en mission og står overfor et mytologisk væsen. Myterne fortæller, hvordan væsnet i sin tid blev besejret.” Det var næsten for meget info for Cara. Mytologiske væsner, lava-klatrevægge, kamparena, skove fyldt med monstre… Fedt, helt hverdagsagtige ting! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...