Masker fortæller hvem vi er

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 apr. 2016
  • Opdateret: 7 dec. 2016
  • Status: Igang
"Mine synder i mit tidligere liv har kostet mig, og gjort mig til en skabning ingen vil have noget at gøre med, og alligevel vil du lave en kontrakt med mig." - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - "Jeg ser ikke ting på samme måde som jer. Løgne, bedrav og masker gør mig gavn. " - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Fru Maria, en velhævende ung kvinde, med et yderst smukt udseende, har visse konsekvenser for sit liv, hvis hun ikke gifter sig med en selvoptaget, magtfuld borgmester...Med visse besynderligheder.

5Likes
4Kommentarer
417Visninger

1. Prolog

Prolog

Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til

“Frue, deres hænder?”

Når jo. Eftersom alle de ting hun skulle fokusere på, havde hun helt glemt at tage handsker på. Hendes skjold fra verden. Hvis hun bar dem, behøvede hun ikke at tænke over at skulle gi’ hånd med en, uden at være for personlig med dem. De gjorde det for hende. At komme for tæt på nogen og vise dem mere end sit kontrollerede jeg, det havde hun lært var farligt. Hun skulle sætte en barriere op, så folk ikke kom til at kende, det uhyre der var nedenunder. Det var det vigtigste i hendes optik.                       

”Når ja, tak Melannie.”                                                           

Melannie kiggede undrende på hende, hun så lidt bekymret ud; ” frue, er de nervøs over, mødet?”

Hun tøvede, ”nej, bare lidt rystet, over at jeg er trolovet til en mand, jeg intet kender til.”

”Jamen, de havde jo heller ikke noget valg, hvis de ikke havde gjort det ville Kongen opdage at -”

”Melannie, du må ikke tale om det. Ikke her. Ikke nu. Ikke på noget tidspunkt. Det forholder sig kun mellem os to i stilhed”, hun lagde tryk på de to sidste ord, som var de en pagt der ikke kunne opløses. Folk som kendte til hendes hemmelighed, havde ikke haft lov til at gå med tanken længe, enden blev de myrdet eller havde flygtet fra landet med en advarsel. Hun kunne ikke risikere at folk kendte til sådan nogen som hende. Det ville ødelægge alt den falske fred de endelig havde bildt alle ind i. Og så ville hendes mission gå til spilde, alt hendes arbejde forsvundet som et sandkorn i en storm.

Hans slot var smukt, det havde overasket hende, men det var da alligevel ikke så slemt at bo i et smukt slot omgivet af bjerge, skove og søer. Hun vendte sig mod hoveddøren, der stod han. Han var ikke det kønneste, hun havde set i sit helvedes lange liv. Hans øjne udstråledes magt og grådighed, der var ikke noget interessant i de lysebruneøjne. De var ligeså kedelige som alle andre menneskers øjne, de havde ikke noget der brændte i dem. ”Så du er den unge dame, jeg har søgt efter fra nær og fjern, fru Maria.” Lød det fra hans mund. Og han mente det, det kunne hun høre, der var en specifik måde munden bevægede sig da han havde sagt det sidste ord ’Maria’. Hun smilte til ham, men forblev tavs.                                                                                        

”Jeg ser at de er endda smukkere end rygterne fortæller. Deres gyldne hår er som en perfekt krone på toppen af deres smukke ansigt”, sagde han. Han blev ved. Han forgudede hende, og det var også godt, det ville forhindre ham i at udregne hendes plan.                                    

”Tak, de er da heller ikke så frastødende selv”, sagde hun. Hun var god til at lyve. Det kunne man selvfølgelig diskutere om var godt eller dårligt, i hendes tilfælde godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...